Borderline

Tommelise skriver:

Lige præcis - det er ikke i alle sammenhænge, man skal dele sin diagnose.

Men jeg ved ikke, om TS tænkte på, at hvis nu nogle forældre af omveje havde fået at vide, at hun har borderline - om det så ville betyde noget. 

 

Det er det jeg tænker.

Nu har jeg kun fortalt det til min familie og de få veninder jeg har.

Men jeg overvejede at fortælle det til lærerne på mit barn skole, da mit barn har lidt problemer med det sociale, som jo nok kommer pga jeg ikke er så god til det.

Bare roligt jeg har bedt om hjælp til mit barn og det skal starte i lege terap.

Også til min arbejdsplads da de godt ved at jeg skulle udredes på psykiatrien, men er i tvivl om jeg skal fortælle begge personlighedsforstyrrelse eller undlade at fortælle at jeg har borderline.

Vi bor i en lille by så rygterne løber stærkt

Anonym skriver:

Jeg ville aldrig bestemme hvem mine børn skulle lege med i den forstand ( måske jeh ændre mening når jeg oplever at blive mor)  

- Hvis du føler at du bør være åben omkring det , så syntes jeg at du skal være det.. :-) Det kan være du får det bedre af det , og at dine omgivelser måske får en bedre forståelse på hvorfor du gør som du gør, eller reagere som du gør. Måske er det folks første tanke , fordi det ofte er det folk forbinder med borderline. men der ligger så meget mere bag, så det uvidenhed hvis folk tænker sådan. Jeg gav min gamle veninde en chance .  op til flere gange faktisk . Det blev bare for meget. Du føler sikkert også en masse skyld , og føler du ikke gør noget godt nok. Du tager sikkert også tingende alt for nært (det kan jeg selv gøre til tider da jeg er super følsom &nbsp .Jeg syntes det er godt for dig at have en kontakt person. Det vigtige er bare , at den kontakt person forstår dig helt inde , og du føler dig forstået.. For du vil helt sikkert have en mistillid til at starte med . :-)

Ja jeg tager alt nært og er meget følsom og nå der er noget på skolen så snakker jeg ikke rigtig med nogen, da jeg har problemer med at føre en samtale i længere tid, med folk jeg ikke rigtig kender, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal snakke om ud over det mest normale, som hvad de arbejder som osv.

Jeg ved godt at der er mange der ikke har så meget viden om det, og det har jeg som sådan heller ikke endnu.

Men jeg ville have det rigtig svært med hvis jeg ved at folk tænker dårligt om mig osv. Og i sær hvis det ville gå ud over mit barn.

Anonym skriver:

Det er det jeg tænker.

Nu har jeg kun fortalt det til min familie og de få veninder jeg har.

Men jeg overvejede at fortælle det til lærerne på mit barn skole, da mit barn har lidt problemer med det sociale, som jo nok kommer pga jeg ikke er så god til det.

Bare roligt jeg har bedt om hjælp til mit barn og det skal starte i lege terap.

Også til min arbejdsplads da de godt ved at jeg skulle udredes på psykiatrien, men er i tvivl om jeg skal fortælle begge personlighedsforstyrrelse eller undlade at fortælle at jeg har borderline.

Vi bor i en lille by så rygterne løber stærkt

Jeg synes faktisk, det er en god idé at tale med lærerne. Det viser jo bare, at du er en god mor, der overvejer, hvilke problemer dit barn kunne få.

Tror bestemt, at lærerne vil takle det professionelt.

Og skulle du få et spørgsmål fra forældre, så handler det nok mest om uvidenhed. Men de ved jo, at du selv har børn og fint klarer at være mor, så mon ikke de vil lade deres børn lege uden bekymringer.

Jeg er vokset op i en lille by - og ja rygterne går stærkt.

Tommelise skriver:

Du skal nok være forberedt på, at du vil møde mange fordomme, men den bedste måde at imødegå de fordomme, er at være åben omkring det. Det er både stærkt og modigt af dig, hvis du er åben omkring det.

Jeg er også i fleksjob - ikke p.gr.a. borderline, men p.gr.a. en tidligere svær depression, som desværre har sat sig spor i min korttidshukommelse og min stresstærskel, som er meget lav. Jeg føler mig sund og rask i dag, men har ovennævnte problemer og skal passe på med ikke at få fyldt for mange aktiviteter i min kalender.

Jeg har en tidligere kollega og meget god ven, der har en datter med borderline. Han betegner det lidt som en "skraldespandsdiagnose", fordi den kan dække over så meget og er så forskellig fra person til person.

Det lyder, som om du klarer dig ret godt i hverdagen, men det er en god beslutning, at du har sagt ja til en støtteperson.

