Hvordan reagerede i under fødslen??

Med Izabella blev jeg dopet indtil presseveerne så der skreg jeg først der. Men ved Yazmin var der intet bedøvelse så jeg skreg hele vejen igennem

Jeg havde læst mange bøger om den gode fødsel og havde besluttet mig for at være rolig og fuldt til stede i kroppen hele vejen.
Jeg var ikke bange for smerter eller selve fødslen, så jeg regnede med at jeg ville være cool og jeg ønskede heller ikke smertestillende.

Da jeg var gået en uge over tid, fandt man ud af at babyen havde tabt sig og at moderkagen var stoppet med at virke. Derfor satte de mig igang og da jordemoderen tog vandet, så var det grønt, så de gav mig vestimulerende drop.

De første par timer med vestimulerende drop, da tænkte jeg: "Herregud, er det virkelig det?" Men da det helst skulle gå rimeligt stærkt med at få hende ud, så skruede de op for droppet.
De følgende to timer, husker jeg næsten ikke. Min krop og psyke var altså ikke helt parat til de kraftige og pludselige veer der kom i en lang storm. Jeg skreg, selvom jeg tænkte, at jeg skulle være en af de seje kvinder der bare bed smerten i mig. Min stemme og min krop ville skrige og ville have alt den smertestillende, den overhovedet kunne trække. Men narkoselægen tog sig af et akut trafikoffer og veerne levede deres eget liv, så jeg nåede hverken det ene eller andet før presseveerne kom, hvor jeg så skreg lidt mere, hehe...

Men da hun lå der og var så smuk og velskabt, da havde jeg glemt det hele. Og så alligevel ikke helt

Held og lykke

Det hjalp mig at tælle baglæns fra 50 og ned.

mariamiss6 skriver:

Jeg passede mig selv, og "nynnede" og pev og sagde av av av av så det baskede.... og under selve fødslen der brølede jeg død og helvede, mens jeg kun kunne tænke UUUUUUUUUUUD!!!!!

Altså jeg var ret meget til stede, mener jeg selv, men jeg havde svært ved at deltage i det der skete omkring mig.... Jeg forsøgte altså at lukke alt ude, så længe folk ikke rørte ved mig... Og koncentrerede mig i stedet om at jeg havde super pisse meget ondt, og bare veeeentede på at lige denne ve var slut, for NU kunne det virkelig ikke blive være.. Det var så under selve fødslerne, altså når man er nået til det punkt hvor man bare ikke kan mere...

Under opstartsveerne har jeg været meget aktiv, og deltaget i samtaler, og gjort forskellige ting, og så bare holdt pauser når der var en ve....

hahahaha... uha, du er altsaa en af de skrigende fodende.

Under min første fødsel nåede jeg kun at åbne mig 7 cm og de gjorde slet ikk ret ondt, lå ellers med ve-drop, men synes ikk de gjorde vildt ondt.. Var helt inde i min egen verden og sagde intet under mine veer..
Det hele endte i Aks..

Jeg har selv født Mercedes for 4 uger siden nu og mine veer gjorde rigtig ondt.. Altså blev sat igang Onsdag Aften Kl. 21:00, havde veer med 6 minutters mellemrum hele natten, men de var til at holde ud.. Så slemme var de ikk.. Om formiddagen Kl. 10:00 tog de mit vand og så kom mine veer med 3 minutters mellemrum, men de varede ikk så længe og vi gik en tur på 1 times tid og jeg havde masser af overskud.. Men Kl. 14:00 tog mine veer MEGET til og de var virkelig voldsomme.. AV AV.. Jeg lå med masken hele tiden, fik dog kun ildt.. PUHA.. Kl. 17:00 er de endnu mere voldsomme og de kommer hele tiden.. Har stort set intet pause.. AV AV.. Jeg sagde intet under mine veer, jeg træk bare mit vejr, som jeg skulle og det var det eneste jeg sagde..

