Hvornår ved man, at man er FÆRDIG med børn?

Happiness skriver:

Ja tænk engang, at jeg skulle skrive den her tråd...

Men engang imellem føler jeg, at jeg ikke er færdig med at få børn. At jeg egentlig gerne vil have én mere.

På trods af min sidste graviditet var hård, og begge fødsler ikke har været drømmefødsler. Men alligevel, så føler jeg ikke jeg er helt færdig.

Min mand vil ikke have flere, og det har jeg heller ikke ville, så vi har ikke taget snakken om flere børn, sådan seriøst. Kun snakket om hvor dejligt det er når vi igen kan sove længere end 6  Men jeg tror virkelig ikke han ønsker flere. Og så burde den jo være lukket der!

Men jeg føler mig virkelig skruk! Ikke efter et barn lige nu, men om et par år. Og ved ikke om denne følelse går væk. Men hvis vi nu får et til, vil den så gå væk der, eller vil jeg få følelsen igen efter noget tid? Følger den bare med kvindekroppen, eller hvordan er det?

Så spørgsmålet er.... Hvornår ved man at det er slut med børn? Føler du at du er færdig med at få børn? Vil man altid føle sig lidt skruk efter en nyfødt? 

Man er vel netop færdig, når den ene part i forholdet ikke ønsker flere et barn skal være ønsket af begge forældre. 

Men derfor kan jeg godt se, at det kan være svært for den part der står tilbage med ønsket om endnu et barn.

Happiness skriver:

Ja tænk engang, at jeg skulle skrive den her tråd...

Men engang imellem føler jeg, at jeg ikke er færdig med at få børn. At jeg egentlig gerne vil have én mere.

På trods af min sidste graviditet var hård, og begge fødsler ikke har været drømmefødsler. Men alligevel, så føler jeg ikke jeg er helt færdig.

Min mand vil ikke have flere, og det har jeg heller ikke ville, så vi har ikke taget snakken om flere børn, sådan seriøst. Kun snakket om hvor dejligt det er når vi igen kan sove længere end 6  Men jeg tror virkelig ikke han ønsker flere. Og så burde den jo være lukket der!

Men jeg føler mig virkelig skruk! Ikke efter et barn lige nu, men om et par år. Og ved ikke om denne følelse går væk. Men hvis vi nu får et til, vil den så gå væk der, eller vil jeg få følelsen igen efter noget tid? Følger den bare med kvindekroppen, eller hvordan er det?

Så spørgsmålet er.... Hvornår ved man at det er slut med børn? Føler du at du er færdig med at få børn? Vil man altid føle sig lidt skruk efter en nyfødt? 

Jeg har tvillinger på 14 da de var små kunne jeg mærke, at jeg ikke var færdige med at få børn. En følelse inden i. Efterfølgende er lillebror kommet til ( knap 6 år ) og kan sige ærligt, at jeg er færdig med børn. Igen en følelse inden i. Har slet ikke lyst overhovedet. Har haft denne snak med en fra min mødregruppe ( med den yngste ) hun havde som dig hvornår kan man mærke man er færdig, de har så fået nr 3 - og sidst sagde hun nu viste hun hvad jeg mente  nu kunne hun genkende følelsen af, at nu var det slut. Så hvornår , tror så længe hvad er i tvivl tror jeg ikke man er helt færdig.

Happiness skriver:

Ja tænk engang, at jeg skulle skrive den her tråd...

Men engang imellem føler jeg, at jeg ikke er færdig med at få børn. At jeg egentlig gerne vil have én mere.

På trods af min sidste graviditet var hård, og begge fødsler ikke har været drømmefødsler. Men alligevel, så føler jeg ikke jeg er helt færdig.

Min mand vil ikke have flere, og det har jeg heller ikke ville, så vi har ikke taget snakken om flere børn, sådan seriøst. Kun snakket om hvor dejligt det er når vi igen kan sove længere end 6  Men jeg tror virkelig ikke han ønsker flere. Og så burde den jo være lukket der!

Men jeg føler mig virkelig skruk! Ikke efter et barn lige nu, men om et par år. Og ved ikke om denne følelse går væk. Men hvis vi nu får et til, vil den så gå væk der, eller vil jeg få følelsen igen efter noget tid? Følger den bare med kvindekroppen, eller hvordan er det?

Så spørgsmålet er.... Hvornår ved man at det er slut med børn? Føler du at du er færdig med at få børn? Vil man altid føle sig lidt skruk efter en nyfødt? 

Det kunne have været mig der skrev dette indlæg.

Er 31 (25 hvis nogen spørg) og har fået to dejlige piger. Min mand har fået lukket af for sæden, fordi vi er godt tilfreds med vores liv og to børn.

Men når jeg kigger på baby billeder af vores piger, så sukker jeg dybt. Når jeg holder andres babyer blir jeg ikke blød i knæene eller skruk, men tankenom vores egen lille lækre baby er der stadig, og tror den vil være der for evigt. Synes jo vi laver lækre børn.

Har snakket med mandlige kollegaer om det, og de har også den der evige skrukhed selvom de er afklaret om at der ikke skal komme flere.

