Frustreretkæreste.dk

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Råd fra bonusmor til bonusmor 

Først og fremmest ALDRIG gå ned på dine principper! Det kan godt være der er et barn fra et tidligere forhold, men det gør ikke at du har mindre ret til at være menneske og dig? Det vil i sidste ende ødelægge dit forhold til kæresten og du vil stå som taberen med dårligt selvværd/selvtillid og uden kæreste.. 

Jeg blev selv meget overrasket da jeg trådte ind i forholdet og det virkelig blev hverdag, skulle først igennem et halvt år hvor jeg ikke måtte have noget med bonus at gøre for biomor, så det var både psykisk hårdt og mentalt hårdt det halve år med min mand i hendes lejlighed 3 gange om ugen.. Og så efter det halve år hvor jeg var blevet nedbrudt så pludselig at skulle stå med et barn der ikke kunne håndtere hvis der ikke skulle ske noget, enten i svømmehal, i biffen, på biblioteket eller andet. Det fik jeg sat en stopper for, da jeg mener at man ikke er forælder hvis man varder børnene op i hoved og røv og hopper og danser efter deres fløjte, det at skulle have noget hver evig eneste gang man havde barnet i huset, det var ikke at være forælder men at købe sit(sine) børn. 

At du gerne vil have et forhold til din bonussøn kan jeg sagtens forstå jeg har været så velsignet at min bonusdatter og jeg har haft det fantastisk fra starten Men det kræver i bund og grund at det også er noget far bakker op om, og ikke bliver noget drengen som sådan tilvælger, for i den alder kan det godt være fordi han håber han kan presse dig ud på et side spor så du forsvinder ud af hans liv igen.. Og det kan sagtens ske flere år efter. 

Med hensyn til udgifter, i betaler børnepenge og det er det så betaler i ikke mere ikke noget til telefonen, eller andet det er hendes job ellers skulle i ikke betale børne penge jo? 

Transporten står i faktisk for 100% og hvis i gik i sf ville de nok sige det samme i og med det er jer der er flyttet langt væk det kan hun ikke klandres før jo. Så glem det med at betale til alt muligt og så nøjes med at betale til det rejse kort som du selv siger 366 kr om året det er nok lige til at klare

At din svigermor er venner med biomor kan du ikke gøre så meget ved, er der nogen som skal slå foden ned er det din kæreste, og den skal slås hårdt ned hvis det er, du som bonusmor kan intet gøre der andet end at ligne en sur høne der puster sig godt op, det skal komme fra din kæreste, vi havde lidt samme problem fordi min svigerinde og bio var buddies og det blev bare for meget for os, fordi bio brugte det som våben. 

Håber virkelig jeg fik alt med og håber du klare dig igennem alt det her, bare husk dig selv i det hele. Følg dine principper og husk på du har lige så meget ret til at sige din mening som alle andre i den familie, du er den familie nu og længere er den ikke  

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Først: han er teenager han tænker kun på de næste 30 sekunder og på sin computer. Bum på et eller andet tidspunkt kommer han over på den lyse side af månen igen 

andet: kunne det tænkes på han reagere på du tog væk da han kom? At han tænker: nåh men hun ville jo ikke mig til at starte med? Det med at sige Hej er almindelig teenage, men:  korrekt skal han da sige det 

tredje: jeg bider mærke i at mange ting er ændret efter du er kommet til fordi DU ikke vil accepterer en helt masse. Er din mand en pleaser? 

Julie0802 skriver:

Ville egentligt ikke kommentere denne tråd, da jeg ville komme til at skrive et uendelig langt svar!

men.. JEG FORSTÅR DIG!! 100%. Synes du skal lade være at læses Carinas indlæg fx, da det er tydeligt hun ikke selv har prøvet være bonusmor - men det er jeg også! 

De SKAL dele transport som er opgivet flere steder ihh. Samværsaftale. Desuden kan det ikke være rigtigt at han skal agere bank eller noget andet, da man som bopælsforældre selv tager ansvaret for dette. Der blir betalt børnepenge og hun for desuden penge hvert kvartal som også er til udgifter! 

