Hvornår begynder jeg at elske hende?

Kære ts.

Da jeg blev mor for første gang for 5 år siden havde jeg kun hørt om den her store overvældende kærlighed du oplever når du får dit barn i armene. Så da jeg ikke blev ramt af denne panikkede jeg nærmest. Jeg følte mig så forfærdelig. Men det kom med tiden. Efter et par måneder fik jeg følelsen af virkelig at elske hende. Jeg havde ikke nogen depression eller andet, for mig var det bare en overvældende oplevelse at blive mor og jeg skulle lige igennem den første tid. Tal med din sp om det. 

Ønsker dig alt det bedste 

Anonym skriver:

Hold da fast en barsk mor må jeg sige! Hvorfor føder man børn hvis man ikke kan elske dem?! Altså hvorfor planlægger man graviditet hvis man ikke bærer det kærlighed?! Puha du må virkelig have dårlig samvittighed! Jeg vil ikke uddybe mig længere... Håber du finder den rette vej.... 

Og hold da op en barsk kommentar. Og så ovenikøbet ANONYMT ? ����

Hvad er du dog for et menneske, sådan at træde på folk, der ligger ned ? ���� Tænk før du skriver. Og har du ikke noget ordentligt, at sige, så køre videre uden at sætte spor.

Anonym skriver:

Hej.

Jeg blev for en uge siden mor til mit fjerde barn. En lille pige.

Ved alle mine andre elskede jeg dem fra de kom op på min mave og jeg syntes de var så smukke. Ved den her lille pige har jeg slet ikke den samme følelse. Jeg prøver virkelig at elske hende, men jeg kan bare ikke. Jeg ser hende bare som en lille klump kød der kun kan skrige og sove. Jeg synes ikke engang hun er særlig smuk. 

Jeg har simpelthen så dårlig samvittighed 

Kontakt sundhedsplejersken og fortæl hvordan du har det, det lyder som fødselsdepression. Er helt 100% sikker på du nok skal komme til at elske hende og det gør du nok allerede et sted. Hun er jo dit kød og blod og et lille mirakel, selvom hun lige nu bare er en lille hjælpeløs baby. Hun har brug for din kærlighed. 

Anonym skriver:

Hør du lige her smarte, jeg har to drenge jeg elsker af hele mit liv og som jeg vil ofre mig selv for! Sådan en kærlighed har jeg til dem! Jeg ser dem på ingen måder som et stykke kød der sover og græder... Uden dem vil jeg ikke have fungeret og uden dem vil jeg aldrig ku mærke den ægte kærlighed som faktisk er ens børn! Og dine kommentar skulle lyde som om du har en svær depression nu når du synes det er helt normalt at hade sine børn over alt på jorden ���� grow up!

Hold fast jeg håber du udviser mere empati overfor dine børn og ikke mindst lærer dem om det. 

Jeg håber virkelig bare du udtrykker dig uheldigt og ikke er så uempatisk som du fremstår her. 

Kan det tænkes at det måske også skyldes at du har 3 andre børns behov du skal opfylde. Du har jo kkke samme mulighed for kun at fokusere på baby. 

Er sikker på det kommer og ikke mindst at du er verdens bedste mor for netop dine børn. 

Men vær ikke bange for at bede om hjælp fra mand familie og sp hvis nødvendigt. 

Anonym skriver:

Farvel og tak smarte har ikke brug for dine råd jeg har stadig den holdning at man ikke hader sine børn.. Og hvis man gør det så skal man sku forbi psykiatrisk afdeling som du nok også burde gå til.. Ingen har ringet dig op.. Jeg har ikke svaret på din tråd men ts's tråd så hvad sker der lige for dig? Kærlighed ja, den er herhjemme og fylder vores hjem, herhjemme er der ingen der hader nogen.. Specielt ikke spædbørn/babyer eller børn.. som ikke kan udtale sig selv men kun græder og sover... Det er hvad jeg kalder bombastisk at man ikke kan elske sine børn.. Tag og opfør dig voksent ikkås lille skat..? :-* 

Du ligger ord i munden på TS, som hun slet ikke har sagt. Hun skriver på intet tidspunkt at hun hader sit barn overalt på jorden, ej heller at hun syntes hendes barn er grimt. Blot at hun ikke finder barnet smukt lige nu. 

