Jeg er gravid - og han vil ikke være med

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

21. september 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise

Et lille PS:

Det er selvfølgelig altid kvinden, der i sidste ende bestemmer, da det er hendes krop. 

Men jeg bliver lidt træt af den der indstilling, at manden bare skal indordne sig, for han kunne jo bare lade være med at dyrke sex, hvis han ikke vil være far.

Jeg ville have sværere ved at forstå ham, hvis han havde været far til det barn, TS måtte abortere i uge 20. Men det var han jo ikke.

Det betyder ikke, at jeg ikke forstår TS´s situation.

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

22. september 2017

Anonym trådstarter

Hej igen, 

 

jeg vil give en lille update på situationen. 

 

Først vil jeg sige, at jeg ikke er af den holdning, at det her ''bare'' er min beslutning og han må indordne sig, men jeg har det meget svært. Jeg vil så brændende have barnet, men det vil han ikke. 

Som jeg ser det er der flere muligheder. Jeg kan vælge at lytte til ham, forstå ham og få en abort. Men sådan som jeg føler indeni kan jeg mærke, at det vil være så forkert for mig. Jeg reflekterer over, om det vil ødelægge vores forhold, om jeg kan tilgive ham og hvordan vores fremtid ser ud? 

 

Jeg kan vælge at gennemføre graviditeten, smide bomben og lade bolden være på hans banehalvdel. Men hvilke konsekvenser har det? Skal jeg så være alene mor? 

 

Jeg ved godt at ingen af jer kan svare på, det kan jeg heller ikke. 

 

Dagen igår var forfærdelig. Jeg græd og græd og græd, han gav sig ikke en millimeter og til sidst endte jeg med grædende at råbe til ham, at så måtte jeg jo få en abort, for selvfølgelig skulle vi følge HANS drømme. Efter jeg havde sagt det, trods konteksten, blev han meget mere rolig. Det gjorde mig så ked af det. Jeg lagde mig på sofaen og han gik ovenpå i seng. Jeg græd, og græd, og græd, og græd, og græd. Blev 10 år og sendte ham grimme beskeder, blev 26 igen og fortrød. Sådan vekslede det indtil halv 2 i nat, hvor han kom ned til mig og holdt om mig. 

Jeg forsøgte at åbne op, fortælle ham om mine følelser, hvad jeg tænker og hvad jeg håber. Jeg kender ham, meget godt. Jeg vidste godt, at det ikke ville ændre noget, for han har besluttet sig. Men jeg håbede alligevel.. Jeg forsøgte at få ham til at sætte ord på, men han sagde bare ''du ved godt hvad det betyder for mig, det vil være negativt i alle hjørner af mit liv..'' Han mener ikke at '''kærlighed til et barn'' kan opveje de ting, han skal ofre. Han talte venner, fritidsinteresse og den generelle frihed til at være egoistisk og tænke på sig selv. 

Jeg forsøgte at forsvare det, minde ham om de tusindevis af samtaler vi har haft om, hvordan vi ønskede at have vores børn i fremtiden. Om hvordan, der skal skulle være plads til at være sig selv. 

Jeg bad ham se på, hvordan han er sammen med sine venner nu. Ofte er det én gåtur i ugen om mandagen, hvor jeg arbejder aften - hvorfor skulle han ikke kunne fortsætte med det, selvom der kom et barn? Hvad betød en barnevogn i den ligning? Ud over det vil han selvfølgelig gerne se dem nogle gange i weekenderne (Det er efterhånden sjældnere og sjældnere, hans kammarater har jo også kærester mv.) Jeg vil også gerne se mine veninder, hvorfor kan man ikke det hvis man har et barn? Han vil gerne invitere dem herhjem og spille computer i nogle weekender når vi får kontoret i kælderen klar - vores hus er 3 etager og jeg er vant til han spiller af og til - hvorfor skulle han ikke kunne det, når der er et barn? 

