Straffer du dine børn?

NikiFin skrev:

nej, det er en konsekvens. Eller... er der nogen forskel mellem straf og konsekvens og hvad er den ? :unsure:

Ja se, det synes jeg er et interessant spørgsmål. Umiddelbart kan jeg godt se, at det lyder som om jeg prøver at kalde tingene noget pænere, så det bliver mere acceptabelt. Jeg prøver at forklare. En konsekvens har en logisk sammenhæng med det man gør. Fx hvis man ikke kan behandle min computer ordentligt, så må man ikke låne den. Det synes jeg er logisk, altså en konsekvens. Klassisk logik: Præmis: Du skal behandle min computer ordentligt (A) Præmis: Du må låne min computer (B) Dvs Hvis A så B Deraf følger (sagde fagfilosoffen, som også er logiknørd) at Hvis ikke-A så ikke-B. Dvs 'Hvis du ikke behandler min computer ordentligt må du ikke låne den'. Nu til noget som jeg vil synes er en straf. Hvis du ikke behandler min computer ordentligt så får du ingen is. Her er der ingen logisk sammenhæng mellem is og computer. Der er en forbrydelse (ikke at behandle computeren ordentligt) og en straf, som er arbitrær og lige så godt kunne være 'du får en på hovedet', 'du får ikke lov at lege udenfor i aften', 'jeg tager din bamse' eller noget andet. Noget andet er tidsperspektiv. En straf falder typisk senere, som fx at få stuearrest i ugevis efter man har gjort noget eller bank 'når far kommer hjem'. Ligesom i retsvæsenet, hvor man kommer i fængsel længe efter forbrydelsen og hvor indespærringen ikke nødvendigvis har noget med forbrydelsen at gøre, men netop er en straf. Noget man skal udstå fordi man har gjort noget man ikke må og ikke en logisk konsekvens. Giver det mening?

NikiFin skrev:

Hera skrev:

Og du mener at kunne afgøre om vi lyver på bagrund af dit indgående kendskab til os og vores børn, eller hvad ?????

hvad jeg afgører er for mig slev. Jeg er ikke forpligtet fortæle alt der er i mit hoved B)

Jeg mener nu rent moralsk, at hvis man beskylder andre for mindre pæne ting, så bør man som minimum kunne argumentere for sine påstande. Ellers fremstår de som ret ligegyldige.

Jeg er enig - men vælger som dig ikke at svare på ligegyldigheder :-)

NikiFin skrev:

MAMMARAZZI skrev:

Jeg har ALDRIG anvendt vold, og kommer ALDRIG til det (er selv opvokset med vold, så jeg ved hvad det gør ved et barn, og hvordan barnet oplever det) - og det vil jeg aldrig byde mine børn!!! Men har nogle gange anvendt konsekvenser, fx. dén der med at hvis det tager allllt for lang tid at rydde op, eller lave lektier - så er der ikke så meget tid til fx. børnetime, hygge, historie osv. ...og det er rigtig træls (også for mig) - men det virker. Har én gang inddraget Wii - men der var faldet en advarsel i forvejen, så hun kendte konsekvensen på forhånd.

sådan noget fornemmer et barn som straf hvis du spørger mig

Ja, men dét gjorde jeg ikke ;)

Jeg vil mene, at det ikke er advarsel der bestemmer om noget er en straf eller en konsekvens. Hvis forbrydelsen ikke har noget med Wii at gøre (fx at spille så meget på den at man ikke har tid til at lave lektier, at skændes og slås om den, at ødelægge den) men man inddrager Wii fordi barnet har gjort noget det ikke må - så vil jeg mene at det er en straf. Måske er konsekvens et dårligt ord - for ja, det kan også betyde straf. 'Hvis du ikke gør hvad jeg siger må du selv tage konsekvenserne'. Måske skulle man bruge 'logisk følge' men det lyder bare ikke super mundret :-)

NikiFin skrev:

Hera skrev:

Her bliver der heller ikke brugt decideret straf, men naturlige konsekvenser.

er konsekvenser den nye ord for straf? :laugh: Det lyder faktisk bedre, jeg skal nok bruge det i stedet for det andet :laugh: Tak Hera: Thjaee, sikkert morsomt hvis man ikke kender forskellen. Konsekvens er at hvis man fx står og banker fjernbetjeningen ned i sofabordet, så må man ikke selv bruge den. Straf er som andre siger en sanktion der ikke har direkte sammenhæng med handlingen.

