Borderline

Jeg fik diagnosen for 5½ år siden, da min datter var 4 måneder gammel.

Og de fordomme jeg har mødt, armen altså. Min stedmor som på det tidspunkt arbejdede på et opholdssted for psykisk syge var nok den værste. "Du spiser vel ikke din egen afføring vel? Det gør en med borderline nemlig derude" - mit svar var noget i stil med, at han vist måtte fejle noget mere end borderline og så forklare, hvordan det er for mig. Jeg har det i en mildere grad end mange andre og har arbejdet meget med den. For nogle hjælper det at arbejde med grunden til man fik forstyrrelsen, for andre hjælper det at arbejde med ens selvindsigt og andre igen er det handlingsmønstre. Det vil et psykiatriforløb kunne undrede for dig.

Jeg kender flere forskellige med borderline som er forældre, mange af dem klare det super fint og man ved ens børn er sikre der, men jeg har desværre også bekendte, som er så påvirket af forstyrrelserne, at de ikke kan varetage egne og andres børn, der vil jeg ikke kunne lade mine børn lege, fordi jeg er for utryk ved dem. Det er ikke "bare fordi" de har borderline, men deres måde at håndtere den og i hvilken grad de er ramt. Og, undskyld jeg siger det, men de er altså lidt nemme at spotte, altså dem der er hårdt ramt og ikke magter at håndtere dens konsekvenser.

Nu kan jeg ikke huske hvad du mere spurgte til

Jeg har nok også fået det pga dårlig opvækst. De fleste der få den diagnose er det ikke pga svigt?

Jeg har læst mig frem til at mange kan blive symptom fri, men ikke alle. 

Nej jeg tror også det kan være i forbindelse med hvis man har oplevet trauma eller lign. 

Kofoed. skriver:

Jeg fik diagnosen for 5½ år siden, da min datter var 4 måneder gammel.

Og de fordomme jeg har mødt, armen altså. Min stedmor som på det tidspunkt arbejdede på et opholdssted for psykisk syge var nok den værste. "Du spiser vel ikke din egen afføring vel? Det gør en med borderline nemlig derude" - mit svar var noget i stil med, at han vist måtte fejle noget mere end borderline og så forklare, hvordan det er for mig. Jeg har det i en mildere grad end mange andre og har arbejdet meget med den. For nogle hjælper det at arbejde med grunden til man fik forstyrrelsen, for andre hjælper det at arbejde med ens selvindsigt og andre igen er det handlingsmønstre. Det vil et psykiatriforløb kunne undrede for dig.

Jeg kender flere forskellige med borderline som er forældre, mange af dem klare det super fint og man ved ens børn er sikre der, men jeg har desværre også bekendte, som er så påvirket af forstyrrelserne, at de ikke kan varetage egne og andres børn, der vil jeg ikke kunne lade mine børn lege, fordi jeg er for utryk ved dem. Det er ikke "bare fordi" de har borderline, men deres måde at håndtere den og i hvilken grad de er ramt. Og, undskyld jeg siger det, men de er altså lidt nemme at spotte, altså dem der er hårdt ramt og ikke magter at håndtere dens konsekvenser.

Nu kan jeg ikke huske hvad du mere spurgte til

Det er lidt dårligt at hun har de fordomme, hun burde jo netop vide at mennesker er forskellige, og man spiser da ikke sin afføring fordi man har borderline

jeg har fortalt det til min jobkonsulent og børnesagsbehandler, og det kom endelig ikke bag på dem.

Så den person jeg lige nu har at snakke med, hende spurgte jeg så om, hvor tydeligt det er at jeg har borderline og hvad der gør at dem jeg har fortalt det til godt vidste det, og hun fortalte at dem der ikke kender mig ikke kan se det. Og hvis jeg feks fortalte det til de andre forældre til dem på mit barn skole, så ville de nok ikke tro på det, da det ikke er synligt og det er den ængstelige personlighedsforstyrrelse folk kan se udad til.

Men at dem på kommunen kan se det fordi jeg er meget manipulerende nå tingene ikke gå som jeg vil have det, og da jeg ikke er godt til at gøre det, så opdater de det tit. Og fordi jeg kimer dem ned hvis der er noget jeg misforstå osv. 

