Jeg er gravid - og han vil ikke være med

Hej allesammen. 

Jeg er helt ny herinde og har, i håb om at min situation ændrer sig, og jeg skal bruge siden herinde mere i fremtiden, valgt at være anonym i mit første indlæg. 

Sagen er den, at jeg i forgårs testede positivt. Men mens. dukkede ikke op og efter 4 dage begyndte jeg at bekymre mig. To røde streger, ikke bare én gang, men på adskillelige teste. Også igen igår, og idag. Baby er altså ikke forsvundet på magisk vis 

Barnet er ikke planlagt. Jeg har været sammen med min kæreste i halvandet år, og han er min drømmemand. Vi har købt et hus sammen og trods den vilde forelskelse har lagt sig, er jeg aldrig i tvivl om, at det er ham jeg vil være sammen med og ham der skal være far til mine børn. Jeg er sikker på han har det på samme måde den anden vej. Forskellen på os, rent personligt er, at han er meget rationel og jeg er meget styret af følelser. 

Igår skulle min kæreste til en vigtig job samtale, og jeg valgte derfor at jeg ikke ville fortælle ham det før det var overstået. Jeg var meget i tvivl, men jeg forventede ikke at han ville juble over nyheden, og så havde jeg bare ikke lyst til at, han ikke skulle kunne fokusere på samtalen. 

Samtalen gik rigtig godt og da han kom hjem igår fortalte jeg ham det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, men han tog det virkelig pænt. Han holdte om mig og spurgte om vi ikke bare skulle ligge os op i sengen og se en film. Han ved godt, at det er min største drøm, jeg drømmer ikke om andet end at få en familie med HAM og jeg har på ingen måde lyst til at få en abort. 

For år tilbage, i et tidligere forhold fik jeg fjernet barnet i uge 20, fordi barnet (som var et ønskebarn) var meget sygt. Det tog utrolig hårdt på både mig, men også min daværende kæreste og hele forløbet endte med at ødelægge vores forhold. Jeg ved godt at en selv valgt abort måske ikke vil gøre det samme for mig, men jeg er så bange og har på ingen måde lyst til at gå det samme igennem igen. 

Min kæreste ønsker ikke at blive far, han er ikke klar og har bare ikke lyst siger han. Jeg har selvfølgelig ikke lyst til at presse det ned over hovedet på ham og tvinge ham, jeg har ikke lyst til at få et barn med en, der ikke ønsker det - men jeg har virkelig heller ikke lyst til at miste det her barn! 

Jeg ved ikke hvad jeg er ude efter, men måske der er nogen der har stået i en lignende situation som kan give mig et godt råd? Fortælle mig hvad I gjorde, hvordan det endte og hvordan det har påvirket jer? 

Jeg er selv 26 år og min kæreste er 28. Han har fast (godt) job  og er på vej mod et endnu bedre. Jeg selv er studerende (kandidat) med ambitioner for fremtiden, men allermest med et brændende ønske om en maj baby. 

Først en kæmpe kram til dig

Jeg har ikke selv stået i en lign. Situation men kan virkelig godt sætte mig ind i dine følelser! Det må have været alt ødelæggende at få fjernet et barn i uge 20, det er noget ingen skal opleve og jeg kan derfor godt forstå du ikke vil have dette fjernet.

I har en god og stabil baggrund og en god alder til at få et barn, så kan ikke se hvad der holder ham tilbage? Vil han slet ikke have børn og har i aldrig drøftet hvornår det skulle ske?

Derudover så er det jo sådan at når man har sex så er det med chancen for at der kan komme et barn ud af det om man beskytter sig eller ej. Jeg synes det er noget fis at fyre af at han bare ikke lige vil det. Han må mande sig op og tage ansvar for sine handlinger.

Det var noget andet hvis alt var noget rod og i ikke kunne give barnet en stabil hverdag.

Jeg håber så meget i får talt om tingene og han finder ud af at han ikke bare kan vælge og vrage, når det gælder et lille liv. En kvinde skal aldrig tvinges til abort!

Tusinde tak for dit søde svar. 

Vi har talt om babyer og han vil gerne have børn. Han har aldrig kunne udtrykke hvornår det skulle være, men han vil gerne. 

Han tænker selvfølgelig meget over det her med friheden, generelt hader han rammer og forventninger fra andre folk, jeg tror han er bange for, hvilken kasse et barn vil sætte ham i. Han har store ambitioner med karriere som jeg bakker fuldstændigt op om, men det er ligesom om, at det ikke er nok for ham ligenu. 

