Livet som administrativ gravid

Hejsa.

Jeg har egentlig præsenteret mig oppe i præsentationsdelen. Men har nu valgt at lave en tråd om livet som administrativ gravid.

Ja hvad vil administrativ gravid så betyde, vil du nok tænke, og særligt, hvis du ikke har læst min præsentation.  Men en lang historie gjort kort, så vil det sige at være på venteliste til et verdens barn. I vores tilfælde Sydkorea.

Det vil sige, at min graviditet er noget anderledes end en almindelig gravid.. 1 Jeg bærer ikke mit barn i maven, men i hjertet. 2 min graviditet varer noget længere end en almindelig graviditet, og 3 jeg får ikke et lille nyfødt barn, jeg skal regne med at mit barn er omkring 1 år, når jeg modtager det.

Men ventetiden er lidt den samme. Vi min mand og jeg er spændte, håbende, nervøse og drømmende om vores kommende rolle som forældre. Vi bruger ventetiden som de fleste andre med navnesnak, gætterier omkring kønnet og alder, snak om børneværelser, og om klargørelse af hjemmet og indkøb til Koreatrolden.

For ikke, at jeg skal gå amok med shoppingen og for at fordele alle indkøbene, så har vi en ventekalender, som går på, at der må købes en ting 1 gang i måneden. Som hedder hver d. 2.

Hvad vil jeg med denne tråd? jo jeg vil fortælle om min venten, min længsle og vores vej til drømmen om at blive forældre, og jeg vil fortælle lidt om hele denne adoptionsverden, som ofte er meget mystificeret hos mange ikke adoptanter. 

Og som jeg skrev i min præsentation, så er alle velkommen til at stille spørgsmål, der er ingen spørgsmål som er for store, for små eller dumme. Jeg vil forsøge at besvare så godt jeg kan.

Kort præsentation af hvem, der gemmer sig bag tråden.

1 stk. kommende mor alias mig Gitte :), går under brugernavnet Vanni på div. fora, et brugernavn, som kommer fra min samojedhund, som manden og jeg har været de stolte ejer og forældre til i 7 år.

Gift med den kommende far i 3 år, og vi har været sammen i 10 år her til januar. Øj hvor tiden flyver. Vi bor i en mindre østjysk by, hvor vi købte vores første hus for lidt over 7 år siden. Huset var kærlighed ved første blik, og vi elsker at bo her. Byen er en større landsby med gode indkøbsmuligheder, og gode pasningstilbud til både små og skolebørn. Og så ligger byen lige imellem Århus, Randers, Viborg og Silkeborg.

Manden er noget lager-noget inde i Århus og jeg er sosu-assistent.

Før adoptionsbeslutningen:

Manden og jeg havde forsøgt i en del år at lave et barn. Vi droppede alt prævention i 2007, og havde lidt den der holdning, at skete der noget så var det fedt. Skete der intet var det okay. 

Sådan havde vi det et par år. I 2008 bliver vi enige om, at det skal være os to resten af livet, og at vi gerne vil give hinanden vores ja og amen, så begyndte at planlægge bryllup. Dette kulminerede i august 2009, hvor vi holdte et dejligt bryllup i den kirke, hvor min mormor blev døbt, konfirmeret, viet og begravet. Festen holdte vi på Pejsegaarden i Brædstrup.

Efter brylluppet blev vi enige om, at nu ville vi altså gerne snart, at der skete noget på barne fronten, så valgte at gå lidt mere intens ind i kampen med ægløsning osv.

I sommeren 2010 blev vi enige om, at vi ville give projekt baby et år mere, og så ellers gå videre til adoption. Jeg kan ikke tåle hormoner, så behandling var ligesom ikke en løsningen for os.

Beslutningen om adoption.

I august 2010 kørte udsendelsen 'Når storken svigter' på drK, som jeg igen fulgte med i. Manden var til fodbold, når de viste programmet. Men det handler om danske familier, som har valgt adoption, og man følger så deres vej til at blive forældre, fra de får barn i forslag til de har hentet deres barn. Og derefter følger man dem efter 5 år, hvordan det er gået med adoptionen.

Men den udsendelse fik mig til at tænke rigtig meget, og jeg havde faktisk ikke lyst til at skulle vente et år på at starte op på godkendelses forløbet. 

Så efter en længere snak om det hele, så blev vi enige om at begynde ansøgningen om at blive adoptanter

Velkommen til.

Kan forestille mig at ventetiden for jer måske er endnu sværere end for dem der selv bærer barnet. Da i ikke får mulighed for at mærke barnet og være tæt på det i graviditeten.

Men jeg er altså lidt nysgerrig og har et par spørgsmål, for ja der er mange myter om adoption derude, og har egentlig ikke rigtig hørt så meget om det fra en der selv har været igennem det.

Tror det første spørgsmål er en klassiker: koster det ikke vildt mange penge at adoptere, eller er det bare en fjollet myte?

Og hvordan foregår det med at vælge barnets nationalitet, får man en slags katalog og så vælger derfra?

Og så en lidt mere personlig ting, har i nogle bekymringer omkring at adoptere?

Glæder mig til at følge jeres administrative graviditet herinde :)

Knus herfra

Tak for velkomsten, og ja der er rigtig mange myter omkring adoption, og bl.a. derfor har jeg valgt at være så åben omkring vores, for at åbne lidt op for hele emnet,

Og jo det er bare helt enormt hårdt til tider, netop ikke selv at bære barnet i maven, og ikke på den måde at kunne følge med, samtidig så er ventetiden noget længere, hvilket faktisk er det hårdeste.

