Omsorgssvigt

lineog4 skriver:

Der må jeg nok erkende jeg simpelthen ikke vil kalde det andet end skøn dog et helt igennem fagligt og velbegrundet. Vi er simpelthen ikle i stand til alle i det vi stadig ikke ved, præcis hvilke neurologiske "fejl" der giver autisme. Og jeg ser stadig eksempler på børn der udviser autisme træk, bliver diagnosticeret som autister og hvor det senere viser sig det var på grund af en fysisk sygdom som egentlig er den primære sygdom og kan give såkaldte autistiske træk. 

Vi kan ikke med sikkerhed: autisme er en og samme diagnose, selv i dk hvor man egentlig har været meget opsat på at beholde autismespeltrer, anerkender man det er flere neurologiske lidelser vi har givet en samle betegnelse. Og ingen tvivl om nogle af disse er arvelige, nogle er måske endda helt ens og man kan med tiden finde lige præcis det der udløser. Men der også nogle der udløses af andre faktorer. 

Jeg tror på videnskaben, men jeg tror ikke på vi har fundet det endelige svar heller ikke om autismespektret

Men så er det vel i bund og grund heller ikke autisme, hvis deres opførsel skyldtes en fysisk sygdom som var blevet opfattet som autistiske træk? Der er vel også forskel på at have træk af noget og så faktisk at have det, tænker jeg 

Men så er det vel i bund og grund heller ikke autisme, hvis deres opførsel skyldtes en fysisk sygdom som var blevet opfattet som autistiske træk? Der er vel også forskel på at have træk af noget og så faktisk at have det, tænker jeg 

Ja men de har ikke desto mindre endt med diagnosen. Autisme diagnose bliver givet på baggrund af en udredning på børnepsyk. Det er ikke bare en lille udredning men er ikke desto mindre foretaget af mennesker og i bund og grund jo primært baseret på oplevelser af dem omkring barnet og observationer - nu skal det ikke lyde som jeg synes børnepsyk ikke gør et fantatisk stykke arbejde, men det er baseret på observationer (delvist en behavioristisl tilgang). Og der er flere eksempler på "forkerte" diagnoser, netop fordi andre udfordringer fysiske som psykiske kan give nogle af de samme, hvis ikke helt de samme "symptomer". 

"Vi" ved stadig ikke helt præcist hvad der giver autisme. Vi ved noget men ikke alt - hjernen er stadig kun udforsket i en meget lille grad i forhold til hvor kompleks den er. 

Og jeg mangler stadig at få at vide, hvad r autisme. Det er neurologisk ja, men ellers er forklaringen primært baserer på trækkene ved autisme og det er så dem børn med andre udfordringer også kan udvise. 

Aristocats skriver:

Men så er det vel i bund og grund heller ikke autisme, hvis deres opførsel skyldtes en fysisk sygdom som var blevet opfattet som autistiske træk? Der er vel også forskel på at have træk af noget og så faktisk at have det, tænker jeg 

Det er en spektrum sygdom, dvs den ikke har en enslydende begrundelse og forløb:

http://www.autismeforening.dk/autismeForening.aspx?linkId=1

I Danmark bruger vi fx stadig betegnelsen asperger, det er man gået væk fra i andre lande. Og det hedder netop ikke autisme, men autismespektrum fordi det på ingen måde er enslydende. 

I gode gamle dage var man meget snæversynet omkring autisme og havde en tendens til at sige: sådan er autister. 

Nu er man mere forstående over for at der ikke findes en og kun en autisme, men der findes træk som er at placere inden for der spektrum og hvor man med en struktureret indsats kan arbejde med udfordringer. 

Autisme spektret strækker helt fra den unge jeg en gang var afløser til på et aflastningshjem, der ikke kunne være i gruppen overhovedet, stort set intet sprog havde trods han var 9, og hvor der sociale samspil var stort set udeblivende til den elev der kan sidde inkluderet i en almindelige folkeskoleklasse med støtte fra en struktureret klasseledelse

dorthemus skriver:

Det er altså at forklejne en udredning at kalde det et "skøn". En udredning tager uger og nogle gange måneder og er meget omfattende. Dels gennem undersøgelser af barnet og dels gennem en meget grundig anamnese som man giver som forældre og beskriver i detaljer barnets liv fra det bliver født. Med hensyn til det sidste så er det altså vrøvl at hævde at børn får autisme pga omsorgssvigt. Jørns mor har selv autisme men for 20 år siden vidste man ikke at piger også kunne have autisme så hun har heller ikke fået den hjælp der skal til for at kunne give sit eget barn det han har brug for. Så Jørn er arveligt disponeret og svært udfordret på flere fronter. 

