Så skuffet og ked af det... :-(

Altså du har kun kendt din kæreste sådan rigtig på kæreste måden i små 2 år og er allerede gravid.. Derudover fortæller du det ikke selv til din søster. Jeg kan godt forstå hun er blevet skide sur, det var jeg også blevet. Synes du skal sige undskyld. Når det så er sagt så reagerede hun liiiidt voldsomt så hun siger nok også undskyld når du starter...

Mht din lesbiske søster, hold kæft hvor kan jeg godt forstå hende! Det er pisse hårdt at arbejde intensivt på at få et barn også se andre have det let ved det.. Og det slår mig at du siger du intet ved om hendes forløb? Øh i er søstre? Snakker i ikk sammen? Måske du først skulle interessere dig lidt for hendes situation inden du forlanger hun vil interessere sig for din. 

Tak tak. 

Min søster 2 HAR allerede et barn. 

Og jeg ved ikke noget om hendes projekt fordi hun ikke siger noget.

OG hun er på bistand og bor hos min morfar uden at betale husleje.

og jeg synes fandeme - ligemeget hvor nederen det er for hende at hun ikke må få barn - at det ikke er okay at skrive så grimt til mig.

altså jer der siger i kan forstå hende? Havde i så også bare skrevet sådan til jeres lillesøster eller hvad? 

Årgangs Mor skriver:

Min tanke er at der er meget som har gået forud. Jeg ved ikke hvor stor afstand der er imellem fine søstre og dig? Om du bor hjemme eller er flyttet hjemmefra, om dig og kæresten bor sammen osv 

ang din lesbiske søster tænker jeg at hun har reageret på hendes eget forløb, hvis de har svært ved at få ønskebarnet og har kæmpet længe. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt men hvis hun reagerer ud fra egne følelser, kan man måske forstå hendes frustrastion, som handler mere om hende end om dig 

 

ang din anden søster er det noget mere tricky, har hun længe været imod, og hvor stor er aldersforskellen mellem jer, for er hun bare nogle år ældre og de har været kærester i 8 år  og hvis i blev kærester da du var 16 har i været sammen i 2 år men kendt hinanden i 8. At du vælger at være sammen med din søsters svoger, forstår jeg slet ikke, især ikke hvis det er ambivalent og akavet for din søster. At du har et behov for at skrive at det ER ægte kærlighed, virker som om for mig at noget stikker dybere og om du selv skal bekræftes i det hele. 

At du heller ikke selv fortæller om graviditeten forstår jeg godt hvis din søster reagerer på. Jeg ville blive ked af det hvis min søster ikke ville dele det men det kommer af omveje. 

Det hele virker lidt mystisk og selvom jeg godt forstår dine følelser kan jeg også sagtens sætte mig ind i hvad problematikker og følelser det kan sætte gang i hos dine søstre 

Jeg har sgu da ikke bevidst VALGT at være kærester med hendes svoger. Det er jo sådan at man ikke kan styre sine følelser, og hvad er problemet i at jeg er det? Skulle jeg lade være fordi min søster ikke ville have det? Det er jo ikke hende der bestemmer.

Er slet ikke enig med størstedelen herinde. Jeg har selv stået og fyldt mig med hormoner og det ene og det andet, og mens alt var sort og jeg troede det aldrig ville lykkedes 1. Fortæller min kusine mig hun lige har fået en abort "bare sådan" for "hun bliver gravid bare hun ser et par herreunderbukser, men de vil ikke rigtig have flere (de har 2)" ... Og 2. Min tætte veninde med kæmpe knas i forholdet, fortæller mig de venter sig igen. Hold nu op hvor jeg tudet da jeg var for mig selv! Var vred og ked! Men aldrig om jeg ville snakke grimt eller belemre og skyde skylden på andre ang. mine egoistiske følelser bare fordi jeg kan ... Jeg var 17 da jeg fik vores ældste datter, der havde vi været et par i knap 1 år. Vi er gift og har 2 børn idag...

mht at du er sammen med din søsters svoger, som andre kommentere på, ja der må jeg så sige at jeg også synes det er lidt underligt "i har gjort det", men i bund og grund er der jo ikke noget forbudt i dét, og efter 2 år må din søster da på et eller andet plan have haft tid nok til og forlige sig med det.... 