At han smøre en mad, selvfølgelig gør man det. Men det er jo ikke det du mener, som du synes er problemet.. Problemet er at drengen bruger faderen som tjener i og med han er der så sjældent. Han udstikker ordre og faderen lystre imens drengen sidder med hans computerfx. Han er stor nok til at man spiser når der er måltider og ellers kan han selv flytte rumpetten og tage et glas vand osv. FX!!

skidt være med at bedsteforældrene har et godt forhold, glem det! 

Til slut vil jeg sige igen, lad være læs de opslag som siger du er jaloux eller den er helt galt med dig, for det er den ikke! Det viser bare tydeligt at de ikke har prøvet være i vores sko. Som flere skriver er det meste meget normale problemer når man er bonusmor, men derfor har man stadig brug for at få det luftet :-) 

held og lykke. Det er en hård opgave vi har, da det er svært at føle sig god nok og svært at finde grænsen mellem hvor man burde blande sig og hvor man ikke skal! Tro mig.. Vi har de vildeste problemer herhjemme med Eks. Så vær glad for dine (hvis man kan sige det). 

Jeg har stået der, forstår følelserne hundrede procent - men en ting er at forstå følelserne og så at mene det er korrekt. 

Hvad man skal betale og ikke betale må og skal være en aftale mellem mor og far, hvis far vil forkæle sin søn så må man som bonus bide sig i tungen og holde sin kæft - ja undskyld det lyder lidt hårdt, men mener det, en far som er weekendfar har jo lige så stort behov for at overraske med en gave, give lige de bukser der giver julestjerner i øjnene osv selvom han betaler børnepenge. Og ja kan godt forstå følelsen af: jamen så har vi mindre, men jeg ved jo også jeg gerne selv undværer for lige at give det ekstra til mine børn. Og har min mand det ønske med sin søn så skal han være velkommen. Har vi haft perioder hvor pengene var små, så spurgte jeg bare slet ikke til hvad han brugte af penge på sin søn, for så blev jeg ikke sur over det.

Det må og skal ikke være firkantet når man har børn, og vi ville jo heller ikke slev bryde os om nogen kom og sagde: du må ikke købe de bukser til din datter for nu har du jo brugt x antal kroner. Hvis du vil så vil du have lov, og på samme måde vil ens mand til sine børn også selvom man ikke er moren.

men igen forstår til fulde mange af følelserne, men ved også når man går ind ind i et forhold med barn/børn, så må man æde det i sig. Man må forstå (også selvom det er hårdt) at man ikke starter familielivet på nul og så vokser sammen. Nej man kommer ind i et etableret familieliv, hvor værdier er skabt, plejer er lavet, vaner er stadfæstede osv. Og man kan ikke bare komme og forvente man kan lave om. 

Da jeg blev gravid med den første og vi lige var flytte sammen, der græd jeg ofte netop over det faktum, det at vi ikke skulle skabe en familie fra begyndelsen, at der var "husregler" som jeg slet ikke stod inde for, at der var vaner jeg ikke kunne fordrage, at jeg ikke bare kunne præge og bestemme men måtte indgå kompromis ikke bare med min mand men også med hans søn. Der var pissehårdt, men det er faktum når manden i ens liv har været manden i en andens også.

Ønsker for mine egne børn at de møder en uden børn, for selvom det også er fantastisk med bonus børn så er det svært. Men derfor vil jeg stadig hævde ts skriver om bagateller, om en meget normal 12 årig pg at den 12 årige har ret til at være sur på hende for han er bare et barn....

Nej hvor er folk da hårde ved ts.

jeg synes det lyder som om drengen er ved at være godt teenager jeg husker det tydelig fra den gang det var mig, og så fik min mor oven i købet en kæreste, hvor var det da træls. Pludselig var hendes fokus ikke kun på mig, og så var der jo nogle ting der ændrede sig. Hvis jeg var dig ville jeg forsætte det du gør nu, interesser dig for ham, vær venlig men ikke overdrevet. Så skal det nok komme på et tidspunkt.

angående forholdet mellem mor og svigermor så er det da selvfølgelig underligt for dig men der er ikke nået du kan gøre ved det. Accepter det.

angående transport så er det jer der er flyttet og såsynes jeg også i skal betale transporten. Til gengæld så betaler din kæreste altså børnepenge og så synes ikke han skal rende og betale alt muligt andet mobil osv det må børnepengene dække. Nu har hun ham jo også største delen af tiden, ergo står hun for de fleste udgifter. Det lyder som om din kæreste giver efter for hende lidt for meget, måske for fredens skyld. Dette synes jeg godt du kan snakke med ham om. Sig at du har lidt indtryk af at han lidt føjer hende og det undre dig. Men at det selvfølgelig er op til ham, så må han jo bare betale op af egen lomme og ikke jeres fælles penge, hvis i nu har fælles økonomi, det ved jeg ikke om i har.

