Livet som administrativ gravid

Indkaldelsen:

Allerede 4 dage efter vi havde sendt de sidste papir til statsforvaltningen modtog vi brev om indkaldelse til fase 1

tænk, hvis alle der søger om kunstig befrugtning etc skulle igennem det samme. Så ville en del børn vidt aldrig blive til - for slet ikke at tale om hvis det var muligt før ALLE potentielle graviditeter ... nå, synes både det er et barskt system OG at det er godt at man tjekker ...og så er der jo alligevel meget der ikke fanges ...og sådan skal det nok også være..men kender selv til et par, hvor alle undrede sig over, at de blev godkendt pga hendes kroniske sygdom - som hun døde af 3 mdr efter at deres lille pige kom fra Kina...

Ja hvis og hvis, så ville verden se anderledes ud :)

Men helt ærlig så synes jeg, at det er rigtig godt, at man sådan bliver tjekket inden der bliver sagt god for, at man kan adoptere, for man skal huske, at det ikke handler om at finde børn til forældrene, men om at finde forældre til børnene,

Grunden til at jeg synes, at det er vigtig at man er godkendt, er jo fordi du får ikke et lille spædbarn i hænderne, du får et barn som har alvorlige svigt, og som har oplevet det væreste i livet, nemlig at blive fravalgt af moren. Derfor er det bare så vigtigt, at adoptivforældrene ikke har noget, som kan give en fortidlig død, eller at de er psykiske stabile til at klare opgaven, så barnet ikke kommer til at miste endnu engang. 

Desuden kommer man jo også til at opleve en masse modstand fra barnet i starten, fordi de jo ikke ved, og har været vant til at skulle klare sig selv, og finde overlevelses stradagier for at kunne overleve på børnehjem...

1. fase i godkendelsen:

D. 18/10 -10 skulle vi til første fase i godkendelsen, som jo er samtale med vores socialrådgiver i statforvaltningen.

Vi kom ind til Århus, hvor vi var sammen med et andet par, og her blev vi fortalt om, hvordan det hele ville komme til at foregå. Og mens de fortalte, så sad jeg og gennemgå en masse i hovedet om, hvorfor vi ikke kunne godkendes. 

Men efter vi havde hørt fordraget, fik vi tildelt vores rådgiver, og pudsigt nok, så blev det den samme, som min kusine og hendes mand havde, da de blev godkendte året før.

Derfor gik en del af vores samtale også om min kusine, og deres valg osv. Men ellers gennemgik vi alle vores papir, og fik en god snak om, hvorfor vi valgte adoption, og lidt omkring landevalg.

Fordi jeg er lidt overvægtig, kunne vi ikke få en direkte godkendelse, men skulle en tur for samrådet. Og fordi jeg havde tabt mig ydereliger fra mine lægepapir var sendt og til samtalen, så skulle jeg skynde mig, at have lægens ord på papir om mit vægttab, som kunne komme med på samrådet. Hvis jeg kunne få et i hænde dagen efter, så kunne vores sag komme til fremlæsning allerede 2 dage efter vores møde.  Og komme op til vurdring allerede ugen efter. 

Derfor skyndte vi os omkring lægen på vejen hjem, hvor jeg fik papir på mít vægttab, og så retur til statsforvaltningen med papiret. 

Hvilket gjorde at vi kom for samrådet d. 27/10-10. Og dagen efter d. 28/10-10 kunne vores rådgiver ringe til os og fortælle, at vi var godkendte i fase1 :)

Tilmelding til fase 2. Kursene

Desværre blev vi godkendt en uge for sent i forhold til at komme på årets sidste kursus, som afholdes af familiestyrelsen. 

Så da de d. 1 november sendte den nye kursuskalender ud, var vi de første til at booke os ind på de første kurser i Århus i 2011.

Men vi ventede på kurserne, brugte vi meget tid på at snakke med de to danske organisationer, som står for den udenlandske adoption. 

AC børnehjælp

og

Danadopt

Vi startede med at kigge listerne igennem, og strege de lande ud, hvor vi ikke kunne opfylde kravene. Det kan være længden på ægteskab osv.

Derefter stod vi tilbage med et par lande. 