Mit råd er at du siger kraftigt fra overfor deres måde og snakke til dig på. på den måde vil de også få eller genvinde noget respekt for dig som de tydeligvis ikke har noget af pt som jeg ser det. Hvis du fortsætter med og lade din kæreste være den voksne eller bare tager "slagene" selvom du faktisk græder og bliver enormt såret, så kommer de aldrig til og se dig som et ligeværdigt voksent menneske, og det skal de altså! 

Held og lykke, og tillykke med graviditeten 

Anonym skriver:

Jeg har sgu da ikke bevidst VALGT at være kærester med hendes svoger. Det er jo sådan at man ikke kan styre sine følelser, og hvad er problemet i at jeg er det? Skulle jeg lade være fordi min søster ikke ville have det? Det er jo ikke hende der bestemmer.

Du er ikke selv skyld i dine følelser, nej. Det er jeg enig i. MEN, at skrive du ikke selv har valgt at være i et forhold med ham, det er jo ikke sandt. Du kunne have ladt være, der var nok ikke nogen der tvang dig. 

Bella&Lina skriver:

Er slet ikke enig med størstedelen herinde. Jeg har selv stået og fyldt mig med hormoner og det ene og det andet, og mens alt var sort og jeg troede det aldrig ville lykkedes 1. Fortæller min kusine mig hun lige har fået en abort "bare sådan" for "hun bliver gravid bare hun ser et par herreunderbukser, men de vil ikke rigtig have flere (de har 2)" ... Og 2. Min tætte veninde med kæmpe knas i forholdet, fortæller mig de venter sig igen. Hold nu op hvor jeg tudet da jeg var for mig selv! Var vred og ked! Men aldrig om jeg ville snakke grimt eller belemre og skyde skylden på andre ang. mine egoistiske følelser bare fordi jeg kan ... Jeg var 17 da jeg fik vores ældste datter, der havde vi været et par i knap 1 år. Vi er gift og har 2 børn idag...

mht at du er sammen med din søsters svoger, som andre kommentere på, ja der må jeg så sige at jeg også synes det er lidt underligt "i har gjort det", men i bund og grund er der jo ikke noget forbudt i dét, og efter 2 år må din søster da på et eller andet plan have haft tid nok til og forlige sig med det.... 

Mit råd er at du siger kraftigt fra overfor deres måde og snakke til dig på. på den måde vil de også få eller genvinde noget respekt for dig som de tydeligvis ikke har noget af pt som jeg ser det. Hvis du fortsætter med og lade din kæreste være den voksne eller bare tager "slagene" selvom du faktisk græder og bliver enormt såret, så kommer de aldrig til og se dig som et ligeværdigt voksent menneske, og det skal de altså! 

 

Held og lykke, og tillykke med graviditeten 

Jeg synes heller ikke det er ok måden, TS bliver snakket/skrevet til. Jeg svarer bare på hvad forklaringen KAN være for at det er sådan. 

Så længe TS ikke har gjort sine søskende noget, så er det aldrig ok at snakke sådan. 

At de vælger at tackle det sådan, viser en del om dem. 

Jeg har selv prøvet hvor folk blev sådan fordi jeg var gravid. Min erfaring er, at de lige skal have lov til at vænne sig til tanken... Så håber det løser sig for TS, og de "bare" skal vænne sig til tanken. 

Benjamins'mor skriver:

Du er ikke selv skyld i dine følelser, nej. Det er jeg enig i. MEN, at skrive du ikke selv har valgt at være i et forhold med ham, det er jo ikke sandt. Du kunne have ladt være, der var nok ikke nogen der tvang dig. 

