Jeg er gravid - og han vil ikke være med

Anonym skriver:

Hej allesammen. 

Jeg er helt ny herinde og har, i håb om at min situation ændrer sig, og jeg skal bruge siden herinde mere i fremtiden, valgt at være anonym i mit første indlæg. 

 

Sagen er den, at jeg i forgårs testede positivt. Men mens. dukkede ikke op og efter 4 dage begyndte jeg at bekymre mig. To røde streger, ikke bare én gang, men på adskillelige teste. Også igen igår, og idag. Baby er altså ikke forsvundet på magisk vis 

 

Barnet er ikke planlagt. Jeg har været sammen med min kæreste i halvandet år, og han er min drømmemand. Vi har købt et hus sammen og trods den vilde forelskelse har lagt sig, er jeg aldrig i tvivl om, at det er ham jeg vil være sammen med og ham der skal være far til mine børn. Jeg er sikker på han har det på samme måde den anden vej. Forskellen på os, rent personligt er, at han er meget rationel og jeg er meget styret af følelser. 

 

Igår skulle min kæreste til en vigtig job samtale, og jeg valgte derfor at jeg ikke ville fortælle ham det før det var overstået. Jeg var meget i tvivl, men jeg forventede ikke at han ville juble over nyheden, og så havde jeg bare ikke lyst til at, han ikke skulle kunne fokusere på samtalen. 

Samtalen gik rigtig godt og da han kom hjem igår fortalte jeg ham det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, men han tog det virkelig pænt. Han holdte om mig og spurgte om vi ikke bare skulle ligge os op i sengen og se en film. Han ved godt, at det er min største drøm, jeg drømmer ikke om andet end at få en familie med HAM og jeg har på ingen måde lyst til at få en abort. 

For år tilbage, i et tidligere forhold fik jeg fjernet barnet i uge 20, fordi barnet (som var et ønskebarn) var meget sygt. Det tog utrolig hårdt på både mig, men også min daværende kæreste og hele forløbet endte med at ødelægge vores forhold. Jeg ved godt at en selv valgt abort måske ikke vil gøre det samme for mig, men jeg er så bange og har på ingen måde lyst til at gå det samme igennem igen. 

 

Min kæreste ønsker ikke at blive far, han er ikke klar og har bare ikke lyst siger han. Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at presse det ned over hovedet på ham og tvinge ham, jeg har ikke lyst til at få et barn med en, der ikke ønsker det - men jeg har virkelig heller ikke lyst til at miste det her barn! 

 

Jeg ved ikke hvad jeg er ude efter, men måske der er nogen der har stået i en lignende situation som kan give mig et godt råd? Fortælle mig hvad I gjorde, hvordan det endte og hvordan det har påvirket jer? 

 

Jeg er selv 26 år og min kæreste er 28. Han har fast (godt) job  og er på vej mod et endnu bedre. Jeg selv er studerende (kandidat) med ambitioner for fremtiden, men allermest med et brændende ønske om en maj baby. 

Hvis DU ønsker dette barn som vokser inde i din mave lige nu, så synes jeg du skal beholde det. 

Tusind tak for alle jeres svar, både af den ene og den anden holdning. Ingen af jer kan jo være i tvivl om, at det er en ufattelig hård situation jeg står i. Jeg elsker ham så højt, jeg ønsker ikke trække det ned over ham - men jeg elsker også mig selv. 

Mine tanker har været mange, jeg har idag talt med ham om, hvordan jeg ønsker han skal huske på alle de samtaler vi har haft, igennem hele vores forhold om, hvordan vi ville være forældre. Hvordan det var vigtigt for os, at der var plads til andet end børn, for fakta er, at det stadig er vigtigt for mig. 

Jeg vil have ambitioner for mig selv, og jeg vil have han har det samme. For mig vil det være naturligt at udvikle på mig selv, prioritere mig selv, for altid at kunne tilbyde mit barn den bedste udgave af mig. Måske er det en naiv holdning inden barnet er her, men det er sådan jeg har det lige nu, og jeg kan ikke give andet videre til ham. 