Jeg er helt i vildrede, jeg føler at jeg har givet udtryk for, at abort vil ødelægge mig. Han siger også selv, at han godt ved at det er selvisk, men han har ikke lyst til at være far. Hvem af os skal så give os? 

Puha har helt ondt af dig

Måske han lige skal have lidt tid til at tygge på det - det kom jo nok som et chok for ham og det var kun lige igår han fik det af vide?? Håber for dig at I får en rigtig god snak om det. Lyder virkelig hårdt det du var igennem i uge 20 og spørgsmålet er om du kan "tilgive" ham hvis du skal igennem en abort igen - især når det er så stort et ønske for dig???

Kram til dig

Jeg plejer som regel at være af den holdning at man ikke skal tvinge nogen til at blive far (eller mor for den sags skyld). Men jeg synes faktisk i jeres situation at det ville være forkert at vælge aborten. I har de rette omstændigheder, du vil rigtig gerne barnet og han vil gerne være far - bare ikke nu.

Så tror jeg faktisk I bliver nødt til at have nogle flere snakke om hvad det er han er bange for med hensyn til det der børnehalløj og forsøge at imødekomme nogle af hans forbehold. Jeg kan sagtens sætte mig ind i hans bekymringer. Det var sådan set en del af grunden til at jeg begyndte at følge med på det her forum - fordi jeg gerne ville forsøge lidt bedre at forstå hvad jeg gik ind til. Det er klart han kommer til at bringe nogle ofre, men det er jo ikke sikkert det behøver blive så slemt som han måske tror.

Jeg synes det ville være problematisk at vælge aborten fordi det ikke lige passer i karriereplanerne eller i ens personlige projekt.

Anonym skriver:

Først en kæmpe kram til dig

Jeg har ikke selv stået i en lign. Situation men kan virkelig godt sætte mig ind i dine følelser! Det må have været alt ødelæggende at få fjernet et barn i uge 20, det er noget ingen skal opleve og jeg kan derfor godt forstå du ikke vil have dette fjernet.

I har en god og stabil baggrund og en god alder til at få et barn, så kan ikke se hvad der holder ham tilbage? Vil han slet ikke have børn og har i aldrig drøftet hvornår det skulle ske?

Derudover så er det jo sådan at når man har sex så er det med chancen for at der kan komme et barn ud af det om man beskytter sig eller ej. Jeg synes det er noget fis at fyre af at han bare ikke lige vil det. Han må mande sig op og tage ansvar for sine handlinger.

Det var noget andet hvis alt var noget rod og i ikke kunne give barnet en stabil hverdag.

Jeg håber så meget i får talt om tingene og han finder ud af at han ikke bare kan vælge og vrage, når det gælder et lille liv. En kvinde skal aldrig tvinges til abort!

 

Det er uden tvivl en meget svær situation, TS står i.

Men hvordan kan man sige, at "det er noget fis at fyre af, at han bare ikke vil". Hans følelser er jo lige så rigtige som hendes. Du "kan ikke se, hvad der holder ham tilbage". Altså du kender ham jo ikke, og der behøver ikke være en grund til, at han ikke er klar til at blive far. Det kan godt bare være en følelse, og hvordan kan man sidde og dømme, at andres følelser er "noget fis". Det er en helt reel følelse ikke at føle sig klar. Jeg synes, det er en vigtig ting at være enige om at få et barn. Hvis man skulle følge din logik, så skulle vi jo alle holde op med at dyrke sex. 

Til TS:

Det lyder heldigvis, som om du anerkender hans følelser. De bekymringer, du skriver, at han har, er jo reelle nok.

I må have en rigtig god snak. Det er en positiv ting, at han gerne vil have børn - måske er han bare overvældet lige nu og skal have tid til at vænne sig til tanken. Det håber jeg for dig. 

Tusinde tak for jeres svar, det er meget dejligt at få nogle input - specielt lige nu, hvor jeg slet ikke føler at min hjerne fungerer. 

Jeg vil prøve at tage en snak med ham og få ham til at sætte nogle ord på, hvad det er han frygter og hvilke følelser han bøvler med lige nu. Vi kommunikerer heldigvis meget fornuftigt sammen. 

Mine tanker i forhold til at imødekommende de forbehold han har er, om det ikke bare vil komme til at virke sådan lidt falsk. Lidt som om, at jeg vil love ham hvad som helst for at få ham til at gå med til at få barnet. Jeg kan jo sagtens love ham at jeg tager nattetjansen fx (Jeg ved at det er en af tingene, han har brug for at sove for at kunne yde på job) men vil det virke oprigtigt eller vil han bare opfatte det som om at jeg forsøger at overtale ham? 

