Hvornår ved man, at man er FÆRDIG med børn?

Smølfine123 skriver:

Har ro på 2 år og 6 år - ingen behov for flere

jeg tror man skal passe på med at tænke at ens liv bare ville være perfekt hvis og så fremt. 

Tænk hvis man så beslutter sig og det så ikke lykkes.

vi har det bedst med at fordele tiden på to - det bliver sværere og sværer jo flere der er.

Jeg kan godt se hvor du vil hen. Og jeg forsøger virkelig at leve i nu'et og ikke "hvad nu hvis". 

Hvis det ikke lader sig gøre, så er det jo sådan det er. Sådan var det jo også da man i sin tid, besluttede sig for at få et barn sammen. 

Men jeg tror mere det handler om jeg nogensinde vil slippe denne følelse? Om jeg vil fortryde at vi ikke forsøger at berige familien med endnu et vidunder. Jeg føler mig bare ikke færdig med at bringe børn til verden.

Samtidigt kan jeg godt se fornuften i at "kun" have 2 børn. Både tidsmæssigt, men også materielt og det praktiske.

Og hvem ved om følelsen så slipper efter 3. barn, eller om den fortsat vil være der? Vil den nogensinde forsvinde, selv efter 10 børn Overdrivelse fremmer forståelsen, men man ser jo de der storbørnsfamilier. Er det fordi de ikke kunne slippe den her følelse.

Skal jeg bare lære at leve med den, eller er det reelt en følelse der forsvinder, når man har fået det antal børn man skal have?

Ahhh jeg synes det er svært. Hvis jeg vidste at følelsen ville forsvinde med næste barn, så havde jeg nok 100% hoppet ud i det! (hvis altså min mand ville hoppe med på vognen, selvfølgelig!) 

Julemusen skriver:

Da vi havde fået nr to i januar og sad i bilen på vej hjem fra hæle blodprøven med begge børn på bagsædet sad jeg og kiggede lidt på dem i spejlet og kunne bare mærke at det altså manglede en. Det var en underlig fornemmelse og nævnte det for min mand der sagde, at han også gerne ville have en mere hvis jeg havde mod på det om et års tid. Påtrods af beskyttelse blev jeg gravid og venter nu nr tre, hvor der kun går 13 måneder mellem de to mindste. Og da vi fandt ud af at jeg var gravid denne gang var begge vores kommentarer, IKKE flere børn! Jeg skal steraliseres herefter. Og jo, det kan godt være at jeg bliver skruk på et tidspunkt senere i livet, men for mit vedkommende er det slut med graviditeter, fødsler og småbørn efter dette barn, som jeg er 20 uger henne med nu. Valget er taget og det er en lettelse for mig at vide at jeg bare skal steraliseres og så slut her efter.

Tror du fortsat du vil have det sådan, også efter du har født, er ovre amningen, og alle de ting der følger med?

Altså at det er sidste gang for det? 

Jeg er bange for at når jeg igen når til sidste fødsel, sidste amning, sidste barselsdag osv, at følelsen vil blomstre op igen.

Da jeg var gravid havde jeg det som det er absolut sidste gang! Men sådan havde jeg det ikke efter fødslen! (måske mens jeg lå i vestorm, men ikke efter hun var ude)

Og da amningen ikke virkede mere, følte jeg mig snydt, og jeg bliver ved med at føle dette savn, over ikke at komme til at opleve det igen. Men jeg ved ikke om det er et reelt savn, eller om det handler om at det altid er svært at skulle erkende at "nu er det sidste gang". 

kriis skriver:

Jeg kan bare sige at efter 2. barn var jeg sket ikke færdig! Mens jeg var gravid tænkte jeg "er det her virkelig sidste gang", mens jeg ammede tænkte jeg "skal jeg virkelig aldrig opleve dette igen" og hver gang jeg så gravide maver og nyfødte babyer følte jeg bare et enormt behov for et barn mere!

Min mand var egentligt færdig men alligevel blev vi enige om at "sker det så sker det" og miraklet skete - jeg blev gravid med nr 3.

Og lige fra jeg blev gravid vidste jeg bare at "det her ER sidste gang" og jeg har siden haft en indre ro for jeg vil IKKE have flere børn! Jeg er færdig helt langt ind i mit hjerte!

Det lyder måske underligt men jeg har bare fået de 3 unger jeg skulle have og lige så skruk jeg var efter vi havde fået nr 2 - lige så færdig og afklaret er jeg efter barn nr 3:-)

Tror du så følelsen vil forblive væk?

Det giver mig et spinkelt håb, om at jeg kan slippe dette afsavn. AT jeg vil opleve det igen, men så kun én gang. Og vide at herefter vil jeg føle at det er dejligt, men nu er det også færdigt! At man nyder nuet, men samtidigt glæder sig over at det er sidste gang. Hvis du forstår  

Happiness skriver:

Tror du fortsat du vil have det sådan, også efter du har født, er ovre amningen, og alle de ting der følger med?

