Jeg synes bestemt, at du skal gå efter din drøm. Du skriver, at du altid har haft en drøm om at læse medicin, så det er jo ikke bare en idé, du lige har fået.
Forestil dig, hvordan det vil være at nå pensionsalderen og så tænke på, at man har brugt hele sit arbejdsliv på noget, som man længe har vidst, ikke er det rigtige.
At påbegynde et studie som 28-årig og blive færdig, når man er midt i 30´erne, er ikke gammelt. Du vil stadig have rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, det er en fordel for dig, at du har noget livserfaring, når du påbegynder uddannelsen til læge, hvor du kommer til at arbejde med mennesker.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det ikke er rart, hvis der er nogen, der siger "hvad sagde jeg", hvis det viser sig, at du ikke kan gennemføre. Men det skal bestemt ikke afholde dig fra at prøve. Det kræver jo også noget at læse til sygeplejerske, så du har allerede bevist, at du "kan noget". Kunne det tænkes, at din far bare er bange for, at du skal få et nederlag og ønsker at skåne dig ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.
Tidligere var det jo lidt sådan "skomager bliv ved din læst", men i dag er der mange, der skifter spor - også som 40-årige.
or det ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.
Du kan jo heller ikke rigtigt lægge drømmen fra dig, når din mand er læge - du bliver jo konfronteret med den hele tiden.
Selvfølgelig skal du og din mand være enige om det, og der er noget økonomi og logistik i det. Ingen tvivl om, at det er et hårdt studie, men jeg tror, du vil ærgre dig så meget, hvis du ikke prøver.
Go for it.