Mange skift pga. ny dagpleje og vuggestue

SK85 skriver:

Vi har planer om at starte vores søn op i institution/dagpleje her sidst på sommeren. Til den tid vil han være 9 måneder.

 

Problemet er at vi bor inde i Aarhus midtby og det er så svært at få en vuggestueplads herinde. Børnene bliver fordelt efter alder, de ældste først, så vores søn er ret langt nede mange måneder endnu. Han vil nok først kunne få en plads herinde når han er omkring et år. Og det er længe at vente, for han keder sig allerede herhjemme.

Jeg kunne godt forlænge min barsel nogle få måneder, men det vil have nogle økonomiske konsekvenser og jeg vil blive lidt presset ift. mit studie. Jeg føler ærlig talt det er i vores begges interesse at han kommer ud og bliver passet nogle få timer om dagen (vi vil kun skulle bruge en deltidsplads, da jeg ikke skal arbejde fuldtid).

Far vil også godt kunne tage 1½ måneds barsel - men igen, vores søn er så svær at aktivere nok herhjemme og helt ærligt gider jeg heller ikke rende i legestuer eller hvad der er rundt omkring hele dagen hver dag. Vi er selvfølgelig rundt forskellige nogle gange om ugen, vi går også til babysvømning hver torsdag og jeg går ture med ham i bæreselen.

Ekstra info: Vores søn er en robust dreng. Han er fin tryg ved andre, vi får ham jævnligt passet af familien, det elsker han, og han elsker også at være rundt på armen hos folk han ikke kender. Også selvom vi ikke er i lokalet. Og andre kan også godt trøste ham hvis han er ked af det.

Spørgsmålet lyder: Tror I det er realistisk at en robust dreng fint vil kunne håndtere at opstarte i forskellige institutioner med kun nogle få måneders mellemrum?

Min mands løsning er nemlig at vi forsøger at finde en privat dagpleje herinde i midtbyen, og så kan han starte op der når han er 9 måneder (vi er dog slet ikke klar over om dagplejerne herinde har nogle pladser, da vi indtil videre ikke har haft så meget held med at finde nogle private dagplejere i nærheden). Der skal han så være indtil han får plads i den vuggestue vi gerne vil have ham i. Til den tid vil han så måske være ca. 12 måneder.

Når han er ca. 15 måneder skal jeg ud og søge nyt arbejde og så snart jeg finder det, så går vi igang med at lede efter et hus udenfor byen. Så han vil sandsynligvis skulle skifte institution igen, måske når han er omkring 20 måneder.

Til den tid vil vi så finde en integreret institution, så han ikke skal flyttes igen når han skal i børnehave. Men stadigvæk, er det usandsynligt at han vil kunne håndtere alle de skift ok, selvom han som sagt er en robust lille dreng...?

Jeg synes selv det er lidt meget at udsætte ham for, så jeg holder nok mere på at vi bare må forsøge at trække den indtil han får tilbudt en ok plads her når han nærmer sig et år.

Prøv på Facebook at finde den side der hedder noget med søg privat dagplejere. 

SK85 skriver:

Vi har planer om at starte vores søn op i institution/dagpleje her sidst på sommeren. Til den tid vil han være 9 måneder.

 

Problemet er at vi bor inde i Aarhus midtby og det er så svært at få en vuggestueplads herinde. Børnene bliver fordelt efter alder, de ældste først, så vores søn er ret langt nede mange måneder endnu. Han vil nok først kunne få en plads herinde når han er omkring et år. Og det er længe at vente, for han keder sig allerede herhjemme.

Jeg kunne godt forlænge min barsel nogle få måneder, men det vil have nogle økonomiske konsekvenser og jeg vil blive lidt presset ift. mit studie. Jeg føler ærlig talt det er i vores begges interesse at han kommer ud og bliver passet nogle få timer om dagen (vi vil kun skulle bruge en deltidsplads, da jeg ikke skal arbejde fuldtid).

Far vil også godt kunne tage 1½ måneds barsel - men igen, vores søn er så svær at aktivere nok herhjemme og helt ærligt gider jeg heller ikke rende i legestuer eller hvad der er rundt omkring hele dagen hver dag. Vi er selvfølgelig rundt forskellige nogle gange om ugen, vi går også til babysvømning hver torsdag og jeg går ture med ham i bæreselen.

Ekstra info: Vores søn er en robust dreng. Han er fin tryg ved andre, vi får ham jævnligt passet af familien, det elsker han, og han elsker også at være rundt på armen hos folk han ikke kender. Også selvom vi ikke er i lokalet. Og andre kan også godt trøste ham hvis han er ked af det.

