Borderline

Jeg har lige fået diagnosen emotionelle ustabil personlighedsstruktur som er borderline. Samt en anden personlighedsforstyrrelse 

Er der andre her inde der har den diagnose?

Hvor åbne er i omkring at i har den?

Møder i mange fordomme?

Jeg frygter lidt hvad andre tænker, nå man har den diagnose, fordi der er så mange fordomme det.

Hvad tænker andre nå de høre ordet borderline?

Man kan svare anonymt

Jeg tænker, at det er en meget svær sygdom/personlighedsstruktur at leve med. At det må give mange begrænsninger i forholdet til andre mennesker. 

Anonym skriver:

Jeg har lige fået diagnosen emotionelle ustabil personlighedsstruktur som er borderline. Samt en anden personlighedsforstyrrelse 

 

Er der andre her inde der har den diagnose?

Hvor åbne er i omkring at i har den?

Møder i mange fordomme?

Jeg frygter lidt hvad andre tænker, nå man har den diagnose, fordi der er så mange fordomme det.

Hvad tænker andre nå de høre ordet borderline?

 

Man kan svare anonymt

Nu findes den sygdom,  i mange forskellige former og person fra person . Nogle har rigtig svært ved at få dagligdagen til at fungere og har brug for en støtte kontakt person.  Andre lever fint med den og klare sig. Jeg selv har en svær grad af ADHD. Og ved hvor svært tingene engang i mellem ( ofte ) kan være for mig. men jeg klare mig fint. :-)  

jeg havde en gammel veninde , som havde borderline i en svær grad . Det venskab måtte jeg opgive, for jeg kunne ikke være en del af hendes opsøgende drama oh utilregnlighed.  

Abracadabra skriver:

Jeg tænker, at det er en meget svær sygdom/personlighedsstruktur at leve med. At det må give mange begrænsninger i forholdet til andre mennesker. 

Det giver også nogen begrænsninger, men jeg har både en mand, børn, flexjob og et par enkelte veninder.

Men nu tænker jeg om du ville tænke negativt om de personer, feks hvis du fik afvide at en af dine børns klassekammerater forældre havde den diagnose, ville du så lade dine børn lege med det barn osv.

Anonym skriver:

Nu findes den sygdom,  i mange forskellige former og person fra person . Nogle har rigtig svært ved at få dagligdagen til at fungere og har brug for en støtte kontakt person.  Andre lever fint med den og klare sig. Jeg selv har en svær grad af ADHD. Og ved hvor svært tingene engang i mellem ( ofte ) kan være for mig. men jeg klare mig fint. :-)  

jeg havde en gammel veninde , som havde borderline i en svær grad . Det venskab måtte jeg opgive, for jeg kunne ikke være en del af hendes opsøgende drama oh utilregnlighed.  

Det er netop det jeg frygter at folks første tanke ville være, nå de ikke kender mig, det med drama, opmærksomhed søgende osv.

For lige det er jeg ikke.

Så det er mere for at vide hvor åbne man burde være omkring det. 

Jeg tænker meget over hvordan andre ser mig og gør mig ikke bemærket hvis jeg kan undgå det. Men den anden personlighedsforstyrrelse jeg har er ængstelige evasiv.

Jeg har både flexjob, børn og mand. 

Men alligevel har jeg mange problemer i hverdagen fordi jeg tit har mange tanker og følser at kæmpe med som tit gør mig depressiv.

jeg har fået tilbudt en støtte person som jeg har takket ja til.

Anonym skriver:

Det er netop det jeg frygter at folks første tanke ville være, nå de ikke kender mig, det med drama, opmærksomhed søgende osv.

For lige det er jeg ikke.

Så det er mere for at vide hvor åbne man burde være omkring det. 

Jeg tænker meget over hvordan andre ser mig og gør mig ikke bemærket hvis jeg kan undgå det. Men den anden personlighedsforstyrrelse jeg har er ængstelige evasiv.

Jeg har både flexjob, børn og mand. 

Men alligevel har jeg mange problemer i hverdagen fordi jeg tit har mange tanker og følser at kæmpe med som tit gør mig depressiv.

jeg har fået tilbudt en støtte person som jeg har takket ja til.

