Fordomme.

Hej Freja ..
Kan kun sige at jeg ved hvordan du har det !!
Jeg har fået mange åndsvage kommentare (Både herinde og af andre) om hvorfor i alverden vi prøvede at få børn, det var både tåbeligt, åndsvagt osv. bare fordi man gerne vil være ung mor ..
Jeg hader folk der dømmer en, uden at kende personen - specielt når det handler om store beslutninger, og jo - det ER en stor beslutning, men DET ER VORES VALG ! - Og så længe vi kan give børnene kærlighed, omsorg og alt det der høre med til at få et barn, så har de ingenting at pege fingre af !

-Hilsen Kia, En der gerne vil være ung mor, og som er stolt af det ..

Jeg har så lyst i al beskedenhed til at spørge hvor mange af jer der blev mødre tidligt og som skriver i denne tråd om hvor træls det er at blive spurgt om sit parforhold som faktisk ER sammen med faderen i dag - for det er jo desværre mere reglen end undtagelsen at meget unge forældre går fra hinanden "oftere" end de som venter 5-10 år, ikke? Så måske er det faktisk ikke fordomme (fordindtagede generaliseringer som kun passer på et mindretal af gruppen) men faktisk sådan som det oftest er med meget unge mødre. Personligt kender jeg ingen som fik børn før de fyldte 20 som stadig er sammen med faderen.

Det er så på INGEN måde det samme som at de er dårligere mødre end alle andre, selvfølgelig ikke. Men jeg kan ikke forstå at I har så svært ved at forstå at andre mennesker bliver nysgerrige eller har netop de fordomme om unge mødre - og jeg kan slet ikke forstå hvorfor man skulle skamme sig over at have små fordomme hist og pist - det er trods alt bare hjernens genveje og helt naturligt om end meget meget unuancerede billeder af andre mennesker...

Kh Rosa

Har altid været byens barnepige. Da det så kom frem at jeg var gravid -18 år. Hov så kunne ingen pludselig snakke til mig
Jeg blev spurgt a en a dem jeg har passet børn for om jeg var gravid, et par uger før jeg havde valgt at jeg virkelig ville beholde Astrid (blev næsten tvunget til abort gennem faren) men fordi hun er lidt a en sladrekælling, ville jeg jo ingenting sige så svaret blev nej. Efter at jeg så havde valgt at beholde hende på trods a farens hårde ord, skrev jeg til hende for at fortælle at jeg faktisk var gravid, den eneste melding jeg fik igen var: 'Det ved vi godt'.. Ikke en gang bar et lille 'Tillykke var at hente. Nej hvor har jeg dog aldrig været mere skuffet, og deres sønner har jeg rendt og passet op i hovede og røv uden betalling i SÅ mange år.

Men ikke bare det. Nu hvor man er ung skal man bare altid spørges om det var planlagt: og hva så hvis det var??? -må man ikke det mere???
Nu var Astrid ikk planlagt, men hun har da altid været en drøm. Så blev da vildt glad da jeg fandt ud af hun var på vej, men det gjorde hendes far bare ikke
Men jeg har ligesom valgt at tage den derfra og så valgte hendes far jo så alt kontakt fra. Fint nok, jeg skal nok klare mig, men han fik/får ikk lov at være ukendt far. Men når det ligesom også kommer frem i en samtale, når man fortæller om det hele, hovsa så dukker der jo et nyt spørgsmål op: HVEM ER FAREN???? -Der må jeg hoppe a, og dertil forklare, at da Astrid far har valgt hende fra vil jeg ikke have at nogen ved det. Men hvis han en dag kommer på andre tanker, og vi fx finder sammen, så skal i nok få det at vide. Men når nej, det er jo selvfølgelig ikke nok. Så kommer der jo til at mangle guf i lagkagen når historien skal fortælles videre. Men hallo, så må folk jo holde op med at putte mere guf i lagkager end der er fra start..

