Hvad tænker I? Deltage

Hvis jeg var i dine sko ville jeg være lidt mere nysgerrig på hvorfor min datter ikke ville afsted. For en ting er der milimeter demokratiske argument: hun kommer ikke hos mig ergo jeg kommer ikke hos hende. Men din datter går jo glip af noget ved ikke at deltage, hun går glip af en eftermiddag med 3 klassekammerater, grin, madlavning, hygge og leg - hvorfor ønsker hun at gå glip af det "bare" fordi den pige ikke kommer hjem til hende.

hvis det så vitterlig kun var den milimeterdemokratiske logik der var grunden, så ville jeg forklare og forklare og forklare hvordan milimeterdemokrati ikke er brugbar i praksis for at behandle folk retfærdigt er ikke det samme som at behandle dem ens (kan desværre ikke lige finde den meget sigende tegning hvor man ser to der får skamler til at se over et hegn). Og jeg ville forklare at min egen datter i bund og grund var den heldige og var den der fik alle de gode oplevelser.

en ting i denne tråd der undrer mig er snakken om at give og tage. Måske er modsat, men jeg synes jo netop man modtager når man er gæst og giver når man inviterer, og her i tråden er det den modsatte opfattelse. En lille undren - okay hvis man ser bort fra de ofte ubrugelige 25 kr's gaver  forresten en måde at undgå der med gave ideen er at lave en gavefriklasse eller man samler sammen til alle får en stor gave også selvom de ikke holder fødselsdag.

For mig er det helt basalt, at dét at behandle alle retfærdigt ikke er at behandle alle ens. Og hvis mine børn ikke viste forståelse for, at der er forskel på, hvad Sofie og Susanne kan og må og er i stand til, og de gav udtryk for en "noget for noget"-, milimeterdemokratisk indstilling til dét at omgås andre, ville jeg se det som min fornemste opgave at forklare dem, hvordan tingene hænger sammen. At Søren ikke skal deltage i idrætsundervisningen, fordi han har et fysisk handicap. At Mia ikke skal med på lejrskole, fordi hun lider af hjemve i ekstrem grad. At Ali ikke skal have serveret frikadeller. 

Jeg er helt grundlæggende uenig med dig i, at verden ikke ser sådan ud for voksne, og at relationer er bygget op om, at alle parter "giver det samme". Jeg ville ALDRIG sige nej til en invitation fra en kollega, som af grunde, jeg ville stole på var gode, ikke kom til min og andres fejringer eller til julefrokosten. Jeg ville oprigtigt mene, det var synd, hun gik glip af så meget, og bakke hende op i det, hun følte sig tryg ved og havde lyst til, jeg skulle deltage i. 

Jeg får helt kuldegysninger ved tanken om, at forældre til eleverne i min 8. klasse bakkede deres døtre op i, at de "satte grænser" ved ikke at deltage til C's fødselsdag, baseret på deres opfattelse af, at hun da virker tryg nok til hverdag på skolen og derfor "burde" komme, når de inviterede. C har socialangst og overskrider alle sine grænser hver eneste dag ved at komme i skole. 

Ingen af os aner, om "generthed" er en omskrivning af sandheden, og om pigen her har vægtige grunde til ikke at komme. Skal der en diagnose til, før det er godkendt af de andre forældre, eller kunne man vise tillid til, at der er en gyldig grund?

TS's barn er ude i noget retfærdighedstankegang som argument for at blive væk - jeg læser intet om generel modvilje over for pigen eller ulyst til fødselsdagen som sådan. At en pige i den alder ikke kan se, at det er den anden, der har et problem og går glip af en masse, kan jeg til nød forstå - men mener du virkelig, at den, det er "uretfærdigt" for, er den "normale" pige, der får de gode oplevelser med sine klassekammerater? Og synes du, det er sådan, at det er værtinden/fødselaren, der "modtager" det hele, og at gæsterne kun kommer for at give? 

Jeg synes, det kan virke som en håbløs mission at lære børn om accept af forskelligheder og måske endda evnen til at give lidt ekstra til dem, der falder udenfor, hvis deres forældre står i kulissen og messer "noget for noget!" Måske er det deres barn, der en dag får brug for at blive "forskelsbehandlet" og mødt med lidt "uretfærdig" omsorg og velvilje. 