Han er ked af det, fældede en tåre mens han holdt min hånd, men jeg fornemmer, at han forsøger at se nuanceret på situationen og ikke ''bare'' bider sig fast i de negative ting. Jeg ved det ikke, måske læser jeg ham forkert fordi jeg ønsker så inderligt at det er det der er ved at ske, måske ikke.. Måske er han overrumplet og chokeret, måske ikke.. 

Jeg har heldigvis god tid til at tage en vel overvejet beslutning. Jeg hælder fortsat til at gennemføre graviditeten, og det er udelukkende baseret på mig, hvordan jeg føler om aborten og hvad jeg føler det vil gøre ved mig og vores forhold fremadrettet. 

Jeg er ikke vred på ham, ked af det eller lignende. Jeg håber det bedste for ham, og hvis det bedste for ham er et liv uden et barn - så accepterer jeg det, omend det vil gøre ondt på mig, meget ondt. 

Jeg tror, at jeg ville stille mig selv spørgsmålet "hvor meget vil jeg den her mand og ville jeg stadig elske ham efter en abort?" Hvis svaret på det sidste er ja, ville jeg nok stille ham spørgsmålene, om han vil have børn og med mig? Det virker som om, at børn er en temmelig abstrakt ting for ham, som han måske overvejer i teorien, men at der i praksis er en del andre ting, han hellere vil. I hvert fald bedømt ud fra jeres samtaler.

Hvis han vil have børn med dig, og du virkelig vil ham, ville jeg i dit sted få en abort. Ville han ikke, ville jeg stadig få en abort og gå fra ham, det sidste fordi jeg (før jeg fik barn) ikke ville kunnet være gået på kompromis med mit ønske om at få børn, uanset hvor højt jeg havde elsket min kæreste. Aborten i dette tilfælde ville heller ikke være for hans, men for min egen og barnets skyld, fordi jeg for det første ikke drømmer om at være enlig mor og fordi jeg føler, at jeg vil fortjene at få mit barn /børn med én, der virkelig ønsker børn med mig og ville være der for mig,. Det sidste gælder også barnet, det fortjener at være ønsket af begge forældre.

Det blev et lidt rodet indlæg, men håber det gav mening. 

Jeg mente selvfølgelig, at jeg vil spørge om, han på sigt ønsker børn med mig. Jeg er godt med på, at han ikke drømmer om at blive far pt. 

Jeg synes, du og din kæreste skal afsætte god tid til at sætte jer ned og få snakket situationen grundigt igennem. Det er aldrig nemt, når den ene part gerne vil have barnet, og den anden ikke vil, for der er jo ingen, der bør tvinges ind i forældrerollen, og på samme tid er der heller ingen, der bør tvinges til abort. 

Du skriver, at din mand gerne vil have børn, men at det bare ikke skal være lige nu. Men så synes jeg, du skal spørge ham om, hvordan han forestiller sig, livet ser ud, når han engang er klar til at få børn - i hvilken alder vil han gerne have børn? Hvad vil han gerne nå først? Hvad er grunden til, at han ikke har lyst lige nu? Hvad er han bange/bekymret for? Der er jo desværre en alt for stor tendens til, at mænd får senere lyst til at få børn end kvinder. Og det giver god nok mening, set fra et biologisk synspunkt, fordi de jo bliver ved med at være fertile til de er langt oppe i alderen. De har ikke et biologisk ur på samme måde, som vi har. Men som verden ser ud i dag, er det altså bare sådan, at de fleste par har nogenlunde samme alder. Og så er det jo med at få de børn, man gerne vil have, mens kvinden er i den fødedygtige alder. Du er 26, han er 28, I har generelt gode forudsætninger, og hvis I gerne vil have flere børn, synes jeg egentlig ikke, at det på nogen måde er for tidligt at gå i gang. Det må da også påvirke ham at vide, at han pålægger dig en stor sorg ved at overtale dig til en abort. Så det grundlæggende for jeres beslutning må være at grave dybere i, hvad det er, han mener står i vejen for en familieforøgelse på nuværende tidspunkt.