Og nu er din kæreste jo weekend far. De har det med at forkæle deres børn lidt ekstra da de jo kun har dem hver anden weekend. Det ville jeg nok se gennem fingre med, han har ham jo trods alt ikke så tit. nogle gange må man nok sluge nogle kameler som bonus mor. 

Carina:-) skriver:

Ja selvfølgelig skal han hjælpe med udgifter til barnets fødselsdag også selv om det kun er ham og farmor der deltager. Og sjovt nok er det ikke far og mor der har problemer med at få tingene til at fungere. Og misforstået kærlighed at han smøre en mad?  Så der er aldrig nogen der gør noget for dig?  Aldrig en der laver en kande kaffe eller smøre en mad?  Og har ikke skrevet han ikke skulle hilse .men at det vel ikke er folks hjem men derimod et fælles hjem. 

Nu skrev TS at knægten forventet en vis standard i service fra faderen side, når han kom på weekend.. Og det er faktisk tit det som sker... At man pleaser sine børn, fordi man kun har dem på weekend, men det er forfejlet kærlighed, i mine øjne.. Self kan han da godt smøre en mad i ny og næ, men det gør sku ikke noget, at barnet blir en smule selvhjulpne.. Tænk hvis vi fik nogle unge, som for engang skyld kunne klare sig og ikke skulle have serviceret det hele... 

jeg er selv bonus mor på 13 år... Nu er tøsen så flyttet herhjem for nogle år siden, men da vi havde hende kun i weekenden, så var samværet vigtigere end service niveauet... Og ja jeg har hundrede påvirket min mand i mange af hans beslutninger i forhold til sin eks... Hun forventede sjov nok os penge konstant og han pungede ud, men da vi fik fælles økonomi så var det slut... Ja nogen ting, som ferier og længere ture med sport delte vi halvt... Da det self var fair nok... Efter vi fik tøsen boende, så kunne vi ikke intet hente økonomisk, ikke engang lommepenge til tøsen, når hun skulle på ferie/ turneringer kunne komme på tale, ej heller dele udgiften... 

tit betaler samværsforældren faktisk mange penge udover de 1200kr, men bopæl får jo tilskud i form af familie ydelse, måske boligsikring, måske hjælp til daginstitution...  Og nu skal vi heller ikke gøre det dyrere at have børn... Det handler i den grad om prioteringer... Og hvis hun ikke vil betale 30/40kr til transport, så har man i minE øjne sine  prioteringer forkert.... 

en anden ting er, at det er skide svært at stå på sidelinien som bonus... Og det er lidt det, som jeg os høre TS sige mellem linierne.. Og hvorfor må hun ikke blande sig... Det er vel alle deres fælles hjem , så har hun vel noget at sige i forhold til det hele... Dele hendes mening med hendes kæreste... Hvad han så gør og ikke gør, kan vel ikke lægge hende til last... Han må jo have stå fast, hvis han mener noget andet... Men tit opdager mænd ikke at de kørt henover i samværsordninger og tit hjælper det med andre øjne på situationen...

Mathias Villads skriver:

Nu skrev TS at knægten forventet en vis standard i service fra faderen side, når han kom på weekend.. Og det er faktisk tit det som sker... At man pleaser sine børn, fordi man kun har dem på weekend, men det er forfejlet kærlighed, i mine øjne.. Self kan han da godt smøre en mad i ny og næ, men det gør sku ikke noget, at barnet blir en smule selvhjulpne.. Tænk hvis vi fik nogle unge, som for engang skyld kunne klare sig og ikke skulle have serviceret det hele... 

