Jeg er flov

januar16 skriver:

De blev kun kort nævnt så vidste ikke hvem der havde afskrevet hvem. Jeg er ked af at høre at de bare 'opgav' dig fordi du havde andre planer end de havde.

Jeg reagerer ofte lidt stærkt på dem der føler at deres liv er bedre end andres. Og har simpelthen kendt for mange af typen 'nu har jeg kæreste og det er det eneste rigtige i livet' med det medlidende 'dit liv må være så sølle og inkomplet når du nu er single, det skal nok komme end dag, lille stakkel'. Når de fik børn blev det selvfølgelig udviklet.... Suk...

Og den omvendte 'dit liv må være helt ødelagt/gået i stå mv' fra festaberne til mødrene er heller ikke ok. 

Min bedste veninde har fået barn og så er vores møder lidt anderledes. Vi hygger i sofaen med baby, i stedet for at tage i byen. Men har også altid vidst at hun ønskede at være ung mor. Jeg forstår ikke det med at man holder op med at være veninder når den ene får barn. Bare fordi man er mor så er man vel ikke en helt anden person? 

Nej lige præcis. Selvfølgelig sker der lidt ændringer i prioriteren, men jeg vil da stadigvæk gerne på cafe og hygge, en tur i biffen og se film. Og snakke om andet end baby! Det får man mon af. Jeg blev utrolig skuffet da min mor inviterede mine søstre med til London i en weekend uden at spørge mig. Min ældste var over et år dengang så min mand kunne sagtens klare at have ham selv. Så er nok også bare træt af at folk tror at man ændre sig det sekund man presser en unge ud. 

Jeg har stadigvæk nogle få veninder uden børn, også nogen der ikke ønsker børn. Og vi kan hygge på en helt anden måde end når jeg er sammen med dem der har børn. Man skal virkelig værdsætte de venskaber man har hvor ens veninder ikke lever et liv magen til ens eget. Det givet en god dynamik.  

Du er ung mor til tre, stadig sammen med kæresten og færdig med en kandidatuddannelse? Ærlig talt, din omgangskreds burde være PAVE stolte af dig. Det er mere end sejt, det du har klaret. Tænk på, hvor mange der ikke magter at gøre deres uddannelse færdig pga. Et barn. Jeg synes virkelig du burde give dig selv lidt credit og nyde din graviditet fuldstændig uden forbehold. Du er da et kæmpe forbillede for alle unge mødre 

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Wow, sikke en familie må man sige. 

Nu har jeg godt nok "kun" 2 børn, men jeg fik nr. 2 da jeg var 19, hun er 2 år nu. Jeg har aldrig oplevet at blive dømt sådan, slet ikke af familie. 

Du skal slet ikke være flov, det er din familie der burde være det. I dag er det slet ikke unormalt. Læste om en tidligere herinde hun var 24 og ventede nr. 5/6, og jeg dømmer ikke. Synes det er fantastisk at man har overskud til så "mange".  

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Synes da det er dejligt og 3 børn er da ukke så galt vi har 4 børn og der er 4,5 år imellem nr 1 og nr 4 så længe det er rigtigt for jer  

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Jeg er lige blevet 25 i sommers, og jeg har termin med nummer 6 om fire dage - JEG ELSKER DET   jeg er ligeglad med hvad andre tænker 

Jeg passer selv mine børn - så hvor mange jeg får er min sag. Jeg er dog i mellemtiden blevet enlig  men det fungere.

Jeg studere også, stadig. Og forsætter på fjernstudie mens jeg har barsel.

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Flov?

Ja jeg kan så kun sige, at havde det Været mig, der var dig, så ville jeg absolut ikke være flov, jeg ville være pisse STOLT af mig selv!

Og hvad din familie tænker og siger og har sagt de andre gange, ja til det kan jeg så os kun sige, at de da overhovedet ikke fortjener at få af vide du er gravid igen! 

Så igen, havde jeg Været dig, havde jeg overhovedet ikke gidet fortælle min familie mm det, så kunne de dælme lærer at respekterer mig for de valg jeg er voksen nok til at træffe og har styr på!!!!

Du er 25 vær STOLT af dig selv, du har opnået det som rigtig rigtig mange andre drømmer om, og som mange andre faktisk må kæmpe flere år på at opnå!!!!!

Silverstar skriver:

Du er ung mor til tre, stadig sammen med kæresten og færdig med en kandidatuddannelse? Ærlig talt, din omgangskreds burde være PAVE stolte af dig. Det er mere end sejt, det du har klaret. Tænk på, hvor mange der ikke magter at gøre deres uddannelse færdig pga. Et barn. Jeg synes virkelig du burde give dig selv lidt credit og nyde din graviditet fuldstændig uden forbehold. Du er da et kæmpe forbillede for alle unge mødre 

Tusind tak for dit svar. Det er nok sådan noget jeg har haft brug for at høre... Jeg har bare altid været den i familien folk har hakket på, som aldrig har været god nok og som har været lidt udenfor, da min mor og søstre er meget tætte. Jeg må vidst hellere se at få ranket ryggen og få opbygget noget mere selvtillid over for min familie. 