Som voksen bestemmer du selv dine relationer og hvad man vil finde sig i. Jeg ville i længden ikke gide en veninde, som aldrig kom til mine ting, men forventede jeg kom til deres. Selvfølgelig er der nuancer, og hvis min såkaldte veninde faktisk var socialt angst og så kom en anden dag i stedet for at fejre mig, bare hende og mig - ville hun jo også vise mig at hun gad mig på sine præmisser.. Jeg ser ikke udtryk for at pigen gør noget overhovedet for at pleje relationen i forhold til ts' datter. Selvfølgelig kan man ikke dele sol og vind 100% lige, men er heller ikke fair at en barn lære at nogle mennesker kun får sol, mens andre kun får vind.

Jeg synes absolut ikke man kan sammenligne generthed med en muslim som ikke må få svinekød eller en dreng med et fysisk handikap ikke deltager i idræt.

Har pigen en decideret diagnose, må forældrene da være ærlige omkring det for at opnå den forståelse. Generthed er for mig ikke en undskyldning for ikke at kunne deltage i arrangementer med 3-4 piger. Og har faktisk heller aldrig hørt om en som var oprigtigt så genert/utilpas i sociale kontekster, som personen ikke kunne overskue andres arrangementer, men sagtens kunne klare at være i centrum selv...

Trådstarter: fleretallet herinde mener at det er synd for den lille pige og hendes grænser og så skal din datter deltage ligegyldigt hvordan hun har det med det hele. Og alle har selvfølgelig ret til at opdrage deres børn som de vil. Men hvis du går med de samme tanker dom jeg gør om situationen - synes jeg personligt, at det er helt okay at tage en god snak med din datter om situationen igen, anerkende hendes følelser omkring det og sige, at hvis din datter virkelig ikke har lyst til at deltage, skal hun ikke tvinges til noget hun føler er forkert - på helt samme præmis som at pigen som det handler om, også må slippe for at tage afsted fordi hun føler det et forkert 

B16 skriver:

Som voksen bestemmer du selv dine relationer og hvad man vil finde sig i. Jeg ville i længden ikke gide en veninde, som aldrig kom til mine ting, men forventede jeg kom til deres. Selvfølgelig er der nuancer, og hvis min såkaldte veninde faktisk var socialt angst og så kom en anden dag i stedet for at fejre mig, bare hende og mig - ville hun jo også vise mig at hun gad mig på sine præmisser.. Jeg ser ikke udtryk for at pigen gør noget overhovedet for at pleje relationen i forhold til ts' datter. Selvfølgelig kan man ikke dele sol og vind 100% lige, men er heller ikke fair at en barn lære at nogle mennesker kun får sol, mens andre kun får vind.

Jeg synes absolut ikke man kan sammenligne generthed med en muslim som ikke må få svinekød eller en dreng med et fysisk handikap ikke deltager i idræt.

Har pigen en decideret diagnose, må forældrene da være ærlige omkring det for at opnå den forståelse. Generthed er for mig ikke en undskyldning for ikke at kunne deltage i arrangementer med 3-4 piger. Og har faktisk heller aldrig hørt om en som var oprigtigt så genert/utilpas i sociale kontekster, som personen ikke kunne overskue andres arrangementer, men sagtens kunne klare at være i centrum selv...

Trådstarter: fleretallet herinde mener at det er synd for den lille pige og hendes grænser og så skal din datter deltage ligegyldigt hvordan hun har det med det hele. Og alle har selvfølgelig ret til at opdrage deres børn som de vil. Men hvis du går med de samme tanker dom jeg gør om situationen - synes jeg personligt, at det er helt okay at tage en god snak med din datter om situationen igen, anerkende hendes følelser omkring det og sige, at hvis din datter virkelig ikke har lyst til at deltage, skal hun ikke tvinges til noget hun føler er forkert - på helt samme præmis som at pigen som det handler om, også må slippe for at tage afsted fordi hun føler det et forkert 

 

 

Men ideen med legegrupper/spisegrupper-madgrupper (kært barn mange navne) er jo netop at skabe relationer mellem børn der er blevet sat i et tvungent fællesskab i skolen, måske de børn "kun"'er sammen uden for skolen i de grupper og aldrig på andre tidspunkter fordi de ikke klikker, måske er det gruppen der gør de pludselig klikker og bliver uadskillige. Det er ikke veninder der sættes sammen (hvis det er skolen der sammensætter gruppen), det er netop nogen hvor man tænker relationen kunne styrkes for klassefællesskabets bedste. 

