Jeg er gravid - og han vil ikke være med

Det, der egentlig springer mig i øjnene efter at have læst alle dine indlæg her i tråden TS, er at jeg får sådan en fornemmelse af at han aldrig bliver klar til børn. En anden skriver, at nogle folk tror de en dag vågner op og er klar. Det er ikke altid sandheden.

Normalt går jeg ind for at barnet skal være ønsket begge veje. Men jeg ser et andet scenarie, der kunne blive virkelighed - tænk hvis du føjer ham og får en abort. For det første skal du jo igennem et følelsesmæssigt helvede (kan jeg fornemme det vil blive for dig) - vil han da kunne være der for dig? ville han kunne forstå det?

Når du så er nogenlunde ovenpå, så kan jeg forestille mig at du så ville bruge meget af din tid på at være utålmodig efter hvornår han så melder sig klar til børn. Der kan gå et år, der kan gå tre. Hvad så efter 5 år? Du kan ende med om flere år, at stå i en situation hvor du ingen børn har eller får med den mand og så bliver du alligevel skilt fra ham.

Det jeg vil med det her er at muligvis overlever jeres forhold ikke, hvis du bestemmer at fuldføre graviditeten, men omvendt er det skam heller ikke sikkert jeres forhold overlever, hvis du går hans vej og får en abort.

Noget andet du skal tænke i forhold til det at blive alenemor. Ja det er hårdt, det har jeg også været engang. Men det hårde er ikke så meget at man er alene om tingene osv. Det får man en rytme i og så bliver det hverdag. Det, der kan være allerhårdest er at du ikke aner hvordan samarbejdet bliver med faderen. Måske siger han at intet vil have med barnet at gøre - okay. Men måske skifter han mening når barnet er født - skønt. Men hvad så? Vil han samarbejde og hvordan vil det blive.

Anonym skriver:

Hej igen, 

 

jeg vil give en lille update på situationen. 

 

Først vil jeg sige, at jeg ikke er af den holdning, at det her ''bare'' er min beslutning og han må indordne sig, men jeg har det meget svært. Jeg vil så brændende have barnet, men det vil han ikke. 

Som jeg ser det er der flere muligheder. Jeg kan vælge at lytte til ham, forstå ham og få en abort. Men sådan som jeg føler indeni kan jeg mærke, at det vil være så forkert for mig. Jeg reflekterer over, om det vil ødelægge vores forhold, om jeg kan tilgive ham og hvordan vores fremtid ser ud? 

 

Jeg kan vælge at gennemføre graviditeten, smide bomben og lade bolden være på hans banehalvdel. Men hvilke konsekvenser har det? Skal jeg så være alene mor? 

 

Jeg ved godt at ingen af jer kan svare på, det kan jeg heller ikke. 

 

Dagen igår var forfærdelig. Jeg græd og græd og græd, han gav sig ikke en millimeter og til sidst endte jeg med grædende at råbe til ham, at så måtte jeg jo få en abort, for selvfølgelig skulle vi følge HANS drømme. Efter jeg havde sagt det, trods konteksten, blev han meget mere rolig. Det gjorde mig så ked af det. Jeg lagde mig på sofaen og han gik ovenpå i seng. Jeg græd, og græd, og græd, og græd, og græd. Blev 10 år og sendte ham grimme beskeder, blev 26 igen og fortrød. Sådan vekslede det indtil halv 2 i nat, hvor han kom ned til mig og holdt om mig. 

Jeg forsøgte at åbne op, fortælle ham om mine følelser, hvad jeg tænker og hvad jeg håber. Jeg kender ham, meget godt. Jeg vidste godt, at det ikke ville ændre noget, for han har besluttet sig. Men jeg håbede alligevel.. Jeg forsøgte at få ham til at sætte ord på, men han sagde bare ''du ved godt hvad det betyder for mig, det vil være negativt i alle hjørner af mit liv..'' Han mener ikke at '''kærlighed til et barn'' kan opveje de ting, han skal ofre. Han talte venner, fritidsinteresse og den generelle frihed til at være egoistisk og tænke på sig selv. 

