Han er ikke klar

Hej alle

Jeg er ny her inde. Og ved godt der er mange tråde med dette emne.

Men har virkelig behov for at lufte mine følelser og tanker.

Jeg har nu været sammen med min mand i 5 år. Vi blev gift for snart 1 år siden. Jeg er 24 og han er 30.

Jeg har nu i snart 2 år lagt meget op til at jeg gerne ville have mit første barn inden jeg blev 25.

Jeg føler mig klar. 

Vi har fra starten begge været enige om at vi ville have børn på et tidspunkt.

Men han siger han ikke er klar. 

Han har de sidste 2 år kommet med den ene undskyldning efter den anden. jeg var under uddannelse. Vi boede i lejlighed og havde ikke plads. økonomien var ikke til det. Han ville giftes inden vi skulle have børn.

Nu er jeg færdig med min uddannelse.

Jeg har et godt job med massere af fremtidsmuligheder og en god løn som stiger i takt med min erfaring

Vi er flyttet i hus

Og er blevet gift.

Men igen nu siger han at han ikke er klar.

Når jeg snakker om det skifter han emne.

Jeg fik endelig en snak ned ham forleden hvor han sagde at han ikke følte sig klar. Da jeg spurgte mere ind til det kom han med begrundelsen at han var bange for at jeg kunne dø under fødslen. Fordi at han har hørt at hans fætters kone var ved at forbløde. 

Det skal siges at han er en mand der virkelig har svært ved at tage springet ud i de store nye ting.

Hunden skulle også lokkes ind. En hund som han elsker at bruge sin tid på og træne med.

Huset. Han syntes det var mange penge.

Og ja nu børn. Det er jo dyrt og kommer til at tage alt vores tid de næste 18 år.

Og nu til sagen. Er det okay af mig at blive en smule sur på ham. Jeg ved godt at jeg ikke kan presse ham til at føle sig klar. Men helt ærligt. Det er den ene undskyldning efter den anden. Jeg føler jeg bliver ført rundt i manegen. Han er 30. Han har vidst i mindst 2 år at jeg var klar til børn. Kommer han nogen sinde til punktet hvor han også er klar 

Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer, og de stemmer naturligvis ikke nødvendigvis overens med din kæreste. 

Min kæreste og jeg venter vores første barn til maj, jeg er 24 og han er 26. Barnet er ikke planlagt, men ét barn var planlagt - i fremtiden. Da jeg opdager graviditeten kan jeg med det samme mærke i mig selv, at abort ikke er en mulighed. Min kæreste er af en anden holdning og hele vores verden røstes. Vi har også et hus sammen, men er ikke gift og jeg er først færdig med min uddannelse til januar. Jeg hørte alle de samme ting som du har hørt igennem årene, men jeg mærkede ikke det han mærkede. Vi brugte et par dage hver for sig og da vi igen var sammen var alt ændret. 

Nu er jeg i uge 14, jeg har aldrig været mindre klar og han har aldrig været mere klar. Det er utrolig som tingene kan ændre sig  

I dagene hvor vi var fra hinanden var han hos en kammerat, en kammerat der vel og mærke hverken har en kæreste eller et barn - men som virkelig gerne vil have begge dele. Det åbnede hans øjne på en eller anden måde som jeg ikke kan udtale mig om. Han siger stadig at han ikke ved om han er klar, men han siger også, at han måske aldrig bliver rigtig klar før babyen er der. Jeg er enig - og for første gang i mit liv føler jeg, at det måske også gælder mig selv. 

Havde jeg stået i din situation havde jeg været egoistisk, sorry, ved godt at mange herinde vil være utrolig meget imod hvad jeg skriver nu, 'en det er min sandhed. Havde jeg brændende ønsket mig et barn havde jeg sat stolen for døren, bedt ham fortælle præcis hvad der er han er bange for og modargumenteret det (så vidt muligt). Mange gange tror jeg at mændene tvivler på deres egne evner og det er jo en reel bekymring for dem, kr-Kan han blive den far han gerne vil være osv. Det lyder som om at du godt kan få ham til at kommunikere, så jeg ville blive ved med at presse ham til at være åben om følelserne i det. Ydermere ville jeg fortælle hvad det gør ved mig, hvordan jeg føler, hvorfor det er vigtigt for mig osv. 

