Han er ikke klar

Du er virkelig hård ved dig selv, når du siger "inden jeg bliver 25, så skal jeg....." 

Jeg snakker af erfaring. Jeg ville gerne være mor inden jeg blev 25. Hvorfor ?? det ved jeg egentlig ikke. nu her... mange år efter er det ikke lykkedes og jeg fylder snart 30. 

NYD LIVET OG LEV I NUET. Ikke alt kan kontrolleres. Du bliver nødtil at give slip på den tanke og tage en dag af gangen og glæd dig over det du har 

Man kan jo ikke love, at man er klar til at få børn om x antal år. Det er jo ikke det samme som at love at slå græsset i morgen eller i den dur. Man kan simpelthen ikke planlægge, hvornår man føler sig klar, og derfor kan man heller ikke forvente at lave en fast aftale om at få børn på en given dato.

Rida skriver:

Men kan bare ikke lade som ingenting. Er ked af det og såret.. Har jeg virkelig ingenting at skulle ha sagt.

Han har altid vidst at jeg ville have børn inden jeg blev 25. Siden vi begyndte at date for 4 år siden og har altid været enig og syntes det var fint så længe vi havde styr på livet, økonomisk og hus og gift.. Og så på det sidste stikker han halen imellem benene og fortryder 

Ved bare ikke hvor jeg skal gøre af alle mine følelser. Skal jeg bare tage en pose på hovedet de næste hvem ved hvor mange år fordi han skal lege kylling nu. 

Jeg ved godt det er hårdt sagt. Og nej jeg skal ikke have børn med manden før han er klar det er jeg også med på.

Og ønsker på ingen måde børn med ham inden han er klar. Jeg føler bare at jeg ikke er tilladt følelser her.

Men er bare så utrolig skuffet at jeg ikke bare kan smile og fortsætte som om alt bare er rosenrødt.

Som flere af de andre skriver, så er det jo okay, at du har de følelser, du har.

Men jeg synes godt nok, det er meget firkantet, at du absolut vil have børn, før du bliver 25. Kan godt forstå, du er skruk, men du har mange år foran dig, hvor du kan nå at få et barn.

Om du ingenting har at skulle have sagt ? - altså man kan jo ikke bestemme over andres følelser. Og hvis han ikke er klar, så er han jo bare ikke klar. Det kan sagtens bare være en følelse, uden at der er en specifik grund (eller flere).

Jeg tror bare, du gør det værre, hvis du hele tiden vil tale om det og "presse" ham til at sige, hvornår han tror, han er klar. For han kan nok ikke give dig et svar.

Prøv at slå lidt koldt vand i blodet - nyd hinanden og den frihed, I har nu, vær sammen med familie og venner, dyrk en hobby - vær i nuet, lev livet.

Aftal evt. at I ikke berører emnet det næste år. 

Hvis han allerede nu er klar over, at han slet ikke ønsker at få børn, så bør han selvfølgelig melde det ud - men det lyder ikke helt, som om det er der, han er. 

Jeg synes virkelig ikke, det lyder som om, at han vil have børn lige nu. 

Er ked af at sige det, og jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det. Og du har, som alle andre skriver, ret til at føle præcis som du gør. Jeg har selv været der, at alle mine tanker ca fra jeg var 20-24 år handlede om, at jeg bare ville have barn og det skulle være nu. Jeg havde også den der "før jeg bliver 25" regel. Og jeg følte mig som en oldsag, da jeg var 24 år og stod med graviditetstesten i hånden. I dag kan jeg overhovedet ikke forstå, at det skulle gå så stærkt eller hvad mit ræssonnement for at tænke sådan var. Dermed ikke sagt, at jeg underkender de følelser, jeg havde dengang eller dem, du har nu.

Men jeg tænker, at du måske er ved at gøre noget dumt. Du har presset rigtigt meget på, men din kæreste er stadig sammen med dig og han kommer med alle mulige undskyldninger, jeg synes at det tyder på, at han elsker dig og vil dig rigtigt meget, bare ikke det med børn lige nu ellers tror jeg, at han var gået. Det lyder som om, at han er under hårdt pres.