jeg er selv bonus mor på 13 år... Nu er tøsen så flyttet herhjem for nogle år siden, men da vi havde hende kun i weekenden, så var samværet vigtigere end service niveauet... Og ja jeg har hundrede påvirket min mand i mange af hans beslutninger i forhold til sin eks... Hun forventede sjov nok os penge konstant og han pungede ud, men da vi fik fælles økonomi så var det slut... Ja nogen ting, som ferier og længere ture med sport delte vi halvt... Da det self var fair nok... Efter vi fik tøsen boende, så kunne vi ikke intet hente økonomisk, ikke engang lommepenge til tøsen, når hun skulle på ferie/ turneringer kunne komme på tale, ej heller dele udgiften... 

tit betaler samværsforældren faktisk mange penge udover de 1200kr, men bopæl får jo tilskud i form af familie ydelse, måske boligsikring, måske hjælp til daginstitution...  Og nu skal vi heller ikke gøre det dyrere at have børn... Det handler i den grad om prioteringer... Og hvis hun ikke vil betale 30/40kr til transport, så har man i minE øjne sine  prioteringer forkert.... 

en anden ting er, at det er skide svært at stå på sidelinien som bonus... Og det er lidt det, som jeg os høre TS sige mellem linierne.. Og hvorfor må hun ikke blande sig... Det er vel alle deres fælles hjem , så har hun vel noget at sige i forhold til det hele... Dele hendes mening med hendes kæreste... Hvad han så gør og ikke gør, kan vel ikke lægge hende til last... Han må jo have stå fast, hvis han mener noget andet... Men tit opdager mænd ikke at de kørt henover i samværsordninger og tit hjælper det med andre øjne på situationen...

Jeg læser altså ikke at det er drengen der forventer det ,men at faren gør det - og at ts ser det som at faren er tjener-Men det handler nok mere om de øjne der ser?

Jeg synes det lyder som om tingene gik fint før hen og at ts har det svært følelsesmæssigt og er jaloux over svigermor gode forhold til exsvigerdatteren .

Og det forstår jeg til dels godt,men ved fra mig selv at hun ødelægger enormt meget for sig selv ved at være "fornærmet " over deres forhold.

Her har jeg fået et bonusbarnebarn - og hans mor har det enormt svært ved at jeg snakker rigtigt meget med min søns ex- men for det første så har jeg hendes og min søns barn ( altså mit "ægte"" barnebarn) i pleje og dermed også en naturlig kontakt til min exsvigerdatter - men der udover så bestemmer jeg altså selv hvem jeg omgås - og det har jeg også gjort frk ny kæreste ( og det er kærligt ment) klart -+ at jeg self er yderst obs på at min lille nye bonus skal have det godt her og derfor er meget på nå rhan er på besøg fordi hans mors nye kæreste søn og mit jævnaldrene barn bor her fast og dermed jo har en andne kontakt med mig end hvis han ikke boede her - Er du stadig med ?

Min pointe er at det jo er svært for sådan et barn ,og det bliver ikke bedre af at den "nye" forsøger at spolere et godt samarbejde - SELV om hun har det svært -Hun bliver sgu nødt til at knibe ballerne sammen og se muligheder frem for begrænsninger for der er ikke noget mere dræbende for et forhold hvis man stiller sig kontrollerende og manipulerende frem ,når det i bund og grund nok handler mere om at hun er jaloux på hans fortid og på at svigermor stadig er glad for ex svigerdatteren. 

Mathias Villads skriver:

Nu skrev TS at knægten forventet en vis standard i service fra faderen side, når han kom på weekend.. Og det er faktisk tit det som sker... At man pleaser sine børn, fordi man kun har dem på weekend, men det er forfejlet kærlighed, i mine øjne.. Self kan han da godt smøre en mad i ny og næ, men det gør sku ikke noget, at barnet blir en smule selvhjulpne.. Tænk hvis vi fik nogle unge, som for engang skyld kunne klare sig og ikke skulle have serviceret det hele... 

jeg er selv bonus mor på 13 år... Nu er tøsen så flyttet herhjem for nogle år siden, men da vi havde hende kun i weekenden, så var samværet vigtigere end service niveauet... Og ja jeg har hundrede påvirket min mand i mange af hans beslutninger i forhold til sin eks... Hun forventede sjov nok os penge konstant og han pungede ud, men da vi fik fælles økonomi så var det slut... Ja nogen ting, som ferier og længere ture med sport delte vi halvt... Da det self var fair nok... Efter vi fik tøsen boende, så kunne vi ikke intet hente økonomisk, ikke engang lommepenge til tøsen, når hun skulle på ferie/ turneringer kunne komme på tale, ej heller dele udgiften... 