Ej hvor du bare ikke forstår mig. Jeg vil sgu da godt være kærester med ham. Men at han er min søsters svoger er jeg ligeglad med når jeg elsker ham.

Anonym skriver:

Jeg har sgu da ikke bevidst VALGT at være kærester med hendes svoger. Det er jo sådan at man ikke kan styre sine følelser, og hvad er problemet i at jeg er det? Skulle jeg lade være fordi min søster ikke ville have det? Det er jo ikke hende der bestemmer.

Jo du har bevidst valgt, ja man vælger ikke følelser, men man vælger selv om man vil jagte og forøge disse følelser, og hvis man på forkant ved der er gnidninger og din søster har givet udtryk i negativ retning ville jeg ikke forfølge det. Du var 16, hvor hun allerede der havde været i fast forhold i 6 år, og begynde der, uden respekt for din søsters følelser, ja dine søstre har ikke gjort alt perfekt og efter bogen, men du virker også selv som du kører dit løb uden tanke for dine søstre. Der er mange ting gået forud som vi ikke kender til, som jeg bla spurgte lidt ind til. Men vi kan kun forholde os til det du fortæller og til din side af sagen, men der er jo altid mere end 1 side af sagen, især hvis bagtanken med at høre andres meninger, vil være at afhjælpe situationen lidt, og netop det at få nye øjne på, kan være gavnligt hvis de friste øjne ikke er følelsesmæssigt indvolveret eller partisk 

Bella&Lina skriver:

Er slet ikke enig med størstedelen herinde. Jeg har selv stået og fyldt mig med hormoner og det ene og det andet, og mens alt var sort og jeg troede det aldrig ville lykkedes 1. Fortæller min kusine mig hun lige har fået en abort "bare sådan" for "hun bliver gravid bare hun ser et par herreunderbukser, men de vil ikke rigtig have flere (de har 2)" ... Og 2. Min tætte veninde med kæmpe knas i forholdet, fortæller mig de venter sig igen. Hold nu op hvor jeg tudet da jeg var for mig selv! Var vred og ked! Men aldrig om jeg ville snakke grimt eller belemre og skyde skylden på andre ang. mine egoistiske følelser bare fordi jeg kan ... Jeg var 17 da jeg fik vores ældste datter, der havde vi været et par i knap 1 år. Vi er gift og har 2 børn idag...

mht at du er sammen med din søsters svoger, som andre kommentere på, ja der må jeg så sige at jeg også synes det er lidt underligt "i har gjort det", men i bund og grund er der jo ikke noget forbudt i dét, og efter 2 år må din søster da på et eller andet plan have haft tid nok til og forlige sig med det.... 

Mit råd er at du siger kraftigt fra overfor deres måde og snakke til dig på. på den måde vil de også få eller genvinde noget respekt for dig som de tydeligvis ikke har noget af pt som jeg ser det. Hvis du fortsætter med og lade din kæreste være den voksne eller bare tager "slagene" selvom du faktisk græder og bliver enormt såret, så kommer de aldrig til og se dig som et ligeværdigt voksent menneske, og det skal de altså! 

 

Held og lykke, og tillykke med graviditeten 

Helt enig i det er groft og ukonstruktivt. Og jeg har ikke set en eneste skrive andet. 

Anonym skriver:

Tak tak. 

Min søster 2 HAR allerede et barn. 

Og jeg ved ikke noget om hendes projekt fordi hun ikke siger noget.

OG hun er på bistand og bor hos min morfar uden at betale husleje.

 

og jeg synes fandeme - ligemeget hvor nederen det er for hende at hun ikke må få barn - at det ikke er okay at skrive så grimt til mig.

 

altså jer der siger i kan forstå hende? Havde i så også bare skrevet sådan til jeres lillesøster eller hvad? 

Kan det også bunde i bekymring fordi hun netop har noget uønsket livserfaring? Nu skriver du ikke om du bor hjemme eller er flyttet, alene eller med din søsters svoger, job/udd situation