Droppe ud af spl. studie og læse medicin - hjælp:(

Anonym skriver:

Hej brugere på baby!

 

Jeg er anonym fordi jeg har klassekammerater herinde som ikke behøver at vide at jeg overvejer at droppe ud hvis ikke det bliver aktuelt.

 

Jeg er 25, fylder 26 i september. Jeg har 2 børn på 6 og 2 år. Jeg læser til sygeplejerske og har været i gang i et år. Har netop overstået første klinikperiode, og jeg synes det er spændende, men jeg har altid haft drømmen om at læse medicin. Jeg har haft en turbulent barndom (åh nej ikke dén gamle sang.....) Jeg har altid fået banket ind i hovedet at "det kan du ikke" med hensyn til alt - og blevet spurgt "hvorfor vælge medicin, hvorfor vælge noget fra øverste hylde, du kan vælge så meget andet" af min far, når jeg har luftet min drøm. Har drømt om dette i mange år. Jeg ved ikke, jeg tror bare ikke jeg har troet på jeg kunne, og derfor valgte jeg at læse til sygeplejerske. Som sagt synes jeg det er spændende, men det giver mig ikke nok, hvis i forstår. Jeg vil mere. Jeg vil have hænderne ned i patienten, jeg vil være den som siger "vi gør det og det" og så se min patient blive bedre på grund af en behandling eller en medicin JEG har ordineret. Jeg ved der er mere til en sygeplejerske end at rede senge og følge folk på toilettet, men jeg ved allerede nu, at jeg ikke vil arbejde som sygeplejerske hele mit liv. Og efter min første klinikperiode er jeg blot blevet bekræftet i, at medicin er det rigtige. Min kæreste er også læge, og jeg er så dødmisundelig over alle de fede fede ting han laver hver dag på jobbet.

Problemet er at jeg er knap 26. Jeg har ikke fagene eller snittet til at søge ind på medicin nu, så dem vil jeg skulle læse op. Har snakket med VUC og også fået lagt en plan - det vil tage mig 2 år. Jeg sidder med papiret nu, og skal egentlig blot betale for min tilmelding, og så møde op på skolen d. 14. august og så kører bussen. Det er virkelig det jeg vil. Men samtidig tænker jeg - du er 25 og vil være knap 28 når (hvis) du starter på medicin. Jeg er bange for min families reaktion hvis jeg dropper ud og ryger på VUC. "Åh nej, endnu en ting hun ikke kunne finde ud af at gøre færdig). Økonomisk er der ingen problemer, vi klarer os fint på SU, det er rent tidsmæssigt og den slags. Jeg ved jo i realiteten heller ikke om jeg KAN få snittet til at læse medicin. Jeg er godt begavet, og føler mig ret sikker på at jeg sagtens kan, men det er ikke en givet ting ligesom min plads på sygeplejerskeuddannelsen er. Bliver jeg på min pind er jeg garanteret job om 2,5 år, hvorimod hvis jeg dropper ud går der 8 år før jeg er færdig som læge. Det kan godt give mig lange hynder at tænke på.

 

Jeg kunne blive en rigtig god sygeplejerske - men jeg vil ikke være god, jeg vil være fantastisk. Og jeg ville kunne blive en fantastisk læge. Men jeg er sådan i tvivl.

 

Hvad ville i gøre? Blive på jeres sikre pind og nøjes, eller tage springet og håbe på det bedste? 

 

Hører også gerne fra folk som har stået i samme situation som mig. 

Mange hilsner og tak på forhånd 

 

 

Alderen er da komplet ligegyldig, du skal alligevel arbejde, til du er 78 år.

Udlev din drøm - du har kun ét liv!!

Rockertand skriver:

Alderen er da komplet ligegyldig, du skal alligevel arbejde, til du er 78 år.

Udlev din drøm - du har kun ét liv!!

Kort og kontant - det kan jeg lide!

Det er bare om at komme i gang! Jeg er praktiserende læge og har verdens bedste job. Har aldrig fortrudt (jo måske efter en hæslig nattevagt og så.lige op til eksamenerne) 

Du har 30-35 ÅR (!!!) tilbage på arb.markedet, vælg det du helst vil

Hilsen lotchen 

ann-kristina skriver:

Det er bare om at komme i gang! Jeg er praktiserende læge og har verdens bedste job. Har aldrig fortrudt (jo måske efter en hæslig nattevagt og så.lige op til eksamenerne) 

Tak! Det er præcis sådan jeg gerne vil have det i fremtiden - altså tænke "jeg har verdens bedste job!"... Og jeg ved allerede, at det kommer ikke til af ske som sygeplejerske 

Jeg er 41 år og netop optaget på pædagog uddannelsen. Det vil blive benhårdt med børn og job ved siden af studiet og jeg  vil være en gammel kone når jeg er færdig. Men jeg ved at jeg vil fortryde resten af mine dage, hvis jeg ikke i det mindste gør forsøget.

Jeg har lavet 117 andre ting og har andre uddannelser. Men det har ikke været forgæves for det har gjort mig til det menneske jeg er i dag. Din tid på sygeplejerske-uddannelsen er en del af rejsen til at finde ud af hvad du egentlig vil, det er på ingen måde forgæves. 

