Borderline

Kan klart anbefale bloggen "Idioten med borderline" på Facebook. Det er en kvinde som lever med borderline og som skriver om de udfordringer hun møder i hverdagen. Hun er super god til at skrive og så er hun lige blevet mor for første gang - hvilket jo også skaber nogle udfordringer. 

Jeg har borderline. Det er ikke tabu for mig. Jeg er symptom fri efter mange års behandling i psykiatrien. Kognetiv terapi, gruppe terapi og individuel terapi. Min hverdag fungere som de fleste andres den dag i dag.

Jeg har mødt og møder stadig mange fordomme, men det betyder intet for mig. Det betyder kun at de mennesker enten ikke ved nok om diagnosen eller at de ikke er åbne og derfor er det deres problem og ikke mit. 

Jeg troede aldrig at jeg ville få et normalt liv, men det handlede om at modtage den rette behandling. Så der ér lys for enden af tunellen. Jeg håber du får den hjælp du behøver.

Og så har du intet at være flov over. Man har ikke selv bedt om at få en diagnose. Det gør dig ikke til et dårligere menneske 

Mrsopsand skriver:

Jeg lider selv af 4 forskellige personlighedsforstyrrelser, hvor emotionelt ustabil er en af dem. De tre andre er dependent, ængstelig og den tvangsprægede personlighedsstruktur. Derudover har jeg også periodisk depression og angst. 

Jeg har oplevet mange fordomme. Men mest fordomme fordi jeg i så ung en alder blev førtidspensionist (23 år) Så det er jeg faktisk stoppet med at fortælle når jeg møder nye mennesker. Så nøjes jeg med at sige at jeg går hjemme hvilket så også undrer folk når jeg fortæller at min søn går i dagpleje på deltid. Her kan jeg så fortælle at jeg er psykisk syg. Jeg oplever ikke at folk reagerer underligt, de fleste spørger faktisk rigtig meget ind til det. Og dem der ikke gør, taler videre om noget andet og så ved man at de nok bare er den type der ikke synes man taler om den slags, eller har svært ved at tale om det. 

Jeg har fortalt vores dagplejemor om mine sygdomme og hvordan det påvirker min hverdag, og det har jeg det rigtig godt med, fordi det så vil være nemt for mig hvis der opstår noget jeg ikke har det godt med. Eksempelvis kunne jeg sige, at jeg er meget angst for at der skal ske min søn noget imens han er i dagpleje og det løser vi så ved at jeg får en SMS indimellem omkring hvad de laver så jeg ved han har det godt. Så jeg synes klart at det har været et plus at være åben med hende. 

Nu har du lige fået stillet diagnoserne og jeg husker det selv som en ret turbulent tid, og jeg havde ikke et barn dengang, så jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er for dig. Men lige da jeg havde fået diagnoserne gik jeg meget op i hvad folk tænkte om mig og talte derfor ikke meget om det, fordi jeg skammede mig lidt og følte at jeg var mindre værd end andre mennesker. Men i takt med at jeg har fået styr på min base derhjemme med en mand der elsker og støtter mig ligemeget hvad, og gået til meget terapi for at lære at forstå, acceptere og også respektere mine følelser, er jeg faktisk blevet okay sikker på mig selv, og føler jeg hviler så meget i mig selv som man nu kan med de diagnoser jeg har, og så betyder andres mening ærligt talt ikke så meget for mig. Jeg bor også i en lille by (300 indbyggere) og jeg ved at folk taler om hinanden, og hvis de taler om mig betyder det ikke så meget, fordi jeg ved med mig selv at jeg er et velfungerende mennske og en rigtig god mor. Og det lyder også til at du hviler lidt i dig selv med lidt usikkerhed som man kun kan forvente når man kæmper med psykiske vanskeligheder. Og ellers er jeg sikker på du nok skal nå dertil. 

Du er meget velkommen til at skrive til mig. Det er altid rart (for mig i hvert fald) at tale med andre der kæmper med nogen af de samme ting som en selv. 

