Jeg bliver simpelthen så forskrækket, når jeg læser dine indlæg, NikiFin, og jeg undrer mig over, hvilket Danmark, det mon er, du lever i, når du skriver dit 'sådan har jeg hørt/set, at danskerne gør', for jeg genkender slet ikke den hverdag.
Jeg bliver ked af, at det ofte virker som om, du mener, dine børn har problemer... for mig er der tale om børn i problemer.
Selvfølgelig er der forskel på, hvordan børn opfører sig, og nogen er mere agressive og udfarende end andre. Jeg mener dog til enhver tid, at det er forældrene, der har formet deres børn til, hvad de er, og ikke at det er børnene, der er det såkaldte problem.
Jeg kan sagtens skælde mine børn ud, og det sker også af og til, men jeg dæmper hurtigt stemmen, for det er det eneste, der fungerer. Og mine erfaringer i arbejdet med børn er, at den virker hver gang... har været sammen med mange børn, også agressive og voldsomme børn, men jeg har endnu ikke oplevet, at de ikke også kunne være stille og rolige og dejligt, når blot de blev behandlet med respekt, forståelse, omsorg og anerkendelse.
Jeg har mødt ét eneste menneske, der slår sine børn i ekstreme situationer, men har aldrig kunen finde forståelse for en sådan handling. Jeg ved, at tingene kan gøres på en anden måde, så jeg har intet tilovers for de metoder. Børnene kan aldrig, aldrig gøre noget, som fortjener den behandling.
Min far boede på landet som barn, og han blev ofte bundet til flagstangen i haven (med lang line), så han kunne være ude uden at komme til skade i landbruget. Jeg synes, det er en mærkværdig ting, men det er jo trods alt også 50 år siden.
Jeg kan sagtens tage mine to små børn (hhv. 1 år og 3 år) med ud at handle - også en lørdag formiddag, uden de store problemer. Og gør det iøvrigt meget gerne.
Det er ikke fordi, jeg har specielt rolige børn, men fordi de altid er blevet set, hørt og mærket.
Anmeld