Da min yngste søn for snart 15 år siden fik diagnosen Aspergers, gjorde børnepsyk meget ud af at betone, at selvom de var overbeviste, så var en diagnose en vurdering, et bedste bud ud fra det, de observerede her og nu.  Ikke en pr. definition altid gældende og forblivende ''dom''. Det er klart, at det i nogle tilfælde er helt evident, at et barn har autisme eller ADHD, men i mange andre tilfælde må man med rette sige, at det er et skøn. Et velbegrundet og saglig et, naturligvis. 

Jeg ved sgu  ikke, om min nu 18-årige søn har Aspergers, eller om han blot har personlighedstræk, i dag meget milde, til fælles med folk med Aspergers. Jeg vil umiddelbart gætte på, at man ville stille spørgsmål til hans diagnose og måske trække den tilbage i dag - så enten er han en yderst mildt præget Aspergers, eller også havde han det aldrig, selvom han dengang opfyldte kriterier ''nok''. Og det VAR og er jo i sidste ende de involverede professionelles skøn, om fundene er tungtvejende og tydelige nok til at udløse en diagnose. 

Selvom jeg har noget så fysisk og objektivt som en sclerose-diagnose, så har der siddet nogle læger og vurderet, om mine - relativt milde - symptomer, sammenholdt med x antal plakforekomster på billedet af min hjerne, på det aktuelle tidspunkt kunne opfylde kriterierne for diagnosen. Og jeg har officielt sclerose på det grundlag, men professoren formulerer det fortsat, at der er belæg for at formode, det er den neurologiske sygdom, jeg har. Til syvende og sidst er det også et skøn. Og her er tale om noget langt mere objektivt end fx autismespektret. 

Det er en spektrum sygdom, dvs den ikke har en enslydende begrundelse og forløb:

http://www.autismeforening.dk/autismeForening.aspx?linkId=1

I Danmark bruger vi fx stadig betegnelsen asperger, det er man gået væk fra i andre lande. Og det hedder netop ikke autisme, men autismespektrum fordi det på ingen måde er enslydende. 

I gode gamle dage var man meget snæversynet omkring autisme og havde en tendens til at sige: sådan er autister. 

Nu er man mere forstående over for at der ikke findes en og kun en autisme, men der findes træk som er at placere inden for der spektrum og hvor man med en struktureret indsats kan arbejde med udfordringer. 

Autisme spektret strækker helt fra den unge jeg en gang var afløser til på et aflastningshjem, der ikke kunne være i gruppen overhovedet, stort set intet sprog havde trods han var 9, og hvor der sociale samspil var stort set udeblivende til den elev der kan sidde inkluderet i en almindelige folkeskoleklasse med støtte fra en struktureret klasseledelse

Jeg ved godt autisme er et spektrum, men jeg tænker at der alligevel er forskel på at direkte ligge på spektrumet og så kun have visse træk? Jeg har ligesom dig, selv arbejdet med autister uden sprog, men jeg har samtidig en rigtig god ven med "aspergers" som nu betegnes som højt fungerende autisme eller "highly functioning autism", som man aldrig ville gætte hvis man ikke vidste det, at han er autist. 

Selvom noget er et spektrum, så tænker jeg at der er forskel på måske at have visse tendenser til at ligge på spektrumet og så direkte ligge på det - men det er jo nok også dér snakken bliver kompliceret, for det er jo hele tingen med et spektrum - men jeg tænker nu alligevel at der er en vis forskel, hvor man vil betegne en person som værende på spektrumet eller ikke værende, men måske nogle visse træk der ligner eller minder om, men ikke "nok" til at betegne personen som direkte autist. Ikke ensbetydende med at der kun er en måde at være autist på eller at de alle sammen er ens, for det er de soleklart på ingen måder, men kan man være en mellem-ting eller ej? Jeg har ikke lyst til at lyde firkantet eller sort/hvid, men enten er man autist eller så er man vel ikke? I mine øjne er "træk" i hvert fald noget der kan minde om et eller andet, men ikke nok til at være en komplet diagnose. Jeg tænker sagtens man kan have træk af forskellige ting, men for mig er træk ikke lig med full blown diagnose, hvis man skal sige det på den måde - men det kommer vel også an på hvordan man læser tingene. 

