Nogen, der så: Aldrig mere mor?

Isabella_mor skriver:

nu er "er du mors lille dreng" et program fra 90'erne. det var lige der man så småt var begyndt at anbringe børn uden for hjemmet..

der var dengang ikke så meget kendskab til barnets tarv som der er i dag.. det er jo immervæk godt og vel 20 år siden det program blev sendt. 

men ja der er jo forskel fordi de (kommunerne og dem der var indblandet i Jørns sag ikke vidste bedre) Der var jo også engang man troede at børn ikke kunne føle smerte.. det ved vi jo så nu at de kan.. takket være alle de forskere og psykoanalytikere osv der virkelig studerer alle disse essentielle ting.

 det værste i det første tilfælde var at de ikke fik den rette hjælp hurtigt nok og derved faktisk pådrog drengen en skade rent mentalt.. puha jeg har set det program en del gange og diskuteret det meget i forbindelse med bla. psykologiundervisning på mit studie..  

Hvor har du det fra? - altså at man først så småt var begyndt at anbringe børn uden for hjemmet i 90'erne? De seneste 30-40 år har cirka 1 procent af alle børn og unge været anbragt uden for hjemmet. Den største ændring i det tidsrum har været, at andelen af tvangsfjernelser har været stigende, men heller ikke tvangsfjernelser var et nyt fænomen, da dokumentaren blev lavet. Den blev i øvrigt sendt ikke for godt og vel 20 år siden, men for 18 år siden - Jørn blev født i 1997, samme dag som mit mellemste barn. 

Og jo, man/vi havde et ret godt kendskab til børns tarv også dengang  - så længe siden er det altså heller ikke... Det offentlige system var da helt på det rene med, at Jørn tog skade i de første måneder af sit liv, og du hører jo også fagpersonerne udtrykke stor bekymring for hans udvikling. Det springende punkt var, at man fra systemets side ikke havde samme beføjelser som nu til at gribe til tvangsfjernelse som første skridt - praksis var, at forældrene som udgangspunkt skulle have en chance for at vise deres egnethed, men det bundede ikke i uvidenhed, blot et andet syn på familiens ukrænkelighed. Altså en politisk vægtning - ikke udtryk for manglende viden fra fagkundskaben. 

Man har altså i mange år fjernet børn fra hjemmet. Mine forældre blev plejeforældre i 1976 og min plejebror flyttede ind hos os i 1978

Sandratoft skriver:

Hvad tænker du?

At jeg dynes der er en stor forskel at Frejas mor laver en frivillig anbringelse, hun ved godt at hin ikke magter den opgave, men hun gør hvad hun kan med de midler hun har, og hun har et godt bagland hvor man ikke var itvivl om at hun fik den støtte som var nødvendig.

frem for det unge par, som i mine øjne var total blottet for egen indsigt, og er slet ikke itvivl om at de ikke magter børn. Bare det at man får et barn mere når der er problematiske i forhold til det man allerede og knap nok kan få et samvær til at gå synes jeg siger rigtig meget om dem. Og min fornemmelse er nok at baglandet her måske ikke er så brugbart.

Isabella_mor skriver:

nu er "er du mors lille dreng" et program fra 90'erne. det var lige der man så småt var begyndt at anbringe børn uden for hjemmet..

der var dengang ikke så meget kendskab til barnets tarv som der er i dag.. det er jo immervæk godt og vel 20 år siden det program blev sendt. 

men ja der er jo forskel fordi de (kommunerne og dem der var indblandet i Jørns sag ikke vidste bedre) Der var jo også engang man troede at børn ikke kunne føle smerte.. det ved vi jo så nu at de kan.. takket være alle de forskere og psykoanalytikere osv der virkelig studerer alle disse essentielle ting.

 det værste i det første tilfælde var at de ikke fik den rette hjælp hurtigt nok og derved faktisk pådrog drengen en skade rent mentalt.. puha jeg har set det program en del gange og diskuteret det meget i forbindelse med bla. psykologiundervisning på mit studie..  

Hi hi bliver altid lidt fnisende når min ungdom eller barndom bliver set som den mørke uvidende fortid - prøver det oftere og oftere med alderen. 