Spørgsmålet lyder: Tror I det er realistisk at en robust dreng fint vil kunne håndtere at opstarte i forskellige institutioner med kun nogle få måneders mellemrum?

Min mands løsning er nemlig at vi forsøger at finde en privat dagpleje herinde i midtbyen, og så kan han starte op der når han er 9 måneder (vi er dog slet ikke klar over om dagplejerne herinde har nogle pladser, da vi indtil videre ikke har haft så meget held med at finde nogle private dagplejere i nærheden). Der skal han så være indtil han får plads i den vuggestue vi gerne vil have ham i. Til den tid vil han så måske være ca. 12 måneder.

Når han er ca. 15 måneder skal jeg ud og søge nyt arbejde og så snart jeg finder det, så går vi igang med at lede efter et hus udenfor byen. Så han vil sandsynligvis skulle skifte institution igen, måske når han er omkring 20 måneder.

Til den tid vil vi så finde en integreret institution, så han ikke skal flyttes igen når han skal i børnehave. Men stadigvæk, er det usandsynligt at han vil kunne håndtere alle de skift ok, selvom han som sagt er en robust lille dreng...?

Jeg synes selv det er lidt meget at udsætte ham for, så jeg holder nok mere på at vi bare må forsøge at trække den indtil han får tilbudt en ok plads her når han nærmer sig et år.

Vil lige nævne at man ikke bare får en ny plads hvis man bliver boende i kommunen. Der kommer man bag i køen da i allerede har en plads!

Jeg ville finde en plads til ham og lade ham blive der, og først skifte når i har købt hus og fået plads i byen til ham

SK85 skriver:

Vi har planer om at starte vores søn op i institution/dagpleje her sidst på sommeren. Til den tid vil han være 9 måneder.

 

Problemet er at vi bor inde i Aarhus midtby og det er så svært at få en vuggestueplads herinde. Børnene bliver fordelt efter alder, de ældste først, så vores søn er ret langt nede mange måneder endnu. Han vil nok først kunne få en plads herinde når han er omkring et år. Og det er længe at vente, for han keder sig allerede herhjemme.

Jeg kunne godt forlænge min barsel nogle få måneder, men det vil have nogle økonomiske konsekvenser og jeg vil blive lidt presset ift. mit studie. Jeg føler ærlig talt det er i vores begges interesse at han kommer ud og bliver passet nogle få timer om dagen (vi vil kun skulle bruge en deltidsplads, da jeg ikke skal arbejde fuldtid).

Far vil også godt kunne tage 1½ måneds barsel - men igen, vores søn er så svær at aktivere nok herhjemme og helt ærligt gider jeg heller ikke rende i legestuer eller hvad der er rundt omkring hele dagen hver dag. Vi er selvfølgelig rundt forskellige nogle gange om ugen, vi går også til babysvømning hver torsdag og jeg går ture med ham i bæreselen.

Ekstra info: Vores søn er en robust dreng. Han er fin tryg ved andre, vi får ham jævnligt passet af familien, det elsker han, og han elsker også at være rundt på armen hos folk han ikke kender. Også selvom vi ikke er i lokalet. Og andre kan også godt trøste ham hvis han er ked af det.

Spørgsmålet lyder: Tror I det er realistisk at en robust dreng fint vil kunne håndtere at opstarte i forskellige institutioner med kun nogle få måneders mellemrum?

Min mands løsning er nemlig at vi forsøger at finde en privat dagpleje herinde i midtbyen, og så kan han starte op der når han er 9 måneder (vi er dog slet ikke klar over om dagplejerne herinde har nogle pladser, da vi indtil videre ikke har haft så meget held med at finde nogle private dagplejere i nærheden). Der skal han så være indtil han får plads i den vuggestue vi gerne vil have ham i. Til den tid vil han så måske være ca. 12 måneder.

Når han er ca. 15 måneder skal jeg ud og søge nyt arbejde og så snart jeg finder det, så går vi igang med at lede efter et hus udenfor byen. Så han vil sandsynligvis skulle skifte institution igen, måske når han er omkring 20 måneder.

Til den tid vil vi så finde en integreret institution, så han ikke skal flyttes igen når han skal i børnehave. Men stadigvæk, er det usandsynligt at han vil kunne håndtere alle de skift ok, selvom han som sagt er en robust lille dreng...?

Jeg synes selv det er lidt meget at udsætte ham for, så jeg holder nok mere på at vi bare må forsøge at trække den indtil han får tilbudt en ok plads her når han nærmer sig et år.

