Jeg er gravid i 24 uge, og min kæreste har en søn på 17 måneder.
Jeg er mildest talt ved at gå ud af mit gode skind når vi har ham.
Han er bund hysterisk og pisse irriterende til tider. Han forstår udemærket et nej, men prøver grænserne af. Jeg har aldrig brudt mig om børn, og slet ikke andres. Det er kun efter, at jeg selv er blevet gravid, at jeg kunne se mig selv som mor.
(Lille sidespor)
Men når vi så har ham hver anden weekend, så er det som om min kæreste ikke kan finde ud af at sige nej og jeg derfor er nød til at være den "hårde".
Han får stort set lov til at gøre hvad der passer ham hjemme hos hans mor.
Jeg føler mig som den værste kæreste overfor min kæreste, da jeg slet ikke viser interesse overfor hans søn. Kun i nogle tilfælde... Og det går mig på, at jeg har det sådan :-( og især nu hvor jeg er gravid og hormonerne er helt oppe at ringe!
Havde brug for at komme ud med det.... Og hører om andre evt er i samme situation? :/
Blev lige nu at se på nogle billeder af mine egne da de var 17 mnd for lige at huske.... Og så blev jeg sgu ked af det, en ting er man som 17 mnd "kun" skal se sin far hver anden weekend, men at man så også skal opfattes som irriterende og møde en der i bund og grund ikke bryder sig om børn, er fyldt med hormoner og er mest bekymret for at være ej god kæreste og ikke for den lille trold de voksne har placeret midt i rodet.
jeg kan forstå din frustration går på, at du bliver den der siger nej og de to primære personer i hans liv intet nej giver ham. Og jeg er egentlig nysgerrig hvad er det for nogle nej'er han skal have? Hvad er det for nogle grænser han bevidst overskrider - allerede der står jeg af, for 17 mnd der er de jo et helt andet sted end velopdragenhed søde stille og rolige børn, der har de slet ikke den tilgang til verden der ligger i "prøve grænser af", de oplever verden som tryg, som en hvor de dårligt ved hvad der sker i en årsag-virkning sammenhæng, en verden hvor de er begyndt at blive selvstændige individer og derfor netop gør brug af at være selvstændige, de vil gerne kunne bestemme nu hvor de er individuelle og verden kan bryde fuldstændig sammen hvis en fx hælder mælken op før de gav brødet for det var sådan de havde set verden, men de havde ikke været i stand til at formidle det, de har ikke sprog nok til at formidle alle deres tanker og det kan gove utrolig meget frustration. Og så er de de værste møgunger (og samtidig dybt charmerende) når de med et skævt smil lige skal se om der nu igen kommer den sjove nej reaktion hvis de endnu en gang tager fjernbetjeningen og putter den i munden... De larmer, de beskidter, de roder, de følger ikke manualen, de kysser så man bliver helt våd, de krammer så man bliver helt varm, de griner så man ikke kan lade være med at grine med, de surmuler så man får lyst til at båtte dem på næsen, de græder så man kun kan trøste dem, de vågner sindsyg tidligt om morgenen (snerpende til midt om natten), de vil hellere lege med den fine vase end den bil man havde købt, og så vil de rummes og elskes.
og der hvor jeg får ondt i maven af dit indlæg, er jeg kun hører: de larmer, de roder, de beskidter, de er irriterende for alt det bør krydres med: de krammer, de kys, de griner for det er der vi som voksne bygger deres selvværd op, det er der vi som voksne ikke er hårde, men rimelige.
puha startede med ideen om at ville skrive konstruktivt om, at du og din kæreste må have en snak. Og du må også nød til at få en større forståelse for små bærn, for 17 mnd så er man godt nok et lille barn. Og I blover nød til at tale om, du absolut kun er på sidelinien når tumling er der, ja måske kunne du i en periode tage væk i de weekender... Men i stedet blev det vist mere et indlæg som siger jeg får så forfærdelig ondt af den lille trold, men det bunder i samme råd: måske for en kort periode lad far og søn finde hinanden uden du skal være der (kan ikke være meget tid han har haft til at etablere et far/søn forhold uden du var der og så endda også som gravid og nyetableret forhold). Du kunne jo eventuelt tage væk næste weekend. Og så få taget en snak om opdragelse, kunne jo være kæresten havde nogle ideer som var divergerende med dine og måske synes du er alt for streng men rummer det osv. Tænker jeg egentlig er meget godt at gøre inden man får børn i alt almindelighed. Og så tal med en du stoler på der har haft eller har børn på samme alder, for de vil nok sige det samme som mig, en på 17 mnd fylder helt vildt, kan være møg irriterende - men sådan er de og man skal huske at en på 17 mnd også bare er det mest fantastiske, stop op og lad grinet sive ind, stop op og mærk de fantastiske bløde arme der kan kramme så hårdt, stop op og lyt til de skønne ting de siger eller giver udtryk for.... Stop op og kræv intet men modtag bare, for de har så meget at give midt i kaos, rod, beskidt, mangel på søvn, irritation.....