Men jeg snakkede med min ene veninde og hun siger at hun ser ikke at jeg er manipulerende og at jeg har borderline, jeg fortalte det også til en ældre dame jeg kender og hun grinte lidt af det, fordi at andre ser jo ikke den side af mig, da de ikke presser mig ud i de samme situationer. så jeg må også have det i en mindre grad.

Jeg kan også sagtens passe andres børn, og stå af og til også med 9 børn, nå mit barn holder fødselsdag og min mand arbejder.  Jeg er så også helt færdig bagefter.

Anonym skriver:

Nej jeg tror også det kan være i forbindelse med hvis man har oplevet trauma eller lign. 

Ok det vidste jeg ikke

Anonym skriver:

Jeg har borderline med en masse underdiagnoser også. Oveni hatten bor mit barn hos mormor mens jeg gør et ihærdigt forsøg på at kunne leve/overleve med min diagnose. 

Jeg har som sådan ikke direkte fortalt hvordan det er fat men mit barn og klassekammerater snakker jo sammen, så når de andre forældre spørger ind til hvordan og hvorledes, så har jeg åbent og ærligt fortalt hvorfor det er sådan lige pt og jeg føler mig rigtig heldig, for har kun mødt forståelse for min situation og ingen har sagt nej til hverken at komme med hjem og lege eller tage mit barn med hjem til dem. 

Jeg har det også sådan at hvis nogen dømmer mig på den bekostning, så er det egentlig heller ikke nogen jeg vil bryde mig om at tilbringe tid med. 

 

Det er jeg glad for at høre. Og hvor er det godt du har erkendt at du ikke har overskud til dit barn og at hun kan bo hos din mor

Jeg tror ikke rigtig mit barn snakker om det, og her i vores by kommer folk ikke hen og spørger men sladder sammen

Men jeg har fået afvide at man som sådan ikke kan se det på mig da det er min ængstelige personlighed der vises ud ad til.

Men med hjælp fra den person jeg har st snakke med, så er jeg kommet frem til at jeg holder det for mig selv og at det kun kommer frem til dem der har behov for at vide de, som min familie og veninder, sagsbehandler osv.

For som hun sagde at der er jo heller ikke nogen grund til at læren skal have det afvide, kun hvis jeg har behov for sær behandling, og det har jeg jo ikke, da det fungere fint med alt det, og som hun sagde at da samarbejdet køre fint så er der ikke nogen grund til at de ved det, de ved jo godt at jeg har psykiske problemer.

Anonym skriver:

Det er lidt dårligt at hun har de fordomme, hun burde jo netop vide at mennesker er forskellige, og man spiser da ikke sin afføring fordi man har borderline

jeg har fortalt det til min jobkonsulent og børnesagsbehandler, og det kom endelig ikke bag på dem.

Så den person jeg lige nu har at snakke med, hende spurgte jeg så om, hvor tydeligt det er at jeg har borderline og hvad der gør at dem jeg har fortalt det til godt vidste det, og hun fortalte at dem der ikke kender mig ikke kan se det. Og hvis jeg feks fortalte det til de andre forældre til dem på mit barn skole, så ville de nok ikke tro på det, da det ikke er synligt og det er den ængstelige personlighedsforstyrrelse folk kan se udad til.

Men at dem på kommunen kan se det fordi jeg er meget manipulerende nå tingene ikke gå som jeg vil have det, og da jeg ikke er godt til at gøre det, så opdater de det tit. Og fordi jeg kimer dem ned hvis der er noget jeg misforstå osv. 

Men jeg snakkede med min ene veninde og hun siger at hun ser ikke at jeg er manipulerende og at jeg har borderline, jeg fortalte det også til en ældre dame jeg kender og hun grinte lidt af det, fordi at andre ser jo ikke den side af mig, da de ikke presser mig ud i de samme situationer. så jeg må også have det i en mindre grad.

Jeg kan også sagtens passe andres børn, og stå af og til også med 9 børn, nå mit barn holder fødselsdag og min mand arbejder.  Jeg er så også helt færdig bagefter.

Så lyder det til vi er ret ens alligevel.

Jeg er meget følelsesladet overfor autoriteter, hvilket er en effektiv manipulerings strategi og selvforsvars strategi.

Jaaa, min stedmor er lidt underlig nogle gange...

Kofoed. skriver:

Så lyder det til vi er ret ens alligevel.

Jeg er meget følelsesladet overfor autoriteter, hvilket er en effektiv manipulerings strategi og selvforsvars strategi.

Jaaa, min stedmor er lidt underlig nogle gange...