Vi har 3 sæt bedsteforældre der vil kappes om at få lov til at passe, min mor arbejder 9 timer i ugen, hans mor arbejder én dag i ugen, min far har fri hver anden uge, min stedfar har fuldstændig fleksible arbejdstider - jeg er enebarn - det her barn vil have ALLE muligheder for et stærkt netværk, og jeg vil også have brug for at have lørdag aftener med ham! 

Han var stille mens jeg talte, men jeg tror ikke det ændrede ret meget for ham. Han er så rationel, eller det mener han selv, og han mener det vil begrænse ham så meget. 

 

Jeg endte med at sige til ham, at jeg ikke kunne love ham, at jeg ville få en abort, men hvis jeg valgte at gennemføre graviditeten ville jeg anerkende hans følelser og acceptere, at han ikke ville være en del af det. Det er på ingen måde hvad jeg ønsker, men alt inden i mig siger at aborten er forkert. Vi besluttede at lade vær med at tale om det et par dage, og det agter jeg at holde fast i, selvom det selvfølgelig var det første emne da vi slog øjnene op. Hvad tænker I, hvordan skal jeg håndtere det her? 

 

Det flyder jo stadig i luften om jeg skal få en abort eller ej, jeg har mest lyst til at gøre klart for ham, at jeg ikke får det. Jeg tror vi er et sted, hvor han håber jeg tager det valg, der er rigtigt for ham, og jeg omvendt. 

I aften skal vi ud og spise og i biografen, jeg håber der kan være en afslappet stemning. 

Anmeld Citér

22. september 2017

Anonym

Jeg synes, at jeg kan genkende en del af hans følelser da jeg blev gravid. (Ja, herhjemme var det lidt omvendt. Jeg panikkede og min kæreste var cool og ville have barnet med det samme). 

Jeg har altid, eller i hvert fald de seneste år op til, været i stalden og dyrket min interesse med ridning. Vi valgte at gennemføre graviditeten, og selvom jeg glæede mig og var spændt - så var jeg også nervøs for hvordan tingene skulle gå op. 

Det øjeblik, 9 dage før tid, midt i en flytning, hvor min søn kom til verden har været livsændrende for mig - og min kæreste tilsammen.

Alle mine ambitioner om at lillefis bare kunne komme med i stalden, er blevet erstattet af en masse andre (naturlige) prioteringer, men det er okay. Mit netværk af (ride)veninder er stort set forsvundet, da de ikke forstår at jeg bare ikke kan komme i stald 5 gange om ugen. Men det er stadig okay! 

Jeg elsker min søn - og det vil altid handle om ham. Den tid jeg er i stald nu, den elsker og værdsætter jeg - men min søn vil altid komme først. 

Det jeg vil med indlægget er, at det er få et barn er det største her i livet(i hvert fald for mig).. Så selvom jeg genkender din kærestes side af sagen, så ved jeg, at det er en svær ting at kapere når barnet først er det. Det ændre bare så meget og jeg håber at det samme vil ske for jer. :-)

 

Anmeld Citér

22. september 2017

FruSteffensen

Profilbillede for FruSteffensen

Det lyder ikke som om I umiddelbart kan blive enige om abort/ikke abort, og hvis det var mig, ville jeg nok tage konsekvensen - flytte hjem til en veninde/mine forældre og indstille mig på at blive alenemor. Du skal passe på dig selv og træffe det valg der er rigtigt for dig. De to valgmuligheder du har er om du vil være alenemor eller have en abort. Hans tilsvarende valg er om han vil være far og familie sammen med dig, eller om han vil være single med et barn som han er mere eller mindre involveret i.

Jeg tænker at lidt tænketid alene hver for sig ville gøre jer begge godt. Min erfaring er at mænd har svært ved at se andre muligheder når de først har besluttet sig. Her kan han måske have gavn af at se konsekvenserne af sit valg om ikke at ville være far - nemlig at han mister dig (altså hvis du har besluttet dig for at du ikke vil have en abort uanset hans beslutning).