Etiopien 

Indien

Bolivia

Sydkorea 

Bulgarien

Vi havde mange snakke om landevalget, både bare os selv, men også med organisationerne.

Jeg var særligt vil med Bolivia, Indien og Sydkorea, men Bolivia er lukket, derfor var den ikke en mulighed.

Min mand var mest vild med Indien og Sydkorea.

Og efter en del snakke med organisationerne, kunne vi i hvertfald bestemme, hvilken vi skulle adoptere igennem. Danadopt er de eneste som har Sydkorea som afgiverland, mens de begge har Indien, og det var også hos Danadopt, at vi følte os mest velkomne.

Derfor var valget ret nemt.

Fase 2 - de adoptionsforberedende kurser

D. 8-9 januar 11 drog vi mod Århus spændte ,fordi  vi nu skulle på kurserne, som vi havde ventet rigtig længe på. 

Vi skulle snakke en masse omkring hvorfor vi valgte adoption, og om os selv. Og ellers gik snakken omkring adoption. Hvordan det gøres bedst, hvilke væreste tilfælde der kunne være osv. Og om, hvordan man får en god tilknytning.

D. 5. og 6. februar 11 var vi igen af sted, og sammen med de andre kursister, fulgte vi op på, hvordan et var gået siden sidst og fortsatte snakke om, hvordan man skaber en god relation med barnet. 

Altså man bliver klædt rigtig godt på til at kunne varetage opgaven, at skulle adoptere.

D,. 6 februar 11 kørte vi hjem med godkendelsen i fase 2 i hånden. Og på vejen hjem sendte vi en anmodning om i gangsættelse af fase 3 ind til statsforvaltningen.

det svarer jo lidt til dem, der prøver i mange år uden gevinst (altså rent tidsmæssigt) - jeg synes det er super, at I adopterer...er klart mere proadoption end pro kunstig befrugtning og var selv indstillet på at hvis jeg ikke var gravid inden for et år efter p-pillerne var lagt på hylden, så skulle vi forsøge at adoptere - det blev så ikke nødvendigt og eneste rationale er, at hvis man ikke kan blive gravid sammen, så er det nok fordi naturen mener, at det er bedst sådan ...sådan noget natural selection-noget uden at det bunder i noget andet end en følelse - men det er jo en helt anden sag ;-)

I lyder meget afklarede og KLAR, så er helt sikker på, at I får en lækker unge, når storken endelig lander

det svarer jo lidt til dem, der prøver i mange år uden gevinst (altså rent tidsmæssigt) - jeg synes det er super, at I adopterer...er klart mere proadoption end pro kunstig befrugtning og var selv indstillet på at hvis jeg ikke var gravid inden for et år efter p-pillerne var lagt på hylden, så skulle vi forsøge at adoptere - det blev så ikke nødvendigt og eneste rationale er, at hvis man ikke kan blive gravid sammen, så er det nok fordi naturen mener, at det er bedst sådan ...sådan noget natural selection-noget uden at det bunder i noget andet end en følelse - men det er jo en helt anden sag ;-)

I lyder meget afklarede og KLAR, så er helt sikker på, at I får en lækker unge, når storken endelig lander

jeg mener jo også at hvis man ikke kan få børn af naturlig vej, så er det nok sådan det er. At naturen udvælger. Men men men det er jo nemt at sige, for det er umådeligt hårdt at være ufrivillig barnløs, når drømmen om et barn er ens støreste ønske, så forstår udemærket godet dem, der vælger behandling. Det havde vi også selv gjort, hvis ikke jeg ikke kunne tåle hormoner. 

Når det så er sagt, så er jeg glad for, at vi har fravalgt al behandling, fordi jeg har set så mange eksempler på, hvor svært og hårdt det er for parforholdet, når der intet sker.

Men ja det er også hård at være adoptant, op og nedturer over hop op af listen, og når der er indplaceringen. Samt når der som nu er stilstand i en længere periode.

Og ja vi er meget afklaret, men kan stadig godt mærke et stik af jalousi, når venner og bekendte annoncere enten en graviditet eller fødsel, men det er jo fordi jeg har lidt en følelse, at de springer foran i køen. Jeg er så klar til vores barn finder vej til os, og har det sådan at vores liv skal være med adoption, og nu må trolden gerne komme :)