Altså at det er sidste gang for det? 

Jeg er bange for at når jeg igen når til sidste fødsel, sidste amning, sidste barselsdag osv, at følelsen vil blomstre op igen.

Da jeg var gravid havde jeg det som det er absolut sidste gang! Men sådan havde jeg det ikke efter fødslen! (måske mens jeg lå i vestorm, men ikke efter hun var ude)

Og da amningen ikke virkede mere, følte jeg mig snydt, og jeg bliver ved med at føle dette savn, over ikke at komme til at opleve det igen. Men jeg ved ikke om det er et reelt savn, eller om det handler om at det altid er svært at skulle erkende at "nu er det sidste gang". 

Jeg er fuldstændig sikker på og afklaret med ikke at få flere børn. Jeg er så også den type der bare glæder sig til barsel og spædbarns fasen er slut. Min favorit alder er efter de 2 år, uden tvivl. Dermed ikke sagt at jeg ikke nyder mine børn i anden aldersgruppe, men jeg nyder ikke at have småbørn. Min svigerinde kan ikke få nok af baby og derfor er hun konstant skruk Hehe. Sådan har jeg nu bare aldrig været. Ikke skruk men har haft drømmen om børn og familie. 

Jeg har altid troet at jeg ville have 4. Selv efter den 3. var jeg klar igen. Indtil for nylig var jeg ikke i tvivl. Men men..

min svigerinde fik en søn. De første mange mdr sov han ikke. Vi aflastede dem. Til fødselsdage skriger han fordi han ikke kan sove i sine faste rammer. De er altid nødt til at køre hjem inden det sådan rigtigt går igang fordi han ikke kan finde ro. 

I den proces gik det op for mig, at jeg faktisk er færdig. Jeg gider ikke mere. Jeg orker ikke endnu en baby. Det var dejligt at have ham men for pokker. Hvor jeg elskede at komme af med ham igen. 

Nu da vores den lille er blevet knap 3 kan jeg godt mærke at jeg savner en baby. Men helt ærligt. Jeg kan jo ikke blive ved, på et tidspunkt stopper det jo. 

Desuden synes jeg at vores liv er en kalender. Hvem henter hvem? HVornår? Hvad med den fødseldag? HVem køber gaverne? Hvem står for at handle osv.

Jeg synes at mit liv er rent logistik lige nu. Så glæder mig til de er større og jeg kan slappe af fordi de selv klarer transporten osv. 

Happiness skriver:

Ja tænk engang, at jeg skulle skrive den her tråd...

Men engang imellem føler jeg, at jeg ikke er færdig med at få børn. At jeg egentlig gerne vil have én mere.

På trods af min sidste graviditet var hård, og begge fødsler ikke har været drømmefødsler. Men alligevel, så føler jeg ikke jeg er helt færdig.

Min mand vil ikke have flere, og det har jeg heller ikke ville, så vi har ikke taget snakken om flere børn, sådan seriøst. Kun snakket om hvor dejligt det er når vi igen kan sove længere end 6  Men jeg tror virkelig ikke han ønsker flere. Og så burde den jo være lukket der!

Men jeg føler mig virkelig skruk! Ikke efter et barn lige nu, men om et par år. Og ved ikke om denne følelse går væk. Men hvis vi nu får et til, vil den så gå væk der, eller vil jeg få følelsen igen efter noget tid? Følger den bare med kvindekroppen, eller hvordan er det?

Så spørgsmålet er.... Hvornår ved man at det er slut med børn? Føler du at du er færdig med at få børn? Vil man altid føle sig lidt skruk efter en nyfødt? 

Den tanke har jeg også haft en del gange efter min anden graviditet og fødsel var vi helt afklaret begge to - slut med børn, for min krop kunne ikke mere. 

Nu er vores søn blevet 2,3 år og vi er begge klar til en treer. Jeg har en fornemmelse af, at det kommer til at give mig en form for afslutning. Det håber jeg i hvert fald.

Happiness skriver:

Tror du så følelsen vil forblive væk?

Det giver mig et spinkelt håb, om at jeg kan slippe dette afsavn. AT jeg vil opleve det igen, men så kun én gang. Og vide at herefter vil jeg føle at det er dejligt, men nu er det også færdigt! At man nyder nuet, men samtidigt glæder sig over at det er sidste gang. Hvis du forstår  

 

Det er præcis sådan jeg har det. Og følelsen af at det var det fik jeg allerede da jeg var gravid med nr 3. Og tro mig - efter nr 2 var jeg slet slet ikke færdig - og dengang troede jeg også det var umuligt at slippe for at være skruk! Jeg troede aldrig jeg ville blive færdig!