Og jo der findes børn uden diagnoser som synes det er svært at være gæst hos for dem ukendte voksne, børn kommer i alle afskygninger. Der findes også forældre der synes det er utrolig svært at give slip og undskylder det med generthed hos barnet - hvad de enkelte familier bærer rundt på i rygsækken aner vi ikke og så må det vil være sådan man som udgangspunkt tænker de taler sandt eller i hvert fald har behov for den historie for at kunne "klare" livet og hvad så? Er det ikke bare fantastisk ens eget barn kan klare de sociale sammenhænge?

lineog4 skriver:

Hvis jeg var i dine sko ville jeg være lidt mere nysgerrig på hvorfor min datter ikke ville afsted. For en ting er der milimeter demokratiske argument: hun kommer ikke hos mig ergo jeg kommer ikke hos hende. Men din datter går jo glip af noget ved ikke at deltage, hun går glip af en eftermiddag med 3 klassekammerater, grin, madlavning, hygge og leg - hvorfor ønsker hun at gå glip af det "bare" fordi den pige ikke kommer hjem til hende.

hvis det så vitterlig kun var den milimeterdemokratiske logik der var grunden, så ville jeg forklare og forklare og forklare hvordan milimeterdemokrati ikke er brugbar i praksis for at behandle folk retfærdigt er ikke det samme som at behandle dem ens (kan desværre ikke lige finde den meget sigende tegning hvor man ser to der får skamler til at se over et hegn). Og jeg ville forklare at min egen datter i bund og grund var den heldige og var den der fik alle de gode oplevelser.

en ting i denne tråd der undrer mig er snakken om at give og tage. Måske er modsat, men jeg synes jo netop man modtager når man er gæst og giver når man inviterer, og her i tråden er det den modsatte opfattelse. En lille undren - okay hvis man ser bort fra de ofte ubrugelige 25 kr's gaver  forresten en måde at undgå der med gave ideen er at lave en gavefriklasse eller man samler sammen til alle får en stor gave også selvom de ikke holder fødselsdag.

Bare lige for at klargøre min egen brug af konceptet i mine indlæg. Når jeg snakker om give og tage, tænker jeg ikke på penge overhovedet.

Jeg mener det som i at man som fødselar fx gerne vil fejres og dele sin dag med dem som betyder mest - hvorfor det derfor betyder noget for denne person at opleve at de nærmeste omkring en sætter tid af til det og giver fødselaren en bekræftelse i at selskabet er ønsket og man også synes fødselaren fortjener at blive fejret. 

Altså det menneskelige aspekt i at være der for hinanden og gøre hvad man kan for at vise hinanden at man vil hinanden det bedste.. 

B16 skriver:

Bare lige for at klargøre min egen brug af konceptet i mine indlæg. Når jeg snakker om give og tage, tænker jeg ikke på penge overhovedet.

Jeg mener det som i at man som fødselar fx gerne vil fejres og dele sin dag med dem som betyder mest - hvorfor det derfor betyder noget for denne person at opleve at de nærmeste omkring en sætter tid af til det og giver fødselaren en bekræftelse i at selskabet er ønsket og man også synes fødselaren fortjener at blive fejret. 

Altså det menneskelige aspekt i at være der for hinanden og gøre hvad man kan for at vise hinanden at man vil hinanden det bedste.. 

Der er jeg nok modsat jeg synes jo man modtager når man kommer som gæst og giver når man inviterer (måske fordi jeg ikke nyder at være centrum, skulle lave mad, købe ind, gøre rent osv). 

