Skuffelsen hænger stadig ved

Jeg står i den situation at min søster skal giftes. 

Der er heldigvis god tid, og tænker jo at der nok skal holdes et polterabend og vil jeg selvfølgelig gerne, og vores anden søster bliver også en del af det, når vi begynder at nærme os. 

Jeg har dog brug for at bearbejde min egen oplevelse først. 

Det er ved at være et par år siden jeg selv blev gift, og var højgravid på det tidspunkt. Vi nærmede os dagen for bryllup så skænkede faktisk ikke tanken om et polterabend da vi var så tæt på. 

14 dage før bliver min mand hentet hos os, svigermor var med for at sikre jeg ville tage det ok �� Jeg blev så efterladt tilbage, højgravid og skulle passe den ældste. Jeg fik at vide det kun var min mand som skulle afsted. Kan ikke huske hvordan men snakkede med min mor i telefon, og fandt så ud af at ikke alene var der ingen form for polterabend til mig, jeg var jo højgravid, men weekenden efter ville mænderne fra min side af familien og vennekredsen tage min mand med igen, så han fik dobbelt op. ��������

jeg blev så ked af det og så skuffet at begge familier tænkte på min mand men ingen på mig. Mine søstre havde faktisk afvist min veninde da hun spurgte om der blev noget, og derfor var den lukket der. 

Det endte med, at mine søstre tog mig med i ugen op til brylluppet, men efter et par timer kunne de ikke komme hurtigt nok hjem igen. 

Det hele ramte rigtig hårdt �������� 

jeg vil gerne ha det bearbejdet så jeg kan gøre dette for min søster, men skuffelsen over alles takling og manglende tanke for mig har gjort mig så ked af det. Blev virkelig behandlet grimt i processen og det var den ene gang folk havde mulighed  og forstår godt mandens familie ønskede en herretur men i min familue er øvrige polterabender blevet fejret samlet, og at min familie + venner holdte for min mand men ingen overhovedet holdte noget for mig, er jeg så ked af.  

var da ok vi ikke kunne holde samlet men at vi så ikke fik hver vores weekend forstår jeg ikke ������ 

Har ikk rigtigt noget konstruktivt svar til dig udover: hold kæft hvor jeg syndes det er taveligt af dem

Ej det synes jeg fandme også er tarveligt.

Jeg er i 30´erne selv, og skulle mene at jeg ellers er rimelig voksen og fornuftig, men her ville jeg nok ikke gide at lave det helt store for søsteren. Slet ikke når I ikke har snakket om det, eller de har sagt undskyld. Aldrig om jeg gad bruge min tid på det.

Men jeg synes nok egentlig at du skal snakke med dine søstre om det, det går jo ikke over af sig selv. Få snakket ud om det. Men jeg ville sgu lade nogle af hendes veninder om at arrangere.

Hmm .. 

Har du talt med dem om hvorfor det endte sådan ? 

Måske er polterabend for dine søstre ensbetydende med at drikke sig i hegnet - hvilket man jo ikke kan som højgravid af gode grunde .. Og måske tænkte de netop derfor at du slet ikke ønskede det ..  

Måske ville de helst selv være fri og har derfor slet ikke tænkt tanken at holde noget ... 

Hvem er det traditionen med at samle det er fra i jeres omgangskreds ?  Er det sket alle gange du overhovedet har hørt om ? Eller er det sket de 2 gange du har været af sted til polterabend før ?  (personligt har jeg fx kun været til polterabend en gang (ved en moster)og har  derfor ikke noget sammenlignings grundlag ) 

Jeg er selv højgravid og skal giftes på den anden side af sommerferien. Jeg har frabedt mig alt hvad der minder om polterabend - for jeg kan slet ikke overskue det. Hverken nu som tyk trunte eller senere med baby på armen .. Og det er ikke fordi det helst skal være druk og bytur - men jeg har bare minus på overskudskontoen nu og jeg skal helst ikke planlægge for meget på den anden side af fødslen ... 

Jeg kan kun forestille mig, hvor skuffet du må have været. Jeg synes, hvis du kan, at du skal tage en snak med dine søskende, og høre dem efter, hvorfor du ikke skulle have en fin polterabend. Jeg tænker, at man endda kunne have lavet babyshower/polterabend i én, så det havde været mere gravid-venligt. Det kan være svært at ligge bitterheden fra sig, men jeg synes du skal prøve, og så vise dem, at du rent faktisk er den voksne i det her. Stort kram, og held og lykke 

Hvorfor i al verden skal du dog bruge tid og energi på, at arrangere noget for din søster, når hun med alt tydelighed har vist, at hun ikke ville gøre det for dig? 

