Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte for at det kommer til at give nogen former for mening, men jeg føler at jeg har et behov for at komme ud med det her.
Det går sgu ikke særlig godt.
For 5. måned i streg er økonomien bare helt ude at skide. Måtte flytte i sommers grundet omfattende renoveringer (inkl. noget asbest.) der hvor jeg boede før.
Det eneste sted der lige var ledigt, med kort overtagelse (efter at have søgt næsten 1 år) var i den dyre ende, men tåleligt. Eller det troede jeg da. For så var der noget der hed el-varme, samt en masse ekstra uforudset og det fact at vi er så ramt af sort uheld, at alting går i stykker hele tiden.
Pt. ejer jeg ikke engang en computer, så jeg har mulighed for at arbejde med skolearbejde derhjemme. eller jobansøgninger for den sags skyld. For den brændte sammen, og firmaet der havde solgt mig den for under to år siden er lukket i Danmark, og ja.. Just my luck.
og den er der ikke råd til at erstatte som tingene ser ud.
Jeg er i gang med at kigge mig om efter noget andet, men flytning er også dyrt, og det er svært når man ikke har lyst til at bo i en ghetto.
-jeg er derude hvor jeg snart får lukket for min el, hvis jeg ikke finder 5000.- jeg ikke har pr. snart, -og når ja. Så har min søn fødselsdag lige om lidt.
Man kunne argumentere for at bilen var en post der kunne ryge, men den er så billig som den kan være, og kan slet ikke se hvordan jeg så skulle kunne få en hverdag der også involverer søvn til at hænge sammen. -og ingen mulighed for at komme rundt = meget snævert jobsøgningsfelt, i en i forvejen presset situation.
Alt andet er så billigt som det kan gøres, hvis ikke ting blev ved med at falde fra hinanden.
Det ville jeg nok sagtens kunne leve med, hvis det var for en periode, og der var noget som helst lys for enden af tunnelen.
men det er der slet ikke.
Jeg har en handelsskole, som jeg har søgt en læreplads til i 3 år. Den bliver, hvis jeg ikke får en elevkontrakt inden, forældet til August, grundet reformen. (tak regering!)
Nu går jeg på et andet grundforløb. Ikke min drøm overhovedet, men bedste alternativ, når nu det andet ikke vil lykkedes. men heller ikke her er der specielt gode udsigter til en læreplads, når man er 25+, og den afslutter jeg til juni.
Herefter kan jeg bare ikke klare at tænke på. For der stopper min indtægt bare.
Jeg kan ikke starte på flere uddannelser, da jeg har nogle afbrudte fra førhen. Jeg vil under alle omstændigheder komme til at mangle en måned hvis jeg går på KH, som jeg ikke er sikker på jeg vil være berretiget til, og som ikke engang ville kunne dække mine nuværende udgifter.
Jeg har ingen lånemuligheder i banken, og ingen former for familie, der kunne gribe.
Jeg har efter at have søgt så længe, ikke meget tro på et job efterhånden.
Jeg føler at jeg i bogstaveliste forstand står helt ude på kanten af afgrunden, og der er bare ingen vej væk. Alting vælter lige om 3,2,1.. BUM!
Alt er lukket.
Jeg er SÅÅÅ stresset. Jeg er lige ved at græde hele tiden, men jeg ved jo godt at det slet ikke nytter noget, og min dreng skal jo ikke mærke det.
Jeg kan ikke koncentrere mig på min uddannelse, føler mig malplaceret og bagud, selvom jeg normalt ligger i den gode ende bogligt.
Jeg har hjertebanken og mit hoved dunker, Jeg glemmer aftaler og jeg ser en hel masse advarselssignaler, men jeg ved jo til gengæld også at hvis jeg først falder sammen nu, så vælter hele læsset.
Ja det blev langt. Det kunne være blevet meget længere, men det beskriver sådan meget godt toppen af isbjerget.
Jeg ved ikke lige hvad jeg ville med det her. Tror bare jeg er træt af den evige "det bliver bedre" fra folk der slet ikke kan se HVOR tæt det her er på at blive rigtig skidt.
Jeg er træt af, ikke at kunne skaffe en lærerplads, og derfor at være tvungen evighedsstudent, og så er jeg egentlig bare træt..
For når jeg slukker en brænd et sted, så starter der en anden.. og jeg kan ikke følge med længere..