Jeg håber, I får snakket godt sammen, og at din mand skifter mening, når han lige har ruget lidt på det hele  

Har tænkt på dig og om der er noget nyt i sagen ? Krydser finger for at det har løst sig på den bedste måde 

Anonym skriver:

Hej allesammen. 

Jeg er helt ny herinde og har, i håb om at min situation ændrer sig, og jeg skal bruge siden herinde mere i fremtiden, valgt at være anonym i mit første indlæg. 

 

Sagen er den, at jeg i forgårs testede positivt. Men mens. dukkede ikke op og efter 4 dage begyndte jeg at bekymre mig. To røde streger, ikke bare én gang, men på adskillelige teste. Også igen igår, og idag. Baby er altså ikke forsvundet på magisk vis 

 

Barnet er ikke planlagt. Jeg har været sammen med min kæreste i halvandet år, og han er min drømmemand. Vi har købt et hus sammen og trods den vilde forelskelse har lagt sig, er jeg aldrig i tvivl om, at det er ham jeg vil være sammen med og ham der skal være far til mine børn. Jeg er sikker på han har det på samme måde den anden vej. Forskellen på os, rent personligt er, at han er meget rationel og jeg er meget styret af følelser. 

 

Igår skulle min kæreste til en vigtig job samtale, og jeg valgte derfor at jeg ikke ville fortælle ham det før det var overstået. Jeg var meget i tvivl, men jeg forventede ikke at han ville juble over nyheden, og så havde jeg bare ikke lyst til at, han ikke skulle kunne fokusere på samtalen. 

Samtalen gik rigtig godt og da han kom hjem igår fortalte jeg ham det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, men han tog det virkelig pænt. Han holdte om mig og spurgte om vi ikke bare skulle ligge os op i sengen og se en film. Han ved godt, at det er min største drøm, jeg drømmer ikke om andet end at få en familie med HAM og jeg har på ingen måde lyst til at få en abort. 

For år tilbage, i et tidligere forhold fik jeg fjernet barnet i uge 20, fordi barnet (som var et ønskebarn) var meget sygt. Det tog utrolig hårdt på både mig, men også min daværende kæreste og hele forløbet endte med at ødelægge vores forhold. Jeg ved godt at en selv valgt abort måske ikke vil gøre det samme for mig, men jeg er så bange og har på ingen måde lyst til at gå det samme igennem igen. 

 

Min kæreste ønsker ikke at blive far, han er ikke klar og har bare ikke lyst siger han. Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at presse det ned over hovedet på ham og tvinge ham, jeg har ikke lyst til at få et barn med en, der ikke ønsker det - men jeg har virkelig heller ikke lyst til at miste det her barn! 

 

Jeg ved ikke hvad jeg er ude efter, men måske der er nogen der har stået i en lignende situation som kan give mig et godt råd? Fortælle mig hvad I gjorde, hvordan det endte og hvordan det har påvirket jer? 

 

Jeg er selv 26 år og min kæreste er 28. Han har fast (godt) job  og er på vej mod et endnu bedre. Jeg selv er studerende (kandidat) med ambitioner for fremtiden, men allermest med et brændende ønske om en maj baby. 

Jeg har stået i lignende situation. Blev gravid og ønskede mig inderligt barnet. Lige indtil at jeg fortalte min daværende kæreste at jeg var gravid. Han var på ingen måde klar til at være far og ønskede ikke barnet. (Vi var 28 og 30 år) 

der var jeg ikke i tvivl om at få en abort. Min klare holdning er at man ikke presser børn ned over hovedet på andre der ikke ønsker det. Og ja havde vi beholdt det aå havde han elsket det alligevel. Men han havde altid gået med et "had" til mig om at jeg tog beslutningen for ham og ikke i fællesskab.

det er i mine øjne egoistisk at tvinge 18 års ansvar ned over folk. Og det går begge veje. 