Wow jeg synes folk er hårde! Jeg kan udemærket godt forstå dig og din situation, da jeg er i nogenlunde samme situation som dig og så alligevel overhovedet ikke..

Min kæreste og jeg er begge lidt yngre end dig (23 år) og jeg har også oplevet det med at gå og være skruk det seneste år. Det er ved at drive mig til vanvid og det er overhovedet ikke rart når den man gerne vil have børn med, ikke er klar endnu.

Jeg er stadig inde i min periode med, at jeg er klar og han ikke er, men noget af det der virkede for os var, at vi satte os ned og tog en alvorssnak om mine følelser, hans tanker og hvad vi kunne gøre, ligesom din kæreste og dig gik en lang tur. 

For mig handlede det om, lidt ligesom for dig, at han ikke ville snakke om det og hele tiden kastede det hen og han blev faktisk ofte sur, fordi han synes jeg hele tiden snakkede om babyer.
En dag da jeg så var ekstremt ked af det besluttede vi os at snakke om det for alvor. Jeg fik luget ud i alle mine tanker og han i sine og vi fik lavet en foreløbig plan for babyprojektet, præcis ligesom i har gjort det. 

Det kan være nogen synes jeg "pressede" ham ud i samtalen, fordi jeg simpelthen var så langt ude og bare havde behov for at snakke om det, selvom jeg kan forstå at det må man ikke.. 
Men det kan jeg fortælle dig simpelthen er det bedste vi gjorde. 

Samtalen har efterfølgende gjort det mere klart for mig om hvor han står og har gjort det mere klart for ham hvad mine forventninger til det er. Det at vi fik lagt en plan, så vi havde en konkret dato at gå efter, har gjort det mere afslappet at snakke om, og han har efterfølgende sagt at det gør det bedre at forholde sig til det at få børn. (vi har lavet samme aftale som jer, om at han kan sige til hvis han alligevel ikk er klar der). Samtidig aftalte vi også, at jeg ikke skulle gå og snakke om det hele tiden, men så sige til, når jeg virkelig havde behov for at snakke med ham om det. 

Jeg kan godt se hvad folk mener med at man ikke skal have så travlt med at få børn og jeg kan intet sige om jeg kommer til at tænke tilbage på det på samme måde som nogen af de andre og kan være bagklog og tænke at jeg skulle vente. Lige nu kan jeg bare kun sætte mig i den situation, som vi begge befinder os i og jeg synes du skal snakke med ham om det og lave konkrete aftaler. Mænd kan godt lidt at have noget at forholde dig til. Hvis det ikke lige bliver når du er 25, så bliver det måske når du er 26, men det er vel ligemeget, bare det er en rar proces at nå hen til målet sammen med din mand? 

Jeg kan kun tale på egne vegne og sige at jeg vil også helst have et barn inden vi fylder 25, men vejen derhen skal også helst være god og glad, hvilket jeg kan se den mere som, efter vi har lavet aftaler omkring hvordan vi snakker om det og hvad der skal ske. 

Ps. et par måneder efter vi havde haft samtalen kom han og sagde, at han havde haft meget lyst til at være sammen med sine venner på det sidste, fordi han så synes han fik gjort det noget mere, så det blev helt okay at skulle have børn "snart". (han formulerede det bedre på en sød måde). 

Ved ikke om det hjalp, men jeg støtter dig i hvert fald og synes du skal blive ved med at snakke med ham om det. Det mener jeg man kommer længst med :-)

LOD skriver:

Wow jeg synes folk er hårde! Jeg kan udemærket godt forstå dig og din situation, da jeg er i nogenlunde samme situation som dig og så alligevel overhovedet ikke..

Min kæreste og jeg er begge lidt yngre end dig (23 år) og jeg har også oplevet det med at gå og være skruk det seneste år. Det er ved at drive mig til vanvid og det er overhovedet ikke rart når den man gerne vil have børn med, ikke er klar endnu.