 

Jeg skriver nok til dig en af dagene, jeg har en masse jeg skal i dag.

men jeg vil godt skrive lidt med andre der har de samme udfordringer, da man nogen gange godt føle at man er den eneste med de problemer

Anonym skriver:

Kan klart anbefale bloggen "Idioten med borderline" på Facebook. Det er en kvinde som lever med borderline og som skriver om de udfordringer hun møder i hverdagen. Hun er super god til at skrive og så er hun lige blevet mor for første gang - hvilket jo også skaber nogle udfordringer. 

Tak.

Jeg vil prøve at finde hende

Zelinasmor skriver:

Jeg har borderline. Det er ikke tabu for mig. Jeg er symptom fri efter mange års behandling i psykiatrien. Kognetiv terapi, gruppe terapi og individuel terapi. Min hverdag fungere som de fleste andres den dag i dag.

Jeg har mødt og møder stadig mange fordomme, men det betyder intet for mig. Det betyder kun at de mennesker enten ikke ved nok om diagnosen eller at de ikke er åbne og derfor er det deres problem og ikke mit. 

Jeg troede aldrig at jeg ville få et normalt liv, men det handlede om at modtage den rette behandling. Så der ér lys for enden af tunellen. Jeg håber du får den hjælp du behøver.

Og så har du intet at være flov over. Man har ikke selv bedt om at få en diagnose. Det gør dig ikke til et dårligere menneske 

Jeg er glad for at høre at du har fået et normalt liv, for jeg frygter lidt at jeg altid vil have sådan et kaos ind i, da det ikke altid er til at holde ud.

Jeg ved endnu ikke hvad jeg få af hjælp da psykiatrien vil holde et netværks møde med kommunen for at finde ud af hvem der skal hjælpe mig og hvad for noget hjælp jeg skal have, men jeg er indstillet på at jeg vil have hjælp også selv om det bliver hårdt 

De få personer jeg har fortalt det til indtil nu er meget åbent, men de kender mig jo også for den jeg er og ikke som den med den diagnose.

Jeg har fortalt det til jobkonsulenten hende har jeg haft over længer tid i forskellige ting og hun siger det ikke kommer bag på hende.

Mit barns sagsbehandler syntes også at det er fint at der endelig er sat ord på hvad der er galt, så jeg kan få hjælp og hun ser ikke noget galt i det, da hun siger man kan få et helt normalt liv, og som hun sagde har jeg jo hele tiden vidst der var noget galt og gerne ville have hjælp. Og hun har også kunne se det.

Hende jeg arbejder sammen med, har jeg lige fortalt det til og hun er også positiv, og det mig ikke som en der skaber drama osv.

Mine veninder og familie accepter mig som jeg er.

Så ind til nu er jeg kun mødt mod positivitet.

L-mor skriver:

Jeg ville i din situation ikke bruge diagnosen. Altså jeg ville ikke sige, at 'jeg har borderline'. Jeg ville fx sige 'jeg har nogle udfordringer med ængstelighed. Det kan jeg genkende i min datter' eller 'jeg er selv udfordret på mine sociale kompetencer i en sådan grad, at jeg er i behandling for det. Jeg har rigtigt svært ved at aflæse ansigtsudtryk og tolke andres respons på mine handlinger...' osv. Fortæl folk 'hvad problemet er', ikke diagnosen. Den kan du bruge i sundhedsvæsenet.

Diagnoser er et redskab indenfor lægefagligheden. Det er et kæmpe problem i vores samfund, at vi bringer lægeverdenens diagnoser ind i alle mulige andre sammenhænge, hvor en flok lægfolk (lærere, pædagoger, gartnere og kassedamer) så sidder og tolker det ind i deres faglighed (hvor diagnosen ikke er relevant) eller deres personlige livserfaring (ah, det har min moster Oda også. Så er du sådan en...). 

Ja det er også en måde at gøre det på

Tommelise skriver:

Det er lidt pudsigt, for inden jeg læste dit indlæg, sad jeg faktisk og småfilosoferede over, at jeg alligevel ikke er enig i, at diagnosen kun er for sundhedsvæsnet.

Man ville jo aldrig betænke sig på at nævne diagnosen, hvis man havde en fysisk sygdom. Hvis man ikke nævner diagnosen, når man har en psykisk lidelse, så er man jo med til at "vedligeholde" tabuet, og så kommer vi aldrig fordommene til livs.