Under presseveerne sagde jeg heller intet, jeg har slet ikk brug for at sige noget, under veerne eller presseveerne

hahahaha... uha, du er altsaa en af de skrigende fodende.

ikke skrigende, brølende.....! Jeg skriger og hviner ikke, men når jeg har presseveer, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at brøle..... Det er ligesom at køre ned ad bakke i rutsjebanen i tivoli, man kan simpelthen ikke lade være, for skriget er det eneste der får suget i maven til at gå væk hehe....

Sådan har jeg det med presseveer, altså når jeg brøler (må have set sjovt ud gennem alle gangene på hillerød hospital, står der på alle 4 og bare brøøøøler, hyperventilerer, kigger op, brøøøøler hyperventilerer, og kigger op hehe). Jeg brøler simpelthen for at få en slags forløsning for de smerter og ukontrollerbare reaktioner fra min krop.... Sååå ja, jeg larmer i alle tilfælde hehe....

Men under de onde almindelige opstartsveer, der fiser jeg rundt og siger 'åh nej, ikke igen' og 'av av av av' 'puuuuust, tøn, piiiiiv' pause, og så forfra hehe...

 åh gud.... jeg får helt deja vu af at læse jeres beretninger... jeg mindes ikke mig selv tage det særlig roligt eller var cool på noget tidspunkt. Jeg prøvede dog så vidt muligt når jeg fik en ve at ligge og rokke frem og tilbage... - men jeg må desværre nok indrømme at jeg skreg mig igennem Victor´s fødsel men jeg synes faktisk det var en befrielse endelig at få presseveer.. og der blev jeg tilsidst så gal at jeg bare skulle have den møgunde UUUDDDDD!!!! Jeg havde selvfølgelig også gjort mig en masse forventninger om hvordan fødslen ville foregå men alt tog mere eller mindre fussen på mig men trods smerter er det stadig den mest fantastiske oplevelse EVER!!!

knus malou

kommende-mor skriver:

Tak for fine tilbagemeldinger

Synes bare altid man hører om dem som skriger helt vildt, og det virker altså bare mere skræmmende end jer der tager det forholdsvist roligt (altså går ind i jer selv istedet)

Da vi var på rundvisning på fødegangen, kunne vi høre en  fødende og meget skrigende kvinde.
Virkede ret skræmmende på os 8 førstegangsfødende, der stod og fik en ide om hvad der var i vente

selvfølgelig hører man kun skræk historierne tror der er et aller andet med at man bare skal forsøge at skræmme de stakkels første gangs fødende så meget som muligt
jeg er selv mor til 4 og nej hvor sku jeg lægge øre til meget da jeg ventede den første.
jeg er en af dem som trækker mig lidt ind i mig selv under veerne men er meget nærværende i ve-pauserne.
under den første fødsel sagde jeg kun av en gang og det var da jeg fik bistik...eller saltvands papler som de også hedder.
jeg var så heldig at jeg var inde og se fødegangen på min termins dato, og der mødte vi en nybagt mor der fortalte mig at når først presse veerne satte ind så faldt der ro på og smerterne forsvandt. så jeg var slet ikke nervøs da jeg gik ind til det....og selv om jeg var meget udmattet og træt bagefter.... ja så må der jo være en grund til at jeg sidder lidt vemodigt og tænker på at jeg ikke skal opleve en fødsel igen

Varr vist stille og rolig fik jeg af vide bagefter havde slet ikke skreget eller lign som man jo tit høre folk gør.
Jeg faldt hen mange gange da jeg skulle føde hvor de sådan måtte ruske for at få mig til at presse så kan ikke huske det vilde, havde heller ikke sovet i over 3 døgn

Helt klar og rolig Og uden tidsfornemmelse.

kommende-mor skriver:

Ja, som der står i overskriften - hvordan reagerede I under fødslen? - Var I udadreagerende, trak I jer ind i selv med smerterne? - Eller noget helt 3.?

Og var det som I havde forventet, eller?

Har selv kun små 4 uger igen, og har lige nu slet ingen ide om hvordan jeg vil reagere

Jeg var musse stille og arbejdede på højtryk med veerne og da jeg endelig måtte presse så havde jeg overskud både til at snakke og synge