Jeg har også oplevet en del fordomme, men det er trods alt lettere for folk at forstå, hvad en depression er, end hvad borderline er (også selv om de slet ikke kan sætte sig ind i, hvordan det føles - sådan er det jo med næsten alting). Jeg har en rigtig god familie, som var en fantastisk støtte for mig.

Og selv om det er en god idé at være åben - så tror jeg alligevel, at man skal vælge, i hvilke sammenhænge, man vil være åben - altså det er jo en god idé at være åben over for familie, venner, chef og kolleger, men der kan også være situationer -  f.eks. kurser, fester el.lign. hvor man ikke lige har lyst, at alle de andre skal vide, at man har en diagnose.

Måske findes der "psykiatriskoler" inden for din region. Det kan være en god idé selv at sætte sig grundigt ind i, hvad diagnosen betyder for ens liv og hverdag. Det kan være rigtig rart at møde andre med samme diagnose, så man opdager, at man ikke er alene, og at andre forstår problemerne.

Ønsker det bedste for dig.

 

Jeg er ikke stærk og modig det er derfor jeg spørger. Jeg hader hvis folk skulle kigge skævt til mig pga det.

Jeg har også altid fået afvide at jeg havde en depression, og det har jeg så mere eller mindre haft siden jeg var teenager, de har kun taget teste osv fordi jeg bad om det, ellers var jeg kommet i gruppe terapi i depression gruppen.

Og ja der er også mange der mener man bare har depression fordi man er doven,  den har jeg fået i hovedet massere af gange, netop pga uvidenhed.

Det er heller ikke pga diagnosen jeg har flex job, da jeg først lige har fået idag. 

Jeg blev godkendt til flexjob fordi jeg psykisk ikke kan holde til et fuldtidsarbejde. 

Jeg har klaret mig rigtig godt ind til det sidste år for der er alting bare blevet værre og værre Desværre, alt inden i mig er i kaos næsten hele tiden, normalt har jeg kunne pakke mine følser væk, men det kan jeg ikke længere.

Jeg skal have noget undervisning omkring denne sygdom på et tidspunkt, men først vil psykiatrien have et netværks møde med kommunen omkring hvem og hvad jeg skal have af hjælp.

Jeg har skrevet lidt med en der har de samme 2 diagnoser som mig, og vi har snakket om at mødes på et tidspunkt. 

Jeg tror jeg fik svaret på det hele

Tommelise skriver:

Jeg synes faktisk, det er en god idé at tale med lærerne. Det viser jo bare, at du er en god mor, der overvejer, hvilke problemer dit barn kunne få.

Tror bestemt, at lærerne vil takle det professionelt.

Og skulle du få et spørgsmål fra forældre, så handler det nok mest om uvidenhed. Men de ved jo, at du selv har børn og fint klarer at være mor, så mon ikke de vil lade deres børn lege uden bekymringer.

Jeg er vokset op i en lille by - og ja rygterne går stærkt.

Jeg er en god mor nå man tænker på de udfordringer jeg har (Er jeg først begyndt at kunne se nu, efter jeg har fået hjælp til at kunne se det) fordi mine børn kommer altid i første række og jeg har også selv bedt om hjælp, nå jeg har kunne se der har været små problemer på vej, et er at systemet arbejder så langsomt og er hårdt at kæmpe med, så der gå en evighed før de hjælper.

Jeg tror ikke de andre forældre ville spørger mig om noget, de ville bare snakke i krogene hvis du forstå hvad jeg mener

Ja det er nogen gange ret belastende at det gå så stærkt med de rygter

Anonym skriver:

Jeg er en god mor nå man tænker på de udfordringer jeg har (Er jeg først begyndt at kunne se nu, efter jeg har fået hjælp til at kunne se det) fordi mine børn kommer altid i første række og jeg har også selv bedt om hjælp, nå jeg har kunne se der har været små problemer på vej, et er at systemet arbejder så langsomt og er hårdt at kæmpe med, så der gå en evighed før de hjælper.

Jeg tror ikke de andre forældre ville spørger mig om noget, de ville bare snakke i krogene hvis du forstå hvad jeg mener

 

Ja det er nogen gange ret belastende at det gå så stærkt med de rygter

Uha ja det er så træls med al den sladren og hvisken i krogene - det kan jeg bestemt godt følge dig i.

Desværre tager sagsbehandlingen ofte urimelig lang tid - det har du helt ret i.

Jeg ville i din situation ikke bruge diagnosen. Altså jeg ville ikke sige, at 'jeg har borderline'. Jeg ville fx sige 'jeg har nogle udfordringer med ængstelighed. Det kan jeg genkende i min datter' eller 'jeg er selv udfordret på mine sociale kompetencer i en sådan grad, at jeg er i behandling for det. Jeg har rigtigt svært ved at aflæse ansigtsudtryk og tolke andres respons på mine handlinger...' osv. Fortæl folk 'hvad problemet er', ikke diagnosen. Den kan du bruge i sundhedsvæsenet.

