Mit barn er ulykkelig

Min datter er den sidste måneds tid blevet passet i dagtimerne i vores hjem af en erfaren barnepige. Problemet er, at hun stadig ikke har accepteret, at det ikke er min mand eller jeg, som er hjemme med hende.

Barnepigen fortæller mig, at hun er svær at ligge til at sove, sommetider nægter at spise, og græder i tide og utide, hvilket har resulteret i, at min mand har måtte komme tidligt hjem fra arbejde et par gange.

Det er tydeligt at se, at hun er glad for barnepigen, men det gør ondt i mit moderhjerte at vide, at min barn ofte er ulykkelig over, at vi ikke er der.

Er der nogen, der ligger inde med et godt råd til, hvordan vi skal håndtere situationen?

Det lyder ikke til at hun er klar til at blive passet, og undvære jer så ofte endnu. Hvor gammel er hun?

Er der mulighed for at en af jer kan gå ned på deltid, i en kortere periode?

Og lad hende få alt den tryghed hun har brug for når i er hjemme, forkæl hende med tid, kys og kram.

Måske i en periode bruge en vikle? Hvis hun vil være på armen, lad hende sove der hvis hun har brug for det.

Det vil "mætte" hendes behov en smule.

Det lyder ikke til at hun er klar til at blive passet, og undvære jer så ofte endnu. Hvor gammel er hun?

Er der mulighed for at en af jer kan gå ned på deltid, i en kortere periode?

Hun er 9 måneder. Jeg er allerede gået ned i tid, netop så hun kun skal passes 5-6 timer om dagen. Det kan desværre ikke blive færre timer end det.

tossen93 skriver:

Og lad hende få alt den tryghed hun har brug for når i er hjemme, forkæl hende med tid, kys og kram.

Måske i en periode bruge en vikle? Hvis hun vil være på armen, lad hende sove der hvis hun har brug for det.

Det vil "mætte" hendes behov en smule.

Vil det ikke blot gøre hende endnu mere mor/far-syg, hvis vi konstant pylrer om hende?

Det gør ondt at vide, at ens barn ikke trives uden ens tilstedeværelse 

Hvad ville I gøre i min situation?

Din datter lyder helt normalt. Det er ikke naturligt for sådan en bette en at være adskilt fra sin primære omsorgsperson i mange timer, og det reagere din datter på. En ganske naturlig og sund reaktion. Og så er hun jo også i den alder hvor seperations angsten trlder ind. Men nu er det desværre en nødvendighed for jer og så må i jo få det bedste ud af det.

Jeg tænker at det nok kommer med tiden når hun bliver mere tæt og tryg ved barnepigen.  

Eller måske hun ganske enkelt bare ikke svinger med barnepigen. Det kan være i skal se jer om efter en anden.

Anonym skriver:

Hun er 9 måneder. Jeg er allerede gået ned i tid, netop så hun kun skal passes 5-6 timer om dagen. Det kan desværre ikke blive færre timer end det.

Det er nok separation angsten, perioden kommer omkring 10måneder... nogen tidligere... hun finder ud af i går og i kommer ikke tilbage med det samme. 

Går de ud blandt andre mennesker, børn?

Hvad gør hun når hun græder? 

Nægter at spise?

Ved sovning, få pigen til at sidde med hende, viklet ind i dyne/tæppe, snakke/synge til hende.. så hun bliver tryg.. 

Hvad gør i når i går? 

migxher skriver:

Din datter lyder helt normalt. Det er ikke naturligt for sådan en bette en at være adskilt fra sin primære omsorgsperson i mange timer, og det reagere din datter på. En ganske naturlig og sund reaktion. Og så er hun jo også i den alder hvor seperations angsten trlder ind. Men nu er det desværre en nødvendighed for jer og så må i jo få det bedste ud af det.

Jeg tænker at det nok kommer med tiden når hun bliver mere tæt og tryg ved barnepigen.  

Eller måske hun ganske enkelt bare ikke svinger med barnepigen. Det kan være i skal se jer om efter en anden.

Hun er glad for barnepigen, så det er ikke derfor, at hun er ulykkelig 

Det er nok separation angsten, perioden kommer omkring 10måneder... nogen tidligere... hun finder ud af i går og i kommer ikke tilbage med det samme. 

Går de ud blandt andre mennesker, børn?

Hvad gør hun når hun græder? 

Nægter at spise?

Ved sovning, få pigen til at sidde med hende, viklet ind i dyne/tæppe, snakke/synge til hende.. så hun bliver tryg.. 

Hvad gør i når i går? 

Hun sover, når vi går om morgenen, så vi har ikke et afskedsritual.

Pasningen foregår sammen med min mands jævnaldrende nevø, og derudover tager de tit på legepladsen, så hun er blandt andre børn stort set hver dag.

Barnepigen fortæller mig, at hun selvfølgelig gør sit bedste for at trøste min datter, når hun er ked af det, men hun har jo også et andet barn at tage sig af, så hun kan ikke sidde og trøste hende hele tiden.

Begge børn sover samtidig, så barnepigen har ikke mulighed for at sidde med hende, som du foreslår, og hun sover bedst i sin klapvogn, så det vil vi ikke lave om på.

Men øv en hjerteskærende situation. Jeg ved slet ikke, hvad vi skal gøre