Jeg er flov

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Når jeg læser dine indlæg, får jeg slet ikke opfattelsen af, at du er flov. Du er tydeligvis ked og træt af andres holdninger og indblanding, hvilket er fuldt forståeligt - men skammer du dig og er du delvis enig i, at du har gjort noget forkert? Det virker ikke sådan.

Folk dømmer, men det er først i det øjeblik, du bøjer nakken og giver dem ret i, du har "fejlet", at de "vinder". Og det kommer der jo ikke noget godt ud af - dine børn skal helst ikke vokse op med en mor, der er forlegen over at have fået dem. 

sådan nogle røvbananer kender jeg også 

jeg plejer at se folk direkte i øjnene og sige "mener du ikke jeg er kvalificeret som mor fordi jeg er født 1991" eller "ja vores lille mirakel ville hellere møde os nu end om 10 år hvor vi er trætte og brugte" (og det er udelukkende for at sætte på spidsen hvor træls det er at hører om sin alder uden belæg) 

op med humøret og tillykke med bebs 

Mor og meget mere skriver:

Når jeg læser dine indlæg, får jeg slet ikke opfattelsen af, at du er flov. Du er tydeligvis ked og træt af andres holdninger og indblanding, hvilket er fuldt forståeligt - men skammer du dig og er du delvis enig i, at du har gjort noget forkert? Det virker ikke sådan.

Folk dømmer, men det er først i det øjeblik, du bøjer nakken og giver dem ret i, du har "fejlet", at de "vinder". Og det kommer der jo ikke noget godt ud af - dine børn skal helst ikke vokse op med en mor, der er forlegen over at have fået dem. 

 

Min familie har gjort mig flov. Jeg er flov over at fortælle at jeg er 25 og har snart tre børn når jeg møder nye mennesker. Til møde med jobcenteret sad jeg næsten og undskyldte mig selv fordi jeg er vant til en træls reaktion fra min familie.

Jeg tror jeg skal lære at vende den anden kind til. For er stolt af mine unger. Det er kun min alder der tynger mig lidt da den tit bliver kommenteret af både læge, jordemoder, familie, jobkonsulenten, ssundhedsplejersken mm. De fleste mener intet ondt med det, men det rammer mig bare utrolig hårdt desværre. 

Hej med dig ☺

Er ked af at høre at dine familie ikke er helt tilfredse med jeres familie forøgelse. Når det er sagt, så forstår jeg overhovedet ikke hvordan du kan være flov over at være ung og mor til 3, min mand og jeg havde 3 børn da vi var 23 og vi er så lykkelige for det, men jeg er også typen der er fuldstændig ligeglad med hvad andre synes, bare jeg og min familie (min mand og vores børn) er glade for vores valg ☺ 

Det jeg ville sige var egentlig bare at hvis du, din mand og jeres børn har det godt og er glade kan det være fuldstændig ligegyldigt hvad alle andre synes, det er JERES valg ☺ Held og lykke med det hele ☺ 

Anonym skriver:

Jeg har også overvejet at fortælle det. Jeg har jubler hver gang det er lykkedes at blive gravide uden hjælp. Og så forsvandt glæden hver gang da familien kom med en masse dumme kommentarer. Især da jeg stadigvæk læste på universitetet. Men tror ærligt at jeg vil vente til at jeg er ældre, for lige nu har jeg ikke overskuddet til at sidde og fortælle dem om de kampe det har været for mig. Men må indrømme at jeg er nervøs for mine søstre, om de også kan være ramt. Men regnet med at de nok annoncere hvornår de går i gang med pb da de nyder at være i centrum på den måde. Og så kan jeg jo bare fortælle om mit forløb til den tid, hvis de spørger ind til det. 

Hvor gammel er du hvis man må spørge �� Jeg syntes personligt ikke du skal vente få tager hul på bylden Pco er ikke noget der behøver at fylde så meget og slet ikke hvis du fået det delt �� Find noget matriale læs det print det ud og når du fortæller om det så sig de kan få materialet at læse hvis de vil vide mere jeg tror desværre først du kan få deres fulde opbakning hvis du ligger hele sandheden på bordet og ikke har noget liggende i gemmerne 

Nu bliver jeg sikker upopulær her men jeg synes altså at du dømmer andre mindst lige så hårdt som du føler at andre dømmer dig for dine valg. 

Det baserer jeg på du skriver at dine tidligere veninder på 28 'leger diskoteks-unge'. Og det synes jeg slet ikke er okay, hverken at du dømmer andre for deres liv og at andre dømmer dig for dit! Skal de være flove over at de ikke har mand og børn endnu? 

