Frustreretkæreste.dk

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Måske du skulle købe nogle større sko!?

Det har formentlig aldrig været nemt at skulle finde sin plads i en splittet familie.

i forhold til drengen, skal du prøve at sætte dig i hans sted. Du kommer som fars nye unge kæreste og vil være venner. Du har efter al sandsynlighed i hans øjne, været meget lidt velkommen. Han har en mor, han har sine venner, så du er et forstyyrende element i hans forhold til faren. Og sådan er det. Du er nødt til at respektere ham, blive ved med at prøve, men forstå at jeres forhold er på hans præmisser.

mht hans interesser, tror jeg de er rimelig normale for præpubertere drenge. 

Du skal blande dig fuldstændig uden om, hvordan hans mor opdrager ham. Han er så gammel, at du må aftale med ham selv og din kæreste hvilken forældrerolle, om nogen, du skal have, og kun når han er hos jer.

mht økonomien. I har valgt at flytte længere væk, den øgede transportudgift (som i mine øjne er ret beskeden) må tilfalde jer. Hvis moren flytter væk, bliver det så hende. 

Jeg kan godt forstå du lader dig irritere over nogle af de andre ting. Men du er på vej til at skabe splid i forholdet mellem din kæreste og hans ex. Det er en kamp du aldrig kan vinde, de er knyttede af sønnen. Så mit råd er: slug kamelerne, du vidste der var bagage med. Lad din kæreste selv styre relationen med eksen, og gør dit til at alle kan have det godt sammen. Og drop svigerfamilie jalousien, det er fedt for dem, at de stadig ses.

Kram til en bonusmor fra en anden bonusmor. 

Jeg ved hvor frustrerende det kan være, og det er for det meste svært for andre (som ikke selv har stået i sådan en situation) at have forståelse for det egentlige problem. Og det er ikke negativt ment mod de uforstående, for jeg tror bare vitterligt ikke man kan sætte sig ind i det, når man ikke selv har noget at slås med på dén front. Det er såå nemt at skrive "smut pomfrit, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet" eller at du bare skal tage dig til takke med hvad der er.
Nogle biomødre er fucking svære at arbejde med, og tror de har en eller anden hellig status, og mantraen med at bonusmor ikke skal/må blande sig er noget fis. I har alle, bio som bonus, et liv der skal harmonere sig, selvfølgelig med plads til alle, og uden at der skal ske ofringer på barnets bekostning. 

Skriv privat, hvis du har lyst og brug for luft, udveksle erfaring samt frustrationer. Det kan tit hjælpe, bare det at få det ud  

Desuden, så mener jeg vidst at transport frem og tilbage skal deles ligeligt mellem jer - også selvom det er jer som er flyttet. Men er ikke helt 100% sikker.

Helt ærligt - ja det er dig der er noget med.

Er din kæreste ikke en voksen mand?

Hvordan kan du finde på at forbyde ham diverse ting så som at hente hans barn?

Det kan godt være du mener at han betaler børnepenge,men hvad tror du selv 1200 + rækker til et barn ?

Og mhs til at han smører ham en mad- ja det gør jeg altså også - endda indimellem til min 17 årige søn - det hedder omsorg lige som når min kæreste gider at hente cola til mig 

Og mhs til at hilse- ja self skal han hilse men din sætning med " at det gør man i andres folk hjem" - det er vel også din kærestes hjem og dermed også hans søns? Hvis hele attituden er at det her er MIT/VORES hjem og du er gæst - så kan jeg godt forstå jeres forhold er anstrengt. 

Og ja han skal betale til maden til fødselsdage - hvis du mener at det må moderen gøre kan I jo passende selv betale for hele gildet? - 

Du er jo jaloux- På hans fortid ,på hans ex ,på hans mor der tillader sig at have et godt forhold til hendes barnebarns mor- Herregud altså .

Jeg vil råde dig til at slappe af ,og lade din kæreste være selvstændig og selv beslutte hvad han og hans ex gør med deres fælles barn.

Ville du selv acceptere det samme hvis du var exen?

