Anonym skriver:
Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.
Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.
Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre.. Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.
Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.
Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.
Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.
Rigtig god weekend!
Hilsen en fortvivlet højgravid
Jeg er også blevet dømt noget så grusomt af min familie over nogle af de ting jeg har valgt at gøre, og fået nogle mindre heldige kommentarer med på vejen.
Jeg er 21 og mor til den skønneste pige på 17 mdr. Jeg var lige blevet 19 da jeg blev gravid på trods af beskyttelse. Først gav hele min familie sig til at fortælle mig at det eneste rigtige var at få en abort. Da jeg (efter flere ugers grundig overvejelse) besluttede at det var det altså ikke fik de travlt med at fortælle mig at jeg var ved at skylle mit liv og min ungdom ud i toilettet. Min mor vendte dog og begyndte at støtte mig, men mine bedsteforældre var til tider direkte modbydelige. (Fik bl.a. fortalt mig at de ønskede jeg fik en spontant abort nu jeg ikke var voksen nok til at få det gjort selv)
Nu er de alle sammen ellevilde med hende og hun bliver snotforkælet både af mine forældre og bedsteforældre.
Jeg gik så fra hendes far tilbage i april, hvilket de ikke sagde så meget til. Det havde været længe undervejs.
Jeg har så fået mig en ny kæreste og skulle i den forbindelse også lige have et par kommentarer med på vejen. Han er nemlig ældre end mig (17 år ældre faktisk) og har 3 børn. Det faldt ikke i god jord hos familien, for det var jo en meget stor aldersforskel, og en forfærdelig masse børn. Og ikke nok med det så går vi også og drømmer om et fælles barn på et tidspunkt.
Alligevel er jeg faktisk PISSE stolt over mine valg! Jeg har gjort som jeg har fordi jeg mente det var det bedste for mig.
Jeg har altid ønsket mig at være mor, så tanken om abort virkede helt grotesk. Og jeg har sgu ikke fortrudt endnu 
Og ja det kan godt være der er ret stor aldersforskel på mig og min kæreste, men vi er voksne mennesker. Og jeg er sgu ret glad for at have fundet en mand der er glad for mig og behandler mig ordenligt. Og samtidig er glad for min datter. Jeg er glad for ham og hans unger og er sikker på at vi får det skønt sammen hele bundet.
Jeg har lært at selvom jeg ved at min familie vil mig det bedste og derfor kommer med uønskede kommentarer så ved de altså ikke alt. Og de ved heller ikke altid hvad der er det bedste for mig. Men jeg står ved mine valg og skammer mig ikke.
Jeg ved ikke om du overhovedet kan bruge det jeg har skrevet til noget som helst. I hvert fald får du lige et kram med på vejen 
Det er hårdt når dem der skulle være ens nærmeste ikke kan glæde sig over ens valg. Men jeg synes altså det er sejt at være ung og forældre. Jeg håber selv på at kunne få mit sidste barn inden jeg bliver 25. Jeg er tidligst færdiguddannet når jeg er 28.
Men uddannelsen kan man altså altid få. Det kan man ikke med børn.
