Er jeg urimelig?

Sagen er den at jeg er en lille smule træt af min mand, men ikke ved om jeg er urimelig. Vi blev forældre for 6 uger siden og har i forvejen et barn på 3 år. I går aftes spørger jeg manden om han ikke vil tage vores 6 ugers baby om natten, hvis baby ikke falder i søvn igen efter natamning således at jeg kan sove lidt mere sammenhængende i nat, og det vil manden gerne og jeg siger så at hvis han er vågen et par timer i nat så kan han få lov at sove til kl. 10.00 i dag, men at hvis baby sover igennem kun afbrudt af amninger hvorefter baby så falder i søvn, så må han gerne tage over om morgenen så jeg kan sove lidt ekstra der. Vi går så i seng kl. 23 og jeg ammer 2 gange i løbet af natten hvorefter baby falder i søvn bagefter. Dejligt. Først kl. 05.45 er baby frisk og jeg vækker far som tager ham med ind i stuen i 1 time og underholder. Så kommer han ind med baby igen da jeg skal amme og jeg ammer så og baby er stadig frisk efter amning. Her forventer jeg så at han tager over igen så jeg kan sove bare til kl. 08.00-08.30, men far mener så at nu skal han sove fordi han har været oppe i 1 time og at vi aftalte at så skulle han jo sove længe. Her mener jeg så at han bør tage baby efter amning så jeg kan sove lidt ekstra når jeg endelig har muligheden for at blive udhvilet, og manden var jo ikke oppe med ham om natten men først her til morgen. Men jeg stod så op kl. 07.00 med begge unger og manden sover. Jeg under ham skam gerne søvn, men jeg føler ikke at han forstår at jeg er pænt ophængt og engang imellem har behov for bare at kunne sove. Han har kun aflastet mig 2 gange om natten på de over 6 uger så det er ikke fordi at jeg føler at jeg stiller skyhøje krav. Den anden dag tog jeg ned til mine forældre med begge børn så han havde en aften, nat og morgen for ham selv. Han går til fodbold 2 gange om ugen, hvor er jeg er selv med begge unger fra 16-22. Han høre aldrig sure miner når han vil ud i weekenden, hvilket dog er sjældent, men han gør det af og til med min opbakning. Jeg står for alt herhjemme indenfor, altså tøjvask, rengøring, oprydning osv. Han tager sig dog mest af haven og vi skiftes til at lave mad. Men vores hjem er altid pænt og rent og rytteligt til han kommer hjem fra job og der sættes han aldrig til noget andet end når han laver lidt aftensmad. Forventer ikke en 50-50 når jeg er på barsel, men forventer at blive hjulpet i ny og næ om natten. Bare hver 14. dag ville jeg nyde at vide at jeg bare kunne sove lidt bedre end til hverdag. Det er bare som om at han bliver ret negativ når jeg beder ham aflaste og at han ikke forstår hvor hårdt det er med et spædbarn kilet til en konstant og de fleste nætter sover jeg 4-5 timer i alt om natten, så jeg er dødtræt. I hverdagen sover jeg ofte på sofaen så manden ikke bliver vækket om natten, når jeg skal amme så føler virkelig at jeg tager hensyn. Han gør bare ikke så meget tilbage. Forlanger jeg virkelig for meget? 

Nej, du er ikke urimelig. Fair nok at du er på barsel, og derfor tager de nætter hvor han skal op og på arbejde, men ved fridag/weekend skal han hjælpe til så du kan indhente lidt søvn. Du behøver ikke love ham noget til gengæld, han skal tage sin del af det hårde arbejde ved spædbørn.

Denne gang er det jo sket, så prøv at lade være med at bruge mere energi på at være sur, men for fremtiden så lad være med at lave alle mulige hvis og hvis løfter - han skal stå tidligt op og tage børnene indtil du har sovet ud - færdig basta. Sov godt (forhåbentlig allerede imorgen!) 

Lomm skriver:

Nej, du er ikke urimelig. Fair nok at du er på barsel, og derfor tager de nætter hvor han skal op og på arbejde, men ved fridag/weekend skal han hjælpe til så du kan indhente lidt søvn. Du behøver ikke love ham noget til gengæld, han skal tage sin del af det hårde arbejde ved spædbørn.

Denne gang er det jo sket, så prøv at lade være med at bruge mere energi på at være sur, men for fremtiden så lad være med at lave alle mulige hvis og hvis løfter - han skal stå tidligt op og tage børnene indtil du har sovet ud - færdig basta. Sov godt (forhåbentlig allerede imorgen!) 

Jeg syntes jo også at han skal tage sin del i weekenden sådan så jeg kan hvile ekstra, men det er som om at han føler at han virkelig har gjort noget stort hvis han står op bare 1 time om natten. Derfor tænkte jeg at ved så at lade ham sove længe i dag ville gøre at han så var lidt mere medgørlig når han skulle op med baby tidligt i morges, men der tog jeg fejl. Men vil heller ikke bruge en masse energi på at være sur overhovedet men øv det er begyndt at gå mig på. Han var noget mere på med den første fødte. 