tit betaler samværsforældren faktisk mange penge udover de 1200kr, men bopæl får jo tilskud i form af familie ydelse, måske boligsikring, måske hjælp til daginstitution...  Og nu skal vi heller ikke gøre det dyrere at have børn... Det handler i den grad om prioteringer... Og hvis hun ikke vil betale 30/40kr til transport, så har man i minE øjne sine  prioteringer forkert.... 

en anden ting er, at det er skide svært at stå på sidelinien som bonus... Og det er lidt det, som jeg os høre TS sige mellem linierne.. Og hvorfor må hun ikke blande sig... Det er vel alle deres fælles hjem , så har hun vel noget at sige i forhold til det hele... Dele hendes mening med hendes kæreste... Hvad han så gør og ikke gør, kan vel ikke lægge hende til last... Han må jo have stå fast, hvis han mener noget andet... Men tit opdager mænd ikke at de kørt henover i samværsordninger og tit hjælper det med andre øjne på situationen...

Men man kan ikke som bonusmor eller mor for den sags skyld opstille rammer for hvordan ens mand er far. Man kan tale om det, men man kan ikke kræve. Hvis ens mand nyder at smøre madder til sin søn, så kan man ytre sin holdning og så er det det.

Kan sadig huske min kære mand bestilte dvder fra Italien, og jeg havde en ide om hvad vores datter skulle se og han havde vist en anden. Han kom glad og fortalte han havde bestilt Toy Story og jeg ødelagde glæden og bad ham annulere ordren... Hvem var jeg at bestemme det? Jeg så glæden slukkes i hans øjne, og jeg så på min datter og forstod pludselig hun jo var den skønne pige netop fordi hun havde mig som mor og min mand som far med alle vores forskelligheder. Vi kan debattere og tale opdragelse og pædagogik, men vi kan ikke pålægge den anden part at være som os og som vi synes er rigtigt.

og det med penge forstår jeg slet ikke, måske fordi vores bonus boede hos os, vi fik aldrig børnepenge fra mor og betalte alt transport og gav lommepenge når han skulle være hos mor. Hvis en far ønsker at betale for lidt ekstra tøj, nye sko, mobiltelefon osv, hvordan kan man så som bonus stille sig på bagbenene, tænk om vi selv oplevede det samme. Jeg ville blive rasende hvis nogen ville sætte rammer for hvad jeg måtte give mine børn. Ja man har fælles økonomi, men vil min mand stikke hans nu voksne søn 1000 kr så må jeg da bare sige: værsgo og så selv have lidt mindre den måned. Så længe vi har råd til regninger og mad, så klarer vi den jo nok. Synes han julegaven i år skal være økonomisk stor til hans store dreng fordi det har han behov for, ja så sparer vi da bare lidt på de andre gaver. Præcis på samme måde som hvis vores fælles datter et år har behov for noget som koster lidt mere end vi plejer at give for. Min mand skal have lov at forkæle ALLE sine børn uden jeg blander mig....

lineog4 skriver:

Men man kan ikke som bonusmor eller mor for den sags skyld opstille rammer for hvordan ens mand er far. Man kan tale om det, men man kan ikke kræve. Hvis ens mand nyder at smøre madder til sin søn, så kan man ytre sin holdning og så er det det.

Kan sadig huske min kære mand bestilte dvder fra Italien, og jeg havde en ide om hvad vores datter skulle se og han havde vist en anden. Han kom glad og fortalte han havde bestilt Toy Story og jeg ødelagde glæden og bad ham annulere ordren... Hvem var jeg at bestemme det? Jeg så glæden slukkes i hans øjne, og jeg så på min datter og forstod pludselig hun jo var den skønne pige netop fordi hun havde mig som mor og min mand som far med alle vores forskelligheder. Vi kan debattere og tale opdragelse og pædagogik, men vi kan ikke pålægge den anden part at være som os og som vi synes er rigtigt.

