Andre med enebarn

Anonym skriver:

Hvis din mor så ikke var kræft syg, ville du så stadig savne det på samme måde?

men kan sagtens følge dig, er selv glad for den ene søskende jeg har, men vi os jævnaldrende. Mit barn og evt ny vil der være ca 7år mellem

Det ville jeg absolut! Når mine forældre en gang ikke er her mere, så er jeg alene.

Jeg har selvfølgelig min egen familie med mand og børn, men udover det, så er der kun en onkel og tante.

Det lå mig også meget på sinde, da jeg var barn, at jeg ville være alene, hvis der skete mine forældre noget. 

Mine forældre ønskede kun et barn, og det må jeg respektere. Men jeg har altid ønsket en søskende. Det har altid manglet for mig, og jeg var meget jaloux på veninder med søskende da jeg var barn. 

Der har helt klart også været goder: vi har været på vilde ferier, jeg havde to værelser og min mors fulde opmærksomhed. Men alt det havde jeg gerne undværet for en søskende. 

Men helt grundlæggende synes jeg kun, at man skal få børn, fordi man ønsker et barn. Jeg synes ikke man skal gøre det fordi barnet gerne vil have en søskende.

EBK skriver:

Det ville jeg absolut! Når mine forældre en gang ikke er her mere, så er jeg alene.

Jeg har selvfølgelig min egen familie med mand og børn, men udover det, så er der kun en onkel og tante.

Det lå mig også meget på sinde, da jeg var barn, at jeg ville være alene, hvis der skete mine forældre noget. 

Mine forældre ønskede kun et barn, og det må jeg respektere. Men jeg har altid ønsket en søskende. Det har altid manglet for mig, og jeg var meget jaloux på veninder med søskende da jeg var barn. 

Der har helt klart også været goder: vi har været på vilde ferier, jeg havde to værelser og min mors fulde opmærksomhed. Men alt det havde jeg gerne undværet for en søskende. 

 

Men helt grundlæggende synes jeg kun, at man skal få børn, fordi man ønsker et barn. Jeg synes ikke man skal gøre det fordi barnet gerne vil have en søskende.

Jeg ønsker et barn - men ikke delen ved at være gravid det er det store problem.. 

Jeg er selv enebarn og er endt med at være mor til 3 levende mirkaler og et dødt. 

Jeg har ikke decideret savnet en søskende da jeg var barn, men jeg kan da godt mærke her som voksen at familien er lille, at jeg ikke har en fortrolig på samme måde som dem jeg kender der har en søskende. Da min far døde var det også svært at være den eneste der kunne huske min far som far. 

Men på den anden side har jeg et tæt forhold til min mor, oplever ikke søskende jalousi som jeg kan læse om herinde osv. Så der er vel fordele og ulemper ved det hele. 

Jeg har ikke fået børn for mine børns skyld, men fordi jeg ønskede børn og jeg elsker at have en flok - ja havde jeg en mand der havde det som mig havde vi sgu nok 7 børn  og det er ikke fordi jeg er enebarn og de ikke skal have det som mig, men fordi jeg elsker at være gravid, føde, babyer, børn og være MOR

Jeg er selv enebarn og har ikke umiddelbart savnet søskende. Jeg kan da godt være lidt misundelig på det bånd mine fætre og kunsiner har med hinanden men på den anden side er der jo ikke nogen garanti for at man får et nært forhold som søskende. Der er jo massevis af eksempler på søskende som ikke kan sammen overhovedet og så bliver de istedet en kilde til problemer. 

lineog4 skriver:

Jeg er selv enebarn og er endt med at være mor til 3 levende mirkaler og et dødt. 

Jeg har ikke decideret savnet en søskende da jeg var barn, men jeg kan da godt mærke her som voksen at familien er lille, at jeg ikke har en fortrolig på samme måde som dem jeg kender der har en søskende. Da min far døde var det også svært at være den eneste der kunne huske min far som far. 

Men på den anden side har jeg et tæt forhold til min mor, oplever ikke søskende jalousi som jeg kan læse om herinde osv. Så der er vel fordele og ulemper ved det hele. 

Jeg har ikke fået børn for mine børns skyld, men fordi jeg ønskede børn og jeg elsker at have en flok - ja havde jeg en mand der havde det som mig havde vi sgu nok 7 børn  og det er ikke fordi jeg er enebarn og de ikke skal have det som mig, men fordi jeg elsker at være gravid, føde, babyer, børn og være MOR

Jeg elsker også at være MOR, men ikke at være gravid eller føde  

IenFart skriver:

Jeg er selv enebarn og har ikke umiddelbart savnet søskende. Jeg kan da godt være lidt misundelig på det bånd mine fætre og kunsiner har med hinanden men på den anden side er der jo ikke nogen garanti for at man får et nært forhold som søskende. Der er jo massevis af eksempler på søskende som ikke kan sammen overhovedet og så bliver de istedet en kilde til problemer. 