Set i bakspejlet har det nu heller aldrig rigtig været nødvendigt. Stuearrest eller time-out har jeg heller aldrig brugt.

selvfølgelg, hvis det aldrig har været nødvendigt. Det gør jeg heller ikke hvis det ikke er nødvendigt

I sandhedens interesse, så tror jeg delvis det er fordi jeg kun har et barn. 'Kriser' er noget nemmere at håndtere når man kan koncentrere sig om det ene barn og ikke har 1-2-5 andre der også kræver deres retmæssige del af opmærksomheden.

god morgen, har du sovet godt? ;) Hera: Og der tabte du mig så lige fuldstændig :blink:

Jeg tror stadig ikke rigtig jeg opnår noget med straf.

det samme med konsekvenserne :laugh: Hera: Jamen jeg er da glad for du morer dig. Tror nu engang ikke på at angst for konsekvenserne hindrer noget som helst.

Men da hun var mindre og jeg 2 gange havde sagt nej til en is i gågaden, så ignorerer jeg bare plageriet. Og isen (slikkepinden, chokoladen) er jo ikke et behov.

forkert. Folk inkl. Børn har brug for sukker en gang imellem. Nogle mere andre mindre men stort set alle har brug for den for i det mindste føle sig bedre. Og det er kroppen der bestemmer hvornår den har brug for sukker. Det er sund at give honning i sådan nogle tilfælde men den danske kultur har ikke lært sine børn at spise honning. Det har jeg heller ikke men det er svært med alle de slik og chokolade overalt. Hera: Korrektion. Man har ikke brug for raffineret sukker. Man har brug for kulhydrater, men dem kan man godt få gennem sundere fødevarer, og hvis man iøvrigt spiser de langvarige kulhydrater, så får man ikke den pludselige sukkertrang.

Det er et ønske, og det er noget helt andet. Ingen får alle deres ønsker opfyldt. Behov er mad, vand, søvn, tøj, fysisk aktivitet, intellektuelle udfordringer, socialt samvær.

og sukker og mange andre ting

I min verden giver gode forældre deres børn det de har brug for, og ikke nødvendigvis det de ønsker sig.

og selvfølgelig du ved bedst hvad dit barns krop har brug for selv om du ikke ved meget om krop kemi f.eks. :laugh: Du har sandsynligvis aldrig hørt f.eks. at LIDT chokolade før man går i seng virker beroligende og hjælper til en bedre søvn. Hera: Sjovt nok indeholder chokolade koffein, hvilket aldrig har virket fremmende på nogens nattesøvn. Prøv at google emnet.

Og en af de ting de har brug for (man afgjort ikke ønsker sig) er selvbeherskelse, og en opførsel alle andre kan holde ud. Det bliver de glade for i længden. Børn der ved hvordan de skal opføre sig, er også meget mere sikre på sig selv. Og det kender man jo fra sig selv, hvis man er sikker på hvad situationen kræver af en, så er der for det meste ingen nervøsitet, men usikkerhed kan få en til at opføre sig meget mærkeligt.

har du noget imod at det bare tager længere tid med nogle børn at lære at beherske sig. Der er endog nogle der aldrig lære det lige meget hvad eftertrykkelige lærestreger får de i livet

:blink: Jeg har ikke noget problem med at nogen lærer langsommere end andre. Det er til gengæld et problem når forældrene på forhånd mener de ikke kan lære det. Det er i mine øjne bare en undskyldning for ikke at tage kampen op. Og det er synd for ungerne. Og fik lige rodet i det, men kommentarer til andre punkter kan læses i 'quote' delen.

kongster skrev:

Jeg vil mene, at det ikke er advarsel der bestemmer om noget er en straf eller en konsekvens. Hvis forbrydelsen ikke har noget med Wii at gøre (fx at spille så meget på den at man ikke har tid til at lave lektier, at skændes og slås om den, at ødelægge den) men man inddrager Wii fordi barnet har gjort noget det ikke må - så vil jeg mene at det er en straf. Måske er konsekvens et dårligt ord - for ja, det kan også betyde straf. 'Hvis du ikke gør hvad jeg siger må du selv tage konsekvenserne'. Måske skulle man bruge 'logisk følge' men det lyder bare ikke super mundret :-)

Jamen du har da ret - men det er lidt ordkløveri, for egentlig dækker flere af ordene over det samme. Noget der er tænkt som en konsekvens, vil i de fleste tilfælde føles som en straf for barnet. Om det er det ene eller det andet, blir muligvis ikke afgjort af, om der er faldet en advarsel først. Jeg mener bare, at når man advarer først, gør man jo ikke noget 'overilet', hvis noget gentager sig - om det så er en konsekvens eller en straf, så er det noget barnet ved der kommer, hvis.... Men tror vi er rimelig enige ;)