Jeg er stadig inde i min periode med, at jeg er klar og han ikke er, men noget af det der virkede for os var, at vi satte os ned og tog en alvorssnak om mine følelser, hans tanker og hvad vi kunne gøre, ligesom din kæreste og dig gik en lang tur. 

For mig handlede det om, lidt ligesom for dig, at han ikke ville snakke om det og hele tiden kastede det hen og han blev faktisk ofte sur, fordi han synes jeg hele tiden snakkede om babyer.
En dag da jeg så var ekstremt ked af det besluttede vi os at snakke om det for alvor. Jeg fik luget ud i alle mine tanker og han i sine og vi fik lavet en foreløbig plan for babyprojektet, præcis ligesom i har gjort det. 

Det kan være nogen synes jeg "pressede" ham ud i samtalen, fordi jeg simpelthen var så langt ude og bare havde behov for at snakke om det, selvom jeg kan forstå at det må man ikke.. 
Men det kan jeg fortælle dig simpelthen er det bedste vi gjorde. 

Samtalen har efterfølgende gjort det mere klart for mig om hvor han står og har gjort det mere klart for ham hvad mine forventninger til det er. Det at vi fik lagt en plan, så vi havde en konkret dato at gå efter, har gjort det mere afslappet at snakke om, og han har efterfølgende sagt at det gør det bedre at forholde sig til det at få børn. (vi har lavet samme aftale som jer, om at han kan sige til hvis han alligevel ikk er klar der). Samtidig aftalte vi også, at jeg ikke skulle gå og snakke om det hele tiden, men så sige til, når jeg virkelig havde behov for at snakke med ham om det. 

Jeg kan godt se hvad folk mener med at man ikke skal have så travlt med at få børn og jeg kan intet sige om jeg kommer til at tænke tilbage på det på samme måde som nogen af de andre og kan være bagklog og tænke at jeg skulle vente. Lige nu kan jeg bare kun sætte mig i den situation, som vi begge befinder os i og jeg synes du skal snakke med ham om det og lave konkrete aftaler. Mænd kan godt lidt at have noget at forholde dig til. Hvis det ikke lige bliver når du er 25, så bliver det måske når du er 26, men det er vel ligemeget, bare det er en rar proces at nå hen til målet sammen med din mand? 

 

Jeg kan kun tale på egne vegne og sige at jeg vil også helst have et barn inden vi fylder 25, men vejen derhen skal også helst være god og glad, hvilket jeg kan se den mere som, efter vi har lavet aftaler omkring hvordan vi snakker om det og hvad der skal ske. 

Ps. et par måneder efter vi havde haft samtalen kom han og sagde, at han havde haft meget lyst til at være sammen med sine venner på det sidste, fordi han så synes han fik gjort det noget mere, så det blev helt okay at skulle have børn "snart". (han formulerede det bedre på en sød måde). 

Ved ikke om det hjalp, men jeg støtter dig i hvert fald og synes du skal blive ved med at snakke med ham om det. Det mener jeg man kommer længst med :-)

Du modsiger dig selv og ender nok egentlig med at sige det samme som andre i tråden.

Jo, man må godt tage seriøse snakke om emnet. Jeg læser folk skrive at TS skal undgå at tale om det HELE tiden. Og det er vel sådan set den aftale du selv indgik med din kæreste.

Du slutter så af med at skrive du synes TS skal blive ved med at snakke med ham om det....dvs. det modsatte af det du selv gjorde? 

LOD skriver:

Wow jeg synes folk er hårde! Jeg kan udemærket godt forstå dig og din situation, da jeg er i nogenlunde samme situation som dig og så alligevel overhovedet ikke..

Min kæreste og jeg er begge lidt yngre end dig (23 år) og jeg har også oplevet det med at gå og være skruk det seneste år. Det er ved at drive mig til vanvid og det er overhovedet ikke rart når den man gerne vil have børn med, ikke er klar endnu.