Og er det i virkeligheden ikke også det jeg gør, forsøger at overtale ham.. 

Anonym skriver:

Tusinde tak for jeres svar, det er meget dejligt at få nogle input - specielt lige nu, hvor jeg slet ikke føler at min hjerne fungerer. 

 

Jeg vil prøve at tage en snak med ham og få ham til at sætte nogle ord på, hvad det er han frygter og hvilke følelser han bøvler med lige nu. Vi kommunikerer heldigvis meget fornuftigt sammen. 

Mine tanker i forhold til at imødekommende de forbehold han har er, om det ikke bare vil komme til at virke sådan lidt falsk. Lidt som om, at jeg vil love ham hvad som helst for at få ham til at gå med til at få barnet. Jeg kan jo sagtens love ham at jeg tager nattetjansen fx (Jeg ved at det er en af tingene, han har brug for at sove for at kunne yde på job) men vil det virke oprigtigt eller vil han bare opfatte det som om at jeg forsøger at overtale ham? 

 

Og er det i virkeligheden ikke også det jeg gør, forsøger at overtale ham.. 

Du skal selvfølgelig ikke love ham en masse på forhånd. Især fordi du ikke ved om du vil kunne leve op til dem, når I står med barnet.

Jeg mener mere at tage snakken om f.eks. det med friheden. Det kan jo være at han har en forestilling om når man har barn, så kan man aldrig mere lave ting for sig selv, dyrke interesser eller hvad ved jeg. Eller han måske frygter at du vil forvente han dropper alt muligt for at dyrke familielivet. Der er det jo vigtigt at snakke om hvad man hver især har af forventninger, men for de fleste mennesker kan det jo godt lade sig gøre at balancere børn og lidt privatliv.

Det er iøvrigt lidt sjovt at han hader rammer og forventninger, men samtidig har store karriere-ambitioner. Medmindre han bliver selvstændig så kommer der til at være både forventninger og måske også rammer i massevis på arbejdet.

Tommelise skriver:

Det er uden tvivl en meget svær situation, TS står i.

Men hvordan kan man sige, at "det er noget fis at fyre af, at han bare ikke vil". Hans følelser er jo lige så rigtige som hendes. Du "kan ikke se, hvad der holder ham tilbage". Altså du kender ham jo ikke, og der behøver ikke være en grund til, at han ikke er klar til at blive far. Det kan godt bare være en følelse, og hvordan kan man sidde og dømme, at andres følelser er "noget fis". Det er en helt reel følelse ikke at føle sig klar. Jeg synes, det er en vigtig ting at være enige om at få et barn. Hvis man skulle følge din logik, så skulle vi jo alle holde op med at dyrke sex. 

Til TS:

Det lyder heldigvis, som om du anerkender hans følelser. De bekymringer, du skriver, at han har, er jo reelle nok.

I må have en rigtig god snak. Det er en positiv ting, at han gerne vil have børn - måske er han bare overvældet lige nu og skal have tid til at vænne sig til tanken. Det håber jeg for dig. 

 

Jeg synes det er for nemt bare at sige "nej, det vil jeg ikke slut prut, du må vælge mellem mig og barnet" ved godt det ikke præcis er det han har sagt, men det er stadig en lorte situation at sætte ts i og især med den baggrund hun har, så skal hun da slet ikke til at vælge.

Og nej man skal ikke være klar til at få barn bare fordi man har sex, men man burde ligesom vide hvad konsekvensen kan være 

Anonym skriver:

Jeg synes det er for nemt bare at sige "nej, det vil jeg ikke slut prut, du må vælge mellem mig og barnet" ved godt det ikke præcis er det han har sagt, men det er stadig en lorte situation at sætte ts i og især med den baggrund hun har, så skal hun da slet ikke til at vælge.

Og nej man skal ikke være klar til at få barn bare fordi man har sex, men man burde ligesom vide hvad konsekvensen kan være 

Det lyder altså ikke, som om han har sagt, at hun må vælge mellem ham og barnet. 

Ønsket om ikke at få et barn er i mine øjne lige så reelt som ønsket om at få et barn.

Jeg synes ikke, TS skal vælge en abort for hans skyld. Specielt ikke med et, hun har været igennem.

Men slet ikke at anerkender hans følelser, synes jeg er helt forkert.