19 år, 3g'er, fordomme, valg

No-one-knows skriver:

Tager til lægen fredag for at få en opklaring, for gør en væsentlig forskel at være 2 uger eller 5 uger henne i forhold til min beslutning. Men korrekt virker ukompetent

Du kan slet ikke være 2 uger henne for det er ca der man har ÆL og derfor ikke gravid endnu. Man regner fra mens 1. dag fordi man aldrig helt kan sige hvornår ÆL er. Så at en læge kan sige at du er 18 dage henne finder jeg foruroligende og skræmmende. 

Så regn ud fra din mens 1. dag og skift læge. 

Kan lægen ikke have sagt, at fosterets alder var 18 dage? 

Man er jo 2 uger henne ved æl-tidspunktet... Fosteret er altså 2,5 uger, hvis du er 4+5 henne i graviditeten... Og 2,5 uger passer med 18 dage.... Så måske du har misforstået lægen? 

August2015 skriver:

Kan lægen ikke have sagt, at fosterets alder var 18 dage? 

Man er jo 2 uger henne ved æl-tidspunktet... Fosteret er altså 2,5 uger, hvis du er 4+5 henne i graviditeten... Og 2,5 uger passer med 18 dage.... Så måske du har misforstået lægen? 

 

Jo det har du sikkert ret i, min læge var ikke så uddybende på dette punkt.

No-one-knows skriver:

Hej alle sammen

Jeg er 19 år og er i gang med mit sidste år på gymnasiet. Jeg fandt i går (27/1-15) ud af at jeg er 18 dage henne. Jeg har været sammen med min kæreste i 7 måneder og han er snart 20. graviditeten var ikke planlagt.

 

Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne få børn. Så som min læge siger, det er et ønskebarn. Men.... jeg er ung, jeg mangler 6 måneder i gymnasiet og mine forældre (særligt min mor) ville blive forfærdeligt skuffede og jeg frygter reaktionerne, hvis jeg beholder barnet. Min mors eneste måde at straffe mig på er ved at lukke mig ude af hendes verden. Hun snakker ikke til mig i flere uger, laver ikke mad, vasker ikke det tøj der er mit, kigger ikke på mig, ingen kontakt. Det er en hård staf.

 

Jeg snakkede med min kæreste om det i går. Han synes vi er for unge, at hans økonomi er for dårlig og timing er forkert. Det skal lige tilføjes at han er muslim og han ikke har fortalt hans familie om mig. Jeg har det i forvejen dårligt med at jeg er en hemmelighed, men jeg ønsker slet ikke at mit barn skal være det.

Mit spørgsmål går på, hvad er jeres erfaring er med at være gravid i en ung alder? Jeg er ikke sikker på om jeg vil beholde mit barn eller jeg burde få en abort.

Det er kun min kæreste og jeg, der ved det. Jeg tør ikke sige det til nogen, på grund af de fordomme der følger med og den lange snak om uansvarlighed.

 

Noget af det sværeste ved at beholde barnet ville være at skulle gå i skole hver dag og alle 1200 elever skal snakke om min graviditet bag min ryg. De lange blikke og hvisken. Det skal siges jeg ikke er en populær person og det kan være svært at gå i skole i forvejen.

 

Jeg ved at min kæreste støtter mig ligegyldig min beslutning, men han forstår ikke de følelser der følger med. Jeg kan mærke min livmoder der vokser, mine bryster der er ømme og bliver fyldigere og en øm ryg. Jeg har brug for at høre de tanker der gik igennem jeres hoveder eller går igennem dem, hvis i står i denne situation nu og i vil have abort eller beholde barnet. Hører gerne fra mødre såvel som fædre.

 

Bedste hilsner

no-one-knows

Jeg var selv 18 da jeg fik min første datter. Manglede sidste år af htx, så fik derfor strukket mit studie til fire år i stedet for de normale tre. Det gik over alt forventning.  

Hvorfor i al verden skulle din mor blive skuffet ? Så længe du ikke dropper en uddannelse og kommer ud på arbejdsmarket er der vel kun plads til stolthed ???  

Ved begge mine forældre "frygtede" for min fremtid, at jeg ikke ville klare htx, manden ville smutte, og jeg endte som en "fiasko", men de har måtte sande at det hele gik over  deres forventbringer, er nu midtvejs i sygeplejersken og har været sammen med min mand i 5 år. (+ fået en datter mere).

Tror du ikke din mor vil ændre mening når først hun ser det hele går den rigtige vej? Og den lille er kommet ? 

