Hvornår begynder jeg at elske hende?

Anonym skriver:

Farvel og tak smarte har ikke brug for dine råd jeg har stadig den holdning at man ikke hader sine børn.. Og hvis man gør det så skal man sku forbi psykiatrisk afdeling som du nok også burde gå til.. Ingen har ringet dig op.. Jeg har ikke svaret på din tråd men ts's tråd så hvad sker der lige for dig? Kærlighed ja, den er herhjemme og fylder vores hjem, herhjemme er der ingen der hader nogen.. Specielt ikke spædbørn/babyer eller børn.. som ikke kan udtale sig selv men kun græder og sover... Det er hvad jeg kalder bombastisk at man ikke kan elske sine børn.. Tag og opfør dig voksent ikkås lille skat..? :-* 

Hold da op. Gider du lige at styre dig. Ts siger ikke hun hader sin datter, hun føler bare ikke den overvældende kærlighed som hun gjorde med de andre børn. Igen, helt normalt. Bare det at hun rækker ud og spørger til det viser at hun er en god mor og bare så gerne vil have den følelse. Dine meget nedladende kommentarer gør det kun værre for hende, så slip tastaturet og gå et andet sted hen og vær sur.

Miti's mama skriver:

Hold da op. Gider du lige at styre dig. Ts siger ikke hun hader sin datter, hun føler bare ikke den overvældende kærlighed som hun gjorde med de andre børn. Igen, helt normalt. Bare det at hun rækker ud og spørger til det viser at hun er en god mor og bare så gerne vil have den følelse. Dine meget nedladende kommentarer gør det kun værre for hende, så slip tastaturet og gå et andet sted hen og vær sur.

Det må da være en fake med den ualmindelige modbydelige tone. Jeg tror det er bedst hvis i slet ikke svarer ham/hende mere...

Anonym skriver:

Hør du lige her smarte, jeg har to drenge jeg elsker af hele mit liv og som jeg vil ofre mig selv for! Sådan en kærlighed har jeg til dem! Jeg ser dem på ingen måder som et stykke kød der sover og græder... Uden dem vil jeg ikke have fungeret og uden dem vil jeg aldrig ku mærke den ægte kærlighed som faktisk er ens børn! Og dine kommentar skulle lyde som om du har en svær depression nu når du synes det er helt normalt at hade sine børn over alt på jorden ���� grow up!

Hun hader dem da ikke. Hun er bare endnu ikke ramt af den der altoverskyggende kærlighed - men det kommer lige så stille snigende. 

Jeg kan selv have svært ved at sætte mig ind i det - men jeg har ved at være læser på baby.dk i længere tid lært at det ikke er uanmindeligt. Så måske skulle du melde dig ud af tråden og være glad for at du har lært noget nyt. 

Kære ts. 

Lad være med at lytte til den anonym som skriver , ikke så smarte ting. 

Det ER normalt.. jeg har kun et barn, og til fødselsforberedelse gik de meget op i at fortælle, hvor normalt det er.  

Jeg skulle også selv have noget tid til det. Skulle lige lære min datter at kende osv. Men det kom. Jeg lover dig, det kommer. 

Det er Selvf. Vigtigt du er Obs. På det, men synes ikke, at det lyder særlig bekymrende. Det kan også godt være det kan være en god ide, at snakke med sp om det, så du kan høre hvad der tænkes

Kram. 

Kære ts

Jeg håber du kan springe alle de svar der handler om du ikke elsker over, og forstå der handler om uvidenhed og en måske meget let tilværelse sådan lidt tilværelsens ulidelige lethed. Du er ikke en dårlig mor, du skal ikke føle dig utaknemmelig (selv om jeg selv gjorde det).

Du skal derimod anerkende dine følelser, gå i dialog med dem. Glem du kan møde så uvidende og bitre mennesker som anonym her i tråden og sig det til så mange som muligt omkring dig, siff det til din mand, sig det til sundhedsplejerske - spænd sikkerhedsnettet ud. Formodentlig er det bare naturligt, og du vil opleve dit skønne barn vil  kravle ind i dit hjerte for hver dag når roen har lagt sig, når hverdagen bliver skøn. Men men men hvis ikke så har du rakt hånden ud og lagt en del af ansvaret over på din mand og din sundhedsplejerske.