Så konklusionen må være man både giver og tager som gæst og som vært. Men for den pige i historien er det så ikke muligt at give og tage som gæst men alene som vært. Og jeg tænker ikke det tager noget fra fx mit barn hvis hun deltager selvom værten ikke kan deltage for de får og tager begge to

cnmigo skriver:

Hejsa

 

Det er et lille "ubetydeligt" problem som jeg lige vil vende med jer

Det kan være svaret er ligetil - men vil gerne lige høre synspunkterne, og se lidt input

 

Aldersgruppe: 2. klasse

 

I klassen er der en ordning med spis med dine venner; man har på skift 3-4 børn med hjem til spisning/eller er selv hjemme og spise ved de andre.
Der desuden almindelige børnefødselsdage for hhv. pige og drenge.

1 pige fra klassen deltager ikke i fødselsdage - hun er for genert hedder det.
Hun holder selv fødselsdag og inviterer tøserne hjem.

Jeg har det lidt hm hm med det, både og. Men det korte af det lange; hun får fest og gaver af tøserne, men de får ikke hendes selskab eller gaver "i bytte" fra hende. Det er lidt en unfair løsning.
Det skal dog siges at sidste år fik min datter en gave med hjem fra hende, men det gjorde hun ikke de første to år... (nej går ikke i små sko, men helt fair er det nu altså ikke - jeg har fint råd til 25 kr. i gave ) Forstå mig ret.

 

Nåmen, spis med dine venner for min datter, er så hjemme ved pigen her næste gang.
Og min datter har meldt ud at hun ikke vil med "Fordi X kommer heller aldrig hjem til hende..."

Og det er her dilemmaet opstår.

For hun har jo ret - men man bliver jo heller ikke et mindre menneske af at deltage.
Jeg sagde til hende at selvfølgelig skulle hun det, så kunne hun hygge sig der og vise X at det slet ikke er så farligt...

Omvendt, nu har de gået sammen i klassen i snart 3 år, det må også snart være på tide at pigen kommer ud og deltager - hun er ikke en tilbageholdende type når jeg ser hende i skolen. 
Men kender hende selvfølgelig ikke personligt - da hun jo aldrig deltager...

Så - hvad tænker du?!

Jeg synes at det er super interessant det spørgsmål du lægger op og jeg har selv stemt både og, da jeg ser argumenter på begge sider. 

For på den ene side mener jeg jo at disse legeaftaler, lav mad aftaler eller hvad folk kalder dem, er til for at tvinge børnene til at snakke sammen, så dem der ikke så tit har aftaler eller måske er lidt upopulære også får en chance - synes virkelig at det er et smukt koncept! Og derfor ville jeg mene at din datter bør tage afsted til netop dette arrangement. 

Men du nævner at hun ikke deltager i fødselsdage, men hvad med de lav mad aftaler der foregår hos andre, deltager hun i dem? (Ved ikke om jeg har misset det)

Men jeg tænker også at pigen må være nået dertil at 2. klasse snart er slut og hvad der virkede fint i 0. klasse måske som minimum bør tages op til overvejelse igen efterhånden. Hun møder jo trods alt op i skolen som også er på 'fremmed grund', uden forældre og med endnu flere børn. Og mit argument er derfor; om det der var en kæmpe hjælp til at begynde med måske bliver en hindring frem over. For jeg er slet ikke i tvivl om, at det er noget hun har haft brug for til at begynde med, men spørgsmålet er om hun er blevet forvant og nu måske er bange for at bryde sit mønster? At hun måske kun er blevet endnu mere usikker i og med hun ikke har været med før og er bange for at det nu er for sent? At genertheden måske er væk, men at det nu snarere er et mønster hun frygter at bryde? At hun er bange for at blive afvist selvom hun faktisk er klar?

Det er ikke sikkert at det er sådan, og det kan sagtens være at hun virkelig har brug for disse hensyn i noget tid endnu. Men jeg giver det lille undertal ret i, at det i hvert fald ikke kan fortsætte til hun er 30, for sådan er verden ikke skruet sammen. 

Jeg kan i øvrigt sagtens se dit argument i at det handler om selve fejringen, og det at blive anerkendt som det bærende og ikke det økonomiske. For selvom du nævner gaver, så er det jo sådan børn føler at de bliver fejret. Og i og med at din datter er stor nok til at danne en mening om situationen, synes jeg bestemt at det er værd at tage diskussionen op. Enten at pigerne selv tager den barn-til-barn eller at du tager det op med enten lærere og/eller forældrene og forklarer din datters reaktion og at du frygter at deres datter vil blive ekskluderet. Måske ikke endnu, men på sigt, hvis ikke der arbejdes lidt mere fra deres side, eller der bliver meldt noget ud, som i vil kunne forklare jeres børn. 