og det med penge forstår jeg slet ikke, måske fordi vores bonus boede hos os, vi fik aldrig børnepenge fra mor og betalte alt transport og gav lommepenge når han skulle være hos mor. Hvis en far ønsker at betale for lidt ekstra tøj, nye sko, mobiltelefon osv, hvordan kan man så som bonus stille sig på bagbenene, tænk om vi selv oplevede det samme. Jeg ville blive rasende hvis nogen ville sætte rammer for hvad jeg måtte give mine børn. Ja man har fælles økonomi, men vil min mand stikke hans nu voksne søn 1000 kr så må jeg da bare sige: værsgo og så selv have lidt mindre den måned. Så længe vi har råd til regninger og mad, så klarer vi den jo nok. Synes han julegaven i år skal være økonomisk stor til hans store dreng fordi det har han behov for, ja så sparer vi da bare lidt på de andre gaver. Præcis på samme måde som hvis vores fælles datter et år har behov for noget som koster lidt mere end vi plejer at give for. Min mand skal have lov at forkæle ALLE sine børn uden jeg blander mig....

Line altså. D lyder bare til at være et fantastisk menneske

lineog4 skriver:

Men man kan ikke som bonusmor eller mor for den sags skyld opstille rammer for hvordan ens mand er far. Man kan tale om det, men man kan ikke kræve. Hvis ens mand nyder at smøre madder til sin søn, så kan man ytre sin holdning og så er det det.

Kan sadig huske min kære mand bestilte dvder fra Italien, og jeg havde en ide om hvad vores datter skulle se og han havde vist en anden. Han kom glad og fortalte han havde bestilt Toy Story og jeg ødelagde glæden og bad ham annulere ordren... Hvem var jeg at bestemme det? Jeg så glæden slukkes i hans øjne, og jeg så på min datter og forstod pludselig hun jo var den skønne pige netop fordi hun havde mig som mor og min mand som far med alle vores forskelligheder. Vi kan debattere og tale opdragelse og pædagogik, men vi kan ikke pålægge den anden part at være som os og som vi synes er rigtigt.

og det med penge forstår jeg slet ikke, måske fordi vores bonus boede hos os, vi fik aldrig børnepenge fra mor og betalte alt transport og gav lommepenge når han skulle være hos mor. Hvis en far ønsker at betale for lidt ekstra tøj, nye sko, mobiltelefon osv, hvordan kan man så som bonus stille sig på bagbenene, tænk om vi selv oplevede det samme. Jeg ville blive rasende hvis nogen ville sætte rammer for hvad jeg måtte give mine børn. Ja man har fælles økonomi, men vil min mand stikke hans nu voksne søn 1000 kr så må jeg da bare sige: værsgo og så selv have lidt mindre den måned. Så længe vi har råd til regninger og mad, så klarer vi den jo nok. Synes han julegaven i år skal være økonomisk stor til hans store dreng fordi det har han behov for, ja så sparer vi da bare lidt på de andre gaver. Præcis på samme måde som hvis vores fælles datter et år har behov for noget som koster lidt mere end vi plejer at give for. Min mand skal have lov at forkæle ALLE sine børn uden jeg blander mig....

For satan det er et godt indlæg!!

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Nå ja! Glemte helt nogle få ting  

Hvis drengen går op i computer så snak med så godt som du kan, evt bed ham om at vise dig nogle af de seje spil han spiller

Og med hensyn til jule og fødselsdags gaver til far, så plejer jeg altid at stå for det fra bonus, bio har givet en gang og min mand fik det meget underligt ved det for han vidste gaven på intet tidspunkt havde været fra bonus men fra hende.. 

Gør det evt til en hyggelig dag hvor bare i to tager ud og køber noget til far det vil også give dig mulighed for at komme tættere på drengen

Og med hensyn til at købe ting til drengen, her mener jeg tøj fx det bør være op til dig og far, i hvert fald til jeres eget hjem, vi køber tøj til min bonus fordi vi prøver at kunne skabe en hel garderobe til hende så vi ikke behøver få en kæmpe taske med hver gang  og få dask i baghovedet over ikke at have fået et par strømper med som bonus har smidt langt ind under sengen >_>  

Nogle ting må man bide i sig andre skal man slå hælene sammen og være lidt stædig.