EnGodMor skriver:

Flov?

Ja jeg kan så kun sige, at havde det Været mig, der var dig, så ville jeg absolut ikke være flov, jeg ville være pisse STOLT af mig selv!

Og hvad din familie tænker og siger og har sagt de andre gange, ja til det kan jeg så os kun sige, at de da overhovedet ikke fortjener at få af vide du er gravid igen! 

Så igen, havde jeg Været dig, havde jeg overhovedet ikke gidet fortælle min familie mm det, så kunne de dælme lærer at respekterer mig for de valg jeg er voksen nok til at træffe og har styr på!!!!

Du er 25 vær STOLT af dig selv, du har opnået det som rigtig rigtig mange andre drømmer om, og som mange andre faktisk må kæmpe flere år på at opnå!!!!!

 

 

Du har ret. Jeg har arbejdet hårdt med at få min uddannelse, hvor kun min mand har hjulpet med ungerne imens. Min familie havde lidt afskrevet mig i perioden efter jeg fik den første da mine søstre var meget jaloux og ikke kunne rumme mig pga at jeg fik barn først. Synes de er ved at åbne mere op. Men nu har min ene søster forsøgt at få barn i et stykke tid og stemningen er sku lidt trykket igen da det åbenbart tager længere tid end hun lige havde regnet med. Hun sagde til mig, at når jeg nu kunne skyde tre unger ud på stribe så skulle hun altså også kunne få mindst en. Det håber jeg virkelig for hende. For tror det vil give hende lidt vished om hvor hårdt det er at være forældre og hjælpe lidt på hendes tolerance, eller mangel på samme.

Roselil skriver:

Jeg er "Gammelmor" 30 og 34 år og vil bare sige, at hvor er du heldig at du får lov at være ung med dine voksne børn og dine, forhåbentlig børnebørn hvor er din kommende arb.giver heldig at du ikke konstant er i søvnmangel, har barn syg dage, selv er syg mv. skid hul i hvad andre måske tænker. De kommentarer tar jo også udgangspunkt i folk selv. Jeg kunne f.eks. Ikke have magtet 3 børn i start 20'erne, var slet ikke klar og så tænker man vel hurtigt at det samme gælder alle andre...

Nej vi er heldigvis alle forskellige. Jeg har altid klaret mig selv og været mere selvstændig end mine søstre.  Så folk tror ikke på mig, når jeg siger at jeg er 25. Mine veninder er alle ældre da vi bare har mere til fælles. Min nærmeste veninde er 35 år og vi har jævnaldrende børn. Jeg har bare været tidlig igang med det hele. Og været heldig at møde min bedre halvdel tidligt i livet. Min mand er også 25, snart 26, og pave stolt over at være far til tre indenfor et par måneder. Hans familie er mere støttende, men de har så også mange børn i familien. Jeg er utrolig stolt af mine unger og af at jeg fik en god uddannelse med flotte karakterer. Men jeg har simpelthen været meget underlagt janteloven i min opvækst og har aldrig været den der har råbt højt, at jeg nu havde fået 10 i mit speciale. For så blev jeg klasket i hovedet af min familie, at det var fint men at min søster havde fået 7 i hendes bachelor så det skulle jeg ikke snakke for højt om. 

Jeg tror at mit nytårsforsæt vil være at få oparbejdet min selvtillid og blive bedre til at sige stop. Vil lave en liste med alle de ting jeg er stolte af at have gjort, været del mm. Så jeg husker mig selv på at ranke ryggen. Tusind tak for dit dejlige svar. Det hjælper meget med meget tiltrængte skulderklap.  

Du har ret. Jeg har arbejdet hårdt med at få min uddannelse, hvor kun min mand har hjulpet med ungerne imens. Min familie havde lidt afskrevet mig i perioden efter jeg fik den første da mine søstre var meget jaloux og ikke kunne rumme mig pga at jeg fik barn først. Synes de er ved at åbne mere op. Men nu har min ene søster forsøgt at få barn i et stykke tid og stemningen er sku lidt trykket igen da det åbenbart tager længere tid end hun lige havde regnet med. Hun sagde til mig, at når jeg nu kunne skyde tre unger ud på stribe så skulle hun altså også kunne få mindst en. Det håber jeg virkelig for hende. For tror det vil give hende lidt vished om hvor hårdt det er at være forældre og hjælpe lidt på hendes tolerance, eller mangel på samme.

Vær stolt af dig selv og din lille familie

Her bliver jeg os gravid bare manden kigger på mig nærmest og jeg kan sagens forstå hvis din søster er lidt misundelig på dig, for det må da os være lidt øv hvis hun ønsker sig noget, som fx du bare får ved at se på din mand

Men derfor burde din søster stadig være mega glad på dine vegne.