At anbringe børn uden for hjemmet har man gjort i laaaaang tid mere eller mindre heldigt og med forskellige argumenter, men det er ikke noget nyt. Man havde børnehjem, ungdomspensioner, plejefamilier og til de lidt større unge kom der også bofællesskaber da jeg var under 18. 

Man anså barnet lidt modsat der du skriver nemlig som et skrøbeligt menneske, et menneske hvor der ikke skulle meget til for at fundamentet revnede. I 97 havde man meget lig nu et syn på familien, hvor det i højere grad er forældrenes syn man anlægger, forældrene skal have lov at vise deres værd også selvom vi har vores bange anelser, plus man lovgivningsmæssigt levede i efterdønningerne af en stor økonomisk krise (som jeg egentlig tror var større end den vi lige har været igennem eller også var den bare mere synlig eller....) dvs. Man agerede ud fralovgivning der var skabt mens man sparede.

Synet på barnet er i et opbrudstid lige omkring 97 (lidt før) blandt andet med Dion Sommer og hans introduktion til det kompetente barn, hvor man begynder at se på barnet som et mere robust individ, egentlig en tilgang hvor det gør det mere "rigtigt" at give forældrene en chance til at vise deres værd end tidligere. 

I de her dage skal der godt nok også meget til en tvangsanbringelse, her i kommunen arbejder man med sikkerhedsplaner netop fordi man ønsker at antallet af anbeingelser skal falde (fra lidt til endnu mindre), og trods børn i synlig mistrivsel så tager det en rum tid før man skrider til det skridt hvor man anbringer. Og man kan netop gøre det fordi børnesynet foreskriver at der skal meget til før roden ødelægges, ja træet for nogle stod på vejen og stammen bliver lidt vind og skæv, men så længe roden er intakt så kan det hele rettes op. 

Nå langt skriv, var egentlig ikke det jeg ville, mere bare sige 20 år er slet ikke så laaangt væk teori mæssigt, egentlig blev rigtig meget af den stadig brugte teori skrevet omkring der, og man debatterede børns vilkår, udvikling mm på livet løs. 

Mor til Ella skriver:

At jeg dynes der er en stor forskel at Frejas mor laver en frivillig anbringelse, hun ved godt at hin ikke magter den opgave, men hun gør hvad hun kan med de midler hun har, og hun har et godt bagland hvor man ikke var itvivl om at hun fik den støtte som var nødvendig.

frem for det unge par, som i mine øjne var total blottet for egen indsigt, og er slet ikke itvivl om at de ikke magter børn. Bare det at man får et barn mere når der er problematiske i forhold til det man allerede og knap nok kan få et samvær til at gå synes jeg siger rigtig meget om dem. Og min fornemmelse er nok at baglandet her måske ikke er så brugbart.

Ahh på den måde ja du har helt ret, der er kæmpe forskel på personerne, men det jeg mente var at kommunerne havde ændret sig, så "de var hurtigere ude" til at reagere. 

Men kan så læse på lines indlæg at det ikke helt er tilfældet alligevel 

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke om der mon ligger et økonomisk aspekt i det også.. 

GUSO skriver:

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke om der mon ligger et økonomisk aspekt i det også.. 

Det tror jeg uden tvivl at der gør. Kommunen spare pengene som gives til plejefamilierne samt det administrative i kontrol, handleplaner og samtaler. Men jeg er af den overbevisning at de ser på hver sag og på barnets tarv i de enkelt sager, men at selve ideen med tvangsbortadoption er kommet med et økonomisk incitament. 

Julemusen skriver:

Det tror jeg uden tvivl at der gør. Kommunen spare pengene som gives til plejefamilierne samt det administrative i kontrol, handleplaner og samtaler. Men jeg er af den overbevisning at de ser på hver sag og på barnets tarv i de enkelt sager, men at selve ideen med tvangsbortadoption er kommet med et økonomisk incitament. 

Og heldigvis for individuel sagsbehandling kan bare ikke helt følge denne afgørelse med at bortadoptere en 8 årig pige der har haft samvær med sin biologiske mor, at mor så i dette tilfælde er hjerneskadet og ude af stand til at tage vare på sit barn fuld tid, syntes jeg er i dette tilfælde er uden betydning fordi hun erkender det og handler efter evne, hun ønsker jo ikke sit barn hjem, hun ønsker blot at være en del af hendes liv at lære hende at kende, hun skader jo ikke sit barn ihvertfald ikke som jeg vurderer det, men det er selvfølgelig kun et øjebliks billede jeg får.. 