Jeg er stadig inde i min periode med, at jeg er klar og han ikke er, men noget af det der virkede for os var, at vi satte os ned og tog en alvorssnak om mine følelser, hans tanker og hvad vi kunne gøre, ligesom din kæreste og dig gik en lang tur. 

For mig handlede det om, lidt ligesom for dig, at han ikke ville snakke om det og hele tiden kastede det hen og han blev faktisk ofte sur, fordi han synes jeg hele tiden snakkede om babyer.
En dag da jeg så var ekstremt ked af det besluttede vi os at snakke om det for alvor. Jeg fik luget ud i alle mine tanker og han i sine og vi fik lavet en foreløbig plan for babyprojektet, præcis ligesom i har gjort det. 

Det kan være nogen synes jeg "pressede" ham ud i samtalen, fordi jeg simpelthen var så langt ude og bare havde behov for at snakke om det, selvom jeg kan forstå at det må man ikke.. 
Men det kan jeg fortælle dig simpelthen er det bedste vi gjorde. 

Samtalen har efterfølgende gjort det mere klart for mig om hvor han står og har gjort det mere klart for ham hvad mine forventninger til det er. Det at vi fik lagt en plan, så vi havde en konkret dato at gå efter, har gjort det mere afslappet at snakke om, og han har efterfølgende sagt at det gør det bedre at forholde sig til det at få børn. (vi har lavet samme aftale som jer, om at han kan sige til hvis han alligevel ikk er klar der). Samtidig aftalte vi også, at jeg ikke skulle gå og snakke om det hele tiden, men så sige til, når jeg virkelig havde behov for at snakke med ham om det. 

Jeg kan godt se hvad folk mener med at man ikke skal have så travlt med at få børn og jeg kan intet sige om jeg kommer til at tænke tilbage på det på samme måde som nogen af de andre og kan være bagklog og tænke at jeg skulle vente. Lige nu kan jeg bare kun sætte mig i den situation, som vi begge befinder os i og jeg synes du skal snakke med ham om det og lave konkrete aftaler. Mænd kan godt lidt at have noget at forholde dig til. Hvis det ikke lige bliver når du er 25, så bliver det måske når du er 26, men det er vel ligemeget, bare det er en rar proces at nå hen til målet sammen med din mand? 

 

Jeg kan kun tale på egne vegne og sige at jeg vil også helst have et barn inden vi fylder 25, men vejen derhen skal også helst være god og glad, hvilket jeg kan se den mere som, efter vi har lavet aftaler omkring hvordan vi snakker om det og hvad der skal ske. 

Ps. et par måneder efter vi havde haft samtalen kom han og sagde, at han havde haft meget lyst til at være sammen med sine venner på det sidste, fordi han så synes han fik gjort det noget mere, så det blev helt okay at skulle have børn "snart". (han formulerede det bedre på en sød måde). 

Ved ikke om det hjalp, men jeg støtter dig i hvert fald og synes du skal blive ved med at snakke med ham om det. Det mener jeg man kommer længst med :-)

Hvorfor synes du, folk er hårde ?

Det er jo lige så legalt IKKE at ønske et barn lige nu, som det er at ønske det. Hans følelser er jo lige så rigtige og vigtige som dine.

Livet kan ikke altid planlægges. Og jeg synes altså, det er meget firkantet at sige, at man vil have børn, inden man fylder 25 år. Om du så bliver 30 år, så er du altså stadig ingen oldsag (ikke at du skal vente til du bliver 30, det er bare et eksempel).

Det er fint, at det virkede for jer at tage en snak.

Men hvis TS i to år har talt om, at hun ønsker et barn nu, så forstår jeg godt, at han føler sig max. presset.

Da jeg var 23 år, sagde min daværende kæreste, at han gerne ville have et barn med mig. Og jeg var ikke klar. Som i SLET ikke klar. Han talte rigtig meget om det, og det var virkelig ubehageligt. 