Jeg ville aldrig bestemme hvem mine børn skulle lege med i den forstand ( måske jeh ændre mening når jeg oplever at blive mor)  

- Hvis du føler at du bør være åben omkring det , så syntes jeg at du skal være det.. :-) Det kan være du får det bedre af det , og at dine omgivelser måske får en bedre forståelse på hvorfor du gør som du gør, eller reagere som du gør. Måske er det folks første tanke , fordi det ofte er det folk forbinder med borderline. men der ligger så meget mere bag, så det uvidenhed hvis folk tænker sådan. Jeg gav min gamle veninde en chance .  op til flere gange faktisk . Det blev bare for meget. Du føler sikkert også en masse skyld , og føler du ikke gør noget godt nok. Du tager sikkert også tingende alt for nært (det kan jeg selv gøre til tider da jeg er super følsom &nbsp .Jeg syntes det er godt for dig at have en kontakt person. Det vigtige er bare , at den kontakt person forstår dig helt inde , og du føler dig forstået.. For du vil helt sikkert have en mistillid til at starte med . :-)

Anonym skriver:

Det giver også nogen begrænsninger, men jeg har både en mand, børn, flexjob og et par enkelte veninder.

Men nu tænker jeg om du ville tænke negativt om de personer, feks hvis du fik afvide at en af dine børns klassekammerater forældre havde den diagnose, ville du så lade dine børn lege med det barn osv.

Du skal nok være forberedt på, at du vil møde mange fordomme, men den bedste måde at imødegå de fordomme, er at være åben omkring det. Det er både stærkt og modigt af dig, hvis du er åben omkring det.

Jeg er også i fleksjob - ikke p.gr.a. borderline, men p.gr.a. en tidligere svær depression, som desværre har sat sig spor i min korttidshukommelse og min stresstærskel, som er meget lav. Jeg føler mig sund og rask i dag, men har ovennævnte problemer og skal passe på med ikke at få fyldt for mange aktiviteter i min kalender.

Jeg har en tidligere kollega og meget god ven, der har en datter med borderline. Han betegner det lidt som en "skraldespandsdiagnose", fordi den kan dække over så meget og er så forskellig fra person til person.

Det lyder, som om du klarer dig ret godt i hverdagen, men det er en god beslutning, at du har sagt ja til en støtteperson.

Jeg har også oplevet en del fordomme, men det er trods alt lettere for folk at forstå, hvad en depression er, end hvad borderline er (også selv om de slet ikke kan sætte sig ind i, hvordan det føles - sådan er det jo med næsten alting). Jeg har en rigtig god familie, som var en fantastisk støtte for mig.

Og selv om det er en god idé at være åben - så tror jeg alligevel, at man skal vælge, i hvilke sammenhænge, man vil være åben - altså det er jo en god idé at være åben over for familie, venner, chef og kolleger, men der kan også være situationer -  f.eks. kurser, fester el.lign. hvor man ikke lige har lyst, at alle de andre skal vide, at man har en diagnose.

Måske findes der "psykiatriskoler" inden for din region. Det kan være en god idé selv at sætte sig grundigt ind i, hvad diagnosen betyder for ens liv og hverdag. Det kan være rigtig rart at møde andre med samme diagnose, så man opdager, at man ikke er alene, og at andre forstår problemerne.

Ønsker det bedste for dig.

Anonym skriver:

Det giver også nogen begrænsninger, men jeg har både en mand, børn, flexjob og et par enkelte veninder.

Men nu tænker jeg om du ville tænke negativt om de personer, feks hvis du fik afvide at en af dine børns klassekammerater forældre havde den diagnose, ville du så lade dine børn lege med det barn osv.

