Sprit25 skriver:
Nej overhovedet ikke. Jeg synes faktisk du blander tingene sammen.
Min datter har to primær omsorgspersoner. Mig og min kæreste. I nogen situationer mere mig og i andre mere min kæreste.
mine forældre er sekundære og ja hun er meget ved dem(eller lige nu er hun faktisk ikke men der kommer snart en periode igen) men sådan er mit liv lige nu og det slutter snart.
Jeg tror det vigtigste er netop: I nogen situationer mor og i nogen situationer far.
Vi er også to primære omsorgspersoner. Men vi er ikke ude i et: vi er fuldstændig lige flip. For det er vi ikke, mine børn har forskellige situationer hvor de vælger den ene eller den anden. Jeg tror så ikke det nødvendigvis er fordi vi er mor og far, men fordi vi er Line og Luciano. Og med vores to personligheder har vi forskellige kompetencer.
At det så tilfældigvis her hjemme også falder sammen med fordomme om mænd og kvinder er en anden historie 
Jeg mærkede det meget da min mand var væk på arbejde, der manglede de den rolle, de manglede en til at give tryghed i bestemte situationer - især den der basale tryghed om vi overlever (når mine børn kører for hurtigt ned af kælkebakken, så kalder de uden reflektion:faaaaar). Tilgengæld da jeg så var væk i en weekend, der måtte jeg flere gange have en telefonsamtale først med min søn, hvor jeg skulle forklare ham at vi formodentlig ikke bliver ramt af en meteor der vil smadre verden, og gør vi så vil verdenssamfundet have gjort en del for at forhindre det. For for ham er en af mine rolle professor rollen. Bagefter en telefonsamtale med min datter om døden, for det er også mor. Skal siges de begge græd hjerteskærende. Ja min datter sagde det faktisk selv: tak for du trøstede og lyttede mor, nu vil jeg høre far om vi skal se en film, hvor han bare holder om mig og forkæler mig for det er han bedst til.
Anmeld
Citér