Det eneste du risikere ved at ville bestemme over din kæreste egen fri vilje er at han får nok og siger fra og det bliver over for dig...

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Synes det lyder som et helt alm barn.

når du selv får barn opdager at det et helt normalt at man må gå på kompromi med mange ting man troede man havde en helt klar holdning til. Det er møgsvært når barnet ikke er ens eget, men helt normalt!

at farmor, mor og mormor har et godt forhold er fantastisk for drenge ! Og selvfølgelig grænseoverskridende for dig. Men barnet først, du må acceptere det. 

mor og penge, forstår mor, det er dyrere med børn end hvad børnepengene er. Transport, medmindre statsamtet har været inde over, så er det som udgangspunkt far der skal dække transporten.

Forstår dig fuldt ud, og føler med dig. Men hold ud, og bid det i dig og slut fred med det. Det hele er som det skal være.

sne190810 skriver:

Kram til en bonusmor fra en anden bonusmor. 

Jeg ved hvor frustrerende det kan være, og det er for det meste svært for andre (som ikke selv har stået i sådan en situation) at have forståelse for det egentlige problem. Og det er ikke negativt ment mod de uforstående, for jeg tror bare vitterligt ikke man kan sætte sig ind i det, når man ikke selv har noget at slås med på dén front. Det er såå nemt at skrive "smut pomfrit, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet" eller at du bare skal tage dig til takke med hvad der er.
Nogle biomødre er fucking svære at arbejde med, og tror de har en eller anden hellig status, og mantraen med at bonusmor ikke skal/må blande sig er noget fis. I har alle, bio som bonus, et liv der skal harmonere sig, selvfølgelig med plads til alle, og uden at der skal ske ofringer på barnets bekostning. 

Skriv privat, hvis du har lyst og brug for luft, udveksle erfaring samt frustrationer. Det kan tit hjælpe, bare det at få det ud  

Desuden, så mener jeg vidst at transport frem og tilbage skal deles ligeligt mellem jer - også selvom det er jer som er flyttet. Men er ikke helt 100% sikker.

Jeg er også bonusmor. Og det er jo bare den klassiske, men sådan er det bare når man vælger en partner med børn.

Carina:-) skriver:

Helt ærligt - ja det er dig der er noget med.

Er din kæreste ikke en voksen mand?

Hvordan kan du finde på at forbyde ham diverse ting så som at hente hans barn?

Det kan godt være du mener at han betaler børnepenge,men hvad tror du selv 1200 + rækker til et barn ?

Og mhs til at han smører ham en mad- ja det gør jeg altså også - endda indimellem til min 17 årige søn - det hedder omsorg lige som når min kæreste gider at hente cola til mig 

Og mhs til at hilse- ja self skal han hilse men din sætning med " at det gør man i andres folk hjem" - det er vel også din kærestes hjem og dermed også hans søns? Hvis hele attituden er at det her er MIT/VORES hjem og du er gæst - så kan jeg godt forstå jeres forhold er anstrengt. 

Og ja han skal betale til maden til fødselsdage - hvis du mener at det må moderen gøre kan I jo passende selv betale for hele gildet? - 

Du er jo jaloux- På hans fortid ,på hans ex ,på hans mor der tillader sig at have et godt forhold til hendes barnebarns mor- Herregud altså .

Jeg vil råde dig til at slappe af ,og lade din kæreste være selvstændig og selv beslutte hvad han og hans ex gør med deres fælles barn.

Ville du selv acceptere det samme hvis du var exen?

Det eneste du risikere ved at ville bestemme over din kæreste egen fri vilje er at han får nok og siger fra og det bliver over for dig...

Øh skal far betale til fødselsdage, som foregår i moderens hjem? Ææ nej det skal han da ved Gud ikke... Men han kan holde sin egen for sin familie... Hvis det er.... Men ellers må det stå for modéren, når det er hendes familie, som er der....

nu har de fælles udgifter, da de bor sammen, så self må hun forbyde ham hvad hun vil... Han er nok en voksen mand, som ikke formår at sige fra, og synes da faktisk ikke det er urimelig ting, som hun forbyder... Jo måske kan han godt betale en f.gave til en børnef.dag, men ellers skal han ikke bare punge ud, fordi moderen prioterere hendes økonomi på en anden måde... 