Aristocats skriver:

Håber det er i orden jeg spørger, på hvilke andre måder kommer hendes autisme til udtryk på? 

Selvfølgelig må du det

Da Runa var helt lille bed jeg som sådan ikke så meget mærke i om hendes adfærd var anderledes end andre børns, men jeg kan huske at jeg tænkte om hun mon havde ADHD fordi hun var så aktiv, sjældent sad stille og fordybede sig og aldrig sov. Men hun havde øjenkontakt, pludrede og grinede. Havde tydeligt humor og vinkede og var nysgerrig på andre. Men da hun blev fire år blev jeg opmærksom på at ikke alt var som det skulle være. Hun misforstod ofte legen og andre børns intentioner. Hun var mere interesseret i de voksne og Var svær at fastholde i venskaber og leg. At føre en dialog med Runa var også svært, set i bakspejlet, fordi hun spurgte og spurgte om ting mellem himmel og jord men var ofte slet ikke interesseret i at høre svaret. Det vil sige, at hun simpelthen ikke forstod hvad en samtale gik ud på og hvordan man fører en. Men hun har altid været meget vellidt og sjov og derfor tror jeg hun så længe gik under radaren. 

Nu fungerer hun Super godt. Hun er medicineret for sin ADHD hvilket har givet en kæmpe ro hos hende. Hun går i en god specialskole i en velfungerende klasse og er i en rivende god udvikling. 

Jeg ved godt autisme er et spektrum, men jeg tænker at der alligevel er forskel på at direkte ligge på spektrumet og så kun have visse træk? Jeg har ligesom dig, selv arbejdet med autister uden sprog, men jeg har samtidig en rigtig god ven med "aspergers" som nu betegnes som højt fungerende autisme eller "highly functioning autism", som man aldrig ville gætte hvis man ikke vidste det, at han er autist. 

Selvom noget er et spektrum, så tænker jeg at der er forskel på måske at have visse tendenser til at ligge på spektrumet og så direkte ligge på det - men det er jo nok også dér snakken bliver kompliceret, for det er jo hele tingen med et spektrum - men jeg tænker nu alligevel at der er en vis forskel, hvor man vil betegne en person som værende på spektrumet eller ikke værende, men måske nogle visse træk der ligner eller minder om, men ikke "nok" til at betegne personen som direkte autist. Ikke ensbetydende med at der kun er en måde at være autist på eller at de alle sammen er ens, for det er de soleklart på ingen måder, men kan man være en mellem-ting eller ej? Jeg har ikke lyst til at lyde firkantet eller sort/hvid, men enten er man autist eller så er man vel ikke? I mine øjne er "træk" i hvert fald noget der kan minde om et eller andet, men ikke nok til at være en komplet diagnose. Jeg tænker sagtens man kan have træk af forskellige ting, men for mig er træk ikke lig med full blown diagnose, hvis man skal sige det på den måde - men det kommer vel også an på hvordan man læser tingene. 

nu forstår jeg dit spørgsmål. De tilfælde jeg referer til var ikke bare på en lille del af spektret. De var lige så "autistiske" som andre, og havde diagnosen fra børnepsyk, det endte bare med der (måske) var en anden fysisk forklaring end forventet. Og deres primære udfordring var bundet i noget fysisk (den ene var en genfejl), men deres profil passede ind i autismespektret, men var begrundet i noget man vidste - svært at forklare, men de elever jeg ellers har haft med autisme, der har man ikke kunne sige; det er fordi der er en genfejl, en knude i hjernen, eller hvad det nu kan være. Hvor med de andre har man med en ret stor sandsynlighed kunne sætte lighedstegn mellem en fysisk lidelse og det at de udviklede så mange autisme træk så man vil placere dem inden for spektret.

Og det er egentlig det der er det essentielle, vi er stadig på middelalderstadiet når det kommer til autismespektret, formodentlig vil vi over tid kunne udspecificere i højere grad og måske få flere diagnoser end blot autismespektret. På samme måde som det skete med MDB, så blev til DAMP, som nu er blevet til ADHD, ADD og er der en til?

