Hvordan reagerede i under fødslen??

Ja, som der står i overskriften - hvordan reagerede I under fødslen? - Var I udadreagerende, trak I jer ind i selv med smerterne? - Eller noget helt 3.?

Og var det som I havde forventet, eller?

Har selv kun små 4 uger igen, og har lige nu slet ingen ide om hvordan jeg vil reagere

Stille og rolig.. Sagde intet.. Var nærmest mundlam under hele fødslen...

Jeg passede mig selv, og "nynnede" og pev og sagde av av av av så det baskede.... og under selve fødslen der brølede jeg død og helvede, mens jeg kun kunne tænke UUUUUUUUUUUD!!!!!

Altså jeg var ret meget til stede, mener jeg selv, men jeg havde svært ved at deltage i det der skete omkring mig.... Jeg forsøgte altså at lukke alt ude, så længe folk ikke rørte ved mig... Og koncentrerede mig i stedet om at jeg havde super pisse meget ondt, og bare veeeentede på at lige denne ve var slut, for NU kunne det virkelig ikke blive være.. Det var så under selve fødslerne, altså når man er nået til det punkt hvor man bare ikke kan mere...

Under opstartsveerne har jeg været meget aktiv, og deltaget i samtaler, og gjort forskellige ting, og så bare holdt pauser når der var en ve....

kommende-mor skriver:

Ja, som der står i overskriften - hvordan reagerede I under fødslen? - Var I udadreagerende, trak I jer ind i selv med smerterne? - Eller noget helt 3.?

Og var det som I havde forventet, eller?

Har selv kun små 4 uger igen, og har lige nu slet ingen ide om hvordan jeg vil reagere

Jeg havde ingen forventninger til det...

Jeg synes selv jeg var sindsygt sej
Når veerne kom koncentrerede jeg mig om dem.... ind imellem bandede jeg lidt af den dumme møgunge

Tak for fine tilbagemeldinger

Synes bare altid man hører om dem som skriger helt vildt, og det virker altså bare mere skræmmende end jer der tager det forholdsvist roligt (altså går ind i jer selv istedet)

Da vi var på rundvisning på fødegangen, kunne vi høre en  fødende og meget skrigende kvinde.
Virkede ret skræmmende på os 8 førstegangsfødende, der stod og fik en ide om hvad der var i vente

kommende-mor skriver:

Tak for fine tilbagemeldinger

Synes bare altid man hører om dem som skriger helt vildt, og det virker altså bare mere skræmmende end jer der tager det forholdsvist roligt (altså går ind i jer selv istedet)

Da vi var på rundvisning på fødegangen, kunne vi høre en  fødende og meget skrigende kvinde.
Virkede ret skræmmende på os 8 førstegangsfødende, der stod og fik en ide om hvad der var i vente

Er selv førstegangsfødende, og jeg er også meget spændt på, hvordan jeg reagerer. Jeg tror ikke man selv vælger hverken til eller fra netop pga. smerterne, og jeg tror heller ikke man tænker over sin egen reaktion, når man endelig ligger der... 

Hilsen Linda 38+3 med 10 dage igen

Helt enig, tror bestemt (og heldigvis..) heller ikke at man tænker over hvordan man reagerer mens det står på.

Og du har så kun 10 dage igen - Du må love at skrive et lille indlæg efter fødslen, når du har overskud til det!

Pøj pøj med fødslen,

Knus Christine

kommende-mor skriver:

Ja, som der st&aring;r i overskriften - hvordan reagerede I under f&oslash;dslen? - Var I udadreagerende, trak I jer ind i selv med smerterne? - Eller noget helt 3.?<br /> <br /> Og var det som I havde forventet, eller?<br /> <br /> Har selv kun sm&aring; 4 uger igen, og har lige nu slet ingen ide om hvordan jeg vil reagere<img style="border-right-width: 0px; border-top-width: 0px; border-bottom-width: 0px; border-left-width: 0px" alt="" class="ForumLinkedImage" src="https://www.baby.dk/_Images/Smileys/v2/76.gif" />

Jeg havde MEGET slemme véer + jeg fik ve-stimulerende drop.Men jeg fik vist sagt flere gange, at nu tager jeg hjem. Og hver gang jeg ville prøve at rejse mig op, kom der en ve mere. Hehe.Men min fødsel var rimelig dramatisk. Han var ved at dø pga. hjerterytmen ind i mellem stoppede næsten helt op. Da jeg havde kæmpet med veerne i 19 timer, sagde en læge, at de var ved at gøre operationsbordet klar til mig, og at jeg skulle have lavet akut kejsersnit.Så begyndte jeg at græde helt vild. Tænk, at jeg havde ligget og kæmpet i så lang tid, og så skulle han tages med kejsersnit. I det der kom en læge ind for at hente mig, fik jeg presseveer, og 14minutter efter, var han ude.Jeg fik ham op på mig i et par sekunder, så skulle han over og have ilt. Men derefter lå jeg med ham i 4 timer under en varmelampe. Og jeg kan lige fortælle dig, at tårerne trillede. Det er helt ubeskriveligt. Alle de føleler der strømmer gennem en.

Glæd dig - og held og lykke

Ja det er godt nok meget forskelligt..... Har en veninde som er total lydløs (har hun fortalt) og det er jeg ved de sidste åbningsveer (9-10 cm) for de gør så ondt at jeg ikke kan snakke (og SÅ gør de ondt)

Under selve fødslen råber jeg ret højt når jeg har presseveer, men skriger ikke.....

Her sidste gang havde jeg min veninde med som er uddannet doula og hun sagde bagefter at det var en fordel for mig at bruge noget krudt på det, så jeg ikke pressede 100% igennem (det kan man ikke når man råber) for jeg fik en stor søn på 4800 g og gik slet ikke i stykker.....
Havde forinden set en fødsel i vand på video (jeg fødte ham i vand) og der fortalte de hvor vigtigt det var at lade kroppen arbejde selv også- altså lade veerne gøre deres del af arbejdet:-)

Så her er det en fordel for mig ikke at være lydløs :-)

 Jeg havde bestemt inden fødslen at jeg IKKE ville skrige og skabe mig og sige grimme til til hverken kæresten og personalet. Og det holdt jeg.

Når der kom en ve ville jeg helst bare passe mig selv, og koncentrere mig om den. Og da den så var væk, er man jo som sådan "helt normal"

JM spurgte ved hvert skifte (var igennem 4 skift pga laaang fødsel) om ikke jeg ville  i vand, ha' en pude, ha saltvands-dimser, akupunktur eller noget andet. Men jeg ville helst bare at de lod mig være i fred.

Fik ingen presseveer så måtte presse hende ud selv, og var der så fokuseret at jeg slet ikke opdagede at hun rent fakstisk kom ud, før jeg fik hende op på brystet. Der var jeg ellers klar til at presse igen

Glæd dig til din fødsel. Det bliver forhåbentligt en fantastisk oplevelse!

Ag