Jeg forsøgte at forsvare det, minde ham om de tusindevis af samtaler vi har haft om, hvordan vi ønskede at have vores børn i fremtiden. Om hvordan, der skal skulle være plads til at være sig selv. 

Jeg bad ham se på, hvordan han er sammen med sine venner nu. Ofte er det én gåtur i ugen om mandagen, hvor jeg arbejder aften - hvorfor skulle han ikke kunne fortsætte med det, selvom der kom et barn? Hvad betød en barnevogn i den ligning? Ud over det vil han selvfølgelig gerne se dem nogle gange i weekenderne (Det er efterhånden sjældnere og sjældnere, hans kammarater har jo også kærester mv.) Jeg vil også gerne se mine veninder, hvorfor kan man ikke det hvis man har et barn? Han vil gerne invitere dem herhjem og spille computer i nogle weekender når vi får kontoret i kælderen klar - vores hus er 3 etager og jeg er vant til han spiller af og til - hvorfor skulle han ikke kunne det, når der er et barn? 

Vi har 3 sæt bedsteforældre der vil kappes om at få lov til at passe, min mor arbejder 9 timer i ugen, hans mor arbejder én dag i ugen, min far har fri hver anden uge, min stedfar har fuldstændig fleksible arbejdstider - jeg er enebarn - det her barn vil have ALLE muligheder for et stærkt netværk, og jeg vil også have brug for at have lørdag aftener med ham! 

Han var stille mens jeg talte, men jeg tror ikke det ændrede ret meget for ham. Han er så rationel, eller det mener han selv, og han mener det vil begrænse ham så meget. 

 

Jeg endte med at sige til ham, at jeg ikke kunne love ham, at jeg ville få en abort, men hvis jeg valgte at gennemføre graviditeten ville jeg anerkende hans følelser og acceptere, at han ikke ville være en del af det. Det er på ingen måde hvad jeg ønsker, men alt inden i mig siger at aborten er forkert. Vi besluttede at lade vær med at tale om det et par dage, og det agter jeg at holde fast i, selvom det selvfølgelig var det første emne da vi slog øjnene op. Hvad tænker I, hvordan skal jeg håndtere det her? 

 

Det flyder jo stadig i luften om jeg skal få en abort eller ej, jeg har mest lyst til at gøre klart for ham, at jeg ikke får det. Jeg tror vi er et sted, hvor han håber jeg tager det valg, der er rigtigt for ham, og jeg omvendt. 

I aften skal vi ud og spise og i biografen, jeg håber der kan være en afslappet stemning. 

Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt ikke opfatter det, som om du mener, at manden bare skal indordne sig. Det er "Anonym"s holdning, som jeg synes, er lidt bombastisk.

Jeg kan virkelig godt forstå, at tanken om abort er utrolig svær for dig, og hvis du inderst inde ved, at det vil ødelægge dig, så skal du måske gennemføre graviditeten uanset hvad.

Kan du se dig selv som alenemor ? For det kan måske blive konsekvensen. Er han mon klar over, at det kan komme til et brud mellem jer ? - eller håber han bare på, at du føjer ham ?

Og hvis du får en abort - går jeres forhold så i stykker alligevel, fordi du ikke kan tilgive ham ?

Og kan du samarbejde med ham, hvis I går fra hinanden, og han måske beslutter sig for at ville have samvær ?

Du kan selvfølgelig ikke svare på alle disse spørgsmål lige nu. Har du mon en rigtig god veninde, som du kan tale med ?

Hej Ts, 

Din kæreste aner ikke hvad han snakker om  Når barnet kommer til verden, vil han ændre sit liv fuldstændigt AF SIG SELV endda  

Som en skrev, det at få et barn er den største gave i livet, men det ved man først når man står der med det lille væsen i armene og føler en kærlighed, man aldrig har oplevet før. 