Jeg synes bestemt ikke det er at være barnlig, hvis du ikke har lyst til at involvere dig i hendes polterabend. Man må jo formode, at det ikke betyder det hele store for hende, siden du ikke skulle have en, så du gengælder jo bare tjenesten.

Ej ej hvor er det altså bare tarveligt!! 

Forstår godt hvis du er bitter. De skylder dig en kæmpe undskyldning.

Tak for jeres svar, det varmer da jeg selv har tænkt om jeg bare var barnlig og det var dumt at være skuffet. Havde ingen af os fået et polterabend havde jeg også været ok med det, ville ikke det vilde hvor man skulle udstilles, og feks sælge kys i byen, men ønskede min moster heller ikke og blev respekteret, men der var alle alligevel med og hvor vi var i aktionland. Da mine forældre og senere min ene moster blev gift blev der holdt polterabend og det samme ved deres fætre/kusiner osv. Jeg var først til at blive gift da jeg er ældst af både søstre og fætre/kusine flokken. Min anden moster blev gift året efter os og der blev holdt polterabend hvir de deltog, de deltog dog ikke i planlægningen som sådan.  I venneflokken er vi de første som er blevet gift, på nær 1 veninde som gav besked på samme dag som de blev gift og var meget lille og intimt, tror vi var ca 20 personer 

har følt mig som verdens værste person og tænkt om jeg virkelig er så frygtelig siden ingen har villet holde noget for mig, synes ellers selv jeg gør alt for at hjælpe omkring mig, men nøj det gav et hak i selvtilliden at  begge familier lavede noget for min mand men ingen ville lave noget sammen med mig  

Jeg havde intet gjort ud af hendes polterabend.. Hvad man selv investere tid i går begge veje (uden at være navlepiller), så mener jeg at der er andre end dig der må sørge for hendes polterabend. 

Jeg har selv oplevet ikke at blive inviteret med til veninders bryllupper, og den dag jeg skal giftes, så er der ingen af de par stykker der skal med.. Jeg er bare færdig med at være overbærende og rummelig. 

Vi skal holde barnedåb, og ikke engang her er de inviteret med! 

Jeg holder utroligt meget af dem,men man lærer bedst ved selv at mærke skuffelsen og den øv følelse der opstår ved at stå alene tilbage. 

Hold da op hvor må du have været skuffet !! 

Så får sin mand enlig din aften oven i han har fået sin ejen ! 

Havde ikke holdt noget for hende. 

Jeg havde intet gjort ud af hendes polterabend.. Hvad man selv investere tid i går begge veje (uden at være navlepiller), så mener jeg at der er andre end dig der må sørge for hendes polterabend. 

Jeg har selv oplevet ikke at blive inviteret med til veninders bryllupper, og den dag jeg skal giftes, så er der ingen af de par stykker der skal med.. Jeg er bare færdig med at være overbærende og rummelig. 

Vi skal holde barnedåb, og ikke engang her er de inviteret med! 

Jeg holder utroligt meget af dem,men man lærer bedst ved selv at mærke skuffelsen og den øv følelse der opstår ved at stå alene tilbage. 

Jeg ved præcis hvordan du har det, for jeg har prøvet det samme. Jeg var dog ikke gravid, så ikke engang det kunne bruges som undskyldning. Det gjorde så ondt og til brylluppet blev min mands polterabend nævnt hele tiden og alle grinte. For at sætte en fed streg under hvor lidt jeg egentlig betyder havde ingen, heller ikke min mand arrangeret noget for mig til brylluppet. Mine forældre havde en sang dog. Det blev direkte pinligt da flere gæster højydt sagde flere gange til min mand at han burde holde tale for mig. Jeg gin ud på toilettet og græd. Her havde jeg i månedsvis planlagt den helt store dag, men det var åbentlys spildt for gæsterne var de forkerte.

Idag er jeg skilt og har ingen kontakt til andre end mine forældre og en enkelt moster.

Jeg tilgiver det aldrig. Min bror blev gift lige inden mit brylluo, og der havde min svigerinde frabedt at jeg kom med til hendes polterabend. 

Det gør så ondt at vide at man betyder så lidt.

Idag forsøger jeg at stable en ny vennekreds på benene, men det er svært for jeg stoler ikke på nogen.