Jeg er, og har altid været rødhåret.
Jeg hadede det, da jeg var mindre - men det gjorde jeg faktisk mest fordi alle andre havde et problem med det. Folk kan være så modbydelige, men nu når jeg ser tilbage og kan forstå ting på en anden måde end da man var barn, så er det så tydeligt at se det ene har bundet i ren misundelse og usikkerhed fra deres side af. Helt tåkrummende pinligt (for dem) altså....
Har endda prøvet at sidde ved siden af en voksen (!) som højlydt sad og sagde, at hun satme ikke håbede at få rådhårede børn, for der var da bare noget af det grimmeste og lignede jo ikke andre børn. Blev enormt stødt af det dengang, men den dag idag tænker jeg bare "oh my fucking Christ" og jeg syntes det er noget af det mest taberagtige jeg nogensinde har hørt i mit liv.
Jeg er, som Alenemor42 også skriver, lykkelig for ikke at ligne alle mine veninder og bekendte som render rundt med samme plastik platin blonde, knald sorthåret eller leverpostejsfarvede m.m. hårfarve.
Omfavn det, i stedet for at være bange for det.
Anmeld
Citér