Det er ikke noget at være flov over.

Som sagt synes jeg ikke, man behøver tale om det til en fest eller på et kursus el.lign., men eller synes jeg egentlig, det er vigtigt at få nedbrudt alle tabuerne.

Som du skrive, så har TS lige fået diagnosen, og så føles det hele lidt kaotisk. 

I dag er jeg også ret ligeglad med, hvad folk tænker om, at jeg er i fleksjob. Jeg har ikke "kun" haft en depression, men også en psykose, hvor jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling. Det ved min nuværende kolleger godt, selv om det er en del år siden, og selv om jeg var på en anden arbejdsplads dengang. 

Har faktisk også - heldigvis - oplevet, at der er mange, der har stor forståelse og spørger ind med oprigtig interesse.

Men det tager tid at nå dertil, hvor man hviler så meget i sig selv, at man blæser på dem, der er fordomsfulde.

Ja man kan jo også bare sige at man har de diagnoser og forklare hvad det har af betydning for mig, de udfordringer og problemer jeg har og dem jeg ikke har.

Jeg må lige overveje det.

Indtil nu er jeg kun mødt med positivitet se svar til en af de andre

Jeg har altid været åbent over at jeg har flexjob, da jeg har accepteret at jeg aldrig kommer til at arbejde fuldtid,  og det har jeg aldrig mødt fordomme omkring

Anonym skriver:

Jeg har lige fået diagnosen emotionelle ustabil personlighedsstruktur som er borderline. Samt en anden personlighedsforstyrrelse 

 

Er der andre her inde der har den diagnose?

Hvor åbne er i omkring at i har den?

Møder i mange fordomme?

Jeg frygter lidt hvad andre tænker, nå man har den diagnose, fordi der er så mange fordomme det.

Hvad tænker andre nå de høre ordet borderline?

 

Man kan svare anonymt

Jeg fik diagnosen for nok 3-4 år siden... fik en masse råd og vejledning, og synes det var helt hen i vejret.. jeg er impulsiv drevet, men kan kontrollere det til tider (måske ikke lige shopping eller noget med penge) men klare mig helt fint ellers.. 

har mand, 2 børn, arbejde og studie.. 

min diagnose kom af mange ting: svigt i barndom, mange døds tab bla. Forældre osv. 

Det er en ikke permanent diagnose (siger min psykiater) men noget man kan arbejde ud af, eller lære at acceptere og bearbejde så det passer til ens livsstil. 

Anonym skriver:

Jeg fik diagnosen for nok 3-4 år siden... fik en masse råd og vejledning, og synes det var helt hen i vejret.. jeg er impulsiv drevet, men kan kontrollere det til tider (måske ikke lige shopping eller noget med penge) men klare mig helt fint ellers.. 

har mand, 2 børn, arbejde og studie.. 

min diagnose kom af mange ting: svigt i barndom, mange døds tab bla. Forældre osv. 

Det er en ikke permanent diagnose (siger min psykiater) men noget man kan arbejde ud af, eller lære at acceptere og bearbejde så det passer til ens livsstil. 

 

Jeg har nok også fået det pga dårlig opvækst. De fleste der få den diagnose er det ikke pga svigt?

Jeg har læst mig frem til at mange kan blive symptom fri, men ikke alle. 

Jeg har borderline med en masse underdiagnoser også. Oveni hatten bor mit barn hos mormor mens jeg gør et ihærdigt forsøg på at kunne leve/overleve med min diagnose. 

Jeg har som sådan ikke direkte fortalt hvordan det er fat men mit barn og klassekammerater snakker jo sammen, så når de andre forældre spørger ind til hvordan og hvorledes, så har jeg åbent og ærligt fortalt hvorfor det er sådan lige pt og jeg føler mig rigtig heldig, for har kun mødt forståelse for min situation og ingen har sagt nej til hverken at komme med hjem og lege eller tage mit barn med hjem til dem. 

Jeg har det også sådan at hvis nogen dømmer mig på den bekostning, så er det egentlig heller ikke nogen jeg vil bryde mig om at tilbringe tid med.