Altså min mand har aldrig taget nætter og vores ældste er 15 måneder, og det er altid mig der står op med dem (yngste er 3 måneder) . Så jeg synes det lyder som luksus, to gange på 6 uger  

Så det er vel hvilke forventninger man har 

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg er en lille smule træt af min mand, men ikke ved om jeg er urimelig. Vi blev forældre for 6 uger siden og har i forvejen et barn på 3 år. I går aftes spørger jeg manden om han ikke vil tage vores 6 ugers baby om natten, hvis baby ikke falder i søvn igen efter natamning således at jeg kan sove lidt mere sammenhængende i nat, og det vil manden gerne og jeg siger så at hvis han er vågen et par timer i nat så kan han få lov at sove til kl. 10.00 i dag, men at hvis baby sover igennem kun afbrudt af amninger hvorefter baby så falder i søvn, så må han gerne tage over om morgenen så jeg kan sove lidt ekstra der. Vi går så i seng kl. 23 og jeg ammer 2 gange i løbet af natten hvorefter baby falder i søvn bagefter. Dejligt. Først kl. 05.45 er baby frisk og jeg vækker far som tager ham med ind i stuen i 1 time og underholder. Så kommer han ind med baby igen da jeg skal amme og jeg ammer så og baby er stadig frisk efter amning. Her forventer jeg så at han tager over igen så jeg kan sove bare til kl. 08.00-08.30, men far mener så at nu skal han sove fordi han har været oppe i 1 time og at vi aftalte at så skulle han jo sove længe. Her mener jeg så at han bør tage baby efter amning så jeg kan sove lidt ekstra når jeg endelig har muligheden for at blive udhvilet, og manden var jo ikke oppe med ham om natten men først her til morgen. Men jeg stod så op kl. 07.00 med begge unger og manden sover. Jeg under ham skam gerne søvn, men jeg føler ikke at han forstår at jeg er pænt ophængt og engang imellem har behov for bare at kunne sove. Han har kun aflastet mig 2 gange om natten på de over 6 uger så det er ikke fordi at jeg føler at jeg stiller skyhøje krav. Den anden dag tog jeg ned til mine forældre med begge børn så han havde en aften, nat og morgen for ham selv. Han går til fodbold 2 gange om ugen, hvor er jeg er selv med begge unger fra 16-22. Han høre aldrig sure miner når han vil ud i weekenden, hvilket dog er sjældent, men han gør det af og til med min opbakning. Jeg står for alt herhjemme indenfor, altså tøjvask, rengøring, oprydning osv. Han tager sig dog mest af haven og vi skiftes til at lave mad. Men vores hjem er altid pænt og rent og rytteligt til han kommer hjem fra job og der sættes han aldrig til noget andet end når han laver lidt aftensmad. Forventer ikke en 50-50 når jeg er på barsel, men forventer at blive hjulpet i ny og næ om natten. Bare hver 14. dag ville jeg nyde at vide at jeg bare kunne sove lidt bedre end til hverdag. Det er bare som om at han bliver ret negativ når jeg beder ham aflaste og at han ikke forstår hvor hårdt det er med et spædbarn kilet til en konstant og de fleste nætter sover jeg 4-5 timer i alt om natten, så jeg er dødtræt. I hverdagen sover jeg ofte på sofaen så manden ikke bliver vækket om natten, når jeg skal amme så føler virkelig at jeg tager hensyn. Han gør bare ikke så meget tilbage. Forlanger jeg virkelig for meget? 

Det lyder rigtig meget som min datters far. Vi boede dog ikke sammen, men når han så var på besøg i weekenderne ville jeg gerne at han hjalp til om natten eller om morgenen så jeg kunne indhente bare en smule søvn. Han vågnede så ikke når vores datter vågnede om natten, så det endte med at jeg klarede natflaskerne og sådan, og så til gengæld vækkede ham når hun var frisk kl 5-6 stykker. Som regel stod han så op med hende, skiftede ble, gav flaske og legede en times tid hvorefter han kom ind og forventede at kunne sove 1½-2 timer mere. - Det var jo ikke lige så hårdt for mig at undvære søvnen når jeg jo var vant til det 

Jeg har ingen gode råd, for jeg kan ærligt ikke huske noget der hjalp før jeg brød sammen og græd mens jeg rasende fortalte ham præcis hvor lidt jeg sov til hverdag, og ikke bare kunne sove når ungen sov om dagen, fordi hendes lure sjælden varede mere end 45 minutter. - Og at han jo ligesom tog hjem igen og kunne gå tidligt i seng, og indhente den tabte søvn med det samme. Eller sove i toget hvis den var helt gal for ham. 