Selvfølgelig er det okay at du ønsker at være ung mor, og nu du har PCO så er det da vildt fedt at du helt naturligt er blevet gravid tre gange, og dermed er blevet fritaget for at skulle gennem behandling. 

I forhold til studie er det uden tvivl hårdt når du er mor, men hvis du er god til at planlægge din tid og fokusere når du læser er der ingen problem i at blive færdig. Ja det tager lidt længere tid, men det kan da kun være en fordel når du kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg har ikke børn endnu og som kvinde i den fertile alder så er jeg bevidst om at nogle virksomheder vil have reservationer i forhold til at ansætte mig.

Og det er da mega ufedt når folk, familie eller ej, føler at de ved bedre og du ikke kan undvære deres knap så positive input. Det er jo dit liv og det vigtigste er at du er glad for det.

januar16 skriver:

Nu bliver jeg sikker upopulær her men jeg synes altså at du dømmer andre mindst lige så hårdt som du føler at andre dømmer dig for dine valg. 

Det baserer jeg på du skriver at dine tidligere veninder på 28 'leger diskoteks-unge'. Og det synes jeg slet ikke er okay, hverken at du dømmer andre for deres liv og at andre dømmer dig for dit! Skal de være flove over at de ikke har mand og børn endnu? 

Selvfølgelig er det okay at du ønsker at være ung mor, og nu du har PCO så er det da vildt fedt at du helt naturligt er blevet gravid tre gange, og dermed er blevet fritaget for at skulle gennem behandling. 

I forhold til studie er det uden tvivl hårdt når du er mor, men hvis du er god til at planlægge din tid og fokusere når du læser er der ingen problem i at blive færdig. Ja det tager lidt længere tid, men det kan da kun være en fordel når du kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg har ikke børn endnu og som kvinde i den fertile alder så er jeg bevidst om at nogle virksomheder vil have reservationer i forhold til at ansætte mig.

Og det er da mega ufedt når folk, familie eller ej, føler at de ved bedre og du ikke kan undvære deres knap så positive input. Det er jo dit liv og det vigtigste er at du er glad for det.

Du har helt ret i at jeg da også dømmer andre. Men kunne aldrig finde på at smide det i hovedet på mine tidligere veninder, at jeg ikke gad dem mere fordi de render på Daisy tre aftner hver uge. De sårede mig desværre den anden vej og sagde at de jo ligeså godt kunne lade være med at høre om jeg ville med til nogle arrangementer, biffen mm da jeg jo blev mor-kedelig når jeg fik børn og sikkert bare sagde nej. Vi dømmer da alle sammen andre og sætter dem i nogle kasser. 

lillespir26 skriver:

Hvor gammel er du hvis man må spørge �� Jeg syntes personligt ikke du skal vente få tager hul på bylden Pco er ikke noget der behøver at fylde så meget og slet ikke hvis du fået det delt �� Find noget matriale læs det print det ud og når du fortæller om det så sig de kan få materialet at læse hvis de vil vide mere jeg tror desværre først du kan få deres fulde opbakning hvis du ligger hele sandheden på bordet og ikke har noget liggende i gemmerne 

Jeg er 25. Desværre bliver man bare kaldt for hypokonder hvis man nævner det mindste sygdom eller lidelser i min familie. Da jeg forstuvede mit knæ da den yngste var 3 måneder gammel, ringede jeg til min mor for at høre om hun havde lyst til at komme og hjælpe mig en dag samt hente den store i børnehaven, da min mand var på kursus. Fik bare at vide at jeg skulle tage mig sammen og at man sagtens kan humpe rundt på et ben ked barnevogn op af bakke til børnehaven. Så tror bare min familie vil tænke at det er for at få medlidenhed. Og det ønsker jeg på ingen måder.

Anonym skriver:

Du har helt ret i at jeg da også dømmer andre. Men kunne aldrig finde på at smide det i hovedet på mine tidligere veninder, at jeg ikke gad dem mere fordi de render på Daisy tre aftner hver uge. De sårede mig desværre den anden vej og sagde at de jo ligeså godt kunne lade være med at høre om jeg ville med til nogle arrangementer, biffen mm da jeg jo blev mor-kedelig når jeg fik børn og sikkert bare sagde nej. Vi dømmer da alle sammen andre og sætter dem i nogle kasser. 

De blev kun kort nævnt så vidste ikke hvem der havde afskrevet hvem. Jeg er ked af at høre at de bare 'opgav' dig fordi du havde andre planer end de havde.

