Uventet gravid med nummer 3

Vi blev uventet gravide med nr 3. Det var en kæmpe rutchebanetur, da vi ikke skulle have flere. Min mand var meget imod at få barnet, og da jeg ikke ønsker at sætte et barn til verden, som ikke er ønsket af begge parter, valgte vi at få en abort. MEN jeg kunne ikke få mig til at ringe til lægen, og lukkede mig inde i mig selv i en uges tid. Jeg kunne bare ikke. Og min mand kunne heldigvis se det, og "valgte" at ændre mening. Han fortalte at han syntes at vi skulle beholde det, inden jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne gennemgå en abort.

Det tog os lidt tid. Jeg var 9-10 uger henne inden jeg begyndte at se lysere på det. Og min mand vendte 180 grader efter NF.

Og nu glæder vi os begge. Men det var bestemt ikke nemt, og hvis han virkelig ikke ønskede det barn, var jeg nød til at gennemgå aborten. Men det havde nok været på bekostning af vores forhold. 

Jeg er 17 uger henne nu, og vi kunne ikke forestille os andet end at vi selvfølgelig skal have 3 børn. Dog SKAL vi IKKE have flere efter dette, så min mand har fået klippet strengene For vil nødigt stå i sådan en situation igen.

Anonym skriver:

Hejsa

jeg er helt ny herinde og har aldrig brugt sådanne sidder før. 

Sagen er den, at jeg er blevet uventet gravid: hvordan skete det lige? Jeg har en dejlig skøn mand som er fuldstændig klar på den her fanilie forøgelse! Vi har i forvejen 2 børn på 7 og knap 4. 

Det her er mit livs største chok! Jeg troede ikke vi skulle ha flere børn - men det tænker jeg med al sandsynlighed vi skal! Jeg kan nok ikke klare en abort. Samtidig har jeg en uro indeni, og jo slet ikke de følelser jeg havde, som jeg havde da jeg blev gravid med de to andre. 

Er der nogen som har oplevet noget lignende og er kommet 'hele' ud på den anden side og lykkelige for en 'uventet 3'er'? 

Kh den chokerede ��

Lang historie, men ja - vi fik en meget overraskende 3'er og har selvfølgelig aldrig fortrudt. Her ville et tredje barn nu nok være kommet til under alle omstændigheder, men nr. to var kun 14 mdr., da mindstemand blev født, og dét var ikke planen. Men da vi først havde sundet os, var der ikke noget at rafle om, og han kom til verden lige så velkommen og elsket som sine to ældre søskende. 

Jeg synes jeg stadig vågner med hjertebanken og angst i kroppen. Måske fordi jeg i virkelig heden er et meget kontrolleret menneske - så situationen er jo ret neget ude af kontrol. Og uanset hvilket valg jeg tager får det konsekvenser. Jeg troede til fornylig jeg bare kunne få en abort og så var alt godt. Men der er jeg nok alligevel for naiv? Min mand er super hjælpsom og en kæmpe stor del af hverdagen. Han laver mad, handler og i det hele taget passer han bare rigtig godt på os alle. Så jeg ved ikke hvad der sådan kan hyle mig ud af den? Hele billedet om at skulle være 5 måske? 

Jeg har også en nummer 3 (4) som ikke er planlagt. Vi vidste begge to godt på det tidspunkt at jeg ikke ville gå igennem en abort, der var talt igennem så da jeg stod med to streger bar der slet ingen tvivl. Men det var ikke en graviditet som en dans på roser, var lige blevet fastansat så det var første forhindring: hvordan fik jeg sagt det? 

Min mand blev aldrig glad under hele graviditeten, men forelskede sig i sin søn da han kom ud. Det har taget lang tid at bygge et forhold op igen - ja det er nok aldrig blevet som før. Vores søn er knuselsket og jeg ville aldrig have været ham foruden. Jeg var nok lidt hemmelig glad for graviditeten allerede efter den første store hjertescanning, men det var underligt fordi jeg ikke kunne dele den glæde med min mand.

Det må ha været rigtig hårdt - det er nok lidt omvendt herhjemme. Men mange omkring mig siger, at glæden kommer stille og roligt. Måske jeg også er skræmt af, at vi er de eneste i vores omkreds der skal ha en 3'er? Og andre har børn på vores alder. Så vil den lille altid være udenfor - arg min hjerne kører på højtryk!!!!!! 

Anonym skriver:

Det må ha været rigtig hårdt - det er nok lidt omvendt herhjemme. Men mange omkring mig siger, at glæden kommer stille og roligt. Måske jeg også er skræmt af, at vi er de eneste i vores omkreds der skal ha en 3'er? Og andre har børn på vores alder. Så vil den lille altid være udenfor - arg min hjerne kører på højtryk!!!!!! 