Jeg håber at I alle har indset at alt det er helt personligt og afhænger af mange ting inkluderende ens humør i det nævnte øjeblik. Hvis man ikke vil se det sådan kan man diskutere hele livet om hvad er rigtigt og hvad er forkert og finder aldrig svaret selv for sig selv. :cheer:

Straf, det klinger bare så negativt, og rimer slet ikke på børn (og virker garanteret heller ikke). Jeg kan bedre lide at tale med mine børn, og jeg ved ikke om det er fordi de er stå store nu, men samtalerne lykkes rigtig godt. De forstår rigtig meget nu og har overstået det værste stadie... Da de var yngre og bølgerne gik højt, så var det somregl ikke ungerne den var gal med, men mig der ikke have tålmodigheden til at lytte til dem...ordenligt, men mere viftede dem af fordi jeg selv havde det skidt eller var træt. Jeg har aldrig straffet mine børn, ved at fjerne goder fra dem, men indrømmer at jeg i få tilfælde har truet med det - igen, fordi jeg har været uoplagt og ikke kunne magte en ordenlig samtale, og har også måtte undskylde efterfølgende og indrømme at det var MIG der var 'barnet'.... :) Generelt er jeg afslappet forhold til børns udbrud, roderi, larm og provokationer, og orker faktisk ikke at piske en stemning op omkring det, for jeg VED det er noget aldersbetinget og at det går over igen. Det havde været mere underligt om de IKKE fik en tur engang imellem, SÅ ville jeg være nervøs!! Mht mine ældste børn og teenagealderen har jeg heller ikke haft nogen problemer, jeg har aldrig oplevet uvenskab, løgn, vredesudbrud og den slags som man ellers kunne forvente, og som jeg ved andre forældre kæmper med/imod. Selvfølgelig har de lavet ballade, og den ene har i nogle få tilfælde begået nogle kriminelle handlinger, men har ALTID kommet og fortalt mig om det, uanset om det har været i forbindelse med hæleri, slåskamp eller tyveri, hvor jeg ved hans kammerater ALDRIG kunne drømme om at gå til deres forældre og fortælle noget somhelst om det liv de lever. Og grunden er soleklar, for da de var mindre blev de straffet, enten fik de fjernet mobilen, blev trukket i lommepenge, eller fik stuearrest. Det gjorde, at de som halv voksne hele tiden måtte lyve overfor deres forældre, for ikke at blive straffet. Og meget af det de lavede blev værre og værre. Hvor jeg, igen, fik TALT med ungen og forklaret konsekvenserne på sigt, og fik indblik i hans liv og færden, og også på et niveau hvor vi kunne grine af meget af det og kramme hinanden, meget klogere... Mine sønner kan fortælle mig ALT, og de fortæller mig ALT, fordi vi respekterer hinanden som mennesker. Og fordi jeg ikke har smadret respekten ved at straffe og istedet har guidet...

Javel. Jeg er så vist ogs lidt upædagogisk ;) for mig er straf ikke et negativt ord. Men det kommer vist an på, hvilke følelser og tanker man binder i konceptet? Afhænging af situationen og sammenhæng, hedder det her i huset time-out, konsekvens eller straf. Vi er konsekvente i vores opdragelse og det ved børnene også godt. Straf bliver brugt, men sjældent, for børnene ved at det ikke er tomme ord. Vi trækker dog ikke straffet sådan, at det du har gjort mandag, skal du bøde på ugen efter, det kan de ikke huske og så giver det ikke noget mening. Uanset om handlingen er time-out, naturlig konsekvens eller decideret straf, hvis én af de her gør sig gældende, så bliver der alligevel først advaret et par gange. Lige som vi bagefter snakker sammen om, hvad der skete og hvad der burde have sket. Jeg hader at råbe ad andre. Men når jeg kan mærke at trykket stiger ligesom stemmelejen og forklaringen bliver forstået men ikke accepteret, så er det advarsel og derefter handling. Vi er meget imod vold og for mig er skrigen af ens unger psykisk vold :huh: Mine børn synes helt sikkert, at time-out er straf :laugh: - selv om de sagtens kan forstå hvorfor det sker og uanset om det er i andet værelse eller på stolen ved spisebordet kombineret med en effektiv lille snakkepause.