Virker intet, så ville jeg overveje hvad der var vigtigst for mig - et liv med ham, eller et liv med en anden der måske gerne vil have et barn i en tidshorisont jeg kunne leve med. Jeg kan bestemt se fordele og ulemper ved begge valg, men det ville jo så være det jeg måtte gøre op med mig selv! 

Er det en mulighed, at han ikke har lyst til børn, men bare er bange for at sige det til dig, fordi det er et stort ønske hos dig? 

De undskyldninger lyder lidt tossede og han bliver ved med at finde på nye. 

Nej, du kan ikke tillade dig at blive sur over at han ikke er klar. Du kan godt tillade dig at sige han skal lade være med at komme med alle mulige undskyldninger.

Dem kommer han vel med fordi han virkelig ikke er klar og fordi han føler du bliver ved med at presse ham, men så må han bare melde ud at han ikke er klar nu og sådan er det.

Så må du jo gøre op med dig selv om du vil vente på ham - men du skal IKKE sætte stolen for døren eller andre langt ude ting, når det handler om noget så vigtigt som et barn.

Nej, han bliver måske aldrig helt klar, men lur mig om han ikke bliver klar nok. Jeg blev sgu heller aldrig rigtig klar, men jeg nåede til et punkt hvor jeg tænkte at nu er det OK. 

Simsev skriver:

Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer, og de stemmer naturligvis ikke nødvendigvis overens med din kæreste. 

 

Min kæreste og jeg venter vores første barn til maj, jeg er 24 og han er 26. Barnet er ikke planlagt, men ét barn var planlagt - i fremtiden. Da jeg opdager graviditeten kan jeg med det samme mærke i mig selv, at abort ikke er en mulighed. Min kæreste er af en anden holdning og hele vores verden røstes. Vi har også et hus sammen, men er ikke gift og jeg er først færdig med min uddannelse til januar. Jeg hørte alle de samme ting som du har hørt igennem årene, men jeg mærkede ikke det han mærkede. Vi brugte et par dage hver for sig og da vi igen var sammen var alt ændret. 

Nu er jeg i uge 14, jeg har aldrig været mindre klar og han har aldrig været mere klar. Det er utrolig som tingene kan ændre sig  

I dagene hvor vi var fra hinanden var han hos en kammerat, en kammerat der vel og mærke hverken har en kæreste eller et barn - men som virkelig gerne vil have begge dele. Det åbnede hans øjne på en eller anden måde som jeg ikke kan udtale mig om. Han siger stadig at han ikke ved om han er klar, men han siger også, at han måske aldrig bliver rigtig klar før babyen er der. Jeg er enig - og for første gang i mit liv føler jeg, at det måske også gælder mig selv. 

Havde jeg stået i din situation havde jeg været egoistisk, sorry, ved godt at mange herinde vil være utrolig meget imod hvad jeg skriver nu, 'en det er min sandhed. Havde jeg brændende ønsket mig et barn havde jeg sat stolen for døren, bedt ham fortælle præcis hvad der er han er bange for og modargumenteret det (så vidt muligt). Mange gange tror jeg at mændene tvivler på deres egne evner og det er jo en reel bekymring for dem, kr-Kan han blive den far han gerne vil være osv. Det lyder som om at du godt kan få ham til at kommunikere, så jeg ville blive ved med at presse ham til at være åben om følelserne i det. Ydermere ville jeg fortælle hvad det gør ved mig, hvordan jeg føler, hvorfor det er vigtigt for mig osv. 

Virker intet, så ville jeg overveje hvad der var vigtigst for mig - et liv med ham, eller et liv med en anden der måske gerne vil have et barn i en tidshorisont jeg kunne leve med. Jeg kan bestemt se fordele og ulemper ved begge valg, men det ville jo så være det jeg måtte gøre op med mig selv! 

Har snakket med ham på en god gåtur. Han nævner nemlig også det med er jeg god nok. Er der penge nok. Og at han jo også syntes livet lige nu er så godt. Lidt den der hvor han bare gerne ville at jeg kunne falde til ro og nyde at vi har hinanden alene et år endnu. 

