Hvordan reagerede i under fødslen??

Jeg var også stille med mine to første.. Men ved nr 3 var jeg nok lidt kvik i den da jeg var så uheldig med min JM.. Glæder mig også bare til at se hvordan jeg bliver denne gang

Ej hvor er det spændende at læse om jeres oplevelser!
Jeg var med til min venindes fødsel her i juli. Jeg synes hun klarede det helt vildt flot og jeg blev slet ikke skræmt af det, men stod bare og ønskede at det var mig der lå der (på det tidspunkt var jeg endnu ikke blevet gravid men ønskede det brændende!).
Hun klarede det super flot, selvom hun blev sat igang og fik vestimulerende drop. Da presseveerne kom skreg hun, men synes slet ikke det var på en hysterisk måde. Forventede at det ville have været mere mere voldsomt! Hendes mand og min kæreste kunne høre det helt udenfor hvor de stod og røg, så der var god lunge bag hende råb *griner*

Mht. mig selv, har jeg ingen idé om hvordan jeg vil reagere, andet end at jeg desværre tror jeg bliver enormt pjevset og pivet pga. smerterne. SÅ jeg vil have lov til at råbe og skrige hvis det er det jeg har 'brug for'. Nogle fødsler gør bare mere ondt end andre og så reagerer vi jo helt forskelligt på smerte og på forskellige situationer!

For mig er det egentlig ikke fødslen jeg frygter så meget (endnu i hvert fald), men mere hvordan jeg har det bagefter med barnet. Om jeg nu også bliver så lykkelig som jeg forestiller mig. Eller om jeg bliver bange og pludselig ikke tror jeg kan magte det.. Den frygt fylder ret meget lige pt, selvom barnet er et planlagt ønskebarn som ve begge glæder os meget til at få! Jeg tror jeg skriver et indlæg om det, når jeg er klar til det. Men lige pt skammer jeg mig lidt over de følelser

Har indtil for nylig også haft nøjagtig de samme følelser/tanker du går rundt med.
Og har dem egentlig stadig, nu fylder fødslen bare også rigtig meget, og så bliver de skubbet lidt i baggrunden. - Har også oprettet en tråd omkring det for ikke så længe siden.
Men ja - føles som forbudte tanker, og vores lille dreng er bestemt også et planlagt lille ønskebarn, men tænk hvis jeg/vi ikke magter det alligevel - bestemt min store skræk...
Så du er på ingen måde ikke alene med de tanker.
Se evt under mine tidligere debatindlæg - Fik en del god respons på indlægget, som jeg sagtens kunne bruge

Lyder til at din veninde havde en rigtig god fødsel, må være dejligt at have mulighed for at kunne komme med til den!
Var indtil for nogle uger slet ikke bekymret for fødslen, mere ovenstående - men nu det er så tæt på, ja så melder tankerne sig

Havde fået et fif inden fødslen, som faktisk hjalp mig til at holde fokus og trække vejret (relativt) roligt. Fif'et var at tælle sig igennem veerne, dvs. når en ve begyndte talte jeg 1,2,3, ovs, og når jeg så nåede til et eller andet (ca. 20-30 stykker) så vidste jeg at nu aftager veen igen. På den måde lærte jeg mine veer at kende...

Måske kan det også hjælpe andre.

Knus

Tak - den tager jeg da helt sikkert til mig

kommende-mor skriver:

Tak for fine tilbagemeldinger

Synes bare altid man hører om dem som skriger helt vildt, og det virker altså bare mere skræmmende end jer der tager det forholdsvist roligt (altså går ind i jer selv istedet)

Da vi var på rundvisning på fødegangen, kunne vi høre en  fødende og meget skrigende kvinde.
Virkede ret skræmmende på os 8 førstegangsfødende, der stod og fik en ide om hvad der var i vente

Uha ja, det blir noget spændende hvordan jeg reagerer.. Min mor tror jeg ligger og skriger og skælder min kæreste ud, og min kæreste tror jeg blir stille som et lam, og bare siger av av engang imellem....

ååårh bare den fødsel snart gik igang

Renée, 39+5.