Diagnoser er et redskab indenfor lægefagligheden. Det er et kæmpe problem i vores samfund, at vi bringer lægeverdenens diagnoser ind i alle mulige andre sammenhænge, hvor en flok lægfolk (lærere, pædagoger, gartnere og kassedamer) så sidder og tolker det ind i deres faglighed (hvor diagnosen ikke er relevant) eller deres personlige livserfaring (ah, det har min moster Oda også. Så er du sådan en...). 

L-mor skriver:

Jeg ville i din situation ikke bruge diagnosen. Altså jeg ville ikke sige, at 'jeg har borderline'. Jeg ville fx sige 'jeg har nogle udfordringer med ængstelighed. Det kan jeg genkende i min datter' eller 'jeg er selv udfordret på mine sociale kompetencer i en sådan grad, at jeg er i behandling for det. Jeg har rigtigt svært ved at aflæse ansigtsudtryk og tolke andres respons på mine handlinger...' osv. Fortæl folk 'hvad problemet er', ikke diagnosen. Den kan du bruge i sundhedsvæsenet.

Diagnoser er et redskab indenfor lægefagligheden. Det er et kæmpe problem i vores samfund, at vi bringer lægeverdenens diagnoser ind i alle mulige andre sammenhænge, hvor en flok lægfolk (lærere, pædagoger, gartnere og kassedamer) så sidder og tolker det ind i deres faglighed (hvor diagnosen ikke er relevant) eller deres personlige livserfaring (ah, det har min moster Oda også. Så er du sådan en...). 

Du har ret i, at det er vigtigere at fortælle folk, hvad det betyder - ikke nødvendigvis, hvad diagnosen er.

Dog vil jeg sige, at i tilfælde, hvor det f.eks. drejer sig om stress og depression, så er man nødt til at fortælle det til sin arbejdsgiver. Og i de tilfælde gavner det én selv at fortælle arbejdsgiveren, hvad diagnosen er. 

Men ellers enig i, at det ikke er alle, der kan bruge diagnosen til noget.

Jeg lider selv af 4 forskellige personlighedsforstyrrelser, hvor emotionelt ustabil er en af dem. De tre andre er dependent, ængstelig og den tvangsprægede personlighedsstruktur. Derudover har jeg også periodisk depression og angst. 

Jeg har oplevet mange fordomme. Men mest fordomme fordi jeg i så ung en alder blev førtidspensionist (23 år) Så det er jeg faktisk stoppet med at fortælle når jeg møder nye mennesker. Så nøjes jeg med at sige at jeg går hjemme hvilket så også undrer folk når jeg fortæller at min søn går i dagpleje på deltid. Her kan jeg så fortælle at jeg er psykisk syg. Jeg oplever ikke at folk reagerer underligt, de fleste spørger faktisk rigtig meget ind til det. Og dem der ikke gør, taler videre om noget andet og så ved man at de nok bare er den type der ikke synes man taler om den slags, eller har svært ved at tale om det. 

Jeg har fortalt vores dagplejemor om mine sygdomme og hvordan det påvirker min hverdag, og det har jeg det rigtig godt med, fordi det så vil være nemt for mig hvis der opstår noget jeg ikke har det godt med. Eksempelvis kunne jeg sige, at jeg er meget angst for at der skal ske min søn noget imens han er i dagpleje og det løser vi så ved at jeg får en SMS indimellem omkring hvad de laver så jeg ved han har det godt. Så jeg synes klart at det har været et plus at være åben med hende. 

Nu har du lige fået stillet diagnoserne og jeg husker det selv som en ret turbulent tid, og jeg havde ikke et barn dengang, så jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er for dig. Men lige da jeg havde fået diagnoserne gik jeg meget op i hvad folk tænkte om mig og talte derfor ikke meget om det, fordi jeg skammede mig lidt og følte at jeg var mindre værd end andre mennesker. Men i takt med at jeg har fået styr på min base derhjemme med en mand der elsker og støtter mig ligemeget hvad, og gået til meget terapi for at lære at forstå, acceptere og også respektere mine følelser, er jeg faktisk blevet okay sikker på mig selv, og føler jeg hviler så meget i mig selv som man nu kan med de diagnoser jeg har, og så betyder andres mening ærligt talt ikke så meget for mig. Jeg bor også i en lille by (300 indbyggere) og jeg ved at folk taler om hinanden, og hvis de taler om mig betyder det ikke så meget, fordi jeg ved med mig selv at jeg er et velfungerende mennske og en rigtig god mor. Og det lyder også til at du hviler lidt i dig selv med lidt usikkerhed som man kun kan forvente når man kæmper med psykiske vanskeligheder. Og ellers er jeg sikker på du nok skal nå dertil. 