Jeg har aldrig fortrudt aborten og Idag har jeg en skøn dreng på 2 år med samme mand som ikke er planlagt. Men meget ønsket fra begge sider. 

Kære alle. 

Nu må det være på tide med en opdatering i "sagen". Jeg beklager at det først bliver nu, men forklaringen følger. 

Mindre end en uge efter vi opdagede graviditeten og 'dramaet' tog sin begyndelse skete der noget frygteligt. Min kærestes højt elskede morfar fik hjertestop - to gange. Følgerne var en slem hjerneskade og en beslutning om, ikke at genoplive + at slukke for respiratoren. Alt baby snak og diskussion blev selvfølgelig sat fuldstændig på stand by og alle samtaler handlede om, at forsøge at bearbejde tabet. Min kæreste var meget påvirket og jeg ville selvfølgelig bare være der for ham. 

Imellem det første hjertestop og den endelige død valgte min kæreste at inddrage sin søster u vores udfordring. I første omgang var det meget ubehageligt, hun insinuerede kraftigt at de fleste uplanlagte børn i bund og grund var planlagte, men kun fra moderens side. Hun åbnede altså for tanken om, at jeg skulle have snydt min kæreste. Lad mig lige slå helt fast - det har jeg IKKE!! Jeg har dyb respekt for ham og hans holdninger, men altså også for mine egne. 

Senere samme dag ringede hun igen, hun havde tygget lidt på tingene og måtte altså sige til ham, at hun var blevet revet med, af en "ked af det lillebror". Hendes råd var, at give det hele en chance. Hans tvivl lå i, om vores forhold kunne overleve et barn. Hun sagde til ham, at det kunne ingen vide, men han kunne enten vælge at prøve eller at give op på forhånd. Abort ville aldrig blive hans valg. 

Jrg var ikke tilstede da de talte, men ringede til hende senere og sagde, at såfremt hun havde brug for at sige noget til mig, så var hun velkommen. Vi havde en god snak og har også normalt et godt forhold, så det endte med at være en ok oplevelse at inddrage nogen. Jeg forstod selvfølgelig sagtens hvorfor han havde gjort det og bebrejder ham intet. Efter virkede han rolig og som om han kunne indstille sig på det. Jeg var selvfølgelig lettet og glad. 

Herefter gik en uges tid, samme dag som begravelsen var overstået kunne jeg mærke, at der skulle ske noget. Jeg havde et par gange forsøgt at få ham til at melde ud hvad han ville, men han var undvigende og begyndte at blive ubehagelig overfor mig. Til begravelsen kiggede han på mig som om jeg slet ikke burde være der og det gjorde mig ked af det. Jeg er på ingen måde dominerende eller fyldte meget i selskabet, jeg sad stille og roligt og talte med hans bror om morfaren, følelser osv. 

Da vi kom hjem sagde jeg til ham, at jeg i lang tid havde tænkt at bolden var på hans banehalvdel, men efter dagen var jeg blevet af en anden holdning. Jeg havde besluttet at give ham et smuthul og hvis han ville tage imod det, så skulle det være nu, jeg ville ikke gå endnu 14 ubehagelige dage imøde. Det var en torsdag, 'Ib løsning var at ringe til lægen og bestille tid til aftale om abort mandag og få min familie til at hjælpe med at flytte mine ting tirsdag. 

Jeg kunne mærke på mig selv, hvilket jeg hele tiden har mærket, at abort ville være hans valg, og jeg ville ikke være i stand til at tilgive det. Med den her løsning ville abort være lige så hårdt, men jeg måtte forholde mig til det i fred og ro - alene. 

Han blev meget forvirret og ulykkelig, for nu var han jo i en process hvor han forsøgte at give det en chance. Jeg sagde til ham, at det eneste jeg mærkede fra ham var vrede, og det kunne jeg ikke leve med igennem en graviditet. 