Ja, som man siger både fordele og ulemper ved begge ting. 

Jeg var enebarn frem til jeg var 12 hvor min mor fik min ældste søster med en ny mand.

Jeg har som sådan ikke savnet søskende, men nu hvor jeg har søskende ville jeg klart have ønsket at der var kortere imellem. Vi har ikke ret meget ud af hinanden. Der er 12 år mellem mig og den ældste, 14 mellem mig og den mellemste og 16 år mellem mig og den yngste.

Vi er bare vidt forskellige steder i livet da de jo stadig er børn og jeg er voksen med mine egne børn.

Hej baby.dk

Er der nogen herinde, der har valgt kun at få et barn?

Hvorfor valgte i det? 

Åesag? Osv? 

Jeg er enebarn og har også kun selv et barn.

Min (eks)mand meldte meget klart ud inden vi prøvede at blive gravide at han kun ønskede et barn. Hans årsag var at vi er mennesker som går meget op i vores mobilitet og frihed. Vi har begge et arbejde som ind imellem kan have sene møder, vi elsker at rejse, vi elsker at være sociale og hænge ud med venner etc. Han ønskede at kunne fortsætte et liv som indeholdt disse ting og mente at det ville være markant nemmere med kun ét barn.

Jeg var skruk i et par år efter vores første barns fødsel, men nu hvor vores søn er snart 5 et halvt, er jeg overbevist om at det var den rigtige beslutning. Jeg ønskede egentlig ikke flere børn, men følte lidt at vi "burde" gøre som de andre og få én til. Jeg er vildt glad for den fleksibilitet som livet med ét barn giver. Samtidig med at jeg har fået den store gave det er at være mor.

Jeg har aldrig selv savnet søskende - hvilket nok også er hvorfor jeg har haft det ret OK med at mit barn blev enebarn.

Jeg har hørt andre ældre enebørn sige at når ens forældre begynder at blive syge og dør, så savner man at have en anden eller nogle andre at dele sorgen med. Men samtidig mener jeg ikke at det ville være forsvarligt at sætte et barn til verden udelukkende for at mildne et andet barns sorg xx antal år nede af vejen.

Jeg har et ekstremt godt og tæt forhold til mine forældre, som med garanti ikke ville have været det samme hvis jeg havde haft søskende. Og de har et meget tæt forhold til min søn som de elsker over alt i hele verden. Dette er virkelig en fordel ved at være enebarn som jeg ser det - hvis og såfremt ens forældre og bedsteforældre er gode, omsorgsfulde mennesker, så er det altså en kæmpe resource at få deres uforbeholdne opmærksomhed og kærlighed - og TID.

Jeg har en søn, som fylder 18 til sommer. 

Han er helt igennem fantastisk, men graviditeten og fødslen var så forfærdelige, at jeg allerede inden han blev født besluttede, at han forblev enebarn. Jeg hadede at være gravid, selvom jeg fysisk havde det godt. Fødslen havde nær kostet os begge livet og det var dråben. 

Han var enebarn indtil han var 12, så fik vi det første plejebarn, lige fra fødegangen. Hun er 5,5 og er vidunderlig! De to har det tætteste forhold. 

For 2 år siden fik vi et plejebarn mere, også fra spæd, dog nåede han blive 7 måneder inden han kunne flytte ind (pga div. udfordringer fra fødslen).

Så nu har vi en snart 18-årig, som er i gang med at tage kørekort og går i 2.g og vi har to små plejebørn på 5,5 og 2,5 år. 

Jeg elsker børn og at være mor, men min krop skulle altså ikke udsættes for endnu en graviditet og fødsel. 

migxher skriver:

Jeg var enebarn frem til jeg var 12 hvor min mor fik min ældste søster med en ny mand.

Jeg har som sådan ikke savnet søskende, men nu hvor jeg har søskende ville jeg klart have ønsket at der var kortere imellem. Vi har ikke ret meget ud af hinanden. Der er 12 år mellem mig og den ældste, 14 mellem mig og den mellemste og 16 år mellem mig og den yngste.

Vi er bare vidt forskellige steder i livet da de jo stadig er børn og jeg er voksen med mine egne børn.

Ja det kan jeg godt se, så for dig følelse det stadig som var du enebarn, gør det ikke? Hvis man kan sige det sådan.