Jeg synes det er alt alt for mange skidt. Og det er altså ikke nødvendigvis et godt tegn når børn bare finder sig i at blive trøstet og passet af vilkårlige personer som han næsten ikke kender. 

Han har behov for at knytte sig til dp mor eller personalet i vuggestuen og det vil være et svigt for ham hvis han så bliver revet væk 3 mdr senere igen.

SK85 skriver:

Vi har planer om at starte vores søn op i institution/dagpleje her sidst på sommeren. Til den tid vil han være 9 måneder.

 

Problemet er at vi bor inde i Aarhus midtby og det er så svært at få en vuggestueplads herinde. Børnene bliver fordelt efter alder, de ældste først, så vores søn er ret langt nede mange måneder endnu. Han vil nok først kunne få en plads herinde når han er omkring et år. Og det er længe at vente, for han keder sig allerede herhjemme.

Jeg kunne godt forlænge min barsel nogle få måneder, men det vil have nogle økonomiske konsekvenser og jeg vil blive lidt presset ift. mit studie. Jeg føler ærlig talt det er i vores begges interesse at han kommer ud og bliver passet nogle få timer om dagen (vi vil kun skulle bruge en deltidsplads, da jeg ikke skal arbejde fuldtid).

Far vil også godt kunne tage 1½ måneds barsel - men igen, vores søn er så svær at aktivere nok herhjemme og helt ærligt gider jeg heller ikke rende i legestuer eller hvad der er rundt omkring hele dagen hver dag. Vi er selvfølgelig rundt forskellige nogle gange om ugen, vi går også til babysvømning hver torsdag og jeg går ture med ham i bæreselen.

Ekstra info: Vores søn er en robust dreng. Han er fin tryg ved andre, vi får ham jævnligt passet af familien, det elsker han, og han elsker også at være rundt på armen hos folk han ikke kender. Også selvom vi ikke er i lokalet. Og andre kan også godt trøste ham hvis han er ked af det.

Spørgsmålet lyder: Tror I det er realistisk at en robust dreng fint vil kunne håndtere at opstarte i forskellige institutioner med kun nogle få måneders mellemrum?

Min mands løsning er nemlig at vi forsøger at finde en privat dagpleje herinde i midtbyen, og så kan han starte op der når han er 9 måneder (vi er dog slet ikke klar over om dagplejerne herinde har nogle pladser, da vi indtil videre ikke har haft så meget held med at finde nogle private dagplejere i nærheden). Der skal han så være indtil han får plads i den vuggestue vi gerne vil have ham i. Til den tid vil han så måske være ca. 12 måneder.

Når han er ca. 15 måneder skal jeg ud og søge nyt arbejde og så snart jeg finder det, så går vi igang med at lede efter et hus udenfor byen. Så han vil sandsynligvis skulle skifte institution igen, måske når han er omkring 20 måneder.

Til den tid vil vi så finde en integreret institution, så han ikke skal flyttes igen når han skal i børnehave. Men stadigvæk, er det usandsynligt at han vil kunne håndtere alle de skift ok, selvom han som sagt er en robust lille dreng...?

Jeg synes selv det er lidt meget at udsætte ham for, så jeg holder nok mere på at vi bare må forsøge at trække den indtil han får tilbudt en ok plads her når han nærmer sig et år.

En ting er skiftene, hvis det er nødvendigt kan han selvsagt klare det især hvis I kan. 

En anden ting er denne italesættelse af han har brug for noget mere. Alt strider imod det, jeres søn har brug for jer, for tryghed, for søvn, for mad og for at udvikle sig i sit tempo. Alle mine børn har været rædselsfulde (altså på den skønne måde) før de blev mobile, det var som om hovedet var længere end motorikken og de krævede jeg var deres mobilitet konstant og selvsagt var vi ude så var der flere oplevelser og ikke mindst flere mennesker der kunne være deres mobilitet. 

Det kan være ændret om 14 dage, hvor han kan kravle og selv rejse sig op. Og så er det pludselig helt fantastisk at være hjemme med ham. Den her tid kommer ikke igen, så ærligt med mindre du er ved at gå helt amok så overvej om du kan give ham de par måneder mere med tryghed. 

2babygirls skriver:

Vil lige nævne at man ikke bare får en ny plads hvis man bliver boende i kommunen. Der kommer man bag i køen da i allerede har en plads!

Jeg ville finde en plads til ham og lade ham blive der, og først skifte når i har købt hus og fået plads i byen til ham

Det er muligvis forskelligt fra kommune til kommune, men i Århus har man tilflytterfordel selvom man flytter til et andet sted i samme kommune.

