Anonym skriver:
Hej alle!
Jeg blev lidt lettet da jeg sad og læste de forskellige indlæg herinde, for jeg er brændt inde med en masse frustrationer, gennem længere tid, over at være en del af familien som "fars kæreste".
Og det ville virkelig være en lettelse at få andres perspektiv på det også, og måske samle noget inspiration til, måske ikke at få ændret situationen, men i hvert fald "give slip" på mine egne principper, og bare lade tingene så sin gang.
Jeg er 27, og har i snart 2 år været kæreste, og boet sammen med ham der uden tvivl er manden i mit liv. Han er 9 år ældre end mig, og vi er også gået i gang med at forsøge, på vores første fælles barn
. Han har en søn på nu 12 år, som bor hos sin mor, og er her fredag-søndag hver anden uge.
Jeg vidste godt fra start af, at han havde en søn. Vi mødtes gennem en fælles bekendt, og tanken om det havde jeg det helt fint med.
Tænkte faktisk at det kunne blive fedt, for jeg har altid været god til store børn, og altid selv været lidt af en "drengepige".
Men for pokker hvor blev jeg overrasket!
Vi flyttede sammen ret hurtigt, fordi at vi bare var overbevist om, at det skulle være os for altid, og sådan har vi det begge stadig.
Og jeg ville ikke "invadere" hjemmet, så til at begynde med, så pakkede jeg min taske, og tog på weekend hos venner når han kom, så lidt senere hen var jeg hjemme fredag-lørdag, og så senere hele weekenden.
Jeg har prøvet at vise interesse for drengen, ved at spørge ind til hans computerspil, eller andre ting han har beskæftiget sig med. Men hver gang følte jeg en afvisning.
Jeg har prøvet at arrangere fælles ture og spilleaftener for os, for ligesom at "ryste os sammen" alle sammen, og det prøvede jeg på i lang tid. Men igen uden noget resultat.
Og de weekender hvor han var hos os, var min kæreste mere hans tjener end hans far. Var han tørstig hentede min kæreste, noget at drikke til ham. Var han sulten smurte han frokost til ham.
Men der er der nu blevet ændret på, for min kæreste var helt enig med mig i, at han altså godt kan selv, når han er så gammel.
Han sagde heller ikke "Hej" eller "Farvel" til mig, til trods for at jeg var der, det måtte min kæreste tit "bede" ham om. Det har heldigvis også ændret sig efter en seriøs snak om, at jeg altså er her for at blive, og man hilser når man kommer ind i andre folks hjem.
Det lader til at knægten kun går op i to ting. Sin computer, penge og dyre ting. Som regel når han taler om noget, så er det om noget dyrt han gerne vil have, noget som ham lige har købt, eller nogle af de "professionelle gamere" som han følger via. facebook eller andre medier.
Og til trods for at han kun er 12, så må hans mor give ham store lommepenge. For jeg synes altså det er ret utroligt at man har råd til at give 1700 kr. for et løbehjul, af egne lommepenge når man kun er 12 år gammel.
Han keder sig også tit når han er her, for vi er flyttet til rækkehus m. have, lidt længere væk, og har dermed større udgifter. Så der er ikke råd til biografture og sådan hver anden weekend han er her.
Som han jo så ellers har været vant til, fordi hans far følte at han var nødt til, konstant at skulle underholde ham, for at han havde lyst til at komme, og for rent faktisk at få noget samvær udover computerspil.
Og hjemme hos hans mor planlægger hun vidst alt for ham, så han skal noget hele tiden.
Så knægten har ikke et begreb om hvordan man kobler fra.
Og helt ærligt.
Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med den slags børn før?
Hvordan i alverden håndterer man, et hjem med et barn, hvor alt ved ungen, strider mod ens principper og egne værdier?
Og hans mor.
Til trods for at min kæreste altid har betalt børnepengene han skal, og til tiden. Så har hun altid brugt ham lidt som en bank.
"Kan du ikke lige købe?", "Kan du ikke lige...", "Kan du ikke lige...".
Og min kæreste har altid gjort det. (Gør han så ikke længere)
Han har bidraget til mad på knægtens fødselsdag. Til trods for at hans familie kun tæller ham selv og hans mor.
Han har betalt hans mobilregning i flere år, selvom de havde en aftale om at det var 50/50.
Drengen er dukket op i weekenden, skulle til klassefødselsdag, og havde ikke fået nogen gave med, flere gange.
Hun giver aldrig besked hvis han er syg, i en weekend hvor han skal være her. Ikke en sms med info eller noget.
Og hans far får aldrig gaver til fødselsdag, og kun en sjælden gang imellem til jul.
Og den nyeste tvist stod på i fire måneder, og det var omkring transporten, til og fra vores nye bopæl.
Vi er flyttet ca. 40 km. væk, hvor vi før boede 3 km. væk.
De har fælles forældremyndighed.
Til at starte med måtte min kæreste ligge og køre frem og tilbage fredag og søndag. For hun ville ikke acceptere at de skulle dele transporten.
Så foreslog jeg at de kunne sætte ham på bussen, men ak nej.
Knægten bliver jo køresyg (Vi har altså kørt med ham flere gange uden problemer!).
Så satte jeg stolen for døren, og konsekvent nægtede min kæreste at køre frem og tilbage. Det var dyrt for os, det var jo kun mest fair hvis hun sørgede for den ene vej.
Så han fik lov til at tage toget ind til sin fars arbejde, og mødes med ham på stationen, og så skulle de følges resten af vejen, og så bliver han kørt hjem søndag. Det gik hun så meget imod sin vilje med til.
