et-ønske skriver:
Jeg har lige skimmet tråden igennem, og kan se at der ikke er mange bonus/onde stedmødre der svarer.
Vi er en sammenbragt familie - både han og jeg havde børn før vi mødte hinanden, og så har vi fået et hold tvillinger sammen.
Men jeg er nød til at sige, jeg synes det til tider er mega hårdt at være bonusmor! Jeg har valgt min mand og dermed de børn der følger med, men det er altså ikke bare sådan uden udfordringer at tage andres børn ind! Jeg holder utrolig meget af min mands børn - men jeg kommer aldrig til at elske dem som jeg elsker mine egne 3. Jeg passer på dem, drager omsorg for dem og deltager aktivt i deres liv! Men bevares, det er da lidt af en udfordring når de er her - på godt og ondt...
Har været i deres liv i snart 7 år, og den yngste var 1,5 da vi mødte hinanden - synes dengang det var svært at håndtere et så lille barn der ikke var mit eget (havde selv en på 3 dengang). Jeg har altid forholdt mig til at behandle dem, som jeg gerne vil have at min egen datter vil blive behandlet af en bonus forældre.
Både min mand og jeg har haft perioder hvor det har været hårdt og svært at være bonus forældre - jamen så behøver man ikke lige sidde lårerne af hinanden den weekend og lave noget hver især. Kunne aldrig drømme om at forbyde min mand at se sine børn, og det skulle han heller ikke prøve på! Men tænker det er ok at indrømme at det ikke altid er en dans på roser at være en sammenbragt familie.
Jeg tror at ts har skrevet sit oplæg i frustration og så fremstår hun som den onde stedmoder med vorte på næsen - mon det i virkeligheden er så slemt?!
Jeg er nu også en ond stedmor og har endda også nydt at få min mands papdatter ind i familien, så er stedmor af 2. Grad oven i hatten, stedmor af 1. Grad og så mor til vores fælles børn....
Jeg ved godt det kan være pisse hårdt, jeg ved endda også man kan være "ung" (forstået på den måde man intet ved om børn og slet ikke har tænkt bærn i sit liv) lg pludselig står man med et barn som kom med i pakken, og man er aå klog så man nærmest kunne undvære hovedet i hvert fald om opdragelse, men er så knap så klog når man står i hverdagen og lortet brænder sammen.
Men nu er jeg så så heldig så er blevet en del år ældre og jeg har haft 3 børn selv som jeg har fulgt fra fødsel til ja den ældste er 12 med alt hvad det indebærer. Og jeg bed et barn på 17 mnd kan være pisse irriterende, men jeg ved også et barn på 17 mnd ikke er det med vilje, og jeg ved et barn på 17 mnd har fortjent at blive rummet og ikke mindst at de voksne som påtager sig ansvaret for det i deres liv er med til at bygge et selvværd op og det får man ikke ved at synes barnet er en belastning og skal opdrages, for det bliver det ikke hvor det har sin primære tilknytning. Ja det kan være skrevet i effekt, håber jeg meget og jeg håber den lille trold kan charmere og få den varme og kærlighed også hjemme hos sin far som indlægget sår tvivl om.
Og som dig mener jeg faktisk den voksne her bonus mor skal trække sig, give plads til far til at opbygge et enestående far/søn forhold også set i lyset af om 16 uger er bonus mor spændt op med en nyfødt og far skal tage storebror på legeplads, ud i skoven hvad ved jeg. Hvorfor så ikke arbejde med det allerede nu især når hormoner mm. Spiller bonus mor et puds så hun bliver fru skrap. Det betyder ikke man ikke får et forhold til drengen, det betyder bare far får det primære.
derudover tænker jeg det er super vigtigt at tale om opdragelse både når man går ind i et forhold med børn eller man selv vælger at få børn. Kan jo være nej'erne slet ikke er farmands linie - jeg ved jo ikke hvad der bliver sagt nej til. Så måske far og bio mor slet ikke er så slemme og irriterende, men bare er forskellige fra bonus og far og bonus er ikke vokset sammen som forældre endnu.
Så jo en slem grim stedmor som mig med vorte på næsen kan faktisk i erfaringens lys godt sætte mig i barnets sted, jeg kan også forestille mig min lille trold komme stavrende som 17 mnd og møde distancen og det er sted som man kalder hjem - det gør sgu ondt i hjertet.