For jeg vil også mene at det er svært for et barn at forstå, hvorfor en pige der ellers trives fint i klassen og til sin egen fødselsdag ikke vil med til andres. Og så kan vi voksne være nok så rummelige, men det tror jeg kan være svært for et barn at forstå til fulde. 

Undskyld det lange indlæg, jeg håber at du finder ud af det

modesty skriver:

Jeg synes det er HELT vildt småligt (og at gå i meget små sko) at se på det som "unfair".

Men det er selvfølgelig synd for pigen hvis hun ender med at være helt udenfor pga. hendes generthed. Man kunne måske spørge klasselæreren om alt er okay, eller om man kunne prøve at gøre en ekstra indsats for pigens skyld. Man kunne måske have hende med hjemme på en legeaftale uden at det er et større arrangement?

Jeg synes at din datter skal tage med til lave mad arrangementet. Jeg synes at du skal fortælle hende at mennesker er forskellige, og at der skal være plads til disse forskelligheder. Du kan måske overtale hende med at de andre børn der skal med er søde og at det bliver en hyggelig aften.

Som tidligere nævnt er jeg på 'både og holdet', men jeg bliver nødt til at svare på dette indlæg som jeg er dybt uenig i. 

Både i at du kalder trådstarter for smålig, for det synes jeg bestemt ikke at hun er, når man læser hendes indlæg, og synes også at det er med til igen at skabe en negativ tone. 

Når det så er sagt så er jeg meget enig i at man bør kontakte enten læreren eller forældrene og høre om alt er, som det skal være, men jeg synes faktisk ikke at TS skal tage initiativer på egen hånd for at hjælpe pigen. Det ansvar vil til hver en tid ligge hos pigens forældre. 

Derfor mener jeg også at man bør tage snakken med nogen. Jeg mener ikke at generthed er en legitim undskyldning at give et barn i slutningen af 2. klasse - især ikke i et samfund, hvor man smider om sig med diagnoser for at der skal tages hensyn. Generthed er ikke en diagnose og er så uhåndgribeligt at det er svært at forklare et barn. Så kan vi voksne være nok så rummelige, men det handler ikke om rummelighed og jeg synes faktisk at i fratager forældrene alt ansvar, ved ikke at følge op på om der måske skal laves nogle ændringer. 

Jeg siger ikke at man ikke skal hjælpe pigen, men jeg mener ikke at det er TS's ansvar, og at det altid bør være i samarbejde med forældrene og ikke udenom dem. 

Og selvfølgelig skal der tages hensyn hvis hun rent faktisk har et seriøst problem, men så må forældrene altså også melde klart ud. 

Jeg synes stadig at hendes datter skal med til arrangementet fordi formålet med den ordning netop er at tage hensyn til de lidt mere udsatte og ensomme børn, men når det så er sagt, så ville jeg snarere være bange for at pigens manglende deltagelse skyldes at hun er blevet vant til ikke at deltage og kan være bange for at blive afvist når/hvis hun bryder det mønster. Især nu hvor at børnene bliver ældre og måske er begyndt at tage samme afstand til hende som hun har taget til dem. Det er jo langt fra sikkert at TS's datter er det eneste barn der føler sådan, og det vil pigen jo kunne mærke. Børn ændrer sig med alderen, og måske har pigen været klar til at være med de andre længe, men har bare ikke turde af frygt for nu at blive afvist. og måske er hun langt fra klar endnu. 

Uanset så synes jeg at det er super vigtigt at forældrene bliver informeret om de reaktioner børnene har på den uvidenhed der er om situationen, og så må de sammen tage den derfra. 

B16 skriver:

Som voksen bestemmer du selv dine relationer og hvad man vil finde sig i. Jeg ville i længden ikke gide en veninde, som aldrig kom til mine ting, men forventede jeg kom til deres. Selvfølgelig er der nuancer, og hvis min såkaldte veninde faktisk var socialt angst og så kom en anden dag i stedet for at fejre mig, bare hende og mig - ville hun jo også vise mig at hun gad mig på sine præmisser.. Jeg ser ikke udtryk for at pigen gør noget overhovedet for at pleje relationen i forhold til ts' datter. Selvfølgelig kan man ikke dele sol og vind 100% lige, men er heller ikke fair at en barn lære at nogle mennesker kun får sol, mens andre kun får vind.

