Landevalg:
Alt i mens vi var i gang med vores godkendelse, så havde vi en masse gode snakke om, hvilket land, som skulle være afgiverland til vores smukke barn.
Vi startede med at strege de lande ud, som vi ikke kunne opfylde kravene på.
Til sidst stod vi med Indien og Sydkorea tilbage.
Min mand var mest til Sydkorea af flere grunde. 1 Der er mange adopteret fra Sydkorea, og de er velanset i Danmark, som vi efterhånden oplever som et meget rasistisk land. 2 vi har en kammerat, som er adopteret fra Sydkorea, hvilket vil sige, det er noget velkendt, 3 menneskesynet i Sydkorea, hvor børnene er i plejefamilier fremfor på børnehjem. 4 der kræves ikke en længere rejse i længere tid. 5 en velfungerende venteliste.
Jeg var både til Indien, hvorfor kunne jeg ikke svare på andet end en kort ventetid på barn i forslag, dog ville der være lang tid til rejse efter barnet.. Og så var jeg så forelsket i den indiske pige, som blev adopteret i Når storken svigter.
Sydkorea var jeg også vild med af samme årsager som min mand.
Faktisk havde vi besluttede os for Indien, men grundet mange nationale adoptioner er det mest special needs børn (handikaps som kræver udvidet godkendelse) som kommer til international adoption. Og så så vi en film på kurserne fra Indien, som også gjorde at vi måtte revurdere vores valg.
Efter fase 3 samtalerne, hvor vi havde snakke med vores sagsbehandler om fordelene og ulemperne ved både Indien og Sydkorea, ja så stod vi allerede efter først samtale og vidste, hvor vil skulle have barn fra.
Men jeg vil så også sige, at vi havde haft rigtig mange gode snakke særligt med danadopt undervejs.
Derfor kunne vi allerede d. 1 april 11 skrive til danadopt, at vi nu var godkendt og gerne ville på den koreanske liste
