Har født 4 gange, imens jeg er i gang ville jeg nok sige: det gør jeg ikke igen. Men bare en time efter og jeg er parat igen 
synes faktisk det er forfærdelig at tænke på jeg aldrig skal opleve det fantastiske en gang til.
jeg kunne berette for dig, hvor mange timer osv. Men vil egentlig hellere se om jeg kan fange nogen af følelserne ved at skrive om den fødsel der står klarest i min erindring:
Det var den dag min kære mand havde sagt jeg ville føde, der var ingen tegn på det skulle ske den dag. Kroppen var frisk, og selv Christianiacyklen op af bakken syntes at være en leg - eneste var at den store mave konstant røg ind i styrepinden når jeg skulle op. Jeg elskede at være gravid, men glædede mig også til at få min krop igen.
når man er 4 dage over termin, og man snart ville føde - ja så kan tiden føles lang og jeg fandt på at gå i seng for lige at.... Vågnede med en følelse af glæde, en lille uro i kroppen og som et lille glas vand blev tømt ud i mine underbukser.
blev ikke urolig, egentlig bare glad. Lidt utålmodig, men samtidig også nu skal jeg nyde de dejlige spark, nyde min mave, nyde at være gravid.
Fik senere ringet til afsnittet for gravide og fortalt jeg troede en del af vandet var gået, fik en tid efter aftensmad. Og kunne nu med forventningens glæde nyde min datter, og et godt indisk måltid (en ting jeg nok ikke ville have gjort igen, da det ikke smager halvt så godt når det kommer op igen ).
Nej hvor var vi glade og forventningsfulde på vej til sygehuset, vi jokede om at selvsagt ville han ikke få ret, for klokken var 19 og jeg havde ikke en eneste ve, så at vi skulle stå med en baby før 24 var absolut ikke realistisk. Forvandet var gået, baby havde det fint. Og vi kunne tage hjem med en tid til næste morgen.
Sad hjemme i sofaen og så min datter lave cirkus og det var som om en hver lyd fra hende, gav mere rumlen og rumsteren som om både baby og livmoder havde hendes stemme som gulerod for at få fødslen i gang. Jeg sad bare der og var lykkelig, kunne mærke min krop var i gang med noget, men havde ikke smerter, var ikke bange, blot spændt.
pludselig bølgede smerten henover mig min krop, maven spændte op som en fjeder og jeg kunne kun tænke: nej jeg vil ikke, løb Line! Men jeg kunne løbe fra smerten, kunne ikke løbe fra det jeg nu måtte se i øjnene. Kroppen bestemte og jeg var sat uden for. Jeg måtte bare følge med når det hele krympede sammen og smerten bølgede henover.
Jeg huskede fra sidst, at varmt vand hjalp så imellem smerten fik jeg tøjet af og kom ind i badet, bruseren dulmede en smule men slet ikke nok, smerten var nu nærmest konstant og kom ikke bare bølgende men rullende i en lind strøm, der var lige en minimal pause hvor jeg kunne trække vejret og ellers var det en konstant spændt mave. Kunne kun stå op og spænde med, når maven uden min kontrol spændte, så kontrollerede jeg og spændte i resten af kroppen.
min mand ville have mig med til sygehuset, og jeg nægtede til han truede med at ringe 112. Han måtte hjælpe med skoene og ja i det hele tager hjælpe for jeg var kun et sted og det var i smerten, i et forsøg på at kontrollere det ukontrollerbare. Vi nåede sygehuset (bor heldigvis lige ved siden af) og jeg fik et ømt forhold til en skraldespand lige ude foran hovedindgangen - ville ikke længere og fortalte alle der ellers ville høre det, at det her gjorde altså skide ondt og jeg skulle i hvert fald ikke have flere børn.
skraldespanden fik mig smidt af og jeg endte foran fødegangen hvor de endelig åbnede og smed mig ind på den nærmeste stue. Jeg vrøvlede om bad, jordemoder vrøvlede om lavement. Vi fik begge vores ønsker opfyldt, eller rettere jeg smed bare tøjet for jeg VILLE i bad. Men lavement, bad og vestorm er en sindsyg dårlig cocktail, og totalt grænseoverskridende kom en del lort ud på gulvet. Og midt i min vestorm begyndte jeg at gøre rent.
Jordemoderen ville have mig ud af badet eller også ville jeg selv. Jeg stod hen over sengen, for jeg ville kun stå og hun spurgte: har du ønsker til fødslen? Men både min krop og jeg var i fødsel, vi havde ingen ønsker andet end bare at gøre det vi var i gang med og helst uden indblanding - lad os være, vi kan selv. Jeg var i min egen bobel, en bobel hvor smerterne en gang imellem havde overtaget, men endnu mere en bobel hvor jeg havde turde slippe og lade kroppen guide mig - jeg var moderjord der gjorde det som kvinder har gjort igennem utallige år. Vidste jeg burde svare hende, men det eneste svar der kom var: hovedet kommer nu.
Gasmasken var ikke indstillet til vestorm, der var ingen pause mellem min indånding, så efter en omgang opkast ind i masken (og jo jeg tog den bare på igen adrr...), der dejsede jeg om, og måtte opgive min stående position.
Oppe på sengen og nu fødte jeg, ingen guidede for jordemoderen anede det ikke. Jeg kunne mærke lettelsen i kroppen da den blev aktiv, da den ikke længere bare var styret af spændingen i maven, men faktisk aktivt pressede - pressefasen var fantastisk, en lettelse. Men det er også en fase hvor presset på underlivet er stort, det svier, det er så stort at mærke man kan. Det er nok den følelse der er sværest at beskrive, den på en og samme tid, en ukendt smerte, en lettelse, kulminationen, de gange jeg har været mest i nuet i mit liv, smuk og der hvor man kan gå på vandet.
Og vupti så var hovedet ude og til min mands store forskrækkelse, stoppede jeg - gad ikke mere :-) tog en pause inden jeg pressede resten ud.
Og så kommer det mest fantastiske øjeblik i ens liv - smerterne er væk som dug for solen, tanken om at løbe sin vej er erstattet af et ønske om at være lige der og aldrig give slip. Man får sit barn op.....
jordemoderen åndede lettet op. Hun havde ikke nået at forberede fødselslejet. Jeg havde taget fusen på hende og havde født 40 minutter efter jeg kom til fødegangen.