Synes ikke det vigtige er hvad din mor eller vi/os andre på baby mener og føler, men derimod hvad du mener og føler. (Du skal også kunne leve videre og have det "godt", med din beslutning, hvis du vælger ikke at få barnet). 

Håber virkelig du/i finder en løsning der passer jer begge (du og kæresten). 

ps. manden og jeg havde kun været sammen i 3 mdr, da jeg blev gravid med dem første. + det passede også vildt dårligt ind i vores planer, men vi kastede os ud i det. 

NV skriver:

Jeg var selv 18 da jeg fik min første datter. Manglede sidste år af htx, så fik derfor strukket mit studie til fire år i stedet for de normale tre. Det gik over alt forventning.  

Hvorfor i al verden skulle din mor blive skuffet ? Så længe du ikke dropper en uddannelse og kommer ud på arbejdsmarket er der vel kun plads til stolthed ???  

Ved begge mine forældre "frygtede" for min fremtid, at jeg ikke ville klare htx, manden ville smutte, og jeg endte som en "fiasko", men de har måtte sande at det hele gik over  deres forventbringer, er nu midtvejs i sygeplejersken og har været sammen med min mand i 5 år. (+ fået en datter mere).

Tror du ikke din mor vil ændre mening når først hun ser det hele går den rigtige vej? Og den lille er kommet ? 

Synes ikke det vigtige er hvad din mor eller vi/os andre på baby mener og føler, men derimod hvad du mener og føler. (Du skal også kunne leve videre og have det "godt", med din beslutning, hvis du vælger ikke at få barnet). 

Håber virkelig du/i finder en løsning der passer jer begge (du og kæresten). 

ps. manden og jeg havde kun været sammen i 3 mdr, da jeg blev gravid med dem første. + det passede også vildt dårligt ind i vores planer, men vi kastede os ud i det. 

Min mor bliver let skuffet over mig (og kan se det samme med min storesøster). Hun staffer altid med at ignore mig og om jeg er sammen med min kæreste eller ej er ikke min primære bekymring, men hvad jeg skal vælge, hvordan jeg skulle kunne sige det til min familie og hvordan folk vil ændre sig over for mig.

Jeg ved at flere tror jeg overreagere mht min mor, men hun er vitterlig sådan. Og kan godt se det ikke er en mors drøm, men ville ønske jeg kunne spørge hende til råds, men det er ikke en mulighed. Mine forældre har fejlet flere gange i vores opdragelse og jeg ved ingen af dem ville støtte mig i at beholde barnet

Jeg kan nu slet ikke forstå du overvejer at beholde barnet - ikke fordi du er 19år men grundet de forhold omkring dig. 

Du har fundet ud af det er fint muligt for dig at blive gravid. 

Du er i et forhold til en mand som skjuler din eksistens. 

Din kæreste ønsker ikke et barn på nuværende tidspunkt. 

Dine betragtninger omkring gymnasiet finder jeg umodent. 

Du kan ikke være sikker på at din familie vil støtte dig. 

Der vil højst sandsynligt opstå store problemer med svigerfamilien.

Så er der alle de religiøse, kulturelle og trafinionsrelaterede konflikter der kan opstå når man skal opdrage et barn med så forskellige baggrunde.

I har ikke været sammen særlig længe, I har ikke prøvet at bo sammen eller i det hele taget været almindelige kærester(offentligt)

et barn kan virkelig sætte et parforhold på prøve - Kender I hinanden fuldt ud, jeres stærke og svage sider til at kunne klare det - det mener jeg ikke I kan gøre på så kort tid .

Ja det er ikke nemt at gennemføre en abort - men det bliver højst sandsynligt heller ikke nemt at være barn under de forhold. 

No-one-knows skriver:

Min mor bliver let skuffet over mig (og kan se det samme med min storesøster). Hun staffer altid med at ignore mig og om jeg er sammen med min kæreste eller ej er ikke min primære bekymring, men hvad jeg skal vælge, hvordan jeg skulle kunne sige det til min familie og hvordan folk vil ændre sig over for mig.

Jeg ved at flere tror jeg overreagere mht min mor, men hun er vitterlig sådan. Og kan godt se det ikke er en mors drøm, men ville ønske jeg kunne spørge hende til råds, men det er ikke en mulighed. Mine forældre har fejlet flere gange i vores opdragelse og jeg ved ingen af dem ville støtte mig i at beholde barnet

Hvordan kan faren til barnet ikke være din primære bekymring? 

mor:) skriver:

Hvordan kan faren til barnet ikke være din primære bekymring? 