MysteriousAngel skriver:

Jeg har altid troet at jeg ville have 4. Selv efter den 3. var jeg klar igen. Indtil for nylig var jeg ikke i tvivl. Men men..

min svigerinde fik en søn. De første mange mdr sov han ikke. Vi aflastede dem. Til fødselsdage skriger han fordi han ikke kan sove i sine faste rammer. De er altid nødt til at køre hjem inden det sådan rigtigt går igang fordi han ikke kan finde ro. 

I den proces gik det op for mig, at jeg faktisk er færdig. Jeg gider ikke mere. Jeg orker ikke endnu en baby. Det var dejligt at have ham men for pokker. Hvor jeg elskede at komme af med ham igen. 

Nu da vores den lille er blevet knap 3 kan jeg godt mærke at jeg savner en baby. Men helt ærligt. Jeg kan jo ikke blive ved, på et tidspunkt stopper det jo. 

Desuden synes jeg at vores liv er en kalender. Hvem henter hvem? HVornår? Hvad med den fødseldag? HVem køber gaverne? Hvem står for at handle osv.

Jeg synes at mit liv er rent logistik lige nu. Så glæder mig til de er større og jeg kan slappe af fordi de selv klarer transporten osv. 

Kan være jeg skal finde et kolik barn og "låne"  

Kan godt følge dig, det er meget planlægning. Men jeg nyder lidt den planlægning. Jeg elsker og trives med struktur. 

Men glæder mig da til ungerne sover længere end 6, og til at jeg kan nyde rødvin til langt ud på natten, uden at tænke over hvor meget jeg kommer til at bøde for det dagen efter  

Og JA man skal jo stoppe på et tidspunkt. Og man skal jo kunne rumme og have overskud til at have flere. 

Logisk set kan jeg jo godt se at det er dejligt med de 2 jeg har, og jeg bare skal nyde at kunne give dem så meget alene tid som jeg har mulighed for. De bliver jo lidt mere udfordrende med 3. 

Ville bare ønske mit hjerte var samme sted som logikken  

Lunae skriver:

Den tanke har jeg også haft en del gange efter min anden graviditet og fødsel var vi helt afklaret begge to - slut med børn, for min krop kunne ikke mere. 

Nu er vores søn blevet 2,3 år og vi er begge klar til en treer. Jeg har en fornemmelse af, at det kommer til at give mig en form for afslutning. Det håber jeg i hvert fald.

Mon ikke det gør. Det håber jeg for dig. Jeg er stadig lige forvirret, men måske det hjælper år Nikoline er lidt ældre. Det skal under alle omstændigheder ikke være indenfor det næste år. Så måske jeg bare virkelig skal føle efter hvad jeg vil, og bede min mand om det samme. For et eller andet sted, tror jeg heller ikke han er helt færdig.

Hvis vi havde børn der sov hele natten igennem, er jeg sikker på han ville have en mere! Men det kan jeg jo ikke helt love ham

kriis skriver:

Det er præcis sådan jeg har det. Og følelsen af at det var det fik jeg allerede da jeg var gravid med nr 3. Og tro mig - efter nr 2 var jeg slet slet ikke færdig - og dengang troede jeg også det var umuligt at slippe for at være skruk! Jeg troede aldrig jeg ville blive færdig!

Men det er jeg nu:-) Min yngste er 1,5 år og jeg råelsker mine 3 unger - min lille flok - og ville ikke undvære et øjeblik med nogen af dem - men jeg er færdig! Det er skønt og helt fantastisk at se dem vokse op og få lov til at knuselske dem - men jeg er også begyndt at glæde mig til de bliver ældre og vi kan nogle andre ting som familie:-) 

Så igen må jeg sige at for mig var det fuldstændigt rigtigt at få 3 - for jeg er fuld af ro og fyldt helt op nu:-)

Jeg håber du finder roen - med det ene eller det andet - for jeg kender frustrationen når der bare mangler noget;-)

Jeg tænker jeg ihvertfald må blive afklaret 100%, og bede min mand om at tænke det igennem. Jeg ved at det der afholder ham fra det, er nattesøvnen. Begge vores unger har sovet dårligt altid, stort set. Den ældste er først for ½ år siden begyndt at sove igennem. 

Det skal under alle omstændigheder ikke være før om et år vi ville skulle begynde, så der er tid at løbe på. 

Men dejligt at høre at du er afklaret nu, og det bare var det 3. barn der "manglede". Det er jo langt fra sikket jeg vil få det på samme måde, men rart at høre for og imod

lineog4 skriver:

Jeg kan ikke fortælle dig hvornår man er færdig for jeg har lært at leve med jeg ikke er færdig - ja sad sågar i går og læste en historie og noget med en blev, og blev helt rørt og savnede at skifte ble (hvem f.... Savner at skifte at ble).

Men jeg ved vi ikke skal have flere, gør alt hvad der står i min magt præventionsmæssigt for der ikke kommer flere. Vi er for gamle (min mand især), min mand vil ikke flere børn, tror sgu ikke min krop kan klare flere graviditeter, vores børn er på vej til at være så store så det ville være synd og skam at få en baby, jeg vil gerne arbejde med min karriere osv. Jeg har tusind rationelle forklaringer på hvorfor vi ikke skal have flere børn. 