Første gang, måtte jeg tage toget en time, for at hente ham, fordi at hun ikke havde købt billet.
Anden gang havde hun kun købt billet halvdelen af vejen.
Så blev de enige om at hun skulle bestille et rejsekort til ham.
Næste weekend han kom herhjem, havde hans mor sagt, at min kæreste skulle bestille kortet.
Så undskyldte hun det med, at hun ville have automatisk optankning, og det kunne man kun få med et dankort.
Og så få dag efter, kommer der en sms igen med at hun nægter at betale halvdelen af turen.
Det skal så lige siges, at det vil koste hende 30,50 kr. om måneden med et rejsekort. altså 366 kr. om året.
Hvor at vores udgift for at fragte ham hjem i bil ligger på over 1000 kr. om året. Og så er de også to voksne med fuldtidsjob derhjemme. Her er vi en med fuldtidsjob og en studerende.
Og ja, har man så ikke råd til at betale 30,50 om måneden.
Så prioriterer man nok sine penge lidt forkert.
Desuden har min svigermor også et super forhold til hende. De bor tæt på hinanden, og hun går tit derover og drikker kaffe og hyggesludrer.
Hun ses også privat med drengens mormor, og de er også rigtig gode veninder.
Hun har også haft drengen og hans lillesøster OG bonusfars datter sovende til hygge.
Og så er det her, jeg bare føler det er "lidt for hyggeligt"
Det er sgu lidt mærkeligt i mine øjne. Det føler min kæreste faktisk også, og efter jeg kom ind i billedet, er han også begyndt at tage afstand fra det.
Vi var hos svigermor til middag for kort tid siden.
Og så fortalte hun at drengens mor, og hendes kæreste igen venter et nyt barn. Jeg kunne ikke lade være med at tænke mit.
For hvis hun mener, at hun ikke kan bruge 30,50 om måneden på en togtur. Så har de vel heller ikke råd til et barn mere?
Eller er det bare mig.
Hun skaber bare hele tiden nye problemer. Og ærligt talt, så er det fandme lidt anstrengende.
Nu har hun endelig fået sat stolen for døren, børnepengene er hævet en smule, og så har hun fået at vide, at der er lukket land, hun får ikke mere.
Men jeg føler allerede at det næste problem ligger lige om hjørnet.
Så jeg venter bare.
Der er en del 12årige, der altså ikke gider at være sammen med voksne, så lad ham være.
Har du aldrig hentet noget, lavet noget til en anden?
Han er tolv, ja computer er stor del af børn og unges liv, hvis du er gode til store børn, burde du vide det. Computer, mobiler, spillekonsoler... Og det er super fedt at følge hvad andre laver, professionelle, det kan jeg også gøre. Det er også meget det jeg kan snakke om, mine hobbyer.. Det er vel meget normalt. Han er 12, han har hobbyer...
Bare fordi man er 12år, kan man jo godt hjælpe familier og venner for at tjene lidt ekstra, lave en aftale med sine mor om at man får forskud på lommepengene, fordi der er noget man VIRKELIG gerne vil have.'
Vil du ikke også kede dig, hvis du hver anden weekend tog 40km væk fra alle dine venner, og bare kunne sidde i et hus med to voksne? 
Man kan jo godt lave ting der ikke koster noget.
Han er en ganske alm preteen.
Bare fordi at forældre lære en god maner, betyde det ikke at børnene bliver ved med at være sådan. De går oprør, bliver teenagere og prøver grænser af, præcis som små børn.
Bør det ikke være hans beslutning om hvad han køber eller ej? Hvis han vil hjælpe hende med at købe det, så er det hans valg. Hvis han ikke har råd, siger han det vel til hende.
Hvorfor må han ikke bidrage til sin egen søns fødselsdag, bare fordi det kun er ham og hans mor? Det havde været noget andet, hvis de ikke var med. Men når de er med, synes jeg det er ok. Og det er jo bare et bidrag.
Mobilregningen, det er jo hans egen skyld, fordi han gør det, for så behøver hun ikke. Han skulle jo bare lade vær. Det kan du ikke ligge på hende.
Hvorfor skal han have gave med fra moren? Hvorfor kan faren ikke tage sin søn med ud og købe en gave?
Skal moren sørge for en gave til hendes søns far?
I har valgt at flytte væk, ikke hende. Så må i finde en løsning..
Har I kørt bil eller tog hvor han blev køresyg?
Jeg kender en der bliver køresyg i bus, men ikke bil eller tog. Jeg kan blive køresyg når jeg er alene(tog/bus), men kan klare det bedre i en bil med andre. Så det kan godt være rigtigt.
Hvorfor ikke bare bestille kortet?? Hvis hun skal betale halvdelen, så sig det bliver trukket fra børnepengene.. eller noget.
De har TO børn hjemme, i har EN tre dage hver 14.dag. Tror nok de bruger lidt flere penge end i gør.
Hvorfor må bedste ikke have sine børnebørn på overnatning? (Ja, jeg siger børnebørn til dem alle, for jeg synes det er stort at hun tager dem alle tre, når det jo kun er drengen der er hendes barnebarn
)
Hvorfor er det mærkeligt? Det er sku da super at hun stadigvæk er gode venner med sin exsvigerdatter, så farmor ikke kun er weekendfarmor? (Tror du er måske lidt jaloux over det??)
I kan ikke blande jer i hvem moren og drengen ser hjemme hos dem selv, eller hvem de besøger. Det er rager ikke jer.