Om fredagen fik jeg masser af beskeder med hvor dårligt han havde det og hvor meget han ville savne mig. Han havde formentlig truffet en beslutning. Da jeg spurgte ham skrev han, at det troede han at han havde. Om aftenen skulle han se film med nogle venner og jeg spurgte om han ikke kunne sove der, jeg havde brug for ro og skulle arbejde lørdag morgen. 

Han tog i byen til 7.30 om morgenen og jeg havde virkelig mange beskeder på min mobil da jeg vågnede, om hvor ulykkelig han var, hvor meget han græd og hvor lidt han kunne undvære mig. Jeg var rimelig kølig igennem det hele, jeg tror det var den eneste måde jeg kunne overleve på, det var som om det var en ond drøm. 

Lørdag havde jeg fået tid til scanning, en lille spunk på 7+1 med det fineste hjerteslag. Det gjorde ondt overalt i mig.. 

da jeg kom hjem fra scanning var han hjemme og alt var anderledes. Han sagde til mig, at han havde tænkt uafbrudt og han ville ikke have at jeg skulle gå nogle steder. Han ville gøre det her, han ville finde ud af hvordan vi begge kunne blive glade. 

Jeg var helt forvirret.. i flere dage. Det er nu 10 dage siden, vi har fortalt vores forældre om det og vores forhold er helt normalt. Det føles uvirkeligt, men om 3 uger skal vi til nakkefoldsscanning og han glæder sig? 

Han kigger på babyudstyr, har fortalt hans venner om det og passer på mig. Præcis som jeg kender ham.. 

Jeg er glad overalt inden i, men nu pludselig også bange. Bange for om jeg skuffer ham, om jeg kan være nogens mor, bange for alt det ukendte. Jeg siger til mig selv, at det garanteret er normalt! 

Anonym skriver:

Kære alle. 

 

Nu må det være på tide med en opdatering i "sagen". Jeg beklager at det først bliver nu, men forklaringen følger. 

 

Mindre end en uge efter vi opdagede graviditeten og 'dramaet' tog sin begyndelse skete der noget frygteligt. Min kærestes højt elskede morfar fik hjertestop - to gange. Følgerne var en slem hjerneskade og en beslutning om, ikke at genoplive + at slukke for respiratoren. Alt baby snak og diskussion blev selvfølgelig sat fuldstændig på stand by og alle samtaler handlede om, at forsøge at bearbejde tabet. Min kæreste var meget påvirket og jeg ville selvfølgelig bare være der for ham. 

Imellem det første hjertestop og den endelige død valgte min kæreste at inddrage sin søster u vores udfordring. I første omgang var det meget ubehageligt, hun insinuerede kraftigt at de fleste uplanlagte børn i bund og grund var planlagte, men kun fra moderens side. Hun åbnede altså for tanken om, at jeg skulle have snydt min kæreste. Lad mig lige slå helt fast - det har jeg IKKE!! Jeg har dyb respekt for ham og hans holdninger, men altså også for mine egne. 

Senere samme dag ringede hun igen, hun havde tygget lidt på tingene og måtte altså sige til ham, at hun var blevet revet med, af en "ked af det lillebror". Hendes råd var, at give det hele en chance. Hans tvivl lå i, om vores forhold kunne overleve et barn. Hun sagde til ham, at det kunne ingen vide, men han kunne enten vælge at prøve eller at give op på forhånd. Abort ville aldrig blive hans valg. 

 

Jrg var ikke tilstede da de talte, men ringede til hende senere og sagde, at såfremt hun havde brug for at sige noget til mig, så var hun velkommen. Vi havde en god snak og har også normalt et godt forhold, så det endte med at være en ok oplevelse at inddrage nogen. Jeg forstod selvfølgelig sagtens hvorfor han havde gjort det og bebrejder ham intet. Efter virkede han rolig og som om han kunne indstille sig på det. Jeg var selvfølgelig lettet og glad. 