Jeg gik helt ind i mig selv under veerne, og kunne kun sige "vand" og "vand". Det var så op til kæresten at tolke om jeg var tørstig eller skulle have en våd kold klud på panden, he he... .

De sidste cm. fra 7-10 gjorde virkelig, virkelig, virkelig ondt!!! Der begyndte jeg at stønne og pive lidt. Men jeg skreg ikke. Altså jeg havde slet ikke overskud til at skrige, jeg var helt dybt inde i mig selv!

Da presseveerne kom, holdt det helt op med at gøre ondt. Der skreg jeg ikke, for det gjorde ikke ondt. Det var mere sådan at jeg spurgte/hvæsede "kommer hun ikke snart ud" og sådan. Men der var ikke noget skrigeri.

Jeg kan faktisk huske at jeg undrede mig over at der var så stille. Ingen panik, ingen løben rundt. Bare helt stille. Jeg var så også den eneste fødende den dag. Måske fordi der var så roligt, kunne jeg komme helt ind i mig selv, og slappe af!?

Første gang gik stille og roligt. Trak mig ind i mig selv og styrede veerne med dyb vejrtrækning. Sagde ikke en lyd under hele fødslen.

Anden gang brølede jeg som en flodhest i brunst (pinligt). Ikke fordi det gjorde mere ondt end første gang, det kom bare helt af sig selv.
Troede ellers jeg vidste hvordan jeg ville reagere når det nu var anden gang men havde ikke den store kontrol over det.

Altså jeg havde en klar forestilling om at min fødsel skulle gå ligesom min søsters, der havde født 3 mdr, før, hun havde født i vand og havde midt i det hele spurgt om hun måtte børste tænder.. men sådan gik det ikke..
I de få timer mine udvidelsesveer stod på råbte jeg, og blev pisse irriteret over at jordmoderen hele tiden skulle spørge om noget og at min mor blev ved med at ville holde mig i hånden.. (som hun havde gjort med min søster) jeg havde bare brug for at være i fred og havde også mine øjne lukket det meste af tiden, da det kom til presseveerne syntes jeg ikke rigtig det gjorde ondt mere.. var nærmest i min egen lille verden.. og bad kun om vand i imellem, men min datter var ikke roteret helt rundt fandt de ud af 2 timer ind i selve fødslen så udover det ve stimulerende, så var de ved at forberede mig til ks, da jeg bad om vi ikke kun prøve igen, hun blev taget med sugekop og jeg gik helt i stykker.. så måtte op og sys bagefter.. men jeg kunne faktisk ikke mærke at hendes hoved blev født først da resten af kroppen kom ud mærkede jeg det og fik endelig at vide at jeg havde fået en pige.. jeg ville bare føde og er da også glad for at jeg fik den mulighed, til gengæld har jeg ikke behov for det igen og bliver nok også tilbud ks pga den skade som jeg har gået til genoptræning med lige siden..

Så held og lykke.. lige om lidt

Knuz fra Jane

Under de første udvidelsesveer havde jeg det helt fint og slappede af alt hvad jeg kunne på sofaen.
Mine veer gik så i stå og kom pludselig igen og var meget kraftige og der trak jeg mig lidt ind i mig selv og koncentrerede mig om vejrtrækning. De sidste veer inden presseveerne var bare SÅ smertefulde. Der gik jeg rundt om mig selv og når der kom en ve, satte jeg mig på gulvet, for kunne slet ikke holde mig på benene. (men kunne heller ikke holde ud at ligge ned)
Da de første presseveer kom skreg jeg, men jeg vidste slet ikke at jeg gjorde det...kroppen havde sit eget liv og jm råbte ret højt at jeg gik i panik og nu skulle jeg holde med at skrige og så presse.
Til sidst havde jeg fuld fokus på jm og på at presse (og ikke at skrige). I min verden var der kun mig og jm. Jeg var helt stille da hun kom ud og brugte al min energi på ikke at presse, men gispe i stedet.
Men generelt var jeg i en anden verden med mig selv og smerterne.

Jeg var ret bekymret for hvordan jeg ville reagere, men i situationen var jeg ligeglad og tog det som det kom.
Det er den største oplevelse nogensinde