Jeg kunne på ingen måde give ham en dato for, hvornår jeg var klar.

Og hvis hun taler om det "evig og altid", så synes jeg, det kunne være en god idé at sige, at man lader emnet lægge i en (lang) periode.

Jeg tror, kæresten har brug for lidt luft.

LOD skriver:

Wow jeg synes folk er hårde! Jeg kan udemærket godt forstå dig og din situation, da jeg er i nogenlunde samme situation som dig og så alligevel overhovedet ikke..

Min kæreste og jeg er begge lidt yngre end dig (23 år) og jeg har også oplevet det med at gå og være skruk det seneste år. Det er ved at drive mig til vanvid og det er overhovedet ikke rart når den man gerne vil have børn med, ikke er klar endnu.

Jeg er stadig inde i min periode med, at jeg er klar og han ikke er, men noget af det der virkede for os var, at vi satte os ned og tog en alvorssnak om mine følelser, hans tanker og hvad vi kunne gøre, ligesom din kæreste og dig gik en lang tur. 

For mig handlede det om, lidt ligesom for dig, at han ikke ville snakke om det og hele tiden kastede det hen og han blev faktisk ofte sur, fordi han synes jeg hele tiden snakkede om babyer.
En dag da jeg så var ekstremt ked af det besluttede vi os at snakke om det for alvor. Jeg fik luget ud i alle mine tanker og han i sine og vi fik lavet en foreløbig plan for babyprojektet, præcis ligesom i har gjort det. 

Det kan være nogen synes jeg "pressede" ham ud i samtalen, fordi jeg simpelthen var så langt ude og bare havde behov for at snakke om det, selvom jeg kan forstå at det må man ikke.. 
Men det kan jeg fortælle dig simpelthen er det bedste vi gjorde. 

Samtalen har efterfølgende gjort det mere klart for mig om hvor han står og har gjort det mere klart for ham hvad mine forventninger til det er. Det at vi fik lagt en plan, så vi havde en konkret dato at gå efter, har gjort det mere afslappet at snakke om, og han har efterfølgende sagt at det gør det bedre at forholde sig til det at få børn. (vi har lavet samme aftale som jer, om at han kan sige til hvis han alligevel ikk er klar der). Samtidig aftalte vi også, at jeg ikke skulle gå og snakke om det hele tiden, men så sige til, når jeg virkelig havde behov for at snakke med ham om det. 

Jeg kan godt se hvad folk mener med at man ikke skal have så travlt med at få børn og jeg kan intet sige om jeg kommer til at tænke tilbage på det på samme måde som nogen af de andre og kan være bagklog og tænke at jeg skulle vente. Lige nu kan jeg bare kun sætte mig i den situation, som vi begge befinder os i og jeg synes du skal snakke med ham om det og lave konkrete aftaler. Mænd kan godt lidt at have noget at forholde dig til. Hvis det ikke lige bliver når du er 25, så bliver det måske når du er 26, men det er vel ligemeget, bare det er en rar proces at nå hen til målet sammen med din mand? 

 

Jeg kan kun tale på egne vegne og sige at jeg vil også helst have et barn inden vi fylder 25, men vejen derhen skal også helst være god og glad, hvilket jeg kan se den mere som, efter vi har lavet aftaler omkring hvordan vi snakker om det og hvad der skal ske. 

Ps. et par måneder efter vi havde haft samtalen kom han og sagde, at han havde haft meget lyst til at være sammen med sine venner på det sidste, fordi han så synes han fik gjort det noget mere, så det blev helt okay at skulle have børn "snart". (han formulerede det bedre på en sød måde). 

Ved ikke om det hjalp, men jeg støtter dig i hvert fald og synes du skal blive ved med at snakke med ham om det. Det mener jeg man kommer længst med :-)

Jeg synes ikke folk er hårde blot realistiske.