Jeg synes absolut ikke man kan sammenligne generthed med en muslim som ikke må få svinekød eller en dreng med et fysisk handikap ikke deltager i idræt.

Har pigen en decideret diagnose, må forældrene da være ærlige omkring det for at opnå den forståelse. Generthed er for mig ikke en undskyldning for ikke at kunne deltage i arrangementer med 3-4 piger. Og har faktisk heller aldrig hørt om en som var oprigtigt så genert/utilpas i sociale kontekster, som personen ikke kunne overskue andres arrangementer, men sagtens kunne klare at være i centrum selv...

Trådstarter: fleretallet herinde mener at det er synd for den lille pige og hendes grænser og så skal din datter deltage ligegyldigt hvordan hun har det med det hele. Og alle har selvfølgelig ret til at opdrage deres børn som de vil. Men hvis du går med de samme tanker dom jeg gør om situationen - synes jeg personligt, at det er helt okay at tage en god snak med din datter om situationen igen, anerkende hendes følelser omkring det og sige, at hvis din datter virkelig ikke har lyst til at deltage, skal hun ikke tvinges til noget hun føler er forkert - på helt samme præmis som at pigen som det handler om, også må slippe for at tage afsted fordi hun føler det et forkert 

 

 

Som voksen ved jeg forhåbentlig om en veninde, om hun har gode grunde til at agere, som hun gør. Jeg ved det ikke nødvendigvis om en kollega, som vel bedst kan sammenlignes med et barns klassekammerat - men jeg håber da, at mine egne kolleger tror på mig, når jeg pga. sclerosetræthed ofte må takke nej til sociale arrangementer på hverdagseftermiddage. Også selvom jeg er i overskud og sagtens kan være i fuldt vigør en lørdag, hvor jeg selv tilrettelægger og inviterer og kan gøre det ud fra mine præmisser. Det er den tillid og rummelighed, jeg selv udviser, fordi jeg som voksen ved, at relationer til andre ikke er "noget for noget".

Du kan nok så meget efterlyse, at pigens forældre informerer, er åbne osv. - men det er så ikke tilfældet her. Vi kan endda lege med den tanke, at forældrene ikke har nogen i vores øjne gyldig grund, men er for pylrede eller for strenge - eller slet og ret ikke gider fragte barnet rundt til andre. Det ændrer jo slet ikke på, at den lille pige næppe enerådigt har truffet et valg om at gå glip af det sociale samvær, og når hun så selv inviterer, så skal hun straffes for, at de voksne og børnene danner deres egne konklusioner, og at hendes forældre muligvis griber situationen helt forkert an? Det giver ingen mening for mig. Det gælder da netop om at inkludere hende, give hende en god dag og måske med tiden afdramatisere det sociale samvær for hende - såfremt det vitterlig bare handler om generthed.

Og jo, social angst og ekstrem generthed og utryghed kan da i den grad udmønte sig i, at man godt kan gebærde sig med gæster på hjemmebane, men slet ikke overskue at træde over dørtærsklen i fremmede hjem. Og vi aner ikke en hujende fis om, hvorvidt forældrene arbejder hårdt på sagen, eller om de ikke tænker sig om, men igen: Skal barnet straffes for det? I mine øjne "straffes" hun rigeligt ved ikke at være med til de andre sammenkomster.
Børn vil helst gøre det rigtige. At møde dem med skepsis og mistillid - og som udenforstående medforælder at give sit barn ret i, at nu må hun lære det på den hårde måde - er i mine øjne et svigt. Både over for hende, det går ud over, over for det sociale samspil i klassen og over for ens eget barn, der bekræftes i en forsimplet og hård tilgang til andre. 