Jeg må erkende, at jeg ikke forstår, hvorfor det er relevant at fortælle den slags til folk, man skal ikke rigtig kender, med mindre der er en væsentlig relevans for at dele det. Jeg ville ikke dømme en person med borderline, men jeg ville undre mig meget hvis mit barn skulle på legeaftale med nogle forældre jeg ikke var tætte med, og de så sagde "bare så du ved det, har jeg en borderline samt en evasiv/ængstelig personlighedsforstyrrelse". Det er ikke fordi jeg synes, at psykisk sygdom skal ties ihjel, det ville være ret upassende at synes i mit erhverv. Men jeg kan heller ikke se nogen grund til at dele det, med mindre man i sådan et tilfælde synes, at ens personlighedsforstyrrelse havde direkte betydning for legeaftalen, fx fordi moderen ikke var sikker på hun havde overskud og måske ville få behov for at ringe ens barn hjem.

Hvis det er ikke tilfældet, Synes jeg det er lige så relevant at gøre opmærksom på, son det ville være at sige 'hej, dejligt dit barn vil lege. Bare så du ved det, så har jeg en kronisk tarmsygdom' - netop fordi det ikke har relevans for situationen og kom fra en, jeg ikke var tæt med.

Håber du kan følge hvad jeg mener 

Anonymor skriver:

Jeg må erkende, at jeg ikke forstår, hvorfor det er relevant at fortælle den slags til folk, man skal ikke rigtig kender, med mindre der er en væsentlig relevans for at dele det. Jeg ville ikke dømme en person med borderline, men jeg ville undre mig meget hvis mit barn skulle på legeaftale med nogle forældre jeg ikke var tætte med, og de så sagde "bare så du ved det, har jeg en borderline samt en evasiv/ængstelig personlighedsforstyrrelse". Det er ikke fordi jeg synes, at psykisk sygdom skal ties ihjel, det ville være ret upassende at synes i mit erhverv. Men jeg kan heller ikke se nogen grund til at dele det, med mindre man i sådan et tilfælde synes, at ens personlighedsforstyrrelse havde direkte betydning for legeaftalen, fx fordi moderen ikke var sikker på hun havde overskud og måske ville få behov for at ringe ens barn hjem.

Hvis det er ikke tilfældet, Synes jeg det er lige så relevant at gøre opmærksom på, son det ville være at sige 'hej, dejligt dit barn vil lege. Bare så du ved det, så har jeg en kronisk tarmsygdom' - netop fordi det ikke har relevans for situationen og kom fra en, jeg ikke var tæt med.

Håber du kan følge hvad jeg mener 

Lige præcis - det er ikke i alle sammenhænge, man skal dele sin diagnose.

Men jeg ved ikke, om TS tænkte på, at hvis nu nogle forældre af omveje havde fået at vide, at hun har borderline - om det så ville betyde noget. 

Anonymor skriver:

Jeg må erkende, at jeg ikke forstår, hvorfor det er relevant at fortælle den slags til folk, man skal ikke rigtig kender, med mindre der er en væsentlig relevans for at dele det. Jeg ville ikke dømme en person med borderline, men jeg ville undre mig meget hvis mit barn skulle på legeaftale med nogle forældre jeg ikke var tætte med, og de så sagde "bare så du ved det, har jeg en borderline samt en evasiv/ængstelig personlighedsforstyrrelse". Det er ikke fordi jeg synes, at psykisk sygdom skal ties ihjel, det ville være ret upassende at synes i mit erhverv. Men jeg kan heller ikke se nogen grund til at dele det, med mindre man i sådan et tilfælde synes, at ens personlighedsforstyrrelse havde direkte betydning for legeaftalen, fx fordi moderen ikke var sikker på hun havde overskud og måske ville få behov for at ringe ens barn hjem.

Hvis det er ikke tilfældet, Synes jeg det er lige så relevant at gøre opmærksom på, son det ville være at sige 'hej, dejligt dit barn vil lege. Bare så du ved det, så har jeg en kronisk tarmsygdom' - netop fordi det ikke har relevans for situationen og kom fra en, jeg ikke var tæt med.

Håber du kan følge hvad jeg mener 

Nu er det jo ikke fordi jeg vil stå og fortælle forældrene det nå mit barn skal have lege aftaler. 

Men fordi jeg tænkte at fortælle lærerne på mit barns skole og på min arbejdsplads. Og da det er en lille by jeg bor i så løber rygterne hurtigt også selv om der er tavshedspligt.

Min barn leger kun med et par enkelte fra klassen.