Pøj pøj :-)

Da jeg læste tysk på universitetet, var der to ældre herrer i min klasse. Den ene var 72 år gammel, tidligere læge og den anden var 76 år gammel, tidligere psykiater. De kedede sig begge to og valgte så at læse noget. 

Min mor, som er uddannet sygeplejerske, tog en pædagoguddannelse som 53 årig. 

Det er aldrig for sent. Gå efter din drøm. Pøj pøj. 

Når i har børn synes jeg der er flere ting i det. Selvfølgelig er det fedt bare at springe ud i det, men i har jo et ansvar

- for der første er det en rigtig drøm eller en spontan drøm? Det lyder som om du vil det, men vær sikker på det er noget du vil også når det bliver surt og hårdt. 

- hvad synes din kæreste ? Hans opbakning er 100 pct nødvendigt han kommer jo til at trække det økonomiske læs og skal derfor være med på vognen. Hvis han egentlig synes det er en dårlig ide eller ender med at blive bitter over de begrænsninger det medfører vil det kunne ende i skilsmisse  

- hvordan vil i rent praktisk få det Til at hænge sammen? Medicinstudiet er som du ved benhårdt og med en lægemand of 2 børn er det ikke let også når der er turnus på fx Bornholm  

jeg synes man skal følge sine drømme så det er ikke for at være negativt.  jwg kommer bare med input så du får lidt mere at tænke over. Kunne du ikke søge orlov på sygeplejesker studiet til at afprøve VUC og om drømmen overhovedet er mulig. Der er Inter dårligt i et sikkerhedsnet. 

Jeg vil i øvrigt anbefale dig at tage en snak med en psykolog med erfaring k derfor job/uddannelse. Bare en time giver virkelig mange guldkorn. Og personen har ingen aktier i dit valg. Det koster lidt men jeg har brugt det i forbindelse med store beslutninger og kan også hjælpe med afklaring hvis du ender med at forblive sygeplejerske. 

Hels og lykke

Jeg synes bestemt, at du skal gå efter din drøm. Du skriver, at du altid har haft en drøm om at læse medicin, så det er jo ikke bare en idé, du lige har fået.

Forestil dig, hvordan det vil være at nå pensionsalderen og så tænke på, at man har brugt hele sit arbejdsliv på noget, som man længe har vidst, ikke er det rigtige.

At påbegynde et studie som 28-årig og blive færdig, når man er midt i 30´erne, er ikke gammelt. Du vil stadig have rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, det er en fordel for dig, at du har noget livserfaring, når du påbegynder uddannelsen til læge, hvor du kommer til at arbejde med mennesker.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det ikke er rart, hvis der er nogen, der siger "hvad sagde jeg", hvis det viser sig, at du ikke kan gennemføre. Men det skal bestemt ikke afholde dig fra at prøve. Det kræver jo også noget at læse til sygeplejerske, så du har allerede bevist, at du "kan noget". Kunne det tænkes, at din far bare er bange for, at du skal få et nederlag og ønsker at skåne dig ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.

Tidligere var det jo lidt sådan "skomager bliv ved din læst", men i dag er der mange, der skifter spor - også som 40-årige.

or det ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.

Du kan jo heller ikke rigtigt lægge drømmen fra dig, når din mand er læge - du bliver jo konfronteret med den hele tiden.

Selvfølgelig skal du og din mand være enige om det, og der er noget økonomi og logistik i det. Ingen tvivl om, at det er et hårdt studie, men jeg tror, du vil ærgre dig så meget, hvis du ikke prøver.

Go for it.

Tommelise skriver:

Jeg synes bestemt, at du skal gå efter din drøm. Du skriver, at du altid har haft en drøm om at læse medicin, så det er jo ikke bare en idé, du lige har fået.

Forestil dig, hvordan det vil være at nå pensionsalderen og så tænke på, at man har brugt hele sit arbejdsliv på noget, som man længe har vidst, ikke er det rigtige.

At påbegynde et studie som 28-årig og blive færdig, når man er midt i 30´erne, er ikke gammelt. Du vil stadig have rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, det er en fordel for dig, at du har noget livserfaring, når du påbegynder uddannelsen til læge, hvor du kommer til at arbejde med mennesker.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det ikke er rart, hvis der er nogen, der siger "hvad sagde jeg", hvis det viser sig, at du ikke kan gennemføre. Men det skal bestemt ikke afholde dig fra at prøve. Det kræver jo også noget at læse til sygeplejerske, så du har allerede bevist, at du "kan noget". Kunne det tænkes, at din far bare er bange for, at du skal få et nederlag og ønsker at skåne dig ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.

Tidligere var det jo lidt sådan "skomager bliv ved din læst", men i dag er der mange, der skifter spor - også som 40-årige.

or det ? Mon ikke han trods alt vil være stolt, hvis du gennemfører.

Du kan jo heller ikke rigtigt lægge drømmen fra dig, når din mand er læge - du bliver jo konfronteret med den hele tiden.

Selvfølgelig skal du og din mand være enige om det, og der er noget økonomi og logistik i det. Ingen tvivl om, at det er et hårdt studie, men jeg tror, du vil ærgre dig så meget, hvis du ikke prøver.

Go for it.

 

 

 

Hov - den sætning, der begynder med

"or det ?" skal ikke være der.

Det går ikke altid godt, hvis man vil flytte rundt på noget og så får kopieret.