Men nej, jeg fortryder Ingenting og kommer Aldrig til det. Astrid batyder alt og alt bliver gjort efter Astrid. Også hvad der angår fyre!!!
Men hvor ville jeg dog ønsker folk bare kunne acceptere at unge også får børn, vi er da ikk anderledes i sind kun vores alder er ikke så gammel..

Jeg elsker min mormor's kommentar til da jeg var blevet gravid: 'Er det ikke lidt tidlig?' hun tænker: 'Nej, så ung var vi jo da det var os! Hovsa det skulle folk nok tænke noget mere over, VI unge kan jo ikke gøre for at de gamle trækker statestikken op!

Men her har vi det begge godt, og får alt muligt ros fra min sundhedsplejerske, så tro mig. Folk kan sq kigge som de vil, Jeg nyder at være mor, og er lige så god som alle andre.. Også de gamle, det gør ingen forskel!!!!!!!!!!!!!1

Hilsen en stolt mor, som nyder det unge liv

Astrids-mor skriver:

Har altid været byens barnepige. Da det så kom frem at jeg var gravid -18 år. Hov så kunne ingen pludselig snakke til mig
Jeg blev spurgt a en a dem jeg har passet børn for om jeg var gravid, et par uger før jeg havde valgt at jeg virkelig ville beholde Astrid (blev næsten tvunget til abort gennem faren) men fordi hun er lidt a en sladrekælling, ville jeg jo ingenting sige så svaret blev nej. Efter at jeg så havde valgt at beholde hende på trods a farens hårde ord, skrev jeg til hende for at fortælle at jeg faktisk var gravid, den eneste melding jeg fik igen var: 'Det ved vi godt'.. Ikke en gang bar et lille ' Tillykke var at hente. Nej hvor har jeg dog aldrig været mere skuffet, og deres sønner har jeg rendt og passet op i hovede og røv uden betalling i SÅ mange år.

Men ikke bare det. Nu hvor man er ung skal man bare altid spørges om det var planlagt: og hva så hvis det var??? -må man ikke det mere???
Nu var Astrid ikk planlagt, men hun har da altid været en drøm. Så blev da vildt glad da jeg fandt ud af hun var på vej, men det gjorde hendes far bare ikke
Men jeg har ligesom valgt at tage den derfra og så valgte hendes far jo så alt kontakt fra. Fint nok, jeg skal nok klare mig, men han fik/får ikk lov at være ukendt far. Men når det ligesom også kommer frem i en samtale, når man fortæller om det hele, hovsa så dukker der jo et nyt spørgsmål op: HVEM ER FAREN???? -Der må jeg hoppe a, og dertil forklare, at da Astrid far har valgt hende fra vil jeg ikke have at nogen ved det. Men hvis han en dag kommer på andre tanker, og vi fx finder sammen, så skal i nok få det at vide. Men når nej, det er jo selvfølgelig ikke nok. Så kommer der jo til at mangle guf i lagkagen når historien skal fortælles videre. Men hallo, så må folk jo holde op med at putte mere guf i lagkager end der er fra start..

Men nej, jeg fortryder Ingenting og kommer Aldrig til det. Astrid batyder alt og alt bliver gjort efter Astrid. Også hvad der angår fyre!!!
Men hvor ville jeg dog ønsker folk bare kunne acceptere at unge også får børn, vi er da ikk anderledes i sind kun vores alder er ikke så gammel..

Jeg elsker min mormor's kommentar til da jeg var blevet gravid: ' Er det ikke lidt tidlig?' hun tænker: ' Nej, så ung var vi jo da det var os! Hovsa det skulle folk nok tænke noget mere over, VI unge kan jo ikke gøre for at de gamle trækker statestikken op!

Men her har vi det begge godt, og får alt muligt ros fra min sundhedsplejerske, så tro mig. Folk kan sq kigge som de vil, Jeg nyder at være mor, og er lige så god som alle andre.. Også de gamle, det gør ingen forskel!!!!!!!!!!!!!1

Hilsen en stolt mor, som nyder det unge liv

jeg vil bare lige give dig en klapsalve!!!

FrejaJ skriver:

Noget af det værste ved at være ung mor, er simpelthen de grimme fordomme man møder.