Soonmom skriver:

Altså min mand har aldrig taget nætter og vores ældste er 15 måneder, og det er altid mig der står op med dem (yngste er 3 måneder) . Så jeg synes det lyder som luksus, to gange på 6 uger  

Så det er vel hvilke forventninger man har 

Han kan ikke tage nætterne som sådan da jeg ammer, men har et par gange vugget baby i søvn om natten efter amning og skiftet en ble. Det lyder hårdt aldrig at få lidt aflastning, det ville jeg have det svært ved. Specielt fordi jeg står med begge unger meget alene til hverdag. Er også mig der puttet den store samt smøre madpakker. Min mand spiller en del computer om aftenen og forleden havde jeg efter 2 timer fået baby til at sove og i det den lille sover vågner den store ved at hun er faldet ud af sengen og må så gå ind til hende hvilke resultere i at den lille vågner igen og jeg må så starte forfra. Der var far i et spil og hørte intet. Det er nok også sådanne ting der gør at jeg føler mig ret alene om tingene engang imellem. Det forstærker nok også min irritation ifht til i morges. 

MummiT skriver:

Det lyder rigtig meget som min datters far. Vi boede dog ikke sammen, men når han så var på besøg i weekenderne ville jeg gerne at han hjalp til om natten eller om morgenen så jeg kunne indhente bare en smule søvn. Han vågnede så ikke når vores datter vågnede om natten, så det endte med at jeg klarede natflaskerne og sådan, og så til gengæld vækkede ham når hun var frisk kl 5-6 stykker. Som regel stod han så op med hende, skiftede ble, gav flaske og legede en times tid hvorefter han kom ind og forventede at kunne sove 1½-2 timer mere. - Det var jo ikke lige så hårdt for mig at undvære søvnen når jeg jo var vant til det 

Jeg har ingen gode råd, for jeg kan ærligt ikke huske noget der hjalp før jeg brød sammen og græd mens jeg rasende fortalte ham præcis hvor lidt jeg sov til hverdag, og ikke bare kunne sove når ungen sov om dagen, fordi hendes lure sjælden varede mere end 45 minutter. - Og at han jo ligesom tog hjem igen og kunne gå tidligt i seng, og indhente den tabte søvn med det samme. Eller sove i toget hvis den var helt gal for ham. 

Puha det lyder også hårdt  Det er så træls de ikke forstår at vi altså har det sådan hver eneste nat! Frustrerende. 

Anonym skriver:

Han kan ikke tage nætterne som sådan da jeg ammer, men har et par gange vugget baby i søvn om natten efter amning og skiftet en ble. Det lyder hårdt aldrig at få lidt aflastning, det ville jeg have det svært ved. Specielt fordi jeg står med begge unger meget alene til hverdag. Er også mig der puttet den store samt smøre madpakker. Min mand spiller en del computer om aftenen og forleden havde jeg efter 2 timer fået baby til at sove og i det den lille sover vågner den store ved at hun er faldet ud af sengen og må så gå ind til hende hvilke resultere i at den lille vågner igen og jeg må så starte forfra. Der var far i et spil og hørte intet. Det er nok også sådanne ting der gør at jeg føler mig ret alene om tingene engang imellem. Det forstærker nok også min irritation ifht til i morges. 

Min kæreste arbejder fra morgen til aften, så det er også mig der står for putningen her. Begge børn har heldigvis lært selv at falde i søvn så det er ikke slemt. 

Far gav lillebror hans første ble og har ikke skiftet siden og det er også i hvert fald 3 måneder siden han skiftede den store. Igen det handler om forventningerne til hinanden. Her arbejder manden og jeg passer hus og børn. Dog ville jeg aldrig acceptere at han sad og spillede computer spil fremfor at være sammen med sine børn

Soonmom skriver:

Altså min mand har aldrig taget nætter og vores ældste er 15 måneder, og det er altid mig der står op med dem (yngste er 3 måneder) . Så jeg synes det lyder som luksus, to gange på 6 uger  

Så det er vel hvilke forventninger man har 

No offense, men det synes jeg lyder sørgeligt. Som mor har man født og taget som udgangspunkt det meste af tiden med baby (og amning er i øvrigt drønhårdt arbejde), hvorfor er det så manden der skal have sin skønhedssøvn? Hvorfor i alverden finder du/man sig i sådan en arbejdsfordeling?

ALLE nyder godt af at mor er udhvilet, og imens mor sover kan far jo så få lov (i fred) at knytte bånd til hans børn.

Soonmom skriver:

Min kæreste arbejder fra morgen til aften, så det er også mig der står for putningen her. Begge børn har heldigvis lært selv at falde i søvn så det er ikke slemt. 

Far gav lillebror hans første ble og har ikke skiftet siden og det er også i hvert fald 3 måneder siden han skiftede den store. Igen det handler om forventningerne til hinanden. Her arbejder manden og jeg passer hus og børn. Dog ville jeg aldrig acceptere at han sad og spillede computer spil fremfor at være sammen med sine børn

Jeg kan godt acceptere at han spiller lidt computer om aftenen for at koble af, men ikke helt i den grad han praktisere det. Han arbejder også meget og det er ham som tjener pengene her i huset, men stadig mener jeg ikke at han skal fritages fra alt det praktiske hvad angår vores børn, da jeg syntes det er et fælles ansvar. Men jeg skal nok skrue mine forventninger ned og prøve at acceptere at det er lidt hårdt lige nu. Tak for dine svar