Gravid og stedmor...

Jeg er gravid i 24 uge, og min kæreste har en søn på 17 måneder. 

Jeg er mildest talt ved at gå ud af mit gode skind når vi har ham. 

Han er bund hysterisk og pisse irriterende til tider. Han forstår udemærket et nej, men prøver grænserne af. Jeg har aldrig brudt mig om børn, og slet ikke andres. Det er kun efter, at jeg selv er blevet gravid, at jeg kunne se mig selv som mor. 

(Lille sidespor) 

Men når vi så har ham hver anden weekend, så er det som om min kæreste ikke kan finde ud af at sige nej og jeg derfor er nød til at være den "hårde". 

Han får stort set lov til at gøre hvad der passer ham hjemme hos hans mor. 

Jeg føler mig som den værste kæreste overfor min kæreste, da jeg slet ikke viser interesse overfor hans søn. Kun i nogle tilfælde... Og det går mig på, at jeg har det sådan :-( og især nu hvor jeg er gravid og hormonerne er helt oppe at ringe! 

Havde brug for at komme ud med det.... Og hører om andre evt er i samme situation? :/

Du burde flytte den dårlige samvittighed fra kæresten over på hans søn. Det er fair nok at følelserne ikke kommer med det samme for barnet, men da i er gravide ned eget barn antager jeg, at drengen har været i dit liv et stykke tid nu. Og min første tanke var stakkels dreng. 

Irriterende? Han er 1.5 år! Jeg ved ikke om du er klar over, hvad en dreng i den alder kognitivt er og ikke er i stand til at kunne og forstå. Jeg mener, at du forventer alt for meget af en lille dreng i den alder. Selvfølgelig skal der sættes rammer, men det hører sig nu til alderen at han søger grænser. Hvordan skal han ellers vide hvor de går? Hvordan skal han ellers lære hvordan han færder sig i verden? Du kan lige så godt vænne dig til det, for det bliver nok værre. Der er en grund til man kalder det the terrible twos.

Giv den stakkels dreng en chance. Forstå hans alderstrin. Og tal med din kæreste om et fælles værdisæt. Grænser er vigtige, men en balance er også. Og så flyt dit fokus fra din kæreste over på drengen. Du har valgt at blive bonusmor. Det indebærer et ansvar der også betyder kærlighed, accept og nærhed. 

Og så må jeg spørge. I dit indlæg udtrykker du ingen varme følelser overfor drengen, og skriver du ikke kan lide børn undtagen egne børn. Hvorfor har du så valgt en mand med barn?

Håber virkeligheden er varmere og noget mere nuanceret end du udtrykker her

PS. Du skriver du ikke viser interesse for hans søn. Men du gør når du skal skælde ud og sætte grænser. Du viser ham, at den eneste måde at få din opmærksomhed på er gennem dårlig adfærd. 

Jeg er sikker på, at hvis du gav ham din oprigtige interesse, positiv opmærksomhed og omsorg, ville du opleve han var langt mindre "pisse irriterende"

Anonymor skriver:

Du burde flytte den dårlige samvittighed fra kæresten over på hans søn. Det er fair nok at følelserne ikke kommer med det samme for barnet, men da i er gravide ned eget barn antager jeg, at drengen har været i dit liv et stykke tid nu. Og min første tanke var stakkels dreng. 

 

Irriterende? Han er 1.5 år! Jeg ved ikke om du er klar over, hvad en dreng i den alder kognitivt er og ikke er i stand til at kunne og forstå. Jeg mener, at du forventer alt for meget af en lille dreng i den alder. Selvfølgelig skal der sættes rammer, men det hører sig nu til alderen at han søger grænser. Hvordan skal han ellers vide hvor de går? Hvordan skal han ellers lære hvordan han færder sig i verden? Du kan lige så godt vænne dig til det, for det bliver nok værre. Der er en grund til man kalder det the terrible twos.

Giv den stakkels dreng en chance. Forstå hans alderstrin. Og tal med din kæreste om et fælles værdisæt. Grænser er vigtige, men en balance er også. Og så flyt dit fokus fra din kæreste over på drengen. Du har valgt at blive bonusmor. Det indebærer et ansvar der også betyder kærlighed, accept og nærhed. 

Og så må jeg spørge. I dit indlæg udtrykker du ingen varme følelser overfor drengen, og skriver du ikke kan lide børn undtagen egne børn. Hvorfor har du så valgt en mand med barn?

Håber virkeligheden er varmere og noget mere nuanceret end du udtrykker her

Nu læser du os på skrift, og får 20% af historien. Ved udemærket godt hvordan børn er i den alder. Og behandler sgu drengen ordentligt og har gode stunder med ham. 

Jeg tænker, at I straks skal opsøge professionel vejledning - inden babyen kommer! Det kan være via sundhedsplejerske eller din kærestes søns vuggestue. 

De problemer, I har nu, bliver mangedoblet af en baby i huset. 

Det er selvfølgelig et særdeles svært udgangspunkt, at du ikke bryder dig om børn. Man fristes til at spørge, hvorfor du så ikke gik langt udenom en mand med en baby på slæb, men det er jo nok et uretfærdigt spørgsmål. 