Heksemutter skriver:

Det er muligvis forskelligt fra kommune til kommune, men i Århus har man tilflytterfordel selvom man flytter til et andet sted i samme kommune.

Det havde min veninde ikke da hun flyttede fra midt byen og ud til vores lille by. De endte faktisk med at vente et helt år fordi de på den måde kunne få lillesøster samme sted hen ved søskendefordelen!

2babygirls skriver:

Det havde min veninde ikke da hun flyttede fra midt byen og ud til vores lille by. De endte faktisk med at vente et helt år fordi de på den måde kunne få lillesøster samme sted hen ved søskendefordelen!

Okay, det lyder underligt - vi flyttede for et par måneder siden og vi kom forrest i køen og fik vores 1. prioritet.

Jeg ringede til pladsanvisningen et par måneder før vi skulle flytte, for at høre lidt om hvordan landet lå, da den by vi er flyttet til er kendt for at have for få institutionspladser. Og der fik vi at vide, at vi havde tilflytterfordel.
Men hvorfor din veninde ikke havde det, skal jeg ikke kunne sige.

EAF skriver:

Hvis han er vant til at blive aktiveret 24/7 er der ikke noget at sige til at han vedbliver at ville noget hele tiden.. Et barn har i mange sammenhænge både i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole godt af bare at være sammen med sin mor og far og ikke lave noget, dvs. barnet skal IKKE aktiveres hele tiden, lad ham rode med noget legetøj, så længe mor og far er der og holder et øje på ham... det er ikke jeres barn, det er jer selv I skal tage et kig på. Længere er den ikke. I SKAL hverken tage ud og se noget hele tiden, være på besøg hele tiden, lege på legeplads hele tiden, køre langt, tage langt væk hele tiden... Det er ikke hans behov der bliver dækket her, men din egen ide om at dit barn skal aktivers med alt muligt. Som barn ville jeg få stress over de mange skift i en "almindelig" hverdag. Tænk på barnet ikke har noget filter, som voksne har.. De suger ALT til sig og han kører fuldstændig på overtryk. Start med IKKE at lave noget som helst aktivitet. Det kaldes tøffetid. Dit fineste job er at være sammen med ham, uden alt muligt pynt på kransekagen. Og er du bange for ikke at leve op til hvad andre storbyforældre proklamerer med f.eks på fb. Så kan du trække vejret dybt og ærligt fortælle at du har mor/barn-tid. Du får et roligere barn, det gør ikke noget at kede sig, det er der de får udviklet deres fantasi og prøver sig selv af. De har ikke brug for een til at vise dem noget hele tiden, de børn ender med at sidde fuldstændig passive i børnehaven og ikke vide hvilket ben de skal stå på fordi der ikke er nogen der giver dem en aktivitet. 

 

 

Jeg er klar over at dit svar er skrevet i bedste mening, men det er tydeligt at du hverken kender mig, min søn eller vores situation

Jeg er meget enig i dine betragtninger om at børn ikke skal aktiveres konstant, men det bliver han bestemt heller ikke. Hvis jeg har fået det til at lyde sådan i denne tråd, så er det nok nærmere fordi jeg er bange for at han bliver understimuleret, og var bange for at få en masse kritik for at jeg ikke render rundt og laver alt muligt med ham når han nu ikke lader til at blive aktiveret nok ved at være herhjemme. Troede at folks svar ville være noget ala "Du er hans mor, hvis han kræver at blive slæbt med rundt i legestuer dagen lang, så er det jo det du må gøre". 

Men jeg ligger ham faktisk meget for sig selv, ikke mindst fordi han plejede at være god til at underholde sig selv på sit legetæppe og fordi jeg synes det er vigtigt at han får noget tid uden at jeg er over ham.

Og så ikke mindst fordi det er hårdt at skulle være på konstant når han er vågen. Lige pt. (=de sidste par dage) kræver han det knap så meget, men f.eks. hele sidste uge da pev og klynkede han hvis ikke jeg underholdt ham alle hans vågne timer. Og sådan har det været i mere eller mindre grad i ca. 5 uger nu. I sidste uge var det dog ekstra slemt, der begyndte han også at kræve mere, hvis han blev passet af andre - det plejer at være nok bare at komme et nyt sted hen/over i armene på nogle andre som vil snakke med ham. Men nu skulle de også underholde ham hele tiden fortalte de

Jeg talte med nogle i en Facebookgruppe som har børn som er lidt ældre som sagde at det havde været det samme med deres børn fra da de blev 6 måneder ca. - At de ville underholdes hele tiden og opleve meget mere på en dag end hvad forældrene formåede. Og der havde løsningen været daginstitution/dagpleje. Deres børn havde været så glade for at komme ud og opleve noget andet.