Jeg reagerer ofte lidt stærkt på dem der føler at deres liv er bedre end andres. Og har simpelthen kendt for mange af typen 'nu har jeg kæreste og det er det eneste rigtige i livet' med det medlidende 'dit liv må være så sølle og inkomplet når du nu er single, det skal nok komme end dag, lille stakkel'. Når de fik børn blev det selvfølgelig udviklet.... Suk...

Og den omvendte 'dit liv må være helt ødelagt/gået i stå mv' fra festaberne til mødrene er heller ikke ok. 

Min bedste veninde har fået barn og så er vores møder lidt anderledes. Vi hygger i sofaen med baby, i stedet for at tage i byen. Men har også altid vidst at hun ønskede at være ung mor. Jeg forstår ikke det med at man holder op med at være veninder når den ene får barn. Bare fordi man er mor så er man vel ikke en helt anden person? 

Anonym skriver:

Puha nu får jeg endelig luftet de tanker jeg har gået med, siden jeg blev uplanlagt gravid med mit tredje barn.

Jeg er gift og har i forvejen to dejlige unger med min mand, som jeg har været sammen med i 8,5 år. Vores ældste er 4 år og den yngste knap 1 år. Jeg fik den første som 21 årig og var rigtig glad for at få barn tidligt. Dog mistede jeg en del veninder, som ofte var lidt ældre end jeg selv, da jeg var den første der fik barn mens de andre stadigvæk leger diskoteks-unge i en alder af nu 28+. Da jeg fik nr to var jeg 24. Her har jeg fået nogle fantastiske veninder gennem legestuen, som dog alle er noget ældre. Men vi her god kemi og er i samme stadie i familielivet.

Det tog os langt tid at blive gravide begge gange pga pco, hvilket vi har holdt hemmeligt for familie og venner. Jeg ønskede ikke at de skulle vide at det til dels var derfor vi valgte at få børn tidligt. Men jeg blev så uplanlagt gravid i maj, 4 måneder efter fødslen af mit andet barn, på trods af at vi beskyttede os. Og jeg har været så flov lige siden. Jeg er 25 år og snart mor til tre..  Ingen af mine gymnasie veninder eller studiekammerater fra universitetet har børn, og når vi så er sammen til renunion kigger de på mig som om jeg er mærkelig fordi jeg har fået snart tre børn. Mine søstre er jaloux over at de ikke har børn endnu (de har manglet en mand indtil for to år siden) og min mors kommentar var "åh nej, bliv nu færdig med din uddannelse først" de første to gange, da jeg fik barn under min bachelor og min kandidatuddannelse. Jeg er dog lige blevet færdig og er derfor ledig i to måneder inden ny barsel stater med nr tre barn.

Jeg er så flov over ar være så ung og mor til tre da jeg føler at folk dømmer mig. Men sjovt nok er det dem som ikke kender mig ret god der er mest dømmende. Mine nære veninder jubler over min tredje graviditet og synes det er så dejligt for os, at få det sidste barn nu mens vi stadigvæk er unge. (vi har altid gerne ville have tre børn). Men min familie, som jeg desværre ikke er helt så tætte med grundet deres mangel på pli og støtte, er utrolig dømmende. Der kommer altid kommentarer om: kan i nu klare det, har i råd, husk nu at den store også skal have alene tid med jer, nu må i da lige sætte tempoet ned.

Jeg bliver simpelthen så ked af det. De kender mig jo egentlig ikke. De ved intet om hvordan min mands og min hverdag ser ud. Og de kan da se at begge mine unger er i balance, med i udviklingen og absolut ikke mangler noget. Jeg ordner aly praktisk her hjemme mens de er i børnehaven og dagplejen i Maks 5 timer. For nyder at kunne lege med dem når de kommer hjem uden en masse stres.

Puha fik da lige luftet igennem. Tror mine hormoner render af med mig.

Rigtig god weekend!

Hilsen en fortvivlet højgravid  

 

Jeg er "Gammelmor" 30 og 34 år og vil bare sige, at hvor er du heldig at du får lov at være ung med dine voksne børn og dine, forhåbentlig børnebørn hvor er din kommende arb.giver heldig at du ikke konstant er i søvnmangel, har barn syg dage, selv er syg mv. skid hul i hvad andre måske tænker. De kommentarer tar jo også udgangspunkt i folk selv. Jeg kunne f.eks. Ikke have magtet 3 børn i start 20'erne, var slet ikke klar og så tænker man vel hurtigt at det samme gælder alle andre...