Så jeg siger go for it. Han har 9 måneder til at forberede sig. He'll come around. Og hvis han ikke gør, så herregud, du er ikke den eneste singlemom derude. Du har et kæmpe netværk, så du skal nok klare dig uden tvivl. 

Stort tillykke med graviditeten. Glæd dig til at blive mama. Det er det bedste 

Vivienne skriver:

Hej Ts, 

Din kæreste aner ikke hvad han snakker om  Når barnet kommer til verden, vil han ændre sit liv fuldstændigt AF SIG SELV endda  

Som en skrev, det at få et barn er den største gave i livet, men det ved man først når man står der med det lille væsen i armene og føler en kærlighed, man aldrig har oplevet før. 

Så jeg siger go for it. Han har 9 måneder til at forberede sig. He'll come around. Og hvis han ikke gør, så herregud, du er ikke den eneste singlemom derude. Du har et kæmpe netværk, så du skal nok klare dig uden tvivl. 

Stort tillykke med graviditeten. Glæd dig til at blive mama. Det er det bedste 

Jeg tror også, at TS kan klare at være enlig mor.

Men man kan altså ikke vide, om kæresten ændrer sig. Og man skal ikke undervurdere, at det kan blive problematisk at skulle samarbejde. 

Vivienne skriver:

Hej Ts, 

Din kæreste aner ikke hvad han snakker om  Når barnet kommer til verden, vil han ændre sit liv fuldstændigt AF SIG SELV endda  

Som en skrev, det at få et barn er den største gave i livet, men det ved man først når man står der med det lille væsen i armene og føler en kærlighed, man aldrig har oplevet før. 

Så jeg siger go for it. Han har 9 måneder til at forberede sig. He'll come around. Og hvis han ikke gør, så herregud, du er ikke den eneste singlemom derude. Du har et kæmpe netværk, så du skal nok klare dig uden tvivl. 

Stort tillykke med graviditeten. Glæd dig til at blive mama. Det er det bedste 

Ej, ærlig talt. Hvordan kan man nogensinde forvente at få sine følelser respekteret, hvis du ikke man selv kan respektere den anden vej rundt? Det er da at underkende mænd fuldstændig at ryste på hovedet og sige "tsk, de aner ikke, hvad de snakker om" - ved du hvad, måske gør nogen af dem. Måske kender de sig selv så godt, at de faktisk er udmærket i stand til at mærke efter, hvad de er og ikke er klar til.

Her er en historie fra det virkelige liv. Om end jeg er lidt tvivlsom omkring, om du vil kunne anerkende virkeligheden i det. Så håber jeg, at andre i tråden vil tage det til sig.

Min kæreste havde været sammen med sin x i nogle år. Hun ville have børn NU, og rammerne var i orden. Min kæreste sagde nej. For han kendte sig selv - selv om rammerne var fine, så vidste han, at han ikke var voksen nok indeni endnu. At han havde brug for mere tid til at være ham, være dem, før han skulle aflægge så meget for et lille væsens skyld. Han vidste, at han indeni ikke var moden nok. De brugte både p piller og kondom.

Men hun stoppede med p piller bag ryggen på ham, og lavede små huller i kondompakkerne. For i hendes øjne, overtænkte han bare, og skulle nok blive klar, når de stod i det. Han fandt ikke ud af bedraget før deres barn var 3 år.

Anyway. Hun blev så, til hans forfærdelse, gravid. Hun præsenterede ham med testen, fuld af lykke, trods hun kendte hans modstand. Og hun valgte at beholde barnet.

Min kæreste var stadig ikke klar. Deres forhold gik i stykker, fordi hun nægtede at forstå og anerkende hans synspunkt, men i stedet blev ved at underkende det som noget pjat, for hun vidste bare, at han ville blive så lykkelig, når barnet kom.

