Andre med enebarn

EnGodMor skriver:

Men det "glemmer" man jo med tiden, det syntes jeg. 

Jeg har haft tre ekstrem dårlige graviditeter og to dårlige fødsler og en fuldstændig fantastisk fødsel, men da jeg fødte alle gangene, tænkte jeg, åh  var det bare det lykken ved at få sine smukke børn op til sig, gjorde bare at alt det dårlige ved graviditeterne og fødslerne blev glemt i det sekund de blev født

Gid jeg også bare kunne tænke sådan 

Anonym skriver:

Gid jeg også bare kunne tænke sådan 

Jeg er enebarn og som barn har det aldrig generet mig. Men da min far døde pludseligt da urgvar 17 og der efterfølgende kom en masse stridigheder da mine tre bedste forældre døde har jeg stort set intet familie tilbage ..så nu som voksen ville jeg ønske jeg havde haft det.   Derfor har vi selv fået to børn så de forhåbentlig har hinanden den dag vi ikke er her mere

Anonym skriver:

Ja det kan jeg godt se, så for dig følelse det stadig som var du enebarn, gør det ikke? Hvis man kan sige det sådan.

Jo, helt klart  

migxher skriver:

Jo, helt klart  

Kan jeg godt forstå.

Mulllesmor skriver:

Jeg er enebarn og som barn har det aldrig generet mig. Men da min far døde pludseligt da urgvar 17 og der efterfølgende kom en masse stridigheder da mine tre bedste forældre døde har jeg stort set intet familie tilbage ..så nu som voksen ville jeg ønske jeg havde haft det.   Derfor har vi selv fået to børn så de forhåbentlig har hinanden den dag vi ikke er her mere

Ja, kan sagtens se hvad du mener.

jeg har det også dårligt med, at jeg ren faktisk godt kan "nøjes" med den jeg har, barnet er alligevel snart seks, så ingen siger at ved det kom en søskende, at de vil blive tætte, når der er den alder forskel.

tilgengæld får jeg følelsen af at svigte mit barn og at jeg måske er bange for at mit barn vil føle sig ensom.

modesty skriver:

Jeg er enebarn og har også kun selv et barn.

Min (eks)mand meldte meget klart ud inden vi prøvede at blive gravide at han kun ønskede et barn. Hans årsag var at vi er mennesker som går meget op i vores mobilitet og frihed. Vi har begge et arbejde som ind imellem kan have sene møder, vi elsker at rejse, vi elsker at være sociale og hænge ud med venner etc. Han ønskede at kunne fortsætte et liv som indeholdt disse ting og mente at det ville være markant nemmere med kun ét barn.

Jeg var skruk i et par år efter vores første barns fødsel, men nu hvor vores søn er snart 5 et halvt, er jeg overbevist om at det var den rigtige beslutning. Jeg ønskede egentlig ikke flere børn, men følte lidt at vi "burde" gøre som de andre og få én til. Jeg er vildt glad for den fleksibilitet som livet med ét barn giver. Samtidig med at jeg har fået den store gave det er at være mor.

Jeg har aldrig selv savnet søskende - hvilket nok også er hvorfor jeg har haft det ret OK med at mit barn blev enebarn.

Jeg har hørt andre ældre enebørn sige at når ens forældre begynder at blive syge og dør, så savner man at have en anden eller nogle andre at dele sorgen med. Men samtidig mener jeg ikke at det ville være forsvarligt at sætte et barn til verden udelukkende for at mildne et andet barns sorg xx antal år nede af vejen.

Jeg har et ekstremt godt og tæt forhold til mine forældre, som med garanti ikke ville have været det samme hvis jeg havde haft søskende. Og de har et meget tæt forhold til min søn som de elsker over alt i hele verden. Dette er virkelig en fordel ved at være enebarn som jeg ser det - hvis og såfremt ens forældre og bedsteforældre er gode, omsorgsfulde mennesker, så er det altså en kæmpe resource at få deres uforbeholdne opmærksomhed og kærlighed - og TID.