Da jeg fik barn efter jeg havde mistet Lia, kunne jeg intet føle. Han var bare noget jeg skulle, omsorgshandlingerne blev udført men ikke med glæde. Jeg følte ingen ting (og nej anonym heller ikke had bare tomhed). Jeg vidste hvad jeg skulle for havde gjort det to gange før og jeg gjorde. Tog ham over til mig for at sove for det skulle man, nussede ham for det skulle man, smilte til ham for det skulle man, men inden i var jeg tom. Jeg sagde det ikke til nogen og var "heldig" for det var ikke en depression og efter 7 uger (ved der for jeg skrev dagbog imens) var jeg "normal" og elskede ham. 

Anonym skriver:

Hold da fast en barsk mor må jeg sige! Hvorfor føder man børn hvis man ikke kan elske dem?! Altså hvorfor planlægger man graviditet hvis man ikke bærer det kærlighed?! Puha du må virkelig have dårlig samvittighed! Jeg vil ikke uddybe mig længere... Håber du finder den rette vej.... 

Tak fordi du ikke uddyber. Det var vi nok alle blevet en smule dummere af. Af hjertet tak.

Jeg tænker det er vigtigt ud er åben i dit netværk om hvordan du har det . 

Jeg kender ikke selv til det bortset fra min svigerdatter og der var det blandt andet pga en borderline der ikke blev behandlet at hun ikke have følelser for sin søn eller for nogen .

Og det er jo ikke på tale her.

Du har jo haft de "rigtige " følelser før så kan godt forstå du bliver bekymret og det er godt du er obs . 

Og bare der du er obs er jo gode tegn på at du har følelser for dit lille barn.

Det skal nok gå snak med sp hun ved hvad der sker og har mødt så mange mødre at hun kan berolige dig og holde øje med at tingene ikke går af sporet . 

Anonym skriver:

Sandheden gør ondt.... Når der står flere millioner i verdenen der ikke kan  få børn også kommer sådan nogle typer som synes barnet et grimt og synes det ikke er andet end grædende og sovende kød... Det er sku barskt.. Og nej jeg undskylder ikke for noget alle har lov at kommentere.. Så må denne trådstarter jo være klog og snakke med en der har proffesionelt baggrund i det istedet for at nedgør sig selv som mor foran os andre... Jeg har ikke bandet af hende eller noget så hvorfor sku jeg sige undskyld for at være ærlig? Som sagt sandheden gør ondt.. 

Så fordi der er mennesker, der ikke kan få børn skal os der kan, altid elske at være mor? 

Da jeg i nat vågnede med en maveinfektion og brækkede mig 8! Gange, og en datter der kun vil være på mors mave for tiden tænkte jeg: gå væk! 

Dit rationale er latterligt. Skal abort så også forbydes fordi "når andre ikke kan, skal du?"

Anonym skriver:

Hej.

Jeg blev for en uge siden mor til mit fjerde barn. En lille pige.

Ved alle mine andre elskede jeg dem fra de kom op på min mave og jeg syntes de var så smukke. Ved den her lille pige har jeg slet ikke den samme følelse. Jeg prøver virkelig at elske hende, men jeg kan bare ikke. Jeg ser hende bare som en lille klump kød der kun kan skrige og sove. Jeg synes ikke engang hun er særlig smuk. 

Jeg har simpelthen så dårlig samvittighed 

Som andre også siger - tal med din SP om det. Du er langt fra den eneste der har haft det sådan, og det hjælper rigtig meget at være åben om det og sætte ord på. Og kærligheden skal nok komme, bare rolig. 

Anonym skriver:

Sandheden gør ondt.... Når der står flere millioner i verdenen der ikke kan  få børn også kommer sådan nogle typer som synes barnet et grimt og synes det ikke er andet end grædende og sovende kød... Det er sku barskt.. Og nej jeg undskylder ikke for noget alle har lov at kommentere.. Så må denne trådstarter jo være klog og snakke med en der har proffesionelt baggrund i det istedet for at nedgør sig selv som mor foran os andre... Jeg har ikke bandet af hende eller noget så hvorfor sku jeg sige undskyld for at være ærlig? Som sagt sandheden gør ondt.. 

Det er første gang jeg har anmeldt et indlæg herinde, men det er simpelthen over stregen.

Jeg håber at det er et udtryk for at du har en meget lav intelligens, for hvis ikke, så er du godt nok et ondskabsfuldt menneske.