Det blev han ikke. For han VAR vitterligt ikke klar. Han var der overhovedet ikke mentalt. Han involverede sig, fordi han er et godt menneske. Med tiden lærte han at elske barnet, men det tog lang tid. Og for ham vil det altid føles lidt forkert, det vil ikke være de følelser, det kunne have været. Ikke fordi han er et koldt menneske, for han har altid været der for deres barn, også selvom de brød med hinanden, men fordi barnet desværre bare er en påmindelse om en kæmpe livsændring, som blev tvunget ned over hovedet på ham. Som han ikke havde lyst til og tid til. Som fratog ham valg og muligheder i livet, for man BLIVER begrænset af et have et barn. Han drømte om at rejse i et år. Det kunne han ikke, for han skulle være der for barnet. Han havde mange mål, han ønskede at opfylde for sig selv, før han stiftede familie, men de måtte nedprioriteres pga. Barn, og han var der bare slet ikke mentalt.

Det er noget, han stadig har det svært med her 9 år senere, fordi det er valg, muligheder og tid til at modne, som han aldrig får igen. Også selvom han elsker barnet. Også selvom han som sagt altid har været der for barnet og givet barnet kærlighed og en nærværende far.

I dag er jeg gravid, og det var planlagt. Han er i 30'erne nu og er et sted, hvor han selv har truffet valget, havde tid til at blive helt voksen og give afkald på de sidste ting. Han siger, det er en HELT anden oplevelse denne gang, fordi han selv har været med til at træffe beslutningen.

Jeg siger ikke, at TS skal få en abort. Jeg er bare nødt til at opponere mod den her romantiske forestilling om, at mænd bare helt sikkert bliver klar når de står i det, og bare helt sikkert vil have lyst til og elske at ændre sit liv. Det sker måske for nogen, men langt fra alle, og derfor er det vigtigt at respektere, når nogen siger, at de ikke er klar. After all - hvem kender sit eget indre bedre end én selv? Enormt dobbeltmoralsk at forvente mænd bare skal kunne forstå kvindens følelser og omvendes og have det på samme måde, hvis du ikke kvinden vil forsøge at forstå mandens følelser. 

Anonym skriver:

Ej, ærlig talt. Hvordan kan man nogensinde forvente at få sine følelser respekteret, hvis du ikke man selv kan respektere den anden vej rundt? Det er da at underkende mænd fuldstændig at ryste på hovedet og sige "tsk, de aner ikke, hvad de snakker om" - ved du hvad, måske gør nogen af dem. Måske kender de sig selv så godt, at de faktisk er udmærket i stand til at mærke efter, hvad de er og ikke er klar til.

Her er en historie fra det virkelige liv. Om end jeg er lidt tvivlsom omkring, om du vil kunne anerkende virkeligheden i det. Så håber jeg, at andre i tråden vil tage det til sig.

Min kæreste havde været sammen med sin x i nogle år. Hun ville have børn NU, og rammerne var i orden. Min kæreste sagde nej. For han kendte sig selv - selv om rammerne var fine, så vidste han, at han ikke var voksen nok indeni endnu. At han havde brug for mere tid til at være ham, være dem, før han skulle aflægge så meget for et lille væsens skyld. Han vidste, at han indeni ikke var moden nok. De brugte både p piller og kondom.

Men hun stoppede med p piller bag ryggen på ham, og lavede små huller i kondompakkerne. For i hendes øjne, overtænkte han bare, og skulle nok blive klar, når de stod i det. Han fandt ikke ud af bedraget før deres barn var 3 år.

Anyway. Hun blev så, til hans forfærdelse, gravid. Hun præsenterede ham med testen, fuld af lykke, trods hun kendte hans modstand. Og hun valgte at beholde barnet.

Min kæreste var stadig ikke klar. Deres forhold gik i stykker, fordi hun nægtede at forstå og anerkende hans synspunkt, men i stedet blev ved at underkende det som noget pjat, for hun vidste bare, at han ville blive så lykkelig, når barnet kom.