Men når du nu ikke bryder dig om børn, og snart står med 2 småbørn i din varetægt (hvor du dog nok bliver gladest for dit eget barn), skal især du men også din kæreste lære at agere hensigtsmæssigt. Og med dine udtalelser hér, tror jeg, at du skal have temmelig meget vejledning. 

Afslutningsvis (åh, der er så meget, jeg vil sige!) vil jeg generelt bemærke, at dit indlæg hér får mig til at ville kæmpe endnu mere for mit (derudover vidunderlige og harmoniske) parforhold, for tanken om at mine børn skulle udsættes for en stedmoder som dig, får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. 

Anonymor skriver:

PS. Du skriver du ikke viser interesse for hans søn. Men du gør når du skal skælde ud og sætte grænser. Du viser ham, at den eneste måde at få din opmærksomhed på er gennem dårlig adfærd. 

Jeg er sikker på, at hvis du gav ham din oprigtige interesse, positiv opmærksomhed og omsorg, ville du opleve han var langt mindre "pisse irriterende"

Han får massere af positiv respons og opmærksomhed. 

Det jeg skriver er det som FRUSTRERE mig og ikke hele mit forhold til knægten !!!

Anonym skriver:

Jeg er gravid i 24 uge, og min kæreste har en søn på 17 måneder. 

Jeg er mildest talt ved at gå ud af mit gode skind når vi har ham. 

Han er bund hysterisk og pisse irriterende til tider. Han forstår udemærket et nej, men prøver grænserne af. Jeg har aldrig brudt mig om børn, og slet ikke andres. Det er kun efter, at jeg selv er blevet gravid, at jeg kunne se mig selv som mor. 

(Lille sidespor) 

Men når vi så har ham hver anden weekend, så er det som om min kæreste ikke kan finde ud af at sige nej og jeg derfor er nød til at være den "hårde". 

Han får stort set lov til at gøre hvad der passer ham hjemme hos hans mor. 

Jeg føler mig som den værste kæreste overfor min kæreste, da jeg slet ikke viser interesse overfor hans søn. Kun i nogle tilfælde... Og det går mig på, at jeg har det sådan :-( og især nu hvor jeg er gravid og hormonerne er helt oppe at ringe! 

Havde brug for at komme ud med det.... Og hører om andre evt er i samme situation? :/

Du skriver at du godt kender til hvordan børn er på den alder - og samtidig viser du ingen rummelighed eller forståelse for ham. Sunde børn søger grænser og dem skal vi voksne sætte på en kærlig og rummelig måde.

du skriver du er ked af at du ikke giver ham opmærksomhed - men samtidig at han får meget positiv respons..? Du opfører dig nok ordentligt og pænt overfor ham som du skriver . Men bare det at du bruger ordet ordentligt fortæller lidt om at du opfører dig pænt, men der er intet i det du skriver som udstråler varme eller nærvær eller ønsker om det med ham. Og tro mig - børn kan sagtens mærke om man vil dem eller ej. 

Herudover står han i en situation hvor jeg må gå ud fra at hans vante rammer grundet dig/jer er brudt op ved 1 års alderen og vendt på hovedet. Og der er en kommende endnu større forandring som lurer lige snart.

Ærlig talt hvis I ikke havde en reaktion fra ham  på den omvæltning ville det bekymre mig mere.

for at du ikke kommer til st forskelsbehandle i væk grad og komme til at distancere dig fra hans søn, vil jeg hvis jeg var dig søge hjælp (psykolog eller andet). Det er vigtigt for den lille dreng der gerne skal komme igennem denne turbulent tid (og ja hsn er mere vigtig end dig lige nu). Det er også set fra et egoistisk synspunkt vigtigt, da din mand vil komme til at synes mindre om dig på sigt hvis du ikke kan vise nærvær og empati overfor hans søn. I sidste ende kan det skabe splid mellem jer.

Det virker som om du ønsker at du havde "gaflet" din mand lige er pr tidligere og så var fri for den irriterende søn. Men han er en realitet dom du må lære at elske - måske ikke som dit eget men på et niveau som opbygger selværd hos ham og hvor han føler sig velkommen. Du har købt en fuld pakke med mere end en mand!

Anonym skriver:

Han får massere af positiv respons og opmærksomhed. 

Det jeg skriver er det som FRUSTRERE mig og ikke hele mit forhold til knægten !!!

Jeg kan kun tilslutte mig, hvad de andre skriver. Det er et lillebitte barn, du har fået medansvar for, og dine forventninger til, hvad han kan forstå, og hvordan han bør reagere, virker helt urealistiske. Du skriver, at du slet ikke viser ham interesse - "kun i nogle tilfælde" - men hvor kommer så de "20 procent af tiden", du senere nævner, ind i billedet? Og hvordan kan din bekymring på nogen måde handle om, at du er en dårlig kæreste over for din VOKSNE partner, når der er et lille barn, der lider under det? For det gør han.