Giver det mening? Det blev lidt langt

Anmeld Citér

22. september 2017

Anonym trådstarter

FruSteffensen skriver:

Det lyder ikke som om I umiddelbart kan blive enige om abort/ikke abort, og hvis det var mig, ville jeg nok tage konsekvensen - flytte hjem til en veninde/mine forældre og indstille mig på at blive alenemor. Du skal passe på dig selv og træffe det valg der er rigtigt for dig. De to valgmuligheder du har er om du vil være alenemor eller have en abort. Hans tilsvarende valg er om han vil være far og familie sammen med dig, eller om han vil være single med et barn som han er mere eller mindre involveret i.

Jeg tænker at lidt tænketid alene hver for sig ville gøre jer begge godt. Min erfaring er at mænd har svært ved at se andre muligheder når de først har besluttet sig. Her kan han måske have gavn af at se konsekvenserne af sit valg om ikke at ville være far - nemlig at han mister dig (altså hvis du har besluttet dig for at du ikke vil have en abort uanset hans beslutning).

Giver det mening? Det blev lidt langt



Jeg har faktisk tænkt tanken, om jeg skulle tage ud til mine forældre et par dage. Jeg vil bare være så ked af at sætte dem ind i det, hvis min kæreste ændre mening og det der sker ligenu er en ''reaktion'' så vil jeg ikke kunne bære, at de skulle se skævt til ham i fremtiden, og samme tid ved jeg også hvor hårdt det tog på specielt min stedfar, da jeg mistede barnet sidste gang. 

 

Jeg ved de vil være der for mig, også selvom jeg skal være alene. Jeg er på sin vis ikke utryg ved at være alene, det er ikke min drøm, men hvis det er sådan det skal være, så skal jeg nok få det til at fungere og give barnet alt hvad det har behov for - men undtagelse af en far.. 

 

Jeg ved godt at jeg måske skal være egoistisk, men hvor er det svært. Jeg vil bare så gerne have, at han indser hvor stor en gave det her kan blive.. 

Anmeld Citér

22. september 2017

Hck

Profilbillede for Hck
Anonym skriver:



Jeg har faktisk tænkt tanken, om jeg skulle tage ud til mine forældre et par dage. Jeg vil bare være så ked af at sætte dem ind i det, hvis min kæreste ændre mening og det der sker ligenu er en ''reaktion'' så vil jeg ikke kunne bære, at de skulle se skævt til ham i fremtiden, og samme tid ved jeg også hvor hårdt det tog på specielt min stedfar, da jeg mistede barnet sidste gang. 

 

Jeg ved de vil være der for mig, også selvom jeg skal være alene. Jeg er på sin vis ikke utryg ved at være alene, det er ikke min drøm, men hvis det er sådan det skal være, så skal jeg nok få det til at fungere og give barnet alt hvad det har behov for - men undtagelse af en far.. 

 

Jeg ved godt at jeg måske skal være egoistisk, men hvor er det svært. Jeg vil bare så gerne have, at han indser hvor stor en gave det her kan blive.. 



Om du skal beholde barnet eller ej, vil jeg ikke tage stilling. Men jeg synes at du skal træffe et valg nu, det skriver jeg ud fra at i har fremlagt hver jeres argumenter og har haft en lang snak om hver jeres holdninger. Hvis jeg var dig ville ikke forsøge med overtagelse og lokken mere, for tænker ikke at der kommer noget godt ud af det i sidste ende, hvis han er som du beskriver. Hvis du vælger at beholde barnet, så meld det ærligt ud til ham, kun tiden kan vise hvad der så sker. 

Anmeld Citér

22. september 2017

Anonym

Anonym skriver:



Jeg har faktisk tænkt tanken, om jeg skulle tage ud til mine forældre et par dage. Jeg vil bare være så ked af at sætte dem ind i det, hvis min kæreste ændre mening og det der sker ligenu er en ''reaktion'' så vil jeg ikke kunne bære, at de skulle se skævt til ham i fremtiden, og samme tid ved jeg også hvor hårdt det tog på specielt min stedfar, da jeg mistede barnet sidste gang. 