Resten af jeres svar vender jeg lige tilbage på imorgen, nu blev det sent :-)

SK85 skriver:

Jeg er klar over at dit svar er skrevet i bedste mening, men det er tydeligt at du hverken kender mig, min søn eller vores situation

Jeg er meget enig i dine betragtninger om at børn ikke skal aktiveres konstant, men det bliver han bestemt heller ikke. Hvis jeg har fået det til at lyde sådan i denne tråd, så er det nok nærmere fordi jeg er bange for at han bliver understimuleret, og var bange for at få en masse kritik for at jeg ikke render rundt og laver alt muligt med ham når han nu ikke lader til at blive aktiveret nok ved at være herhjemme. Troede at folks svar ville være noget ala "Du er hans mor, hvis han kræver at blive slæbt med rundt i legestuer dagen lang, så er det jo det du må gøre". 

Men jeg ligger ham faktisk meget for sig selv, ikke mindst fordi han plejede at være god til at underholde sig selv på sit legetæppe og fordi jeg synes det er vigtigt at han får noget tid uden at jeg er over ham.

Og så ikke mindst fordi det er hårdt at skulle være på konstant når han er vågen. Lige pt. (=de sidste par dage) kræver han det knap så meget, men f.eks. hele sidste uge da pev og klynkede han hvis ikke jeg underholdt ham alle hans vågne timer. Og sådan har det været i mere eller mindre grad i ca. 5 uger nu. I sidste uge var det dog ekstra slemt, der begyndte han også at kræve mere, hvis han blev passet af andre - det plejer at være nok bare at komme et nyt sted hen/over i armene på nogle andre som vil snakke med ham. Men nu skulle de også underholde ham hele tiden fortalte de

Jeg talte med nogle i en Facebookgruppe som har børn som er lidt ældre som sagde at det havde været det samme med deres børn fra da de blev 6 måneder ca. - At de ville underholdes hele tiden og opleve meget mere på en dag end hvad forældrene formåede. Og der havde løsningen været daginstitution/dagpleje. Deres børn havde været så glade for at komme ud og opleve noget andet.

 

 

Resten af jeres svar vender jeg lige tilbage på imorgen, nu blev det sent :-)

 

Tror alle babyer har sådan en periode når de er 6 mnd, og nej løsningen er ikke dagpleje eller vuggestue men tiden. Det er som om deres hovede er længere fremme end deres motoriske formåen og det irriterer dem, de "keder" sig ikke fordi de kun har mor, men fordi de ikke kan få sig selv sat i bevægelse. Kan huske min datter siddende på gulvet og bare være så rasende fordi hun ikke kunne følge med mig - jeg oplevede det slet ikke som hun skulle underholdes hele tiden, men som en frustration og at hun ville med og forsøge at styre min krop så hun kunne være mobil, samtidig når vi så nåede tingen jeg var styret hen til så gav det ikke den tilfredsstillelse for hun var stadig ikke mobil. 

Med mine 3 var det en periode, de af dem der blev hurtigt mobile der var perioden ikke så lang og i selv min datter som først blev mobil da hun var 9 mnd, der varede fasen nu heller ikke fra 6 mnd til 9 mnd for tror også der handler om er udviklingsspring men hun var klart mere krævende end drengene der kravlede fra de var 7 mnd. 

Tænker det er en bagvendt tankegang: jeg oplever en frustration hos mit barn og det løser jeg ved at tage mot barn ud af trygheden. Korrekt barnet vil blive træt, sove bedre, kræve mindre både fordi der er mindre timer at kræve det i og fordi barnet ikke har samme overskud, og frustrationen vil blive mindre i hvert fald som signal for barnet har ikke samme overskud til at frustreres over alle de ting barnet gerne vil. Barnet vil blive stimuleret enormt i sin synssans og måske endda begynde sin mobilitet hurtigere for nu er der endnu vigtigere at komme rundt. Men at sige det er det bedste for barnet fordi barnet keder sig er for mig bagvendt. Jeg tror aldrig jeg kan få over mine læber det er bedst for sådan et lille pus at komme i et pasningstilbud med mindre der er enorme familiæreproblemer, men det kan være det bedste for mor, for økonomien, for planlægning af studiet osv. 

Hvis I insisterer på at han skal i et pasningstilbud nu her, hvorfor kan det så ikke være hos en privat dagpleje eller kommunal dagpleje, og så først flytte ham når I køber hus? 

Jeg forstår ikke helt hvorfor det skal være vuggestue. Især ikke når han er SÅ lille.