Fordi jeg har overvejet mulighederne som enlig mor, jeg er udemærket klar over komplikationerne ved forskellige kulturer, der skal komme til enighed. Jeg har sagt at det er alt eller intet, føder jeg hans barn er det ingen hemmelighed for nogen.
Og du kan mene at jeg er umoden, men jeg er teenager. Det betyder ikke at jeg ville blive en dårlig mor eller ikke ville kunne gøre arbejdet ordentligt.

Fordi jeg har overvejet mulighederne som enlig mor, jeg er udemærket klar over komplikationerne ved forskellige kulturer, der skal komme til enighed. Jeg har sagt at det er alt eller intet, føder jeg hans barn er det ingen hemmelighed for nogen.
Og du kan mene at jeg er umoden, men jeg er teenager. Det betyder ikke at jeg ville blive en dårlig mor eller ikke ville kunne gøre arbejdet ordentligt.

Men det er jo ikke dig og dine drømme om et hyggeligt familieliv det handler om - det handler om realiteten. Du bringer et barn i verden i noget du ganske enkelt ikke kender til. Du har ingen ide om hvordan svigerfamilien vil tage det og din kæreste kan jo blive påvirket/presset af din familie. 

Du skriver din familie ikke vil støtte dig. 

Dvs. du har ikke det bedste netværk, uønsket af svigerfamilien, barnet er uønsket af faren - hvordan er det fair at barnet skal have disse kedelige forudsætninger fordi du af en eller anden årsag ønsker at være mor allerede nu? 

Ja du er klar over komplikationerne -men er jeres forhold stærk nok til at klare det? Nej det mener jeg helt bestemt ikke. 

No-one-knows skriver:

Hej alle sammen

Jeg er 19 år og er i gang med mit sidste år på gymnasiet. Jeg fandt i går (27/1-15) ud af at jeg er 18 dage henne. Jeg har været sammen med min kæreste i 7 måneder og han er snart 20. graviditeten var ikke planlagt.

 

Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne få børn. Så som min læge siger, det er et ønskebarn. Men.... jeg er ung, jeg mangler 6 måneder i gymnasiet og mine forældre (særligt min mor) ville blive forfærdeligt skuffede og jeg frygter reaktionerne, hvis jeg beholder barnet. Min mors eneste måde at straffe mig på er ved at lukke mig ude af hendes verden. Hun snakker ikke til mig i flere uger, laver ikke mad, vasker ikke det tøj der er mit, kigger ikke på mig, ingen kontakt. Det er en hård staf.

 

Jeg snakkede med min kæreste om det i går. Han synes vi er for unge, at hans økonomi er for dårlig og timing er forkert. Det skal lige tilføjes at han er muslim og han ikke har fortalt hans familie om mig. Jeg har det i forvejen dårligt med at jeg er en hemmelighed, men jeg ønsker slet ikke at mit barn skal være det.

Mit spørgsmål går på, hvad er jeres erfaring er med at være gravid i en ung alder? Jeg er ikke sikker på om jeg vil beholde mit barn eller jeg burde få en abort.

Det er kun min kæreste og jeg, der ved det. Jeg tør ikke sige det til nogen, på grund af de fordomme der følger med og den lange snak om uansvarlighed.

 

Noget af det sværeste ved at beholde barnet ville være at skulle gå i skole hver dag og alle 1200 elever skal snakke om min graviditet bag min ryg. De lange blikke og hvisken. Det skal siges jeg ikke er en populær person og det kan være svært at gå i skole i forvejen.

 

Jeg ved at min kæreste støtter mig ligegyldig min beslutning, men han forstår ikke de følelser der følger med. Jeg kan mærke min livmoder der vokser, mine bryster der er ømme og bliver fyldigere og en øm ryg. Jeg har brug for at høre de tanker der gik igennem jeres hoveder eller går igennem dem, hvis i står i denne situation nu og i vil have abort eller beholde barnet. Hører gerne fra mødre såvel som fædre.

 

Bedste hilsner

no-one-knows

"Noget af det sværeste ved at beholde barnet ville være at skulle gå i skole hver dag og alle 1200 elever skal snakke om min graviditet bag min ryg. De lange blikke og hvisken."

Nej.

"Det er kun min kæreste og jeg, der ved det. Jeg tør ikke sige det til nogen, på grund af de fordomme der følger med og den lange snak om uansvarlighed."

Så du mener selv, at det er uansvarligt at bringe et barn til verden under de vilkår der er? Eller hvordan skal ovenstående forstås? 

Din "kæreste" holder dig hemmelig for familien...I er ikke kærester, I har en affære. Og den slutter, med al sandsynlighed, det sekund familien finder ud af det. Ellers havde han nok fortalt familien om dig.