Nu nævner jeg bare en af de værste fordomme jeg har oplevet :

Jeg skulle have et møde med en oppe fra kommunen ang nogle børnepenge. Hun kunne slet ikke koncentrere sig om hvad jeg snakkede om. Hun sad bare og undersøgte mig og min søn, med sit "elevatorblik" . Pludselig afbryder hun mig, og siger helt forbavset " GUUUD.. Han er jo så ren og pæn, også dig Freja!" Gennem mødet der kun varede 10 min, men føltes længere, nåede hun at komme med den samme kommentar flere gange! Jeg var drøn ked af det da jeg gik derfra. Hun troede hun roste mig, men det sårede mig helt vildt, at gå ud fra at jeg ikke kunne passe min søn. >(

Hver gang.. hver gang jeg skal præsentere mig for nogen og man er kommet i snak, bliver man altid spurgt om de samme spørgsmål : Er det ikke hårdt?, Er du stadig sammen med faderen? Har du dine forældre i nærheden ? Fortryder du? osv..
De er okay at være nysgerrig.. Meen.. Jeg ku ALDRIG finde på at spørge en mor, om hun fortryder!!! Jeg er stadig mor, selvom jeg er 21 dengang 17.. Det er sårende at blive spurgt om... Jeg vil ikke stå og forsvare min beslutning over for fremmede mennesker.

Er der nogle andre af jer seje mødre der har oplevet lignende eller andre fordomme????

Hilsen fra Freja

Jeg ha' aldrig oplevet , hvor folk kommer hen til mig eller gav mig onde blikke , selvom jeg er 21 år ..

Men utroligt at folk er sådan over for dig .. "Sviner" dig til på den måde .. :O

Hva' rager det folk , hvornår man får børn i 20'erne ?!

Pia. skriver:



Hvad jeg tænker, jeg tænker stakkels barn som skal vokse op uden en mor... ved da godt alle mødre kan dø - også i en ung alder, men en mor på 60 har nu engang større chance for at gå bort fra sit barn end en mor på 30....

så jeg tænker det er ikke okay... men jeg mener også man skal være ung med sine børn og min grænse for at få børn er nok lidt tidligere end andre ....

Knus Pia

og hun er også død for et par måneder siden, den mor......

men ja jeg tænkte også lige der, at hun da var for gammel, netop fordi der eer stor chance for at en dme i den alder ville dø før barnet kunne klare et liv på egen hånd

Hej alle

Har i længere tid fulgt godt med i alle jeres indlæg og kommentarer, men har også brug for nogle gode råd og meninger uanset om de er gode eller dårlige.

jeg er en frisk og udadvendt moden pige på 16 år - tæt de 17 år. En kæreste på 21. Vi har kendt hinanden knapt de 8 år - men været kærester i 3 år. Vi føler os klar til at få en lille bebs og dette er vores største drøm begge to. Vi bor i hus som er vores eget, min kæreste er netop lige blevet færdig som tømrer og jeg er igang med social-og sundhedshjælper udd. Men... Det eneste som holder os tilbage er simpelphen alle disse modbydelige fordomme og det at skulle blive set ned på. Jeg frygter dette rigtig meget.  Er bange for at folk vil tro at vi ikke gør det godt nok som forældre da jeg er så ung..

Vil meget gerne høre, hvad i har at sige..

VH

altså...det undre mig lidt...for nu læser jeg at mange af jer havde rundet de 20 da i fik første barn...ja self er man ung...men jeg vil da ikke betegne det som så ung mor igen...ihvertfald ikke for ung...
for man er jo flyttet hjemmefra, er voksen og har lært at tage vare på sig selv...
self er der nok nogle som ikke er så modne igen i den alder, men er de fleste ikke det i den alder?

jeg betegnede slet ikke mig selv som "ung" mor da jeg fik Kasper...jeg var bare mor, og muligvis har jeg haft skyklapper på og ikke lyttet efter hvad folk sagde, men jeg syntes egentlig aldrig jeg har mødt grimme nedsættende bemærkninger, og måske derfor betegner jeg ikke en på 20 for at være for ung til at få børn?