Men det hjælper ikke på følelsen af, mit inderste ønske i verden er at have en lille baby i armene igen, føde, amme, prutte på maven, smøre en lækker lille krop ind i creme mens jeg hører pludren og latter. At få lov at trille med barnevognen og kigge forelsket ned på mit sovende mirakel. Puha ja selv at skifte at ble 

Men der er lys i mørket, for jeg er stadig lykkelig, jeg vil sagtens kunne lukke mine øjne om maaaaaange år og ikke tænke: hvis bare jeg havde fået et barn mere. Jeg bliver ikke bitter på min bedre halvdel over han ikke vil osv. Jeg kan sagtens leve skønt med drømmen om den baby der aldrig kommer, lige som jeg kan leve lykkeligt med drømmen om lottogevinsten der aldrig kommer 

Det er rart at høre fra én som lever med det. Det kan jo være det som jeg vil være nødsaget til, da jeg aldrig vil tvinge min mand til flere, hvis han ikke har lyst. 

Vi er så kun 32 og 33 år, så der er tids nok. 

Jeg tror det er sundt at lære at leve med det, at det er ok at savne den baby, men samtidigt acceptere at sådan er det, uden at bære nag. Så man ikke lever på standby, og kun tænker på det man ikke har. 

Jeg tænker jeg giver mig selv og min mand et år til at gruble lidt over det. Det vil alligevel ikke være før der, da jeg lige har fået nyt job, og gerne vil være 100 på min beslutning, da den ikke sådan er at gøre om

Abemor skriver:

Man er vel netop færdig, når den ene part i forholdet ikke ønsker flere et barn skal være ønsket af begge forældre. 

Men derfor kan jeg godt se, at det kan være svært for den part der står tilbage med ønsket om endnu et barn.

Helt enig. Hvis min mand siger at han absolut ikke vil have flere, så er det også slut. Og så må jeg acceptere det. Vi har bare aldrig haft snakken for alvor, da det ikke har været på tale før. Før vi startede med at få børn sagde vi, at vi ville have 2 børn, og vi har som sådan ikke snakket videre om det siden. Og han har nu haft en henvisning til sterilation i 1½ år, men har endnu ikke benyttet sig af den. Men det kan jo handle om mange andre ting end tanken om endnu et barn. 

Det var mere for jeg kunne blive afklaret på mine egne følelser. Om man overhovedet kan føle sig færdig. For vil jeg egentlig have et barn mere, eller er det bare babystadiet jeg savner, nu hvor den lille er blevet så "stor". 

Jeg ved godt at andre ikke kan svare mig på det. Men ved at læse om andres tanker, hjælper det mig til at tænke scenarierne igennem, og virkelig få følt efter i mig selv.

2babygirls skriver:

Det kunne have været mig der skrev dette indlæg.

Er 31 (25 hvis nogen spørg) og har fået to dejlige piger. Min mand har fået lukket af for sæden, fordi vi er godt tilfreds med vores liv og to børn.

Men når jeg kigger på baby billeder af vores piger, så sukker jeg dybt. Når jeg holder andres babyer blir jeg ikke blød i knæene eller skruk, men tankenom vores egen lille lækre baby er der stadig, og tror den vil være der for evigt. Synes jo vi laver lækre børn.

Har snakket med mandlige kollegaer om det, og de har også den der evige skrukhed selvom de er afklaret om at der ikke skal komme flere.

Jeg tænker nemlig også om det "bare" er savnet om en baby man savner. Den tosomhed man har når de er så afhængig af én. At man har tiden til at fordybe sig i dem og bare være helt opslugt i denne lille lækre skabning, 

For hvis det er sådan et savn, vil man jo hele tiden mangle den, og have denne savnfølelse. 

Og om man vil det eller ej, så er det mere krævende med 3 børn, og de vil ikke få samme opmærksomhed, som de kan få idag. Og er det det værd? Hvis jeg alligevel har følelsen at der mangler noget om 2 år igen. Selvf. vil et barn altid være det værd, men man skal jo stoppe et sted, og have overskud til de børn man har. 

Kay skriver:

Jeg kunne så meget havde skrevet det oplæg

Håber du bliver klogere på det Men tænker det er meget rart at få tænkt igennem. Både det ene scenarie og det andet

Jeg ville hade ikke at have overskud til mine børn. Og hvem ved om det er det 3. barn der vælter tårnet. Lige nu har jeg overskudet, og elsker at lave ting med dem. Men tænk nu hvis man mister overskudet med 3. barn. At det hele pludselig bliver hårdt at skulle komme igennem dagen. Mens jeg var allermest nede med min fødselsdepression, havde jeg mistet mit overskud, og det var den værste følelse. Og den vil jeg for alt i verden ikke have igen.

Men det er jo langt fra sikkert. Men chancerne er der bare, når man har været ramt før. Det er nok det der afholder mig fra bare at springe ud i det.