Med hensyn til transport, som en anden skriver, så skal de dele udgiften... Det er ALDRIG kun faderens udgift... Og det står gså på statsamterne hjemmeside...

med hensyn til opdragelse, så skal han jo ikke opvarte en dreng på 12, bare fordi han kun er der hver anden weekend, det er forfejlet kærlighed... Og self skal knægten da hilse på dem, som nu er i huset, når han kommer og går... Det er da alm opdragelse... Det er det her i hytten... 

Øh skal far betale til fødselsdage, som foregår i moderens hjem? Ææ nej det skal han da ved Gud ikke... Men han kan holde sin egen for sin familie... Hvis det er.... Men ellers må det stå for modéren, når det er hendes familie, som er der....

nu har de fælles udgifter, da de bor sammen, så self må hun forbyde ham hvad hun vil... Han er nok en voksen mand, som ikke formår at sige fra, og synes da faktisk ikke det er urimelig ting, som hun forbyder... Jo måske kan han godt betale en f.gave til en børnef.dag, men ellers skal han ikke bare punge ud, fordi moderen prioterere hendes økonomi på en anden måde... 

Med hensyn til transport, som en anden skriver, så skal de dele udgiften... Det er ALDRIG kun faderens udgift... Og det står gså på statsamterne hjemmeside...

med hensyn til opdragelse, så skal han jo ikke opvarte en dreng på 12, bare fordi han kun er der hver anden weekend, det er forfejlet kærlighed... Og self skal knægten da hilse på dem, som nu er i huset, når han kommer og går... Det er da alm opdragelse... Det er det her i hytten... 

Ja selvfølgelig skal han hjælpe med udgifter til barnets fødselsdag også selv om det kun er ham og farmor der deltager. Og sjovt nok er det ikke far og mor der har problemer med at få tingene til at fungere. Og misforstået kærlighed at han smøre en mad?  Så der er aldrig nogen der gør noget for dig?  Aldrig en der laver en kande kaffe eller smøre en mad?  Og har ikke skrevet han ikke skulle hilse .men at det vel ikke er folks hjem men derimod et fælles hjem. 

Hej alle!

Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.

Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!

Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham. 
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra. 
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?

Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere) 
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.

Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.

Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.

Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det. 
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?

Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.

Jeg har læst dit indlæg grundigt, og må ærligt talt indrømme at jeg ikke kan se problemet.

Drengen er 12 år. Jeg tror ikke jeg kender en dreng på 12 år, som ikke går op i computerspil og seje løbehjul o.s.v. Det kan man så mene om hvad man vil, men det er fuldstændigt normalt. Og da også helt normalt at drengen keder sig i et rækkehus 40 km. væk fra vennerne, og der ikke engang bliver råd til en biftur en gang hver 14. dag.

At moren og eks-svigermoren har et godt forhold er da bare superfedt. Skønt for drengen at de mennesker han elsker stadig ses og holder af hinanden. Min mands eks har et tættere forhold til min svigermor end jeg har, og det har jeg det fint med.

M.h.t. transport-penge: Det er jer der har valgt at flytte 40 km. væk fra farens søn. Jeg kan sgu godt forstå at moren ikke synes at det er hendes ansvar at betale for transporten. Jeg ved ikke hvordan reglerne er for den slags, men hvis der er problemer, må far og mor jo tage i statsforvaltningen og få aftalt nogle faste regler.

Det lyder ærligt talt på mig som om din kæreste lader sig styre lidt for meget af dig. Du skal f.eks SLET ikke blande dig i, som hvem svigermor tilbringer tid med o.s.v.

Og så nævner du en masse småting som jeg ikke gider at kommentere på, fordi det ærligt talt er ligegyldigt.

Jeg synes du lyder som et menneske der har svært ved at se ud over din egen næsetip. Forhåbentligt får du et lidt større perspektiv når du engang selv får børn.