hmmm, sorry, det var et sidespring, men kom lige til at undre mig

Da jeg fik min første var jeg 21 og jeg røg i en mg for unge mødre... dengang (2003) blev man betegnet som ung mor så længe man fik barn før man var fyldt 25år Ihvertfald i den kommune vi boede i dengang

Jeg har ikke mødt det store af fordomme... heldigvis Faktisk så den eneste jeg mindes der virkede fordømmende var en af de andre mødre i den mg jeg gik i for unge mødre... og det kom sig af at hun da hun så mig første gang troede jeg var 18år Syntes simpelthen det var så latterligt at hun bedømte mig ud fra det... men omvendt viste det sig at jeg havde mere styr på min tilværelse end hun havde, så tog det ikke så tungt...

De kommentarer du har været udsat for syntes jeg er groteske og eksempler på manglende pli !! For sådan taler man bare ikke til sine medmennesker

For mig har det at være en god forældre intet med alder at gøre, men derimod hvordan man varetager opgaven.

Qnuz

edit: så først da jeg havde svaret, hvor gammel tråden oprindeligt var

Det er en meget gammel tråd, men følte lige jeg ville af med en kommentar:

Jeg er ung mor (24 med 3) med de fordomme jeg møder er anderledes da jeg er muslim med tørklæde;

Er du glad sammen med din mand?

Er du lykkelig? Er du sikker?

Du må ikke få abort vel?

Behandler din mand dig godt?

Hvor er det synd for dig..

Og den klassiske om at man yngler som rotter :/

 

Bare for jeg er muslim betyder det ikke at jeg er fanget i er ulykkeligt ægteskab med en voldelig mand som tvinger mig til at få børn og tage dækkende tøj på./

Det er altså en idiotisk fordom

FrejaJ skriver:

Noget af det værste ved at være ung mor, er simpelthen de grimme fordomme man møder.

Nu nævner jeg bare en af de værste fordomme jeg har oplevet :

Jeg skulle have et møde med en oppe fra kommunen ang nogle børnepenge. Hun kunne slet ikke koncentrere sig om hvad jeg snakkede om. Hun sad bare og undersøgte mig og min søn, med sit "elevatorblik" . Pludselig afbryder hun mig, og siger helt forbavset " GUUUD.. Han er jo så ren og pæn, også dig Freja!" Gennem mødet der kun varede 10 min, men føltes længere, nåede hun at komme med den samme kommentar flere gange! Jeg var drøn ked af det da jeg gik derfra. Hun troede hun roste mig, men det sårede mig helt vildt, at gå ud fra at jeg ikke kunne passe min søn. >(

Hver gang.. hver gang jeg skal præsentere mig for nogen og man er kommet i snak, bliver man altid spurgt om de samme spørgsmål : Er det ikke hårdt?, Er du stadig sammen med faderen? Har du dine forældre i nærheden ? Fortryder du? osv..
De er okay at være nysgerrig.. Meen.. Jeg ku ALDRIG finde på at spørge en mor, om hun fortryder!!! Jeg er stadig mor, selvom jeg er 21 dengang 17.. Det er sårende at blive spurgt om... Jeg vil ikke stå og forsvare min beslutning over for fremmede mennesker.

Er der nogle andre af jer seje mødre der har oplevet lignende eller andre fordomme????

Hilsen fra Freja

Jeg blev gravid inden jeg startede på efterskole men opdagede det først da jeg havde gået på skolen i 3 måneder.. og valgte så at blive på skolen hvilket nogen bare slet ikke kunne forstå at jeg måtte, for jeg skulle da smides ud??? - af nogle af forældrene hørte man tit: "hvad gør i ved hende når i er ude på andre skoler og til gymnastik-opvisninger?" (som om det var en skam for skolen at have en der var gravid).. 

- Jeg har ikke hørt noget negativt omkring det at være ung mor.. Ikke andet end: "Det er så synd for dig, du mister din ungdom"..