Det blev han ikke. For han VAR vitterligt ikke klar. Han var der overhovedet ikke mentalt. Han involverede sig, fordi han er et godt menneske. Med tiden lærte han at elske barnet, men det tog lang tid. Og for ham vil det altid føles lidt forkert, det vil ikke være de følelser, det kunne have været. Ikke fordi han er et koldt menneske, for han har altid været der for deres barn, også selvom de brød med hinanden, men fordi barnet desværre bare er en påmindelse om en kæmpe livsændring, som blev tvunget ned over hovedet på ham. Som han ikke havde lyst til og tid til. Som fratog ham valg og muligheder i livet, for man BLIVER begrænset af et have et barn. Han drømte om at rejse i et år. Det kunne han ikke, for han skulle være der for barnet. Han havde mange mål, han ønskede at opfylde for sig selv, før han stiftede familie, men de måtte nedprioriteres pga. Barn, og han var der bare slet ikke mentalt.

Det er noget, han stadig har det svært med her 9 år senere, fordi det er valg, muligheder og tid til at modne, som han aldrig får igen. Også selvom han elsker barnet. Også selvom han som sagt altid har været der for barnet og givet barnet kærlighed og en nærværende far.

I dag er jeg gravid, og det var planlagt. Han er i 30'erne nu og er et sted, hvor han selv har truffet valget, havde tid til at blive helt voksen og give afkald på de sidste ting. Han siger, det er en HELT anden oplevelse denne gang, fordi han selv har været med til at træffe beslutningen.

Jeg siger ikke, at TS skal få en abort. Jeg er bare nødt til at opponere mod den her romantiske forestilling om, at mænd bare helt sikkert bliver klar når de står i det, og bare helt sikkert vil have lyst til og elske at ændre sit liv. Det sker måske for nogen, men langt fra alle, og derfor er det vigtigt at respektere, når nogen siger, at de ikke er klar. After all - hvem kender sit eget indre bedre end én selv? Enormt dobbeltmoralsk at forvente mænd bare skal kunne forstå kvindens følelser og omvendes og have det på samme måde, hvis du ikke kvinden vil forsøge at forstå mandens følelser. 

Rigtig godt skrevet. Min kæreste og hans ekskone fik hjælp til at få børn - og fik trillinger.

Han elsker sine børn, men det har været en stor mundfuld, og da jeg mødte ham, var han meget klar i spyttet - han ville ikke have flere børn.

Man skal passe på med de romantiske forestillinger.

Jeg er en af dem som mener at en far bør have præcis ligeså meget at skulle have sagt i valget om at gennemføre en graviditet eller ej, synes ikke det er fair at kvinden står med valget og i princippet kan vælge hvad hun vil på trods af mandens ønsker. Derfor er mit svar nok præget af den holdning.

I mine øjne skal et barn, der sættes i verden, være ønsket af både mor og far. Og din kæreste er tydeligvis ikke klar til at få et barn nu, og det mener jeg vejer højere end dit ønske om at beholde barnet, for barnet er ikke planlagt.

Og ud fra hvad du fortæller, så er din kæreste jo den helt rigtige mand for dig, og det risikerer du efter min overbevisning at ødelægge, hvis du får barnet mod hans ønske. Og så er der en væsentlig faktor mere; du skriver at din kæreste gerne vil have børn, men at han ikke ønsker det endnu, derfor tænker jeg at du skal se det som at det er det forkerte tidspunkt nu, og det er vigtigt at I begge er om bord, når I skal have et barn, og fordi han ønsker børn i fremtiden, så skal du også nok få dit drømmebarn med din drømmemand - det er bare ikke det rette tidspunkt nu.

Jeg er overbevist om at du nok skal komme igennem en abort, og når I begge er klar til det kan I starte på at lave jeres familie, og det barn I til den tid får vil på det tidspunkt så være et rigtigt drømmebarn for jer begge to, og det fortjener alle børn at være 

Håber I træffer den rette beslutning for jer begge, nu har du fået min holdning og mit råd i hvert fald.