GUSO skriver:

Og heldigvis for individuel sagsbehandling kan bare ikke helt følge denne afgørelse med at bortadoptere en 8 årig pige der har haft samvær med sin biologiske mor, at mor så i dette tilfælde er hjerneskadet og ude af stand til at tage vare på sit barn fuld tid, syntes jeg er i dette tilfælde er uden betydning fordi hun erkender det og handler efter evne, hun ønsker jo ikke sit barn hjem, hun ønsker blot at være en del af hendes liv at lære hende at kende, hun skader jo ikke sit barn ihvertfald ikke som jeg vurderer det, men det er selvfølgelig kun et øjebliks billede jeg får.. 

Jeg mener faktisk at de tog det rette valg i den sag. Der blev citeret til en rapport hvor der stod, at datteren blev meget berørt psykisk når bio moren aflyste aftaler og gav udtryk for at hun ikke ville se bio moren efterfølgende, da det føltes som en ny opstart for samværet når der var gået et par måneder imellem besøgene. Og at bio moren i flere tilfælde ikke kunne tilgodese datterens behov i forbindelse med leg og spil pga morens handicap. Og forskellen mellem mor og datters niveau og behov vil kun blive større og større jo ældre datteren bliver. Den pige har brug for kærlige forældre (plejefamilien) som støtte ikke kun nu, men også når hun bliver voksen. En adoption vil sikre barnet ift tryghed og stabilitet. Ellers kan hun gå med en evig frygt for at plejefamilien ikke længere vil være plejefamilie, at hun ikke er ligeså integreret i familien som evt andre biologiske børn mm. Bio moren vil jo aldrig kunne tage sig af hende eller give hende al den støtte senere i livet. 

Men det var et hårdt program at se. Jeg har den dybeste medfølelse for begge familier. Det er simpelthen så trist en situation.  

Mor og meget mere skriver:

Hvor har du det fra? - altså at man først så småt var begyndt at anbringe børn uden for hjemmet i 90'erne? De seneste 30-40 år har cirka 1 procent af alle børn og unge været anbragt uden for hjemmet. Den største ændring i det tidsrum har været, at andelen af tvangsfjernelser har været stigende, men heller ikke tvangsfjernelser var et nyt fænomen, da dokumentaren blev lavet. Den blev i øvrigt sendt ikke for godt og vel 20 år siden, men for 18 år siden - Jørn blev født i 1997, samme dag som mit mellemste barn. 

Og jo, man/vi havde et ret godt kendskab til børns tarv også dengang  - så længe siden er det altså heller ikke... Det offentlige system var da helt på det rene med, at Jørn tog skade i de første måneder af sit liv, og du hører jo også fagpersonerne udtrykke stor bekymring for hans udvikling. Det springende punkt var, at man fra systemets side ikke havde samme beføjelser som nu til at gribe til tvangsfjernelse som første skridt - praksis var, at forældrene som udgangspunkt skulle have en chance for at vise deres egnethed, men det bundede ikke i uvidenhed, blot et andet syn på familiens ukrænkelighed. Altså en politisk vægtning - ikke udtryk for manglende viden fra fagkundskaben. 

 

Det var ikke så udbredt med den type anbringelser. Man kom på børnehjem/drengehjem osv. Jeg blev selv fjernet fra mine forældre i 90'erne og kom også på et opholdssted/børnehjem i 8 mdr inden jeg fik en 'plejefamilie' det er proceduren. En anbringelse koster ca 60.000 kr om måneden i udgifter for staten så man fjerner ikke børn for enhver pris.

dengang de lavede det program ville de jo først se om jørns forældre kunne varetage sig opgaven og lod dem bo på Betesta, der viste de at de ikke havde nogen ide om hvad de lavede. Drengen gik ind i sig selv og blev mere og mere indadvendt og dermed hjeeneskadet fordi han ikke fik den nædvendige omsorg som et barn har brug for. 

Kommunen gjorde måske dette for at spare penge? Eller fordi de rent faktisk ikke var klar over hvad der var barnets tarv.! 

Men jo børn har da været anbragt uden for hjemmet, men det var i 90'erne hvor man rent faktisk begyndte at gøre det på en andem måde.