Men det er jeg nu:-) Min yngste er 1,5 år og jeg råelsker mine 3 unger - min lille flok - og ville ikke undvære et øjeblik med nogen af dem - men jeg er færdig! Det er skønt og helt fantastisk at se dem vokse op og få lov til at knuselske dem - men jeg er også begyndt at glæde mig til de bliver ældre og vi kan nogle andre ting som familie:-) 

Så igen må jeg sige at for mig var det fuldstændigt rigtigt at få 3 - for jeg er fuld af ro og fyldt helt op nu:-)

Jeg håber du finder roen - med det ene eller det andet - for jeg kender frustrationen når der bare mangler noget;-)

Happiness skriver:

Ja tænk engang, at jeg skulle skrive den her tråd...

Men engang imellem føler jeg, at jeg ikke er færdig med at få børn. At jeg egentlig gerne vil have én mere.

På trods af min sidste graviditet var hård, og begge fødsler ikke har været drømmefødsler. Men alligevel, så føler jeg ikke jeg er helt færdig.

Min mand vil ikke have flere, og det har jeg heller ikke ville, så vi har ikke taget snakken om flere børn, sådan seriøst. Kun snakket om hvor dejligt det er når vi igen kan sove længere end 6  Men jeg tror virkelig ikke han ønsker flere. Og så burde den jo være lukket der!

Men jeg føler mig virkelig skruk! Ikke efter et barn lige nu, men om et par år. Og ved ikke om denne følelse går væk. Men hvis vi nu får et til, vil den så gå væk der, eller vil jeg få følelsen igen efter noget tid? Følger den bare med kvindekroppen, eller hvordan er det?

Så spørgsmålet er.... Hvornår ved man at det er slut med børn? Føler du at du er færdig med at få børn? Vil man altid føle sig lidt skruk efter en nyfødt? 

Jeg kunne så meget havde skrevet det oplæg

Ved barn nr.1 tænkte jeg slet ikke tænkt på hvor mange børn jeg/vi drømte om - vi snakkede nok heller aldrig om det. De første 2 år efter fødslen vidste jeg heller ikke om der skulle flere til...men så gik det op for mig at jeg ikke havde været gravid, født, ammet osv for sidste gang - ikke tale om. Heldigvis kunne manden efter lidt overtalelese også gå med til nr 2 og der havde jeg nok bare lidt i hovedet at det her var SIDSTE gang jeg skulle igennem en fødsel.....jeg nød amningen som jo hver gang kunne være sidst gang...havde altid i hovedet  sådan underbevidst at det var sidste gang. Nu hvor nr. 2 nærmer sig de 2 år er jeg stadig sikker i min beslutning. Jeg nyder de børn jeg har og føler min familie er perfekt :-)

Så hvornår man er færdig er ikke bare et spørgsmål om økonomi, antal værelser til rådighed, bil osv. - følelserne er dem der nok styrer det meste og også dem der er sværest at gøre noget ved. Mange af de andre praktisk ting kan man jo ofte ændre lidt på så det kommer til at passe - men følelser laver man ikke bare om på.

Håber i alle får de børn i måtte ønske jer :-)

Jeg kan ikke fortælle dig hvornår man er færdig for jeg har lært at leve med jeg ikke er færdig - ja sad sågar i går og læste en historie og noget med en blev, og blev helt rørt og savnede at skifte ble (hvem f.... Savner at skifte at ble).

Men jeg ved vi ikke skal have flere, gør alt hvad der står i min magt præventionsmæssigt for der ikke kommer flere. Vi er for gamle (min mand især), min mand vil ikke flere børn, tror sgu ikke min krop kan klare flere graviditeter, vores børn er på vej til at være så store så det ville være synd og skam at få en baby, jeg vil gerne arbejde med min karriere osv. Jeg har tusind rationelle forklaringer på hvorfor vi ikke skal have flere børn. 

Men det hjælper ikke på følelsen af, mit inderste ønske i verden er at have en lille baby i armene igen, føde, amme, prutte på maven, smøre en lækker lille krop ind i creme mens jeg hører pludren og latter. At få lov at trille med barnevognen og kigge forelsket ned på mit sovende mirakel. Puha ja selv at skifte at ble 

Men der er lys i mørket, for jeg er stadig lykkelig, jeg vil sagtens kunne lukke mine øjne om maaaaaange år og ikke tænke: hvis bare jeg havde fået et barn mere. Jeg bliver ikke bitter på min bedre halvdel over han ikke vil osv. Jeg kan sagtens leve skønt med drømmen om den baby der aldrig kommer, lige som jeg kan leve lykkeligt med drømmen om lottogevinsten der aldrig kommer