 

Herefter gik en uges tid, samme dag som begravelsen var overstået kunne jeg mærke, at der skulle ske noget. Jeg havde et par gange forsøgt at få ham til at melde ud hvad han ville, men han var undvigende og begyndte at blive ubehagelig overfor mig. Til begravelsen kiggede han på mig som om jeg slet ikke burde være der og det gjorde mig ked af det. Jeg er på ingen måde dominerende eller fyldte meget i selskabet, jeg sad stille og roligt og talte med hans bror om morfaren, følelser osv. 

Da vi kom hjem sagde jeg til ham, at jeg i lang tid havde tænkt at bolden var på hans banehalvdel, men efter dagen var jeg blevet af en anden holdning. Jeg havde besluttet at give ham et smuthul og hvis han ville tage imod det, så skulle det være nu, jeg ville ikke gå endnu 14 ubehagelige dage imøde. Det var en torsdag, 'Ib løsning var at ringe til lægen og bestille tid til aftale om abort mandag og få min familie til at hjælpe med at flytte mine ting tirsdag. 

Jeg kunne mærke på mig selv, hvilket jeg hele tiden har mærket, at abort ville være hans valg, og jeg ville ikke være i stand til at tilgive det. Med den her løsning ville abort være lige så hårdt, men jeg måtte forholde mig til det i fred og ro - alene. 

Han blev meget forvirret og ulykkelig, for nu var han jo i en process hvor han forsøgte at give det en chance. Jeg sagde til ham, at det eneste jeg mærkede fra ham var vrede, og det kunne jeg ikke leve med igennem en graviditet. 

Om fredagen fik jeg masser af beskeder med hvor dårligt han havde det og hvor meget han ville savne mig. Han havde formentlig truffet en beslutning. Da jeg spurgte ham skrev han, at det troede han at han havde. Om aftenen skulle han se film med nogle venner og jeg spurgte om han ikke kunne sove der, jeg havde brug for ro og skulle arbejde lørdag morgen. 

Han tog i byen til 7.30 om morgenen og jeg havde virkelig mange beskeder på min mobil da jeg vågnede, om hvor ulykkelig han var, hvor meget han græd og hvor lidt han kunne undvære mig. Jeg var rimelig kølig igennem det hele, jeg tror det var den eneste måde jeg kunne overleve på, det var som om det var en ond drøm. 

Lørdag havde jeg fået tid til scanning, en lille spunk på 7+1 med det fineste hjerteslag. Det gjorde ondt overalt i mig.. 

da jeg kom hjem fra scanning var han hjemme og alt var anderledes. Han sagde til mig, at han havde tænkt uafbrudt og han ville ikke have at jeg skulle gå nogle steder. Han ville gøre det her, han ville finde ud af hvordan vi begge kunne blive glade. 

 

Jeg var helt forvirret.. i flere dage. Det er nu 10 dage siden, vi har fortalt vores forældre om det og vores forhold er helt normalt. Det føles uvirkeligt, men om 3 uger skal vi til nakkefoldsscanning og han glæder sig? 

Han kigger på babyudstyr, har fortalt hans venner om det og passer på mig. Præcis som jeg kender ham.. 

 

Jeg er glad overalt inden i, men nu pludselig også bange. Bange for om jeg skuffer ham, om jeg kan være nogens mor, bange for alt det ukendte. Jeg siger til mig selv, at det garanteret er normalt! 

Hvor er det dejligt at det hele endte godt  

dine tanker og følelser om at være nogens mor osv er heeeelt almindelige Normalvis, er det den slags tanker der popper op i en gravids hoved nærmest så snart drømmen om baby bliver til virkelighed med de to røde streger. Men i dit tilfælde har du haft større bekymringer først nu er der ro på, så nu bliver du fyldt op af alle de næste bekymringer som alle gravide nok har haft på et eller andet tidspunkt  

kram, og god graviditet