Jeg forstår ikke, hvad du mener med, at du aldrig har brudt dig om børn "og slet ikke andres". Du har jo ikke selv nogle endnu? Og hvordan faldt det dig ind både at gå ind til ansvaret som bonusmor OG at blive gravid, når du har det sådan med børn? Det er jo først efter, at graviditeten blev en realitet, at du kunne se dig selv som mor - hvad ville du have gjort, hvis du ikke havde kunnet det?

Der er en lille dreng, der kommer i klemme her - han har ikke haft noget valg, han har ikke bedt om at få en bonusmor, han har ingen indflydelse haft på, at hans far har truffet nogle tilsyneladende hurtige afgørelser i sin måde at stifte familie på. Du og din kæreste er gået ind i dette med åbne øjne - din kæreste skal du ikke have dårlig samvittighed overfor, for han må jo have valgt at satse på, du ville hans søn det bedste, selv om du SLET IKKE bryder dig om børn. Sikke en risiko at løbe på vegne af sin guldklump.

Sket er sket. Nu må I som de to voksne tage ansvaret for de valg, I har truffet, og få hjælp til at fungere som familie. Du skal se i øjnene, at den modvilje, du føler overfor en stor baby som din bonussøn, kun vil blive større, når han bliver et barn, der reelt søger grænser og reelt ikke hører efter - og at det er din forbandede pligt at forebygge de problemer, det vil give. Søg hjælp hos en terapeut, evt. sammen med din kæreste. Erkend, at du har brug for hjælp til at lære at blive en god og ansvarlig bonusmor med et realistisk syn på børns adfærd og behov. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid i 24 uge, og min kæreste har en søn på 17 måneder. 

Jeg er mildest talt ved at gå ud af mit gode skind når vi har ham. 

Han er bund hysterisk og pisse irriterende til tider. Han forstår udemærket et nej, men prøver grænserne af. Jeg har aldrig brudt mig om børn, og slet ikke andres. Det er kun efter, at jeg selv er blevet gravid, at jeg kunne se mig selv som mor. 

(Lille sidespor) 

Men når vi så har ham hver anden weekend, så er det som om min kæreste ikke kan finde ud af at sige nej og jeg derfor er nød til at være den "hårde". 

Han får stort set lov til at gøre hvad der passer ham hjemme hos hans mor. 

Jeg føler mig som den værste kæreste overfor min kæreste, da jeg slet ikke viser interesse overfor hans søn. Kun i nogle tilfælde... Og det går mig på, at jeg har det sådan :-( og især nu hvor jeg er gravid og hormonerne er helt oppe at ringe! 

Havde brug for at komme ud med det.... Og hører om andre evt er i samme situation? :/

Nu har jeg læst dit indlæg tre gange og jeg må indrømme jeg er sgu lidt forvirret og har super ondt af drengen. 

Inden for hans første leveår er hans base blevet brudt på, far er flyttet, "nyt" sted hver anden weekend, "ny" mor som alligevel kun kan lide sit eget ufødte barn, en mor som måske er ked af det og såret og bekymret for sin søn og derfor giver ham lidt snor så deres hverdag hænger sammen. 

Nu kender jeg ikke begrundelsen for at din kæreste og hans Eks ikke er sammen men den eneste der har ret til noget som helst er din bonus. Han er 17 mdr. De er bare skide irriterende der. Det er deres job! Det bliver kun værre. Men deres nysgerrighed er uvurderlig og den burde du sætte pris på! Det er altid nemmere at opdrage andres børn end ens eget, så husk den hårde tone overfor dit barn ellers vil I forskelsbehandle helt vildt! Og det er INGEN børn tjent med. 

Du siger det her kun er 20 procent, hvilke gode stunder har I? 

Hvorfor har dj overhovedet valgt en mand med et barn? 

Anonym skriver:

Jeg er gravid i 24 uge, og min kæreste har en søn på 17 måneder. 

Jeg er mildest talt ved at gå ud af mit gode skind når vi har ham. 

Han er bund hysterisk og pisse irriterende til tider. Han forstår udemærket et nej, men prøver grænserne af. Jeg har aldrig brudt mig om børn, og slet ikke andres. Det er kun efter, at jeg selv er blevet gravid, at jeg kunne se mig selv som mor. 

(Lille sidespor) 

Men når vi så har ham hver anden weekend, så er det som om min kæreste ikke kan finde ud af at sige nej og jeg derfor er nød til at være den "hårde". 

Han får stort set lov til at gøre hvad der passer ham hjemme hos hans mor. 

Jeg føler mig som den værste kæreste overfor min kæreste, da jeg slet ikke viser interesse overfor hans søn. Kun i nogle tilfælde... Og det går mig på, at jeg har det sådan :-( og især nu hvor jeg er gravid og hormonerne er helt oppe at ringe! 

Havde brug for at komme ud med det.... Og hører om andre evt er i samme situation? :/

Hvordan ved du at han gør hvad der passer ham hos sin mor? 

Og du må lære lidt om børn i denne alder - hans adfærd lyder ganske normalt. Det handler ikke om at være hård når de er så små, men om at aflede og give alternativer. 

Jeg synes ærlig talt du skal lade far bestemme hvordan han viil opdrage sin søn.