Anonym skriver:
Jeg ved præcis hvordan du har det, for jeg har prøvet det samme. Jeg var dog ikke gravid, så ikke engang det kunne bruges som undskyldning. Det gjorde så ondt og til brylluppet blev min mands polterabend nævnt hele tiden og alle grinte. For at sætte en fed streg under hvor lidt jeg egentlig betyder havde ingen, heller ikke min mand arrangeret noget for mig til brylluppet. Mine forældre havde en sang dog. Det blev direkte pinligt da flere gæster højydt sagde flere gange til min mand at han burde holde tale for mig. Jeg gin ud på toilettet og græd. Her havde jeg i månedsvis planlagt den helt store dag, men det var åbentlys spildt for gæsterne var de forkerte.
Idag er jeg skilt og har ingen kontakt til andre end mine forældre og en enkelt moster.
Jeg tilgiver det aldrig. Min bror blev gift lige inden mit brylluo, og der havde min svigerinde frabedt at jeg kom med til hendes polterabend.
Det gør så ondt at vide at man betyder så lidt.
Idag forsøger jeg at stable en ny vennekreds på benene, men det er svært for jeg stoler ikke på nogen.
Åh hvor er det trist, vi er stadig lykkeligt gift men jeg oplevede lidt det samme til brylluppet. Min svigerfar fik sagt få ting til mig, men mest gjort nar og grin af mig, de havde lavet en sang hvor de lavede sjov og gjorde nar, blev ret ked af det, meningen var han så skulle sige noget pænt i talen men noget gik åbenbart galt, han sagde jeg var yndlings svigerdatter men jeg var jo også den eneste, gjorde mig ret ked af han sagde sådan. De havde også lavet hæfte med billeder fra polterabend som de delte rundt og fortalte om hele oplevelsen
Anmeld
Citér