 

Jeg ved de vil være der for mig, også selvom jeg skal være alene. Jeg er på sin vis ikke utryg ved at være alene, det er ikke min drøm, men hvis det er sådan det skal være, så skal jeg nok få det til at fungere og give barnet alt hvad det har behov for - men undtagelse af en far.. 

 

Jeg ved godt at jeg måske skal være egoistisk, men hvor er det svært. Jeg vil bare så gerne have, at han indser hvor stor en gave det her kan blive.. 



Jeg synes parforhold handler om kompromis og forståelse for hinanden, om at kunne give og ofre noget man egentlig ikke har lyst til. Men så er der nogle ting i livet der er så store og betydningsfulde for en selv, at man virkelig skal lytte til sig selv, og gøre det der føles rigtigt. De valg der vil betyde noget for resten af ens liv skal tages for en selv, og ikke for en andens skyld. Det lyder til at det her er et af de tidspunkter i dit liv. Så lyt til dig selv. Du håber selvfølgelig han ændrer mening. Men måske gør han ikke. Så du må vælge enten kæresten eller barnet fra. Føl efter hvad der vil være mindst hårdt og ødelæggende for dig som person. Hvilket valg vil du bedst kunne leve med? Men som er dit eget valg. Også hvis du vælger kæresten, for ellers ville det alligevel være ødelæggende for jeres forhold hvis du føler, at du har gjort det for ham, og ikke noget du står inde for fremadrettet. 

Anmeld Citér

22. september 2017

Anonym

Anonym skriver:



Jeg har faktisk tænkt tanken, om jeg skulle tage ud til mine forældre et par dage. Jeg vil bare være så ked af at sætte dem ind i det, hvis min kæreste ændre mening og det der sker ligenu er en ''reaktion'' så vil jeg ikke kunne bære, at de skulle se skævt til ham i fremtiden, og samme tid ved jeg også hvor hårdt det tog på specielt min stedfar, da jeg mistede barnet sidste gang. 

 

Jeg ved de vil være der for mig, også selvom jeg skal være alene. Jeg er på sin vis ikke utryg ved at være alene, det er ikke min drøm, men hvis det er sådan det skal være, så skal jeg nok få det til at fungere og give barnet alt hvad det har behov for - men undtagelse af en far.. 

 

Jeg ved godt at jeg måske skal være egoistisk, men hvor er det svært. Jeg vil bare så gerne have, at han indser hvor stor en gave det her kan blive.. 



Hej TS

Jeg har engang stået i en lignende situation - bortset fra at graviditeten var planlagt men da jeg først var gravid ville han gerne vente. 

Jeg hylede og tiggede og kunne ikke acceptere hans beslutning. Men jeg kom egentligt også frem til at jeg ikke troede på at vores ægteskab ville overleve en abort - fordi jeg ønskede børn og hvornår skulle det så være? Alder, job og hus mm var helt i orden til at begynde en familie. 

Jeg tænkte og snakkede med især mine veninder. Jeg involverede heller ikke min familie - jeg forstår hvordan du har det mht. det med at involvere familien. Omend jeg måske alligevel vil anbefale at du gør det. 

Jeg besluttede at jeg ikke ville være alene mor - jeg var 28 og derfor tid til at finde en anden og sammen stifte familie. Derfor blev mit ultimatum til ham at enten fik vi barnet sammen - eller en abort og en skilsmisse. 

Du er stadig ung - og selvom ønsket om et barn lige nu er meget stort - så har du også tid til at finde den rigtige mand - der har de samme ønsker som dig. 

Og stifte familie med en der ønsker det - og som vil være der for dog og barnet. Det er heller ikke nogen lykke fpr barnet at være delebarn fra start - måske oveni købet med en far der ikke ønsker det. 

Vi valgte dengang at få barnet - og vi havde nogle gode år sammen - og fik barn 2 også. Derefter skilsmisse og nu 2 ret små delebørn. Det er ingen dans på roser at være alenemor eller delebarn - og det på trods af at vi har et rigtig godt samarbejde.