Nej da, den lille vil ikke altid være udenfor - så er der heller ikke længere op til jeres 4-årige, og det er ikke nogen forhindring for en skøn barndom at være den lille. Han/hun skal nok finde selskab  - og hvem siger iøvrigt, I vil være de eneste til at få en 3'er? Eller at jeres omgangskreds ikke bliver udvidet med årene, måske netop i kraft af barnet? 

Omkring dét med at have tre børn - hvilket faktisk er det almindeligste i vores omgangskreds, det er jo ikke just usædvanligt - så fortalte en psykolog, jeg kender, engang om den særlige dynamik i en familie med tre eller flere børn. Der er så mange flere mulige konstellationer på kryds og tværs. Men det er selvfølgelig ren teori og aldrig et argument alene for at få et 3. barn - argumentet skal være, at I har lyst og overskud og ikke føler jer definitivt færdige med at få børn. 

Min glæde kom, straks beslutningen om at gennemføre graviditeten var truffet - så var der ligesom frit slag for begejstring og forhåbninger. 

Du har helt ret i alt det første. 

Men vi VAR jo færdige med, at få børn. Nu er situationen jo så anderledes.... Mine to øvrige børn er iøvrigt nogle fantastisk nemme børn, som bliver rost i både børnehave og skole. Så hvad er det, som Tricker mig? Alle omkring mig vil støtte, hjælpe og nyde det. Det er kun mit hoved der ikke helt kan følge med. Mine bedste veninder, min mand og mine forældre tror ikke jeg kan gennemføre en abort - de tror det vil gøre alt for ondt senere. Min mand tror endda risikoen for, at vores forhold holder til en abort er megwt lille. Han vil hellere 'bære mig igennem' en graviditet og vise mig, at det ikke er en ulykke at få en lille solstråle mere �� han er ret fantastisk .... ❤️ Så mon det kan være hele min 'frarøvelse' af styring, som får mig helt ud i panikkens verden?? 1000 tak fordi I tager jer tid til, at svare mig.

Jeg er samme sted. Er 5-6 uger henne med nr 3. Er først færdig med uddannelse om 2,5 år, bor i en lille lejlighed i Kbh og har 2 i forvejen. En på 2 og en på 4. 

Min mand vil ikke have flere, men jeg kan ikke få en abort (har prøvet det 2 gange før og fortrød den sidste...). Han er ok med det nu, men ja, det passer bare virkelig dårligt.

Det lyder godt nok også hårdt! Så I beholder også babyen? 

Anonym skriver:

Du har helt ret i alt det første. 

Men vi VAR jo færdige med, at få børn. Nu er situationen jo så anderledes.... Mine to øvrige børn er iøvrigt nogle fantastisk nemme børn, som bliver rost i både børnehave og skole. Så hvad er det, som Tricker mig? Alle omkring mig vil støtte, hjælpe og nyde det. Det er kun mit hoved der ikke helt kan følge med. Mine bedste veninder, min mand og mine forældre tror ikke jeg kan gennemføre en abort - de tror det vil gøre alt for ondt senere. Min mand tror endda risikoen for, at vores forhold holder til en abort er megwt lille. Han vil hellere 'bære mig igennem' en graviditet og vise mig, at det ikke er en ulykke at få en lille solstråle mere �� han er ret fantastisk .... ❤️ Så mon det kan være hele min 'frarøvelse' af styring, som får mig helt ud i panikkens verden?? 1000 tak fordi I tager jer tid til, at svare mig.

Jeg kommer i tanker om to oplevelser, der gjorde indtryk på mig, mens vi var i tvivl om beslutningen. Den ene var, at jeg, der altid har været for den fri abort, men dog aldrig selv havde haft brug for muligheden, pludselig bandede den langt væk. Jeg syntes, det ville være så meget enklere, hvis jeg ikke havde haft et valg. Altså ønskede jeg faktisk, at der ikke var nogen beslutning at træffe, at jeg ingen kontrol havde - og når jeg havde det sådan, lå det jo så lige for, at jeg måtte beslutte at beholde barnet. 

Den anden var, at jeg midt i al desperationen og ulykkeligheden bad min mand om en cigaret, selvom jeg ammede vores dengang yngste og altså tilmed var gravid. Jeg slukkede den dog straks igen og sagde til min mand, at selvom vi måske nok ikke skulle have dette barn, så skulle jeg da stadigvæk være god ved "den", mens den var der - det var min første oplevelse af spontan ømhed og omsorg for fosteret, og det blev skelsættende for mig. 

Angående kontroltab blev jeg gravid i første hug og helt efter planen med de to første, så det var virkelig et chok, da jeg pludselig ikke havde bestemt og planlagt nr. tre - men hvor var det bare en positiv og lærerig oplevelse for os at få rystet vores timede og tilrettelagte liv og ttage imod en kæmpegave, vi slet ikke vidste, at vi ønskede os. Der er en særlig næsten andægtighed, når vi ser på verdens bedste Jeppe og tænker tanken om, at han bare sådan dukkede op på trods af masterplanen.