Vi formoder fx autisme er arveligt, det baserer vi på det løber i familier. Men der er også tilfælde af autisme hvor det er den første i familien med de udfordringer, måske begrundelsen for de to slags er forskellige. Der er store gradsforskelle endda inden for infantil autisme, måske der også er flere lidelser end vi ved. Vi er slet ikke færdige med at indsamle viden.  Og personligt tror jeg ikke der en form for autisme og så alle de forkerte, jeg tror der er flere grunde som giver de samme udfordringer - men det er jo bare min personlige tro som der dog er flere og flere der hælder til.

nielsen80 skriver:

Det som Line skrev samt, at man -såvidt jeg ved - i psykologiens verden snakker om " vinduer" i de tidlige stadier, hvor man (måske) har mulighed for at udbedre nogle af de omtalte skader. Men man KAN ikke sige at A altid fører til B, når man har med menneskets psyke at gøre. Og ja de fleste adoptivbørn har ar, men heldigvis formår langt de fleste at leve et godt og rigt(følelses) liv alligevel, som jeg skrev!

Hilsen en som for år tilbage satte mig godt og grundigt ind i adoption, da vi ikke troede, vi kunne få børn OG har en søster med bachelor i psykologi og underviser(bla med Jørn som case) på gymnasiet i emnet.

Så er vi jo enige  

Jeg er helt med på, at man ikke kan sige at A nødvendigvis fører til B. Men vi ved, at der ER et traume som aldrig forsvinder og som vil have betydning for vedkommende.  Hvordan det viser sig og i hvor stort et omfang variere er selvfølgelig individuelt. Bla påvirket af, om de problematikker der er bliver mødt at forældre og fagpersonale der er klædt på til det  

Langt de fleste adoptivbørn klarer sig heldigvis godt. Men der er dobbelt så mange adoptivbørn i psykiatrien, så det er relevant at være obs  

Er glad for i ikke fik brug for det. Ikke fordi det ikke er dejligt at adoptere, men det er også en hård proces <3

dorthemus skriver:

Selvfølgelig må du det

Da Runa var helt lille bed jeg som sådan ikke så meget mærke i om hendes adfærd var anderledes end andre børns, men jeg kan huske at jeg tænkte om hun mon havde ADHD fordi hun var så aktiv, sjældent sad stille og fordybede sig og aldrig sov. Men hun havde øjenkontakt, pludrede og grinede. Havde tydeligt humor og vinkede og var nysgerrig på andre. Men da hun blev fire år blev jeg opmærksom på at ikke alt var som det skulle være. Hun misforstod ofte legen og andre børns intentioner. Hun var mere interesseret i de voksne og Var svær at fastholde i venskaber og leg. At føre en dialog med Runa var også svært, set i bakspejlet, fordi hun spurgte og spurgte om ting mellem himmel og jord men var ofte slet ikke interesseret i at høre svaret. Det vil sige, at hun simpelthen ikke forstod hvad en samtale gik ud på og hvordan man fører en. Men hun har altid været meget vellidt og sjov og derfor tror jeg hun så længe gik under radaren. 

Nu fungerer hun Super godt. Hun er medicineret for sin ADHD hvilket har givet en kæmpe ro hos hende. Hun går i en god specialskole i en velfungerende klasse og er i en rivende god udvikling. 

Tusinde tak for uddybningen og skønt at høre at hun trives - mange specialskoler er virkelig også bare gode 

Som et af de børn der selv har oplevet manglende omsorg, og været udsat for andre ting kan jeg sige at det for mig er meget svært at danne positive blivende tilknytninger til andre mennesker..

Jeg kan sagtens have overfladiske venneforhold, og jeg kan sagtens dele hele mit liv med fremmede mennesker jeg lige har mødt...

men den der dybe kontakt med alle følelserne og 100% af mig er der meget få der oplever...

jeg har svært ved at læse situationer, og ender nogen gange med at sige ting man ikke burde..

Jeg har også svært ved at lave den korrekte mimik, og ender ofte med at lyde nedladende eller sur når jeg prøver at lave sjov... ofte kan jeg se andre er i tvivl om hvordan det jeg lige sagde skulle forstås...

Jeg kom i plejefamilie da jeg var 5.5 og det har været min redning og gjort at jeg er kommet meget langt i forhold til hvor jeg nok ville være endt...

de er i dag min eneste familie udover min kæreste, søn og svigerfar...

Vores søn har altid haft svært ved den dybe kontakt også, helt tilbage fra baby med øjenkontakt også selvom vi virkelig har været der og været tæt fra dag et af...

han får hjælp, og støtte ved at gå i basisgruppe (6 børn, 4 voksne), og skal starte i vækstklasse til oktober (igen 6 børn, 4 voksne)...