Problemet er jo, at alle følelser er legale, men når det kommer til spørgsmålet skal eller skal ikke have børn, så er det den der er skruk der trækker det korteste strå - ja det kan virke møg uretfærdigt, det kan være totalt uforståeligt når man nu har det så godt og det eneste der mangler for at fuldende billedet det er det lille kærlgihedsbarn. Men hvis en af parterne bare ikke kan ønske et barn lige nu, så kan man ikke med pres, med forhandling, med deadlines osv. Ændre på den grundlæggende følelse.

HVad skal man så gøre? Man skal vel vurdere, hvad er vigtigst lige nu er det at opnå den drøm man har haft fra tidernes morgen om at blive mor inden man bliver 25 eller er det at have den mand som opleves som ens livs kærlighed også selvom det betyder man måske bliver 28 før det første barn kommer?

Jo man skal da være ærlig, og tror det er vigtigt at få sagt højt: jeg er ked af det, og jeg kan ikke få tankerne væk fra det barn. Og så få sagt til sig selv, men jeg har truffet et valg og jeg bliver med denne skønne mand, og så må jeg se det positive i, at vi lige nu ikke skal blive forældre. 

Jeg ville gerne have haft flere børn, var skruk længe. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle have flere og måtte finde ale plussiderne frem ved ikke at få flere. Jeg fandt så mange så min verden brød sammen da jeg rent faktisk blev gravid ved et uheld. Man kan godt ændre sit mindset, man kan godt spørge sig selv, hvorfor er den alder så vigtig? Og man kan også vente på sin mand/kone. 

Børn er underordnet, den mand har et problem med at tage en beslutning, og at tage en drøm og faktisk føre den ud i livet. Og sige "nu gør vi det sgu!". 

Du skal aldrig snyde nogen til en graviditet, men det bedste ville helt ærligt nok være bare at blive gravide og lade det komme til jer. Han skal måske ikke altid have "et valg", selvføølgelig skal han ikke tvinges, men indimellem sker livet altså, og så må man følge med. Man kan ikke planlægge alting i stumper og stykker, og det gør mig ondt at han kan have så svært ved at få brugt de chancer han kan få i livet, og så alle de undskyldninger... Dø under fødslen? Ej hold nu op altså..

Tror virkelig I skal have en snak der ikke hedder baby-snak men "Hvad vil du opnå i ditliv?" snak.. Hvad er hans 5 årsplan?? Og gider du kunne leve 5 år mere med ham uden at få børn??

Og reelt, hvad betyder mest for dig, ham eller børn?

Bananaalice skriver:

Børn er underordnet, den mand har et problem med at tage en beslutning, og at tage en drøm og faktisk føre den ud i livet. Og sige "nu gør vi det sgu!". 

Du skal aldrig snyde nogen til en graviditet, men det bedste ville helt ærligt nok være bare at blive gravide og lade det komme til jer. Han skal måske ikke altid have "et valg", selvføølgelig skal han ikke tvinges, men indimellem sker livet altså, og så må man følge med. Man kan ikke planlægge alting i stumper og stykker, og det gør mig ondt at han kan have så svært ved at få brugt de chancer han kan få i livet, og så alle de undskyldninger... Dø under fødslen? Ej hold nu op altså..

Tror virkelig I skal have en snak der ikke hedder baby-snak men "Hvad vil du opnå i ditliv?" snak.. Hvad er hans 5 årsplan?? Og gider du kunne leve 5 år mere med ham uden at få børn??

Og reelt, hvad betyder mest for dig, ham eller børn?

At få et barn er en helt anden beslutning end alle mulige andre beslutninger.

Hvis han ikke er klar til at få børn - ja så er han ikke klar, og det er helt ok.

Selvfølgelig er det ikke det bedste "bare at blive gravide". Der har været tråde nok om kvinder, der er gravide, og hvor manden ikke vil have barnet.

"At have så svært ved at få brugt de chancer, han kan få i livet" - altså nu er det jo kun ham selv, der kan vurdere, hvilke chancer han ønsker at tage.

Hvis hun på ingen måde kan leve med det lige nu - ja så må hun jo sætte ham fri.