Men spurgte ham så også om han forventede at barnet kom dumpende i morgen. Og at der jo nok gik 1 år mindst inden der kom et barn. Altså det er tidligst til september næste år hvis jeg smider pillerne i januar.

Han sagde at han følte at ansvaret var meget stort. Et lille menneske som vi skulle passe på og sørge for kom godt afsted i verden. 

Men vi blev enige om at jeg smider pillerne til januar og så måske lige 1 måned med kondom. Og at han selvfølgelig har alt ret til at trække i nødbremsen inden. Men han mente at han bare havde behov for et par måneder til at vænne sig til tanken og forhåbentligt også begynde at glæde sig. Men han lovede at sige hvad han virkelig føler så det ikke kommer til at splitte os. 

IenFart skriver:

Nej, du kan ikke tillade dig at blive sur over at han ikke er klar. Du kan godt tillade dig at sige han skal lade være med at komme med alle mulige undskyldninger.

Dem kommer han vel med fordi han virkelig ikke er klar og fordi han føler du bliver ved med at presse ham, men så må han bare melde ud at han ikke er klar nu og sådan er det.

Så må du jo gøre op med dig selv om du vil vente på ham - men du skal IKKE sætte stolen for døren eller andre langt ude ting, når det handler om noget så vigtigt som et barn.

Nej, han bliver måske aldrig helt klar, men lur mig om han ikke bliver klar nok. Jeg blev sgu heller aldrig rigtig klar, men jeg nåede til et punkt hvor jeg tænkte at nu er det OK. 

Det var nu heller ikke det at han ikke føler sig klar jeg er sur over. Mere det at han så ikke bare siger det til mig. Istedet for at udsætte ting. Vi kan snakke om alt. Og jeg ved han ikke er typen der giver sig. Medmindre han gerne vil men bare er lidt bange for at tage springet .

Ønsker ikke at blive gravid med følelsen af at han faktisk ikke vil. Den følelse ville være forfærdelig. Selvfølgelig skal vi begge være klar. 

Og ville ikke spørge så meget ind til det hvis ikke det var fordi han også her på det sidste selv kommer med de her kommentarer om at når jeg får børn skal vi ned og sove i shelter. Og jeg vil lærer mit barn om spor træning. Så kan vi have det som en far barn ting.

Jeg føler nogen gange at der er det at have en baby der skræmmer ham. Men at han gerne vil have et barn på 8. At han glæder sig til de ting.

Men hvad nu hvis han vitterlig ikke er klar?

Hvor fedt er det lige at opdage at man skulle have vente til far var klar men nu er baby her og får kan ikke magte skrigeriet,manglen på søvn og friheden der forsvandt sammen med fostervandet. 

Der er ingen returret på en baby.

Og tror mange forhold kunne reddes hvis man lyttede til hinanden.

Du er kun 24 så du skal højst sandsynligt nok nå det selv om der går 2-3 År endnu.

Manden elsker dig og vil højst sandsynligt gerne gøre dig glad.

Men der kommer sjældent noget godt ud at presse folk og blive ved . 

Giv det tid og lad ham nu lige selv få det som en anden skrev. At nu er det ok hvis der kommer en baby.

Kender alt det med at være skruk

Men kender også mange enlige hvor det ikke gik fordi farmand ikke var klar.

Carina:-) skriver:

Men hvad nu hvis han vitterlig ikke er klar?

Hvor fedt er det lige at opdage at man skulle have vente til far var klar men nu er baby her og får kan ikke magte skrigeriet,manglen på søvn og friheden der forsvandt sammen med fostervandet. 

Der er ingen returret på en baby.

Og tror mange forhold kunne reddes hvis man lyttede til hinanden.

Du er kun 24 så du skal højst sandsynligt nok nå det selv om der går 2-3 År endnu.

Manden elsker dig og vil højst sandsynligt gerne gøre dig glad.

Men der kommer sjældent noget godt ud at presse folk og blive ved . 

Giv det tid og lad ham nu lige selv få det som en anden skrev. At nu er det ok hvis der kommer en baby.