Om adoption koster penge, altså det kommer jo an på, om man vælger national eller international adoption. National adoption koster intet, mens international adoption koster fra 100.000 og op til 160000 kr. afhængigt af hvilket land. Man skal bare huske på, at man ikke betaler for barnet, men alt det adminstrative arbejde, som bliver gjort for at finde barnet, og så er den sidste del af pengene, som man betaler går til de udgifter der har været til barnet.

Der er to organisationer i Danmark, som står for internationale adoptioner, de har forskellige afgiverlande, som man læser om og finder ud af, hvilke lande, hvor man selv kan leve op til deres krav, og hvor man kan se sig selv med et barn fra. 

Men jeg vil senere i tråden fortælle om godkendelsen, og om landevalget, og hvorfor vi netop valgte Danadopt, som organisation og endte på den koreanske liste. 

Og til det sidste spørgsmål om vi har bekymring ifht. at skulle adoptere, ja selvfølgelig har vi det, men heldigvis har vi jo været på kurser i forbindelse med godkendelsen, og er godkendte og vurderet til at kunne klare opgaven. Så vores bekymringer er nok mest ligesom alle andre kommende forældre. 

Ku' jo også være spændende, hvis der skulle være nogle debattører, der selv er adopterede, der kunne byde ind med deres erfaringer set i forhold til jeres overvejelser - nu de jo så er blevet voksne.

Og ja spændende at høre om jeres forløb - jeg troede eks. at Sydkorea havde lukket for internationale adoptioner nu, hvor der er fremgang i landet...men der er selvfølgelig stadig mange der er fattige etc.

Sydkorea vil gerne lukke for internationale adoptioner, og arbejder også på det stille og roligt. Men ting tager tid :) I Sydkorea er det meget tabubelagt at ugifte kvinder bliver gravide, og landet er stadig meget konservetiv i deres holdning til kønsroller osv. Derfor er der stadig mange børn til adoption, og eftersom koreanske adoptanter har særlige krav til barnet, som de vil takke ja til, så er der stadig børn til udenlandsk adoption, men der bliver færre og færre efterhånden, og ventetiden på at få barn i forslag er gået fra 2½-3 år til 4 år nu.

Indhentningen af papir

Når man beslutter sig for adoption, så skal man ind på statsforvaltningens hjemmeside og indhente en masse papir.

Disse er hvad man skal indsende:

- Helbredserklæring

- Helbredsattest, som skal indhentets hos lægen og må max være 3 mdr gammel

- Formueopgørelse



- Skatteattest og restanceerklæring fra både skat og kommunen



- Budget over ens økonomi 

- Begrundelse for ens beslutning om adoption

Det er papir, som tager længere tid at indhente, fordi man skal have lægeerklæringer, og papir fra både skat og kommunen, som ikke altid er de hurtigste.

Vi gik i gang med indsamlingen d. 26 august 10, og kunne endeligt d. 4 oktober sende de sidste papir af sted.

Godkendelsen:

Når man skal godkendes til at adoptere, så skal man igennem 3 faser.

1. Fase er en samtale hos statsforvaltningen, hvor man gennemgår, hvad man skal igennem, får læst alle de papir, som man har indsendt, og dem som statsforvaltningen har indhentet udover - de indhenter en straffeattest, og det er den, hvor man kan se alt på, hvis man har lavet noget kriminelt. Og så en plejeerklæring fra kommunen.

Derefter snakker man om grundlaget for ønsket om adoption, og der laves ud fra ens papir og grundlaget en objektiv vurdering. Så ting, som kan giv tvivl evt. overvægt, rygning, ja et eller andet andet, så skal man for samrådet, som består af pædagog, psykolog, læge og socialrådgiver. 

Og når jeg siger overvægt, så skal man faktisk helt op på en BMI på 32 før end man skal have en glukosetest og andre undersøgelser. 

2. Fase er adoptionsforberedende kurser. Som foregår over 2 weekender med familie styrrelsen. Den fase er uafhængig fra fase 1 og 3, og der er tavshedspligt, så man kan tale frit fra leveren under kurserne. De handler om at klæde adoptanterne godt på til opgaven at blive forældre til et barn med svigt. Der bliver talt meget om værste fald tilfælde, og om hvordan man skaber tillid og gode relationer. Rigtig gode kurser, og man skal kun på kurserne ved første barn.

 3. Fase er igen samtaler med statsforvaltningen. Den består af to samtaler ud fra en levned beskrivelse, som man har sendt ind iflg. aftale med ens socialrådgiver. 

Den første samtale er hos statsforvaltningen, og anden samtale er i eget hjem, hvor hjemmets størrelse skal godkendes. Man snakker så om ens liv, og hvordan man har udviklet sig, samt om fremtiden, og om ens ressourcer og belastninger - hvordan man så arbejder med at forbedre ens belastninger.

Efter samtalen laves der et referat af ens sag som bliver lagt sammen med den levneds beskrivelse, som man har lavet, og det hele kommer for samrådet, der derefter beslutter om der skal godkendes.

De fleste, som bliver godkendt i fase 1 og er realistiske omkring deres ressourcer og belastninger, de bliver godkendte. 

Bliver man ikke godkendt, kan man vælge at anke sagen, og blive revurderet. Eller vælge at få en anden vurdering eks. i forhold til læge, psykolog eller lignende.

Er man i tvivl om man kan godkendes, kan man kigge på ankenævnets hjemmeside, og læse om begrundelser for afvisning.