har sendt en besked til dig

Min mand er enebarn og har aldrig savnet søskende sir han. Han har tværtimod være irreteret over altid at blive spurgt om han ik har savnet søskende. For som han sir han har jo aldrig kendt andet. Selv er jeg vokset op som enebarn på trods af jeg har 5 halvsøskende. De tre som jeg deler mor med havde faren forældremyndigheden over og så dem ik så tit. De to andre på min fars side boede henholdsvis hos plejefamilie og har en lillesøster som bor hos min far men da jeg ingen kontakt har til min far ser jeg heller ik hende. Så føler mig som enebarn og er vokset op sådan og nej ha heller aldrig savnet søskende i hverdagen og har som voksen meget lidt kontakt med dem også. Tror det svært at savne noget man ik har kendt. Har heller aldrig savnet en far for har aldrig oplevet hvad det indebærer. Tror dem der synes det er synd er dem der selv har det og har været glade for det. Men kender også nogen der har haft 4 søskende eller flere der har været ked af det fordi der aldrig var tid til nærvær med den enkelte. Det vigtigste er at man får de børn man ønsker og har overskud til og ik til hvad andre måtte mene. Min ældste søn var enebarn til han 9 år fordi jeg ik magtede flere børn før. Han er et diagnosebarn og det var sindssygt hårdt og i mange år sagde folk det var synd han ingen søskende fik. Men det var godt vi ventede både for ham og os og måske havde vi aldrig fået flere. Det var tæt på at blive sådan og nej han ville ik ha manglet det. Til gengæld er jeg så selv glad for han fik søskende da jeg dybest set altid har ønsket mig mange børn.

Det er ikke nemt når ens forældre dør, uanset om man er enebarn eller ej. Med søskende har man bare andre udfordringer end enebørn har, men jeg tror ikke de nødvendigvis har det nemmere. Jeg har fx. set rigtig grimme eksempler på søskende der kommer op at toppes om hvem der skal arve hvad, ned til hver lille ligegyldige ting. Begge mine forældre er døde, jeg tror det havde været endnu hårdere for mig, hvis jeg havde haft søskende, ud fra de eksempler jeg har set. De har været mere fokuserede på at få deres del af boet, end at støtte hinanden. Det har bestemt ikke bragt dem tættere på hinanden, tværtimod.

Det er ikke nemt når ens forældre dør, uanset om man er enebarn eller ej. Med søskende har man bare andre udfordringer end enebørn har, men jeg tror ikke de nødvendigvis har det nemmere. Jeg har fx. set rigtig grimme eksempler på søskende der kommer op at toppes om hvem der skal arve hvad, ned til hver lille ligegyldige ting. Begge mine forældre er døde, jeg tror det havde været endnu hårdere for mig, hvis jeg havde haft søskende, ud fra de eksempler jeg har set. De har været mere fokuserede på at få deres del af boet, end at støtte hinanden. Det har bestemt ikke bragt dem tættere på hinanden, tværtimod.

Helt enig, det er snart 6 år siden min mor døde (vi har vores far endnu) vi er 3 søskende. Det er først her inden for det halve/hele år vi er begyndt at blive tætte igen. Og sjovt nok var det min søster baby som har gjort os tætte igen. Men vi har haft en del år hvor vores kontakt kun har været når det var noget stort i familien.  Simpelthen fordi vores mor var samlingspunkt for familien, da hun gik bort forsvandt vores klippe. Det opstod en masse jalousi, som gik helt tilbage til vores barndom, og måden vi har opvokset på 

Min datter på 6 år er ene barn. Jeg er ikke sammen med hendes biologiske far, det var først da hun blev 4 år jeg fandt ud af hun ikke skulle være enebarn. Min bedre halvdel har en kusine og fætter som mistede deres mor, til bisættelsen hvor de 2 krammede hinanden, det var der det gik op for mig at min datter skal have en søskende. Mit mål er at gøre det bedre end mine forælder gjorde mht søskende og jalousi. Jeg vil ikke give så ulige en opmærksomhed som mine forælder gjorde

Vi er dog først lige blevet klar til en et baby, nu her, jeg vil gerne nå at være færdig med min uddannelse ingen jeg er 30, bliver 29 til oktober. 

Så nu håber vi spiren i min mave er synd og rask, så bliver alle vores ønsker opfyldt