Du er meget velkommen til at skrive til mig. Det er altid rart (for mig i hvert fald) at tale med andre der kæmper med nogen af de samme ting som en selv. 

Mrsopsand skriver:

Jeg lider selv af 4 forskellige personlighedsforstyrrelser, hvor emotionelt ustabil er en af dem. De tre andre er dependent, ængstelig og den tvangsprægede personlighedsstruktur. Derudover har jeg også periodisk depression og angst. 

Jeg har oplevet mange fordomme. Men mest fordomme fordi jeg i så ung en alder blev førtidspensionist (23 år) Så det er jeg faktisk stoppet med at fortælle når jeg møder nye mennesker. Så nøjes jeg med at sige at jeg går hjemme hvilket så også undrer folk når jeg fortæller at min søn går i dagpleje på deltid. Her kan jeg så fortælle at jeg er psykisk syg. Jeg oplever ikke at folk reagerer underligt, de fleste spørger faktisk rigtig meget ind til det. Og dem der ikke gør, taler videre om noget andet og så ved man at de nok bare er den type der ikke synes man taler om den slags, eller har svært ved at tale om det. 

Jeg har fortalt vores dagplejemor om mine sygdomme og hvordan det påvirker min hverdag, og det har jeg det rigtig godt med, fordi det så vil være nemt for mig hvis der opstår noget jeg ikke har det godt med. Eksempelvis kunne jeg sige, at jeg er meget angst for at der skal ske min søn noget imens han er i dagpleje og det løser vi så ved at jeg får en SMS indimellem omkring hvad de laver så jeg ved han har det godt. Så jeg synes klart at det har været et plus at være åben med hende. 

Nu har du lige fået stillet diagnoserne og jeg husker det selv som en ret turbulent tid, og jeg havde ikke et barn dengang, så jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan det er for dig. Men lige da jeg havde fået diagnoserne gik jeg meget op i hvad folk tænkte om mig og talte derfor ikke meget om det, fordi jeg skammede mig lidt og følte at jeg var mindre værd end andre mennesker. Men i takt med at jeg har fået styr på min base derhjemme med en mand der elsker og støtter mig ligemeget hvad, og gået til meget terapi for at lære at forstå, acceptere og også respektere mine følelser, er jeg faktisk blevet okay sikker på mig selv, og føler jeg hviler så meget i mig selv som man nu kan med de diagnoser jeg har, og så betyder andres mening ærligt talt ikke så meget for mig. Jeg bor også i en lille by (300 indbyggere) og jeg ved at folk taler om hinanden, og hvis de taler om mig betyder det ikke så meget, fordi jeg ved med mig selv at jeg er et velfungerende mennske og en rigtig god mor. Og det lyder også til at du hviler lidt i dig selv med lidt usikkerhed som man kun kan forvente når man kæmper med psykiske vanskeligheder. Og ellers er jeg sikker på du nok skal nå dertil. 

Du er meget velkommen til at skrive til mig. Det er altid rart (for mig i hvert fald) at tale med andre der kæmper med nogen af de samme ting som en selv. 

 

Det er lidt pudsigt, for inden jeg læste dit indlæg, sad jeg faktisk og småfilosoferede over, at jeg alligevel ikke er enig i, at diagnosen kun er for sundhedsvæsnet.

Man ville jo aldrig betænke sig på at nævne diagnosen, hvis man havde en fysisk sygdom. Hvis man ikke nævner diagnosen, når man har en psykisk lidelse, så er man jo med til at "vedligeholde" tabuet, og så kommer vi aldrig fordommene til livs.

Det er ikke noget at være flov over.

Som sagt synes jeg ikke, man behøver tale om det til en fest eller på et kursus el.lign., men eller synes jeg egentlig, det er vigtigt at få nedbrudt alle tabuerne.

Som du skrive, så har TS lige fået diagnosen, og så føles det hele lidt kaotisk. 

I dag er jeg også ret ligeglad med, hvad folk tænker om, at jeg er i fleksjob. Jeg har ikke "kun" haft en depression, men også en psykose, hvor jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling. Det ved min nuværende kolleger godt, selv om det er en del år siden, og selv om jeg var på en anden arbejdsplads dengang. 

Har faktisk også - heldigvis - oplevet, at der er mange, der har stor forståelse og spørger ind med oprigtig interesse.

Men det tager tid at nå dertil, hvor man hviler så meget i sig selv, at man blæser på dem, der er fordomsfulde.