Jeg elsker mine børn - men kunne jeg gøre det om så havde jeg ønsket at vi havde haft modet til at gå dengang - og at jeg havde fået den abort. 

Det er ikke nogen nem beslutning - og jeg kan ikke råde dig. Men nu har du min historie også til at tænke over. 

Anmeld Citér

22. september 2017

Mariehøne123

Profilbillede for Mariehøne123
Anonym skriver:

Tusinde tak for jeres svar, det er meget dejligt at få nogle input - specielt lige nu, hvor jeg slet ikke føler at min hjerne fungerer. 

 

Jeg vil prøve at tage en snak med ham og få ham til at sætte nogle ord på, hvad det er han frygter og hvilke følelser han bøvler med lige nu. Vi kommunikerer heldigvis meget fornuftigt sammen. 

Mine tanker i forhold til at imødekommende de forbehold han har er, om det ikke bare vil komme til at virke sådan lidt falsk. Lidt som om, at jeg vil love ham hvad som helst for at få ham til at gå med til at få barnet. Jeg kan jo sagtens love ham at jeg tager nattetjansen fx (Jeg ved at det er en af tingene, han har brug for at sove for at kunne yde på job) men vil det virke oprigtigt eller vil han bare opfatte det som om at jeg forsøger at overtale ham? 

 

Og er det i virkeligheden ikke også det jeg gør, forsøger at overtale ham.. 



I min verden skal far ville barnet og du skal ikke love alt muligt inden baby kommer for ingen af jer ved hvad det vil sige at få en baby, så det kan kun gå galt.

Jeres verden vil med et barn ændre sig han kan ikke fokusere lige så meget på sit job og tingene bliver anderledes. Barnet har fortjent en far der vil det ellers ville jeg personligt enten få en abort eller blive alene med barnet, det andet tror jeg helt ærligt gør mere skade end gavn. Forestil sig når du ikke har sovet mere end 30 min sammenhængende i 3 døgn, skal far så stadig have 8 timers søvn for at præstere på jobbet mens hans kæreste faldt fra hinanden og baby også lider under det? Hvad hvis du bliver syg under barsel skal far så stadig prioritere job eller familie ? Tro mig i ødelægger hinanden hvis ikke i begge vil det 100 pct  

mit bedste råd er at i snakker det igennem med den forståelse at verden vil ændre sig og måske kontakter mødrehjælpen eller andre der yder rådgivning til om man skal vælge abort eller baby. 

Anmeld Citér

22. september 2017

L-mor

Profilbillede for L-mor

For mig træder der et par væsentlige spørgsmål frem: vil han nogensinde have børn? Hvis ja, har han en ide om hvornår?

Min forholden sig til abort i dit tilfælde og fortsættelse af parforholdet ville også blive påvirket af, om jeg oplevede, at han havde et oprigtigt ønske om at få et barn, men bare havde et kæmpe problem med timingen. Eller han måske i bund og grund blot har mumlet med på dine tanker om børn, fordi du vil have børn.

Mange mennesker (især mænd) har en forwstilling om, at de en dag bliver 'klar til at få børn'. Man vågner en morgen og tænker 'kan vi så komme i gang med at producere nogle unger. Nu er jeg klar'. Sådan er det sikkert for nogen. Men vi er mange, der tænkte på vej ind på fødestuen 'shit, kan jeg finde ud af det her. Hvad har jeg dog rodet mig ud i?' Og som har tænkt det mange gange siden For nogle af os kommer paratheden aldrig som et afklarende indfald. Man må springe ud i det og lade sig overraske, overrumple, arbejde sammen og stole på, at det hele nok skal gå.

I er nødt til at have en snak om fremtidsbilleder for jeres familie. Er der børn med i billedet? Hvor mange? Hvornår? Hvordan ser familielivet ud?

Jeg ville alliere mig med en parterapeut. I behøver ikke 'gå i parterapi', men måske tage en eller to møder, hvor I drøfter fremtiden. En parterapeut sikrer, at I får lyttet til hinanden, og tør spørge ind til det, I måske selv er bange for at spørge om.

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.