Alle de grunde din kærester bruger for, hvorfor han ikke er klar til børn, hvorfor skulle de nogensinde forsvinde? Hvorfor skulle han ændre mening, hvorfor skulle han lige pludselig være villig til at “give afkald” på de ting han nævner er så vigtige for ham. Og han er trods alt 28, jeg ville sgu være i tvivl om, om han overhovedet ville have børn. 

Er du i øvrigt blevet gravid på beskyttelse? Ja undskyld mit spørgsmål....

Jeg bliver frustreret når folk skriver du BARE skal få en abort og nok komme dig over det.

det ikke altid sikkert. Jeg fik en abort for 2 år siden, fordi familie og faderen pressede mig til det. De overbeviste mig om jeg nok skulle komme mig over det. Idag er jeg stadig præget af mit valg og den tomhed der kom efter. det har frarøvet mig glæden ved at tænke på børn, nu frygter jeg at jeg skal igennem det hele igen. Jeg har været desperat efter at få et barn siden, og har taget hårdt på mit nuværende forhold. 

Så jeg skal ALDRIG igennem det igen 

Kære du og alle jer andre der læser med.

Du har for nogle år siden været igennem et menneskes mareridt, du har nået at være mor i kort tid for derefter at skulle træffe et umenneskeligt valg om, at dit barn var for sygt til livet. De følelser der kommer af det, den verden man pludselig bliver en del af, ambivalensen osv er for udenforstående ubegribelige. DinMand, dit livs kærlighed kan lytte, støtte men forhåbentlig aldrig forstå. Og nu står du der igen, du har fået en flig af glæden ved at skulle blive mor og nu står du igen og skal måske vælge livet fra ikke pga sygdom men pga personlige præferencer. Kan du det? Kan du for at beholde det perfekte forhold fravælge igen? Og vil forholdet blive perfekt igen bagefter? 

Jeg er på ingen måde modstander af abort - har selv fået foretaget en abort. Men jeg ved efter jeg mistede min datter var abort ikke en faktor i ligningen - livet havde vist mig jeg ikke havde den fulde kontrol og at børn var en velsignelse (nej er ikke kristen men kan lide ordet). Men jeg er også der i livet nu, så nu kunne jeg igen. Det er ikke et spørgsmål om rationelitet, det er et spørgsmål om hvad jeg kan leve med - og keg synes du skal mærke efter: kan du leve med aborten (ja selvfølgelig kan du det next stop er ikke foran toget, forstå mig ret). Skal du helt ned i helvedes forgård igen ved en abort og kan du tilgive din dejlige mand for den abort? 

Jeg er enig med alle de der skriver man skal anerkende hinandens følelser, men det er med tyk streg under hinandens. For ja du skal anerkende din mands følelser, hans ønsker pg hans betænkeligheder, men han skal så sandelig også anerkende dine. Derfor er mit næste spørgsmål: har du lukket ham ind til de følelser du har omkring det barn du måtte sige var sygt til livet - har du fx vist ham billeder, talt om den dag du fødte osv.? For han skal have et indblik for at forstå. Jeg er stadig sammen med faren til den datter jeg mistede, men jeg har tit tænkt, hvordan skal en ny mand kunne rumme Lia og alt det Lia har bragt med sig også min indstilling til mange ting? 

Ærligt jeg synes ikke nogle her kan råde for der er så meget på spil - og ærligt det lyder som den gotiske knude: du kan ikke få aborten og han kan ikke rumme at skulle være far. Og nej den romantiske Forestilling, hvor far forelsker sig i baby og de levede lykkeligt til deres dages ende er ikke noget der sker som en selvfølgelighed. Vores sidste barn er en ups'er. Min kære mand vidste jeg ikke kunne gennemføre en abort (det var heldigvis noget vi havde talt om lang tid før). Han forelskede sig i baby, men vi levede ikkw lykkeligt, for han forelskede sig ikke i mig. Rationelt vidste han det ikke var min skyld, men følelsesmæssigt tilgav han mig ikke. Vi er stadig mand og kone og vores sidste (og det er sidste) skud på stammen er 7 år og jeg tænker tit omg han ubevidst stadig ikke har tilgivet mig.