Jeg syntes du er ufattelig hensynsløst overfor TS. Din måde at skrive på til de andre, er for at sige det mildt, virkelig umoden og så har du ikke engang modet til at stå frem med profil.... 

Kære ts.

da jeg for snart 6,5 år siden blev mor følte jeg øjeblikkeligt en helt overvældende kærlighed til min søn. 

Så da jeg igen blev mor for 11 mdr siden til en skøn lille datter kunne jeg slet ikke indrømme overfor mig selv at jeg slet ikke blev ramt af alt overskyggende kærlighed. Det var først en aften da hun var ca 3 mdr og jeg sad i min egen verden og min kæreste hørte mig sig: jeg tro faktisk jeg elsker dig! 

Og han gav mig et kram og spurgte ind til hvad der rørte sig i mig, ikke før der gik det helt op for mig at jeg faktisk ikke var blevet ramt af den samme wauw følelse og at det var helt okay for der er bare så mange flere ting der spillede ind iforhold til storebror osv osv. Ikke desto mindre føler jeg wauw følelsen nu når jeg tænker på lillesøster og jeg er blevet screenet for fødselsdepression osv og jeg er helt normal 

Anonym skriver:

Hej.

Jeg blev for en uge siden mor til mit fjerde barn. En lille pige.

Ved alle mine andre elskede jeg dem fra de kom op på min mave og jeg syntes de var så smukke. Ved den her lille pige har jeg slet ikke den samme følelse. Jeg prøver virkelig at elske hende, men jeg kan bare ikke. Jeg ser hende bare som en lille klump kød der kun kan skrige og sove. Jeg synes ikke engang hun er særlig smuk. 

Jeg har simpelthen så dårlig samvittighed 

Jeg vil lige bidrage med min historie. 

Da jeg fik min pige havde jeg været indlagt 2,5 uge med SSF og var kraftigt medicineret. 

Da hun kom op på maven var mine første tanker "Kæft, hvor er det surrealistisk" og "du har da ikke kunnet være derinde". Og så var der ellers tomt. 

Hun viste sig at være kolik barn og de første 3 måneder havde jeg glædeligt afleveret hende til sundhedsplejersken... Herefter blev det så småt hverdag, og jeg gjorde alt det, jeg skulle gøre - fordi jeg skulle. 

Hun var omkring 7-8 måneder inden jeg var sikker på, jeg elskede hende. I dag er hun 3 år, og jeg vil gå i døden for hende. 

Det er fint, du er OBS på det, og du skal bestemt udtrykke dine tanker til folk omkring dig - men det er helt normalt, og kærligheden skal nok komme på et tidspunkt. 

Jeg elskede min ældste datter overalt på jorden fra første sekund - jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende. 

Min yngste datter vænnede jeg mig til... Indtil en dag hvor en endnu vildere kærlighed ubemærket var vokset frem, og jeg pludselig elskede hende så uoverskueligt meget, at hun var mit ét og alt.

Nu er følelserne mere stabiliserede, og kærligheden er bare stor og stærk herhjemme.

Du skal nok finde kærligheden til dit barn. Måske kommer den bragende, måske kommer den snigende.

Hej.

Mange tak for alle jeres svar!<3

Den der store kærlighed kan jeg mærke er rigtig godt på vej. Det der satte skub i den var en nat hvor min datter havde grædt i flere timer og intet hjalp. Min kæreste tog hun ud i barnevognen for at gå en tur så jeg kunne få sovet. Da han havde gået i tre kvarter kunne mærke at jeg hverken kunne undvære ham eller min datter. Så jeg ringede til ham og sagde at han skulle skynde sig hjem. Han skyndte sig hjem og jeg blev så lykkelig da jeg så dem. Den store altoverskyggende kærlighed er der ikke helt endnu,  men den er der snart! Mange tak for hjælpen!