Kender alt det med at være skruk

Men kender også mange enlige hvor det ikke gik fordi farmand ikke var klar.

 

Men kan bare ikke lade som ingenting. Er ked af det og såret.. Har jeg virkelig ingenting at skulle ha sagt.

Han har altid vidst at jeg ville have børn inden jeg blev 25. Siden vi begyndte at date for 4 år siden og har altid været enig og syntes det var fint så længe vi havde styr på livet, økonomisk og hus og gift.. Og så på det sidste stikker han halen imellem benene og fortryder 

Ved bare ikke hvor jeg skal gøre af alle mine følelser. Skal jeg bare tage en pose på hovedet de næste hvem ved hvor mange år fordi han skal lege kylling nu. 

Jeg ved godt det er hårdt sagt. Og nej jeg skal ikke have børn med manden før han er klar det er jeg også med på.

Og ønsker på ingen måde børn med ham inden han er klar. Jeg føler bare at jeg ikke er tilladt følelser her.

Men er bare så utrolig skuffet at jeg ikke bare kan smile og fortsætte som om alt bare er rosenrødt.

Rida skriver:

Men kan bare ikke lade som ingenting. Er ked af det og såret.. Har jeg virkelig ingenting at skulle ha sagt.

Han har altid vidst at jeg ville have børn inden jeg blev 25. Siden vi begyndte at date for 4 år siden og har altid været enig og syntes det var fint så længe vi havde styr på livet, økonomisk og hus og gift.. Og så på det sidste stikker han halen imellem benene og fortryder 

Ved bare ikke hvor jeg skal gøre af alle mine følelser. Skal jeg bare tage en pose på hovedet de næste hvem ved hvor mange år fordi han skal lege kylling nu. 

Jeg ved godt det er hårdt sagt. Og nej jeg skal ikke have børn med manden før han er klar det er jeg også med på.

Og ønsker på ingen måde børn med ham inden han er klar. Jeg føler bare at jeg ikke er tilladt følelser her.

Men er bare så utrolig skuffet at jeg ikke bare kan smile og fortsætte som om alt bare er rosenrødt.

Jeg synes du burde arbejde lidt på at ændre dit mindset. Hvorfor er den aldersgrænse på 25 så vigtig? Hvis I nu var gået fra hinanden efter 3 år så du nu var single - hvad så?

Nogen gange kører livet bare ikke, som man har planlagt og det kan man selvfølgelig sagtens være ked over, men man må altså også bare lære at leve i nuet.

Dine følelser er helt tilladt - men det nytter ikke noget de bliver brugt som pression overfor ham. Du må finde ud af om du er så skuffet at du aldrig kommer over det og så må du jo gå fra ham. Selvom det jo også virker lidt drastisk.

Rida skriver:

Men kan bare ikke lade som ingenting. Er ked af det og såret.. Har jeg virkelig ingenting at skulle ha sagt.

Han har altid vidst at jeg ville have børn inden jeg blev 25. Siden vi begyndte at date for 4 år siden og har altid været enig og syntes det var fint så længe vi havde styr på livet, økonomisk og hus og gift.. Og så på det sidste stikker han halen imellem benene og fortryder 

Ved bare ikke hvor jeg skal gøre af alle mine følelser. Skal jeg bare tage en pose på hovedet de næste hvem ved hvor mange år fordi han skal lege kylling nu. 

Jeg ved godt det er hårdt sagt. Og nej jeg skal ikke have børn med manden før han er klar det er jeg også med på.

Og ønsker på ingen måde børn med ham inden han er klar. Jeg føler bare at jeg ikke er tilladt følelser her.

Men er bare så utrolig skuffet at jeg ikke bare kan smile og fortsætte som om alt bare er rosenrødt.

Selvfølgelig er dine følelser tilladt.

Men han har jo ikke sagt aldrig.

Jeg tror ikke han har turdet sige det fordi han kan mærke det betyder meget for dig 

Nu kan jeg jo ikke vide det .

Men mange mænd har lige brug for at tænke over store beslutninger 

Og er heller ikke klar på de store ting i livet som kvinder er på samme tidspunkt i livet.