Som voksen ved jeg forhåbentlig om en veninde, om hun har gode grunde til at agere, som hun gør. Jeg ved det ikke nødvendigvis om en kollega, som vel bedst kan sammenlignes med et barns klassekammerat - men jeg håber da, at mine egne kolleger tror på mig, når jeg pga. sclerosetræthed ofte må takke nej til sociale arrangementer på hverdagseftermiddage. Også selvom jeg er i overskud og sagtens kan være i fuldt vigør en lørdag, hvor jeg selv tilrettelægger og inviterer og kan gøre det ud fra mine præmisser. Det er den tillid og rummelighed, jeg selv udviser, fordi jeg som voksen ved, at relationer til andre ikke er "noget for noget".

Du kan nok så meget efterlyse, at pigens forældre informerer, er åbne osv. - men det er så ikke tilfældet her. Vi kan endda lege med den tanke, at forældrene ikke har nogen i vores øjne gyldig grund, men er for pylrede eller for strenge - eller slet og ret ikke gider fragte barnet rundt til andre. Det ændrer jo slet ikke på, at den lille pige næppe enerådigt har truffet et valg om at gå glip af det sociale samvær, og når hun så selv inviterer, så skal hun straffes for, at de voksne og børnene danner deres egne konklusioner, og at hendes forældre muligvis griber situationen helt forkert an? Det giver ingen mening for mig. Det gælder da netop om at inkludere hende, give hende en god dag og måske med tiden afdramatisere det sociale samvær for hende - såfremt det vitterlig bare handler om generthed.

Og jo, social angst og ekstrem generthed og utryghed kan da i den grad udmønte sig i, at man godt kan gebærde sig med gæster på hjemmebane, men slet ikke overskue at træde over dørtærsklen i fremmede hjem. Og vi aner ikke en hujende fis om, hvorvidt forældrene arbejder hårdt på sagen, eller om de ikke tænker sig om, men igen: Skal barnet straffes for det? I mine øjne "straffes" hun rigeligt ved ikke at være med til de andre sammenkomster.
Børn vil helst gøre det rigtige. At møde dem med skepsis og mistillid - og som udenforstående medforælder at give sit barn ret i, at nu må hun lære det på den hårde måde - er i mine øjne et svigt. Både over for hende, det går ud over, over for det sociale samspil i klassen og over for ens eget barn, der bekræftes i en forsimplet og hård tilgang til andre. 

Vi bliver bare ikke enige. Så kan både du og jeg komme med så mange argumenter for hvert vores standpunkt. Jeg ville aldrig tvinge mit barn til at deltage i noget, hun ikke ønsker - ligesom pigens forældre heller ikke gør det med deres barn.

Ligesom jeg ikke ville blive ved med at omgåes en veninde, hvis det kun handlede om hende og hendes behov konstant. Så kan ikke med god samvittighed forvente mit barn skal tvinges til noget jeg ikke selv ville gøre i længden..

Du ville håndtere situationen anderledes end mig - og der vil sikkert være forældre af begge vores typer i en klasse, og sådan vil det jo altid være for mennesker er forskellige 

B16 skriver:

Vi bliver bare ikke enige. Så kan både du og jeg komme med så mange argumenter for hvert vores standpunkt. Jeg ville aldrig tvinge mit barn til at deltage i noget, hun ikke ønsker - ligesom pigens forældre heller ikke gør det med deres barn.

Ligesom jeg ikke ville blive ved med at omgåes en veninde, hvis det kun handlede om hende og hendes behov konstant. Så kan ikke med god samvittighed forvente mit barn skal tvinges til noget jeg ikke selv ville gøre i længden..

Du ville håndtere situationen anderledes end mig - og der vil sikkert være forældre af begge vores typer i en klasse, og sådan vil det jo altid være for mennesker er forskellige 

Nu ser jeg mest situationen med lærer-øjne. Der er næsten altid noget under overfladen, som klassekammerater og deres forældre ikke kender til, når et barn skiller sig ud i sin adfærd - og det får ofte urimelige og triste konsekvenser for disse børn, når medforældre ikke accepterer, at der nok er noget, de ikke ved, og træffer valg på deres børns vegne ud fra formodninger og "retfærdighedsfølelse". 

Og så forstår jeg stadig ikke sammenligningen med en voksen veninde. Her er netop tale om en ikke-veninde, men en "kollega", der ikke er med i det sociale fællesskab uden for "arbejdspladsen" - og som i dette tilfælde ikke har den voksnes mulighed for at forklare sin situation udtømmende.